Fjerde indlæg i den fortsatte serie Tveskov vs Classy. Seneste indlæg var af mig for ca en måned siden. Denne gang er Bjarne Tveskov tilbage.

Så er november november, den længste mørkeste måned ved et rinde ud, og her på den yderste dag bringer jeg ej en kuffert med diamanter, men blot en lille pose med prefabrikerede pebernøds-pointer der nok kræver at jeg kommer kraftigt tilbage her på kanalen i julemåneden. Sandheden er at jeg har brugt min sparsomme fritid på andre aktiviteter end blogposts. Bare for at nævne et par eksempler, så sad jeg igår og så et længere videoklip om hvordan man laver æbleskiver der er helt, helt runde. Tricket er at man vender dem 3/4 af vejen rundt og så efterfylder man med dej, gerne fra en sprøjtepose. Smart. Og dagen før var jeg igennem en længere research-forløb for at finde det optimale rivejern!. Selvfølgelig havde Politiken en alenlang artikel med test af adskillige rivejern, desuden læste jeg op på en lignende hands-on test fra Søndagsavisen for også lige at få en lidt mere folkelig vinkel på emnet. Konklusionen var umiddelbart at man faktisk har brug for to forskellige rivejern, et til det fine og et til det lidt mere grove. Det komplicerer jo sagen ydeligere og efter et par googlinger mere + et besøg på Pricerunner sad jeg pludselig tilbage med en underlig smag i munden, lidt som når man har spist alt, alt for mange æbleskiver, bare med information istedet. Too. Much. Information. Sikkert også too much information med hensyn til hvilket actionpacked weekend jeg havde, men jeg tror mange kender fornemmelsen af at det er blevet lidt for let at vide alt for meget om alt for lidt. Ved ikke om det faktisk er dyb sufi-visdom eller bare en klask-på-låret onkelvits men historien går jo sådan her;

"Mulla Nasruddins nabo kommer en aften hjem, og han ser Mulla gå rundt og søge under gadelampen: "Kan jeg hjælpe dig?" "Ja, jeg kan ikke komme ind i mit hus, for jeg har tabt min nøgle." Naboen hjælper ham, og de begynder begge at lede under gadelampen. Efter ti minutters forgæves søgen på det lille, oplyste område spørger naboen: "Kan du nogenlunde huske, hvor du tabte den?" "Jeg tabte den ovre på den anden side ved huset." "Hvorfor leder vi så her på den anden side under lampen?" "Fordi der er mere lys her."

I en verden hvor vi det ene øjeblik "forventes" at have en fuldfed og formfuldendt mening om konsekvenserne af den globale opvarmning i relation til klimamålene for #COP21 og det næste øjeblik gætter med på hvor mange på TV2 der deler DillerDyrby-fotos under julefrokosten kan det godt være svært at bevare nogensomhelst form for perspektiv. Vi zoomer ind og ud, og helst på de steder hvor der er mest lys. Nogle gange spørger jeg mig selv om hvad der egentlig ville ske hvis man tog en måned eller et år(!) fri mht. at blive opdateret på Alt Mulig Lort hele tiden. Af faglige årsager følger jeg emner som robotics, social, AI og legetøj ret tæt. Men ville der ske så meget ved at ignorere fintech, droner, konsumerelektronik, biotech, startups, gaming og popkultur i et stykke tid? Næppe, ihvertfald ville skaden nok være begrænset. Alt hvad der står på min gamle blog er i princippet forældet, ihvertfald alt det der omhandler konkretet produkter og teknologier, men kommentarerne har en vis værdi om ikke andet som en slags historisk rids og et personligt spor. Like tears in rain. Hvis man droppede ud af strømmen eller begrænsede/filtrerede den hårdt i et stykke tid, kunne man nok relativt hurtigt komme på omgangshøjde igen. Desuden ville det være en slags bonus at der så faktisk var sket en hel bunke nye og spændende ting siden sidst, lidt som ham Otis-gutten der fornylig kom ud af fængslet efter 44 år. Måske værd at gøre forsøget, om ikke andet så i juleferien...

