I Herman Hesses vidunderlige fremtidsroman Glasperlespillet, hvor man i år sådan ca 2500 i provinsen Castalien har skabt det ultimative intellektuelle samfund, underordnet romantitlens glasperlespil, en perfekt syntese af al kunst og vidensbak, støder romanens hovedperson gennem sit liv ind i naboprovinsernes konkurrerende systemer - bl.a.møder han, og præges af, benediktinermunken Fader Jakobus. Konflikten mellem Castaliernes ultimative symbolanalysesamfund, den perfekte djøfisering om man vil, og kirkens oldgamle hierarkiske tradition er indlysende, men jeg har altid syntes det var godt set af Hesse at forestille sig at kirken der overlever så længe er lige præcis den katolske. Den katolske kirke har kommandoveje, og fungerer som en magtinstititution med penge og mandskab og ambitioner - vores egen protestantiske kirke nærer en dyb antipati mod netop det, men det betyder selvfølgelig også at den konstant er nødt til at læne sig op af, at dens nye medlemmer af sig selv finder hen til den; Der er grænster for hvor tungt man kan missionere, når nu det man vil frem til er, at forholdet mellem den troende og Gud kun er et forhold mellem dem, hvor kirken sådan set bare er et mødested for ligesindede.
Siden reformationen har den protestantiske kirke kæmpet med den balance - slagkraft kræver organisation, men ligeså snart det er organisationen der handler om, og den disciplinerer menighederne, så er man gået igang med at svigte tankegodset i reformationen; men protestanter hælder hele tiden på af kirkerøgelse, som egentlig er radikal protestantisk fritænkning imod; det sælger bare varen bedre, når der er lidt mere gøgl og røgelse.

Jeg blev mindet om den 500-års idé fra Hesse da jeg sad og tænkte nyheden om PRISM, og de stadig mere omfavnende datasiloer igennem. PRISM - engrosovervågning af borgernes digitale fodspor - er kun en mulighed fordi vi flokkes hos siloerne. Var vi stærkt optagede af vores uafhængighed, groede vi selv vores sociale netværk i social software vi hostede selv på vore egne servere, så var der ingen Facebook, ingen Google, ingen Microsoft at bede om alle vore sociale aktiviteter. Teknologisk er der intet til hinder for at det kunne være faldet sådan ind, men industrielt/økonomisk er det bare et usandsynligt udfald - der er ingen til at slås for brugernes gunst, hvis ingen vil have brugere. Hvem slås for at folk skal gøre det hele selv? Facebook og Google og de andre derimod har økonomisk rækkevidde og kommerciel organisation til at gå ud og erhverve sig alle brugerne - helt svarende til den dårlige konkurrencesituation for fritænkning ift en stærk og omfavnende katolsk kirke.

Hvor skal datareformationen komme fra? Hvem bliver de sociale netværks Martin Luther?

Foranlediget af Nettos kursskifte i spørgsmålet om tørklæder i butikkerne, har debatten kørt igen om frihed og tvang og tørklæder og politik og religion og fanden og hans pumpestok. De der ryster på hovedet kalder tørklæderne undertrykkende tvang, men hvis man kan blive stående på det standpunkt særligt længe, så kommer man efter min mening for lidt ud.

Jeg har såmænd heller ikke de vilde erfaringer i ghettostudier at trække på; min egen ghetto - Vesterbro - er gennemsyret af Folk Som Mig - men i det sidste års tid har jeg arbejdet i København NV, og bare en daglig bustur gennem N og NV er utroligt oplysende hvis man vil vide noget om grænsedragningen mellem danskhed og religiøsitet. For det første: Ingen kan færdes i N og NV uden at opdage at spørgsmålet om tørklæde eller ej på ingen måde er så sort/hvidt som det males op. Tørklædepiger følges med deres tørklædefrie veninder - det er mere noget i stil med "hvad spiser I juleaften hjemme hos jer?" eller "skal du konfirmeres?" end det er et ideologisk program. Ingen af dem kigger skævt til de andre. Jeg sad i dag i bussen på vej gennem Nørrebro og kunne følge med i 3 veninders glæde da de fandt ud af at den der fest de skulle til ville blive sådan en hvor de fik lov til *ikke* at have tørklæde på, så man kunne have det lidt sjovt.
Forhandlinger om danskheden pågår konstant. Der er pigernes hår og fester. Der er tilknappede indvandrermødre, der kun taler indbyrdes, og kun på deres modersmål, og virker som om de slet ikke har taget bestik af hvor de er - men deres små præskolebørn sidder og hygger sig på klingende dansk, og taler kun deres modersmål med deres mor. Og så har du noget, der overraskede mig med deres mangfoldighed: De danskfødte tørklædepiger. Altså sådan nogen, der er døbt og hedder Lis, og Hanne, og Tine og Birgitte. Der er noget interessant ved at deres små muslimske babyer kommer til at vokse op med en muslimsk mor, der kan fortælle dem alt om at få julegaver og danse om juletræ.
Der er også skyderier og knivstikkerier, de er lige uden for døren, men den banale historie om tørklæder som undertrykkelse eller politik holder simpelthen ikke til et møde med den nørrebroske virkelighed.