Robotter og privatliv

Status
Hvordan går det? Med nettet, med verden, med kulturen, med Classy.dk, med Claus selv, med altsådet hele.
Jeg sad og snakkede med Bjarne Tveskov om det og meget andet, og vi blev enige om, at vi begge savnede at skrive nogle gode lange ting om .. lidt af det hele. Vi aftalte derfor på stedet, at vi ville gå i gang. Jeg trak 1. runde, deadline august - og der er jo dejlig nemt, for så kan man lave Den Lange Catch-Up Post - så må vi se hvad Tveskov finder på om en måneds tid.

Dimser
Trend-watchere og også hackere som mig selv, har truet i årevis med de mange nye connectede devices som vi snart kan vente os - men det har indtil videre været lidt spartansk hvad der har været af store succeser. En smule health i nogen efterhånden pænt store nicher, men vi har jo ikke 50 connectede devices derhjemme som standard endnu. Matt Webb, der ikke selv lykkedes med Little Printer og Berg Cloud, har dog en forudsigelse til os på Twitter

2016 is the year a whole bunch of nerdy 

hardware products go super mainstream

Slowly burning platform
Lad os se om han får ret. Sådan helt generelt virker 2015 ellers som året, hvor vi ser en hel del platform-misses. Tag nu bare stakkels Apple. Apple Watch har fået en langsom start og selv superfans hopper af i massevis. Apple Pay oplever tilsyneladende også en afmatning. Til trods for verdens største adresseliste har Apple Music vist indtil videre ikke lagt de andre ned. Og det er såmænd ikke kun Apple - det virker som om vi ikke helt står og mangler en alvorlig reformation af vores digitale overflade p.t. Mobilen er stadig kun ved at blive indtaget; den er den nye laptop, men der er sørme meget der ikke er bedst på den endnu.
De mest determinerede Apple-watching folk insisterer på at det ikke går langsomt og at uret er godt  - men man kan høre på f.eks. Benedict Evans at det ikke helt passer. The lady doth protest too much, som en talemåde siger. If you're explaining, you're loosing, som en anden siger.
Good tracking - Bad tracking
Det er ganske få dage siden at jeg glad jublede på Twitter at Spotify endelig havde fået styr på musikanbefalinger, og faktisk kunne ramme min musiksmag perfekt med den nye 'Discover Weekly'-playliste. Det kan Spotify kun fordi de overvåger hvad det er for noget musik jeg spiller. Det er OK med mig - jeg har endda slået den feature til hvor Spotify også fortæller om mine musikvaner til Last.fm, så jeg kan bygge min musikprofil op derovre også.
Fredag i sidste uge kunne jeg så læse på Wired, om Spotifys nye privacy policy, hvor de beskriver præcis hvilke data de samler ind. I den kan man blandt andet finde følgende monstrøse klausul
"With your permission, we may collect information stored on your mobile device, such as contacts, photos, or media files. Local law may require that you seek the consent of your contacts to provide their personal information to Spotify, which may use that information for the purposes specified in this Privacy Policy."
http://www.wired.com/2015/08/cant-squat-spotifys-eerie-new-privacy-policy/
Det er jo helt galt. Når man er nødt til at involvere brugerne aktivt for at overholde lovgivningen, så er man ude hvor datapolitikken ikke kan bunde. Løsningen på problemet er enkel: Lad være med at analysere mine fotos og kontaktbogen. 
... eller vent til det bliver nemmere på telefonen at bede om lov senere, når brugeren faktisk gerne vil et eller andet, der læner sig op af de data. F.eks. kan man få udvalgt musik der passer til ens løberytme. Spotify er derfor nødt til at bede om sensor-data for at kunne finde løberytmen. Men det beder de også *mig* om - og jeg løber aldrig med Spotify.
En kombination af overreach og den almindelige tragiske elendighed af IT, hvor intet eksisterer uden en eksplicit kontrakt, og vi derfor stort ikke bestiller andet end at sige ja til tåbelige kontrakter vi ikke gider læse. 
Internettet findes ikke. Data findes ikke.