På samme måde som man kan blive fanget i lyset fra informationsoverdrevets forlygter som en Bambi på the information not-so-superhighway er det også ganske let at blive fanget af de mørkere sider. Det hele handler jo om TERROR for tiden (eller "tærr" eller "tero" eller "tævåh" som det hedder i medierne)  Mangler at læse cirka 127 thinkpieces og store perspektiverende artikler om Paris-angrebet som jeg har bookmarket, måske ignorerer jeg dem bare. Så dog den her; "Det er første gang i måske 70 år, at vi føler, at tingene er ude af kontrol" siger manden med det appetitvækkende navn Koert Debeuf i denne artikel, der handler om at globaliseringen har ramt muren. Middelalderen er allerede tilbage, den er bare ujævnt fordelt. Eller, sådan kan det ihvertfald føles på en dårlig dag, for samtidig peger mange ting i en positiv retning hvis man f.eks kigger på statistik i selskab med Hans Rosling aka cheerleaderen for factbaseret makro-tænkning. Hvis vi zoomer helt ud går det ikke så skidt, ihvertfald så længe vi ikke snakker for meget om klimaet. Men det fikser de nok nede i Paris, hmm. Eller skal vi sætte vores lid til at Silicon Valley drengene rykker mere med deres Breakthrough Energy Coalition. Mon ikke Evgeny Morozov vil råbe SOLUTIONISM! lige dér? Råberi redder imidlertid ikke planeten, og jeg blev positivt overrasket over at læse at halvdelen af nye investeringer i energi nu går til vedvarende kilder, lad os få det op på 100%, tak. Den engelske komiker Ben Elton skrev tilbage i 1989 en ret sjov roman med titlen "Stark". Den handler meget kort fortalt om hvordan klodens rigeste stikker af fra jorden fordi de har luret den øko-katastrofe, der venter forude. Vi satser på at virkelighedens rigeste og klogeste istedet vil gøre deres til at vi får vendt supertankeren.

Nettet er ligeledes en supertanker der trænger til at få justeret kursen og på Herr Dahls nylige anbefaling har jeg frekventeret Maciej Ceglowskis site, og ikke mindst hans supergode taler som både er informative, humoristiske og vigtige, en sjælden kombo. Hans Six Fixes fortjener bestemt at blive nævnt igen. Det løser imidlertid ikke mit problem med hvilke(t) rivejern der skal indkøbes, men hvis jeg liige googler lidt mere så løser det mikroproblem sig nok også. Onwards!

En af ugens store forbedringer her på classy.dk, var at jeg fik rettet nogle fejl på min blog, så det bliver en god del nemmere at poste igen - og det vil jeg derfor begynde at gøre.

Det har været hyggeligt med al det snak på de sociale medier, men hold nu op, hvor er det uholdbart i længden. 98% flow og 2% stock. Det er der ingen fremtid i. Arbejde er mest værd, hvis det akkumulerer - og lige meget hvor glad jeg er for mit follower-count på Twitter, så er det ikke rigtig der, det akkumulerer. Det gør det her. 

Morten Gade er utilfreds med min CSS - og den er også pivgammel, 5 jobs siden og 10 år gammel, faktisk - men hey it works, og jeg kan stadig bruge den. Der er så meget skrøbeligt lort på nettet som er dukket op og forsvundet siden. Jeg har links til en god sjat af de døde services ovre til højre på min blogs forside - alt det jeg samlede sammen der - er pouf  væk. Planen er kort sagt at gå tilbage til at have den her som centrum og de andre som sludren rundt om den her. Eller andre "mine egne steder"-steder. 

UPDATE: Tak til både Steffen og Mogens, for at indrapportere fejl i mit RSS-feed. Det er en fornøjelse at vide at det stadig har abonnenter. Fejlen er rettet (tror jeg nok).

Det er blevet min tur til at svare på Tveskovs seneste langskriv. Here goes.. Om robotter*.

Sixfixes

For halvanden måneds tid siden havde København besøg af Maciej Ceglowski, polsk amerikansk software-fyr, som, ved siden af sin softwarebiks, også tænker og skriver godt om internet, eller måske mere om mennesker og de vilkår de bydes på internettet. Jeg kan kun anbefale at du finder hans blog eller kataloget over hans talks.

Ceglowskis foredrag handlede om hvordan reklamer har ødelagt internettet og enhver forestilling om privatliv. Annonceteknologi indsamler vanvittigt detaljeret tracking om hver enkelt af os, og stort set uden for vores kontrol. De største dataejere møder vi slet ikke selv - det er aggregatorer, der lever af at de services vi faktisk bruger, bytter data med dem - mod at få endnu mere detaljerede data tilbage, så vi kan blive mere værdifulde forbrugere.

