Temperaturerne er på vej op, og det er tid til at vække bloggen af sit vinterhi. Jeg tør ikke lige love at Tveskov vs Classy genopstår, men hvem ved. Nu lægger jeg selv ud med et kort roundup.

The Trouble With Longreads

Jeg har det svært med de nye forsøg på kvalitetsjournalistik vi har fået på det sidste, og med modefænomenet 'longreads'

Alt for mange longreads er det ikke

Berlingske Business kalder gerne en tekst på et par tusinde ord for et longread. 2000 ord er en kronik i politiken eller et par sider i Ud&Se, det er ikke et longread. Zetlands singler var på vej derhen, men magasinet er også nede i de korte formater mellem 1000 og 2000 ord. Man får altså hver dag omkring 1-2 broadsheet avisside (så ca en halv tynd mandags-Information) at tygge på. 

Kunne vi ikke kalde det noget mere appetitvækkende?

Går du mest på restaurant, fordi der står 'STORE PORTIONER' på døren? Så er longreads måske til dig - mine gode læseminder er noget med de sjoveste interviews i Interview, de mest overskridende voldsomme reportager i Rolling Stone, det fantastiske essay om det fede ved landkort i Weekendavisen eller noget andet, der ikke bare er noget kedelig funktionel læsning. 

Lang er ikke en præstation

Forstå mig ret - kort er godt. Undskyld det blev langt, jeg havde ikke tid til at skrive kort, som Blaise Pascal skrev. Hvorfor skrive en roman på 500 sider, når ideen kan forklares på 500 ord, som Jorge Luis Borges spurgte. Hvis nu det er Tom Wolfe der går amok i Rolling Stone i Post Orbital Remorse - artiklen om USAs astronauter, der var så lang (50000 ord) at selv Rolling Stone splittede den over fire numre, og som senere blev endnu længere i bogform som The Right Stuff - så skal jeg nok læne mig tilbage og nyde rejsen. Men lad dog være med at prale med længden. Og lad være med at fortælle mig hvor mange minutter jeg har læst. 

Jeg kan ikke få de nye medier til at hænge sammen, hverken for dem eller mig

Hverken Føljeton eller Zetland eller for den sags skyld POV eller hvad de andre kalder sig. Det udgivne materiale har altså ret beskedent omfang. På en uge får man i Føljeton eller Zetland end ikke én sektion af en gammeldags avis. Indrømmet - det er mindre end en kop kaffe 12.50 for Føljeton om ugen og 25 for Zetland; men staffagen, at der virkelig er substans i det her, rubs me the wrong way. Det er liiige før man ville være bedre orienteret med Metro Express. Og så havde man også fået en masse emojis og horoskoper.

Digitalt og dyrt

Det stærkt sekteriske udvalg i de nye medier ender med at blive et rimelig dyrt alternativ til avisen. Zetland ender med at koste 1000kr om året for en kvart Weekendavis eller mindre hver uge. Jeg kunne have købt en hel for kun det dobbelte. Eller Information, der udkommer dagligt med markant mere stof - selv om mandagen hvor avisen praktisk talt ikke eksisterer.

Hvad koster det egentlig at lave den slags?

Zetland og Føljeton ligner hinanden i omfang. Zetland udgiver '2-5 artikler på hverdage' - så vi sjusser det til 750 artikler om året. Zetland skal have 14.500 abonnenter for at være 'bæredygtig', hvad det så betyder. Det er noget med 14 mio kr til at publicere 750 artikler for, eller tæt ved 20.000kr per styk. Hvis bare halvdelen af det beløb kan holdes tilbage til redaktionen, er det fjollet med fastansatte. Freelancerne ville flokkes omkring Zetland for at få opgaver. Der er ingen, der betaler så meget. Føljeton har nogenlunde de samme ambitioner, men oplyser mere beskedent at breakeven er ved 8500 betalende abonnenter. Føljeton er billigere, så det bliver til 5 mio kr istedet for Zetlands 14 mio. Der skal hustles på Føljeton for at få dét til at hænge sammen. 

14.500???

Jeg vil tro, der er en eller to, der arbejder med digital omlægning af de gamle medier, der ryster på hovedet når de hører om Zetlands 14.500 abonnenter. Det virker som et rent fantasital - navnlig med så smalt et produkt. Det er noget med at være bybo i 30erne, midt eller midt-højre, og have vildt meget lyst til en superkort netavis. Så måske 20% af den danske twittersfære og ikke så mange andre end dem. 

Abonnerer du selv, Claus?

Nej. Det kan jeg lige så godt tilstå. Prøvede Føljeton, men det fængede bare ikke. Fidusen ved en omnibusavis er at den har 40 artikler - en af dem handler om noget du vil læse. Sådan er det ikke når der kun er 3. Så det er mere ligesom at have en lidt for snakkesalig sidemand i bussen, end som at sidde med et medie man selv har valgt. 

Ugens store begivenhed indenfor kunstig intelligens

Googles AlphaGo har lige vundet det 5. parti mod Lee Sedol og sejren 4-1. Men det er ikke ugens største revolution i maskinlæring.

Det er derimod min Discover-playliste fra Spotify. Den er perfekt tunet. Rare groove, men også classics. Originaludgaverne af både omkvædet fra M.I.A.s 'Sunshowers' og Warm Leatherette. Der er et Simple Minds-nummer på, men det er pre-stadion, cool Simple Minds. Der er alt fra Velvets og Warren Zevon til Electronic og The Orb. Der er Kurt Vile og fabuløs funk med Ghetto Brothers. 

Alt det er fantastisk. Hvis jeg var faldet i snak med en på en bar, og han eller hun havde sagt "hey - du skal ha det her mixtape. Tror det lige er dig" så var vi bedste venner nu. Eller kærester. Og så er det endda slet ikke det bedste. Midt i det hele, i Colin Blunstones 'Misty Roses', højst overraskende, en fin lille sats for strygekvartet - som det naturligste i verden. Det var som at få en meget fin og særlig betænksom gave af en kær ven. 

I Korea omtalte kommentatorerne og Lee Sedol Googles Go-robot frygtsomt - som noget fremmed og uudgrundeligt, men uhyre stærkt. Lee og flere kommentatorer, var slået ud af maskinens spil. Mødet med denne nye maskinelle kraft var ikke kærligt, eller glædeligt, men skiftevis vagtsomt og imponeret. Spotifys playliste er ikke optimeret for styrke, men for likeability. For præcis den reaktion jeg havde på ugens playliste. 

Da Joseph Weizenbaum i sin tid opfandt Eliza, den psykologiske samtalerobot, bad hans testpersoner - som var helt klar over at de talte med en ganske ubegavet automat, hurtigt Weizenbaum om at forlade lokalet når de talte personligt med robotten - så den reaktion er ikke en der bor i teknologien men i os. Det er mig, der reagerer på playlisten, ikke omvendt. Men Spotifys playliste er helt bestemt et eksempel på noget vi kommer til at se meget mere til i den allernærmeste fremtid. Fatisk teknologi - teknologi designet til at nå sociale mål, relationelle mål bliver helt centrale i den kommende AI og samtalerobotrevolution, som er lige om hjørnet. Eliza er blevet til Siri, og er meget langt fra alene. Webmediet Quartz eksperimenterer med forme nyheder i artikelformat om til samtaler - lige præcis ham den påståelige sidemand i bussen jeg snakkede om ovenfor - og min ven Mortens liste over samtaleteknologier og services bare vokser og vokser.

Så mig og Spotify vi får nok snart nye venner.