Denne lidt skizofrene uge i privacy understreger at det virkelig ikke er helt så nemt. Eller - måske er det faktisk i virkeligheden ganske nemt. Hvad nu hvis man simpelthen lader være med at tænke over begrebet 'data'? Hvad nu hvis vi tænker på information, mere som en del af vores infrastruktur, ligesom internettet?
Jeg har en snigende mistanke om at den stigende fokus på data er en blindgyde - at det er en slags permanent fejlargument om et 'glidende skråplan'. Der argumenteres alt for ofte ud fra et katastrofescenario - ikke udfra den faktiske adfærd hos de aktører der ligger inde med vores data. Jo, CSC burde i den grad opleve et retsligt efterspil for slendrian efter hackersagen, men det er jo ikke rigtigt at vores data systematisk og HELE TIDEN bliver misbrugt. 
Der mangler noget transparens og en mulighed for at efterprøve hvad nettets siloer gør med den viden de har om os - så vi ikke kun skal opdage hvor galt det står til når uheldet er ude - men nytteeffekterne er også til at tage og føle på. Måske er det tid til at stoppe med at være bekymret og lære at elske data-bomben.
Privatlivsmennesket i mig og teknokraten i mig har svært ved at nå til enighed på det her punkt. Engang var computere isolerede arbejdslettende redskaber - men i de sidste 20 år har computerens væsentligste ydelse været koordination - at få ting, der sker forskellige steder på kloden til at hænge sammen - og koordination kræver udveksling af information. Ingen data, intet internet. Jeg kan også lide mit privatliv - men hvis jeg ikke deler af mig selv, så bliver min musikservice ikke tilpasset min smag, søgeresultaterne ikke tilpasset mine vaner og jeg og mine bekendte får ikke koordineret vores liv i storbyen.
Dating findes
De de 36 mio brugere af sidesprings-sitet Ashley Madison, som netop er blevet afsløret alle sammen, er næppe så glade i de her uger. Der er sites oppe, hvor du lige kan knaste din significant others' email ind og lægge i kakkeloven til et godt skænderi i aften.
Det lader dog til at indbruddet på Ashley Madisons servere istedet for at afsløre en verden af affærer og brudte ægteskabsløfter bare har afsløret en massiv svindel affære. Data-snusere mener at have opdaget at der stort set ingen kvinder var på Ashley Madison. Helt ned til 10.000-20.000 mod 1000 gange så mange mænd. De fleste mænd er altså blevet narret ind på formodningen om at der var nogen kvinder, der var løse på tråden også - men det var der bare ikke i virkeligheden. 
Er vi tæt på sandheden om hele internettet her? Et socialt rum, der slet ikke er det - bare en dygtig efterligning lavet af giganterne, med profit for øje? Guderne skal vide at det ikke kun er Ashley Madisons kvinder, der ikke er hvad de giver sig ud for at være. De fleste webannonceklik, og rigtig meget social aktivitet på FB og Twitter og alle de andre medier er simuleret.
Hvem fortælles os hvor nettet er nu?
Didde Elnif spørger på Twitter hvad 'man' læser op nettet nu. For et ti år siden var det nemt at svare på - der var en hel masse bøger som i fællesskab begyndte at sætte sprog på det sociale net, og på hvad netværk af mennesker egentlig gør og kan. Det er ved at blive old news - og spørgsmålet er hvad der skrives nu, som vi egentlig burde læse. 
Jeg har kigget lidt på min egen læsning - og den er blevet lidt mere teknokratisk i de mellemliggende år - og lidt mere ikke-netsk. Det er nok meget typisk. Vi er igang med anvendelser, ikke opdagelse, for tiden. Nettet, sådan helt generelt, virker som om det er inde i en kapitaliseringsfase mere end en opfindefase. 2. eller 3. bølge. Der er stadig lidt 1. bølge over hardware - og bio er end ikke rigtig kommet i luften endnu. 
Objekter virker vigtigere og vigtigere. Af den grund glæder jeg mig til at komme ordentlig igang med Object Lessons. En spændende serie bøger på vej om tingene i verden omkring os. Paul Ford er altid en inspiration - og hans kæmpe-essay What Is Code var det også. Historien om at nettets primære service er koordination læste jeg på Albert Wengers ret gode blog hvor han spekulerede over fremtiden for firmaet i en verden hvor koordination er nemt.