Ceglowski foreslog en dejlig enkel og forståelig liste af ideer, der kan hjælpe med at gøre op med den vildtvoksende tracking. Forslagene består i en blanding af gode regler for transparens, og 'rimelige' spilleregler - at ting ikke går i stykker bare fordi vi ikke er forbundet med moderskibet. Det fine ved reglerne er at de er enkle - til at forstå; og derfor egnede til at kommunikere også - og det er måske det bedste af alle forslagene: En institution/trust af en art, som markedsfører disse meget enkle løfter til omgangen med dit og mit privatliv på en måde vi alle kan forstå og leve med.

Den simple liste og det let forståelige banner "Six Fixes" har siden grebet om sig. Jeg har lovet mig selv at vi skal have en debat i Danmark om det også under det banner - og derfor registreret sixfixes.org - og hvis du ikke hører noget om det snart, så må du holde mig op på det løfte på Twitter eller lignende.

En bemærkelsesværdig ting ved de seks ideer er at indtil flere af dem allerede er lov. Persondatalovens kapitel 8 giver os flere af disse rettigheder. Det er der bare alt for få der ved, og det bliver på ingen måde håndhævet. Der er kort sagt brug for nogle umisforståelige og rimelige regler, som vi orker at tale om og forlange overholdt. Six fixes.

Sixfixes og robotter

En anden bemærkelsesværdig ting ved overvågningens triste tilstand er, at den øgede overvågning har været et kolossalt spild af tid. Internettets oprindelige løfte til annoncørerne var at internettet jo har data. Alt kan pinpointes med digital præcision - ikke mere spredehagl med dyre TV-reklamer - nu kan du markedsføre dig med præcisionsbombede internetannoncer, kun til præcis de forbruger, der faktisk vil købe noget af dig.

Der var bare ingen, der fortalte annoncørerne at på internettet er der ingen, der ved om du er en hund. Eller en robot. Og sørme om ikke det stort set kun er robotter, der kigger på internetannoncer. Det svinger lidt fra case til case, men røverhistorierne om hvor massiv svindlen er med internetannoncer er deprimerende og fascinerende på samme tid.

Tesla og robotter

Midt i oktober lancerede Tesla pludselig deres længede ventede autopilot. Det er ikke en fuld automatisering - men det er utrolig meget mere end cruise control.

Autopiloten var en ren softwareupgrade. Teslaer har i månedsvis haft det fornødne sanseapparat til autopiloten - de har bare manglet hjernen til at bruge sanserne med. En Tesla kan nu holde sin bane på motorvejen ved at observere vejmarkeringer og andre trafikanter. Vil man skifte bane skal man bare indikere, så klarer bilen det selv - og så har den også autoparkering.

Vi er langt fra løftet for Googles selvkørende bil - men vi er heller ikke i 2020 eller 2025 eller hvornår den nu kommer på markedet.

Det er regulatorisk tricky, føreren skal vist principielt stadig køre bilen - men selvfølgelig prøver nysgerrige Teslakørere den nye automatiks grænser af i dumme og sikkert farlige tests.

Og så er der, apropos overvågning, noget om at Teslabilerne ringer hjem, og fortæller moderskibet hvordan det går - det handler naturligvis om at indsamle testeksempler på god/dårlig kørsel at lære fra, så maskinchaufføren kan komme til at køre bedre - men privacybruddet er en realitet.

VW og testrobotter

VW er mere old school, men også glade for robotter . Dels i samlehallen selvfølgelig, for robotter er pålidelige og forudsigelige - men også testrobotter, som gudskelov også er forudsigelige og altid laver testen på den samme måde. Så kan man jo lave sin software så den snyder i testen pålideligt, hver gang. Det minder en lille smule om annoncesvindel, på den måde at det er

1) teknisk elegant,

2) baseret på nyeste high tech

og

3) fuldstændig i strid med enhver naiv idé man kunne have om fremskridtets nødvendighed.

Hvor er det dog ufattelig dumt at spilde års ingeniørindsats på at snyde til eksamen.

NSA og robotter

Det begynder jo desværre at ligne et mønster. Der var engang i fremskridtstroens guldalder, hvor teknologi virkede nyt og dyrebart og hvor man - måske bare pga teknologiens kostbarhed - stolede på at det at arbejde med teknologi var et forsøg på at føre verden videre. At komme længere. Nu er vi fanget i rent bagstræberi, med alle forhåndenværende midler.

