En strøtanke i anledning af den vilde DSB-rapport der afslører at milliarder fosser ud af firmaet til meningsløs planlægning og flommede overenskomster, der har resulteret i virkelig dyr drift: Gad vide om ikke TDC så lige så slemt ud, prædigitalt, dengang det lige var blevet lagt sammen af JTAS og KTAS og hvad der ellers var?
TDCs held i den sammenhæng var den digitale revolution, som blev en enorm kreativ destruktion. Alle procedurer og al teknik skulle udskiftes alligevel, og så får man jo i sagens natur gået forretningsgangene i gennem også. Ikke at man er kommet helt i mål, ellers ville man ikke være nødt til at købe små-teleselskaber hele tiden.
Skinner er skinner. Der er ikke noget ydre pres, der ændrer togdrift. Hvor skal DSBs kreative destruktion komme fra?

Som jeg foreslog i sidste blogpost har det politiske billede op til valget lignet et generelt fravalg mere end et valg. Og nu hvor vi har resultatet kan man se at det måske ikke bare var det rene snak. I grafen ovenfor (baseret på Wikipedias valgstatistik - kun de 175 syddanske mandater) har jeg beregnet entropien af mandatfordelingen i folketinget siden 1953. Entropi* er et mål for hvor ensartet en fordeling er smurt ud over de mulige værdier. Jo højere entropi, jo mere udtværet er fordelingen.
Det mest iøjnefaldende ved grafen er det store hop ved "katastrofevalget i 1973", hvor vi forlod den gamle stabile orden for good, og kom ind i 70ernes politiske turbulens. Man ser også Svend Aukens fantastiske sejr i 1990 tydeligt, som et pludseligt markant fald, og så var det vanvittigt tætte 1998 valg, hvor Uffe ikke blev statsminister, præget af stor spredning i vælgermassen.
1998 var tæt på årets resultat, men ikke helt deroppe. 2011-folketinget er, målt på entropi, det mest splittede sidei 1981.

* Bonusinfo: Entropi og information bliver onsdagens matematik-emne på og altså den egentlige start på matematikserien.

Det ligger allerede fast at ingen minister vil sætte sig i stolen i en kommende regering uden at vide at hans/hendes parti faktisk tabte valget. Hverken V, K, S eller SF ser ud til at få et godt valg. En halv nation fravælger at være med som regeringsbærende.
Jeg ville helst sige at jeg ikke var en af dem, men det er jeg. Ikke i protest mod noget som helst, men der er ingen sammenhæng mellem den politik man kan få nok stemmer med og noget jeg kan bakke op om.
Siden Helle Thorning Schmidt kom til magten har det socialdemokratiske problem været et komplet fravær af udvikling i det politiske tankegods. Fair forandring er en slatten karklud i bærret på ethvert ønske om forandring. Det politiske indhold i fair forandring er "vi behøver ikke ændre en pind. Vi skal bare være lidt mere kreative i bogholderiet, og så bede de andre om lidt flere penge". Det er virkelig ikke noget at stemme ja til.
Det ville se endnu mere sort ud uden Margrethe Vestagers og Lars Løkkes opportunistiske powermove i foråret med en tilbagetrækningsreform. Guderne må vide hvad besparelserne fra den vil blive brugt til istedet for 2020-holdbarhed.

Jeg har aldrig været andet end i opposition til den siddende regering, og jeg har ingen planer om at ændre på det, men når nu Villy+Helle i den grad er to huller i jorden, hvorfor så ikke nu. Fordelingsmæssigt er det støjende usandsynligt at en kommende regering vil klare opgaven særlig godt, og dermed mangler S+SF også det der virkelig er en mangelvare overalt i det politiske liv, lidt ideologisk selvkritik eller lad os bare kalde det ideologisk beskedenhed. Hvordan fordeler den ideologiske hybris sig hos partierne?

