Da Prince, præcis 12 år før sin død, udgav Musicology - farvede jeg bloggen her lilla i en måned bare af begejstring. Jeg kunne såmænd have fundet på det samme i torsdags.

Musicology var det første sådan rigtig gode Prince-album i lange tider; bedre end Lovesymbol-albummet 12 år tidligere, der også var en slags comeback efter nogle svage albums. Prince var den 4. mest funky person, der nogensinde har gået på jordkloden, hvis du spørger mig, men livet som Prince-fan var fuldt af skuffelser; for produktionen har været ufattelig ujævn siden de gyldne år fra Dirty Mind i 1980 til Sign Of The Times i 1987. Og selv på de gyldne plader må man leve med, at Prince ved siden af en musikalsk inspiration og alsidighed uden sidestykke også havde en dårlig smag næsten uden sidestykke. Pinlighederne stod i kø - men hey, det var ligesom en del af pakken. De cheesy symboler, de krasse farver, og en uhindret adgang til de mest sirupsklæbrige store følelser. Jeg har altid opfattet det som en del af Princes forbindelse til den store sorte musiktradition at han også har noget af det mest blæverklamme fra både soul og gospel med i sin musik. Man kan ikke være Prince-fan uden at omfavne den side af musikken også.

I 1987 virkede det som om Prince var på kanten til at nå en Beatlesk storhed; Sign Of The Times var stort anlagt, og vellykket og lyder skiftevis af næsten alt; stram funk, rene radiorockballader, stort anlagt orkesterpop og private kærlighedssange i forskellige afskygninger. Altsammen suverænt skruet sammen, Produced, Arranged, Composed and Performed by Prince*. Og så var det som om han holdt op. Black Album blev holdt tilbage og erstattet af det lidt blege low-risk projekt Lovesexy; og så begyndte Prince decideret at træde vande. Diamonds and Pearls ramte mere skemaerne fra de genrer Prince betjener sig af end nogen storhed. Batman-pladen snakker vi slet ikke om. Der var den uskønne angst for ikke at være cool længere, overhalet indenom af hiphop. Det fik Prince til at hyre secondrate rappere og forsøge at følge med, men kom aldrig til at lyde som andet end pinagtige forsøg på at spille noget musik man ikke rigtig forstår. Der kom en laang stribe halvdårlige albums. Lovesymbol-pladen var et lyspunkt, men er også uudholdeligt cheesy, med rædselsfulde Kirstie Alley-mellemspil, og den hæslige 3 Chains O' Gold. Trippel-CD rædslen Emancipation var ikke nogen fornøjelse.

Netop derfor var Musicology så befriende - for her var Prince tilbage ved den musik han selv er vokset op med og mestrer til fingerspidserne. Drømmen om at følge med, og være mest cool, var lagt på hylden; til gengæld fik vi et fremragende Prince-album, hvor man kunne høre at Prince stadig har melodierne, arrangementerne, og ikke mindst stemmen, til at skabe en virkelig god plade. 3121 moderniserede lyden, men holdt nogenlunde kvaliteten - men så har det for mig også ca været det, med albums man faktisk har lyst til at høre det hele af. Der er en god sang her og der; men ikke noget man sætter på i fuld længde. Måske er det derfor jeg alligevel ikke har sat bloggen i lilla - der har været meget langt mellem snapsene meget længe. Den sene Prince er mere den bedste fortolker af den store Prince - og han har gudskelov spillet musikken hele tiden.

Når man sådan sidder og tænker igennem hvad det var, der var så fascinerende ved Prince, udover hans indiskutable suveræne teknik som popsnedker, sanger og guitarist, så var det nok - at her var en ægte musikfan; det er tydeligt fra alle de genrer han har forsøgt sig i, hvor meget han holder af dem, som fan. Han bevægede sig ubesværet rundt i hele den sorte musik han var vokset op med, men også i alt 70ernes øvrige popmusik, fra den hvideste radiorock til synthesizerne og sen-70ernes skramlede minimale post-punk lyd som han gjorde til sin egen på gennembrudspladerne. Det diminutive geni fra Minneapolis kunne lide det hele og spillede det hele. Man kan høre hans idoler gennem hans musik. Prince har introduceret mig til tre eneste mennesker på jordkloden mere funky end ham selv (James Brown, Sly Stone og George Clinton, hvis du skulle være i tvivl) - og til lyden og følelsesindholdet fra soulmusik og gospelmusik, som sjældent er langt væk, når man hører Prince synge.

Jeg har altid undret mig over hvorfor han stoppede op, der i 1987. Jeg tænkte på det dengang som om han flirtede med at være sofistikeret og europæisk, og måske kom det bare lidt for langt væk fra rødderne. Eller også var det fornemmelsen af hiphoppen, der buldrede frem og stjal den sorte musik fra ham. Vi må slå os til tåls med at selv om han holdt op med at genopfinde al sin yndlingsmusik dengang, blev han ved med at spille den for os.

* except where indicated

Bernie Ecclestone, Formel 1-bagmanden, er pjattet med Putin og Trump - og kan I det hele taget lide stærke mænd og fascister. Selv Hitler beskriver han i interviews som en 'der fik tingene gjort'. Det er der 30-60 mio døde europæeres efterladte, der ville ønske han ikke havde gjort, men den slags småting generer ikke Ecclestone.
Ecclestones gode ven Max Mosley, mangeårige samarbejdspartner i motorsport, som præsident for det internationale motorsportsforbund, er søn af Oswald Mosley, leder af det britiske fascistparti under 2. verdenskrig - og så var der jo den der historie om at Max godt kan lide selv at lege nazilege med frække damer, men den lader vi ligge.
Mosleys forgænger som FIA-præsident ved med i SS i Frankrig under krigen.

Det ligner næsten en tanke.... og har selvfølgelig tråde til så meget andet sport. Fejringen af styrke.