Vi fik ikke en guldalder for informationsdeling - vi fik wall to wall annoncer - og ikke engang nogen som andre end robotter klikker på. Og som om det ikke var slemt nok, så ved vi også nu, at NSA og ligesindede statslige organer ser alle de tracking cookies flyve gennem luften og bare tænker "ha! hvor nemt! Så behøver vi ikke etablere overvågning. De overvåger sig selv!". Staten læser med hver gang vi ikke klikker på en annonce.

Robotter og Internet of Shit

Igen, der var engang man kunne tro på, at robotterne enten var seje og ville redde det hele, eller i det mindste perfekte dræbermaskiner. Ikke længere .

Digitalsering er tit og ofte et spørgsmål ikke om nye muligheder, men om nye lave priser på gamle ideer. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende hvor alle de elendige bots vi har nu - i software - render rundt med hjul, ben, kameraer og mikrofoner - og er til salg på Etsy. Ad-tech drones? De kommer helt sikkert og afløser ham det menneskelige skilt nede på strøget.

Måske er vi der allerede. Jeg vil naturligvis gerne have en, men what the fuck is this? Og den her? Her snakker vi simpelthen om at hele den herlige overvågningsinfrastruktur, der dræber flere børn end terrorister i Pakistan og lignende lande, pludselig er blevet luksusforbrug? Smæk en håndgranat på det kamera og off you go.

Dræberrobotter

Er du bange for dræberrobotter? Måske er det på tide - enten fordi du har læst Nick Bostrom, eller også fordi du har læst The Intercepts uhyggelige historie om det industrialiserede dronehenrettelsesprogram. Den globale droneoperation er noget af det mærkeligste verden nogensinde har opfundet. Der er nogle ting, der går igen fra historierne om ad-tech. Droneprogrammet er intenst datadrevet og intenst højteknologisk. Det er et grumt mirakel at det overhovedet kan lade sig gøre. Men den overvældende teknologi, og de massive mængder af data gør ikke sandt eller godt. Dronerne dræber mængder af civile - voksne og børn - og tit og ofte ikke dem, det var meningen de skulle dræbe. Telefoner bliver delt, og var ikke i hånden på den terrorist man troede. Identitetet forveksles.

Og så er der, ved siden af den malplacerede teknologi- og datatro, selve det umenneskelige ved programmet som sådan. Ved første overvejelse virker det lettere, mindre tungt og mindre voldsomt end tusindvis af tropper på landjorden - men den næste tanke: Et globalt netværk af øjne i det høje, der kan slå ned overalt og dræbe på 20 kms afstand - det sætter sig på hjernen. Dronerne er Skynet. Vi behøver slet ikke en robot ved kontrollerne - vi kan sagtens klare dystopien helt selv.

Mediehistorie

Når det hele er noget lort, så er det godt med en lille solstrålehistorie. I løbet af oktober stødte jeg også på Saladin Ahmeds fundraiser. Ahmed har en rimelig sjov Twitter-konto og skriver science fiction - men han slås også med depression. Derfor skriver han langsomt - for langsomt til at det hele løber rundt - så her i oktober har han kørt en fundraiser og bedt sine læsere - og Twitter - om støtte. Jeg synes det var ret modigt at bede om hjælp. Det faldt tydeligvis ikke Ahmed nemt. Jeg ved ikke om han kom derhen han ville, men der var dog godt 250 fans, der til samlet har skrabet et månedligt stipendium på lige over $1000 sammen + et ukendt engangsbeløb på Paypal.

Der er et stykke op til comfortable living, men det rimer da lidt med Kevin Kellys mytologiske 1000 true fans, bare i en donations-version.

Speaking of donation, så synes jeg Zetlands plan for paywall ser lovende ud. Links bliver delbare - men signeret den person, der låste dem op. Der er en hel masse netværksviden gemt i det - ad-tracking be damned. En lovende bund under en genforhandlet kontrakt med læserne, der hænger bedre sammen med de digitale medier.

Jeg ved ikke om du går op i den slags, men læs eventuelt Lasse Jensens totale nedsabling af den berlingske nyhedsrobot Lisbeth Knudsen.

Og hvis du er bange for den totale hukommelse, så kan du læne dig op ad denne historie om nettet - som overhovedet ikke husker alt.

Det er børnelærdom at internettet er designet med robusthed for øje. Men det er nettet, der er det. Kommunikationsnettet. Og det er jo sådan med ting der "ligger på nettet", at de faktisk slet ikke ligger på nettet. De ligger på nogens computer et sted på den anden side af nettet. Du får adgang til dem via nettet - men den der computer, de ligger på for den anden ende af ledningen, har ikke noget med internettets robusthed at gøre.