Hos Enhedslisten omfatter den hele partiets politik. Her findes kun ideale fordringer, og nedenunder det et betændt principprogram.
Hos SF ved jeg heller ikke hvad det er meningen man skal rose. Det er lige før jeg tror at SFs hybris er forestillingen om at være "et fornuftigere Enhedslisten" uanset at ingen ønsker et sådan mareridt opfundet.
Hos S mangler selvindsigten at man simpelthen ikke taler svages sag på nogen måde. Arbejderbevægelsen, den organiserede, er blevet velnæret middelklasse, og partiets sager er derfor blevet denne velnærede middelklasses. FOAs Dennis Knudsen klædte sig selv af på TV i foråret da argumentationen for efterlønnen blev til "vi vil have det gode liv". Indgrebet kom i vejen for ferieplanlægningen forstod man.
Rs hybris er den meningsløse forestilling at være balancen i dansk politik, istedet for et intellektuelt nicheparti.
LAs hybris er Ole Birk Olesen
V er blevet fuldstændig slidt i smadder af Foghs midtsøgende politik og har ligesom S ikke nogen ideologi tilbage
Ks hybris er at tro at partiet overhovedet eksisterer mere
DFs hybris er den autoritære bjælke partiet ikke aner hos sig selv, koncentreret som det er om den autoritære splint i islam. Et rent DF-Danmark ville være et maximalstats-forbudsmarridt.

Når valget skal træffes, står man med beslutningen om økonomi eller værdi skal afgøre sagen. Højreblokken skylder helt igennem sig selv at værdi ender med at være det centrale istedet for et fravalg at meningsløs økonomisk politik til venstre. Det seneste ti-år har bestået i en markant radikalisering i afradikaliseringens tjeneste. Hvis der er en direkte årsag til Enhedslisten rystende gode meningsmålinger, så er den Søren Krarup. Man skal lede længe efter en større realpolitisk fiasko end Krarups. I jagten på afradikalisering, på at pålægge politikken ikke at være påvirkelig af Islam har han omskabt politik til næsten ren værdi. Når først værdi er skalaen har man legitimeret at også de andre har værdi på skalaen, fra venstre til højre. Fra øst til vest. Medievaliseringen bliver, med liste Øs hidtil usete indflydelse til venstre i salen, komplet. Vi har simpelthen fået mere middelalder ind i den politiske samtale, sådan at både Ø og O er indstillet på helt igennem at redegøre for fjendens svinagtighed på værdimæssigt grundlag, selvom virkeligheden som hovedregel er en del mere speget.

Der er valg på torsdag. Jeg kan ikke få hoved og hale i det, heller ikke med Tveskovs PolitLEGO. Jeg vågner bare med mareridt om valgstrømmen (for den moderne browser).

Var på Louisiana til Litteraturfestivalen et par timer efter arbejde idag. Det var lidt en blandet rodebunke, men underholdende undervejs, mest i en time med Gary Shteyngart, der var det rene stand-up act - "I turned to writing, making fun of the Torah, which became 'Gonorah'." var bare et enkelt af hans mange quips. Men han havde også en udemærket observation på lager, som forfatter til en morsom undergangshistorie, med en kærlighedshistorie i. Om de to store dystopier fra det 20ende århundrede - Huxleys fagre nye verden og Orwells 1984 - siger han at han egentlig synes Huxleys er den bedste dystopi, som en forudsigelse, men det er 1984 han husker pga Julia og Winston. Det er kærlighedshistorien man kan huske. Hvad handlingen i Brawe New World egentlig er fortaber sig.
Og det er jo rigtigt - og samtidig forfærdeligt, qua f.eks. Rushkoffs antihistorieargument . Historier er fulde af løgn.
Rene Jean Jensen læste godt, og Junot Diaz blev stillet utrolig kedelige spørgsmål af Synne Rifbjerg. Klimakrisen var sådan et sted mellem lala og rigtig sjovt.