Vi havde en lang diskussion på Facebook den anden dag, om teknologiens friktionsløshed, og friktionsløshedens konsekvenser. Anledningen var banal: Christian Dalager postede et billede af et nyinstalleret søvngængerbarneovervågningssystem, og det fik Jesper Balslev til - forfriskende, synes jeg - at bryde like-normen og skrive "kan ikke lide".
Balslevs ærinde var, at der bagved teknologiens tilgængelighed og friktionsløshed ligger en hel masse konsekvenser og en hel masse bevægelse vi slipper for at tage stilling til, når vi holder os til det teknologien tilbyder - en glat overflade, med et enkelt svar på ét spørgsmål.

Teknologien tilbyder os - når den lykkes - et "man skal bare", en enkel måde at opnå et mål på, men - fordi teknologien under os hele tiden bliver dybere og dybere - så har den større og større konsekvenser, sådan målt med fortidens alen, jo længere vi kommer, og jo dybere den bliver. Hvis man ikke tillader sig selv at forstå teknologien gennem dens abstraktioner og overflader, men insisterer på at komme til bunds, i termer en damplokomotivpassager ville kunne forstå, bliver det pludselig meget omfattende.
Hver gang man bruger sin iPhone til et eller andet, så har man brugt en lille smule verdenshandel, en lille smule globalt lysfiberkabelnetværk, en lille smule minedrift i Afrika, en lille smule kold bjergluft, der hvor superservercenteret hos Google eller Facebook eller Apple står. Man har brugt en smule underbetalt søvnmanglende kinesisk samlebåndsarbejdertid, en smule ødelagt minearbejderryg. Man har plantet information i 5-10 lande, på 2-3 kontinenter.

Teknologiens mirakel er at vi ikke behøver overskue alle disse konsekvenser. Vi kan "bare" bruge den. Vi står på skuldrene af giganter, som Newton sagde, og på skuldrene af en gigantisk masse af ting, altsammen stablet på benene for at give os dette "bare". For at give os superkræfter.
John Thackera har skrevet en udemærket bog om netop det dilemma, at teknologiens mageløse fokuserethed ender med ikke at løse, men skabe, problemer og konsekvenser hvis man istedet for det evindelige "bare" trækker sig lidt tilbage og sætter hver eneste teknologi, der omgiver os ind i en større ramme. Thackera forsøger at fodre vores sensibilitet for store omgivelser.

Min personlige historie med bogen er instruktiv for at forstå hvor problemet er: Jeg købte den i sin tid til biblioteket fordi jeg tænkte den ville give mig noget af den der pullbacked service-design feeling at bruge, når jeg tænker produkter og services. Altså som et redskab til at nå til et bedre "bare" - til at gøre teknologiens superkræfter endnu større, ved at strække dem ud på en endnu større skala - og blev derfor voldsomt skuffet, da bogen istedet for at hjælpe mig med at orkestrere endnu større tryllekunster insisterede på at holde fast i materien; at tale om carbon-footprint og miljøkonsekvenser og den slags. Jeg opgav bogen i mange måneder, og har stadig ikke læst den færdig. Så gerne vil vi have det "bare", så stærkt trækker løftet om superkræfter, så god narko er friktionsløsheden.

En bedre reaktion havde været at se "bare" i øjnene, at diskutere med mig selv hvor og hvornår vi benytter os af det "bare", og hvornår det egentlig er en god idé. Her er nogle eksempler:
"Han har jo bare [X]" - når nogen på nettet gør noget, der er ulovligt, bliver de tit og ofte fraskrevet ansvar fordi teknologien har givet dem superkræfterne til at gøre det med. Det er et elendigt mønster; det er stadig dem der gør det. Superkræfter letter ikke ansvaret - hvis noget burde man overveje om det øger ansvaret.
"Det er jo bare metadata" - jeg opfatter hele NSA-skandalen, den systematiske og totale overvågning af os, som foretages af snart sagt alle hemmelige tjenester, der kan finde ud af det, som et klart eksempel på sådan et "bare". Jeg tror faktisk ikke at nogen funktionær i de amerikanske hemmelige tjenester ikke ser en afgrund mellem sig selv og diktaturers systematiske overvågning, selv om NSAs overgreb mod den menige amerikaners frihed overstiger alt nogen kommunist nogensinde har turdet drømme om at gennemføre i et diktatur.
Jeg tænker tit over om dagrenovationens indbyggede "bare" er en god idé overhovedet. Tænk hvis man skulle se sit affald i øjnene i en måneds tid.
El-måleren er lydløs; tænk hvis den hylede når man brugte strøm, jo mere, jo højere.

Det var egentlig lidt synd for Dalager at være årsag til al den debat - for hans "bare" var sådan set på mange måder et rigtigt "bare". Det var ikke en internet-enablet digitaldims, der brugte hele verden, det var bare en ledning fra kælderen og op - tættere på en snor i døren med en klokke i den anden ende, end et privat mikro-NSA, men hold op hvor var det produktivt at lade sig provokere af endnu sådan et "bare".