Jeg har fået ølbar i min gade, en top hypet en af slagsen endda, nemlig Mikkeller. Det sku' være så godt, deres øl - og man går ned og smager, og indrømmet det er supermarkant. Den er kørt helt i top. Enten super syrligt, eller super humlet, eller super noget tredie. Altid super. Men, desværre - og her gør jeg da gerne et forbehold for mine primitive smagsløgs talenter - det er bare som om, at når man lige kommer bagom den der superkvalitet - superhumlet, supersyrlig, supermikkellersk - så er der faktisk ikke så meget af interesse i øllet.
Det virker på mig som en række øller der er optimerede. Den har fået fuld skrue i en eller anden retning. Det ser man også tit i nyere rødvin, oversøisk rødvin, måske især i den billigere ende. I stedet for bare at lave noget pjask, så får den fuld hammer. Masser af egefad. Masser af sol. Fuld hammer i en eller anden retning. Men der kommer altid til at mangle noget, som man til gengæld kan finde i de rigtig gode vine, nemlig kultur.
Kultur er ikke noget man kan optimere. Det kan opleves bedre, men der kan ikke laves den økonomiske kalkule på det, at vi kan proppe mere i af sådan og sådan og så er den der. Man kan ikke måle sig til den, det er en levende proces, man bare må passe efter bedste evne.
Sådan som hovedregel vil jeg hellere have det kultiverede end det optimerede. Det er f.eks. en af grundene til at jeg droppede ud af whisky-connaiseuring. Det handlede for meget om "den er godt nok [ ]" - med den tomme plads fyldt ud med et eller andet, der var skruet helt vildt op for.
For meget af et eller andet kan være fantastisk. For meget støj, fedt, sukker, tjære, alkohol, snak, you name it - men alt i alt, så er der mere bæredygtig langtidsholdbar glæde i det kultiverede.

Jeg skal ikke frarøve nogen, deres fornøjelse ved Harry Potter-serien, men hvis nu det var sådan at der døde en engel hver gang en forfatter brugte en narrativ nødudgang, så ville J.K. Rowling være kendt som en af historiens største massemordere.

Beviset er i dette katalog over magiske besværgelser brugt i Harry Potter bøgerne. Magi er fantasy-litteraturens svar på agent-filmenens omfattende og altid helt ubevogtede ventilationskanaler. En gratis måde at flytte personerne fra situation A til situation B uden at skulle finde på noget.

Det er trumfkort af valgfri valør, og minsandten om ikke Rowling hen over bøgerne når op på hele 142 (et-hundrede-to-og-fucking-fyrre) af dem. 142 nødudgange! Fortælleøkonomisk rædselsfuldt. I Bond-filmene har Q et budget på omkring 3 magiske gadgets han kan give Bond per film. Rowling, derimod, tillader sig hele 20 fribilletter per bog!
Hvor slemt det står til, fanger man især ved at se på hvor få gange mange af formularerne er brugt. Hvis det handlede om at etablere et univers, der er anderledes og så lege med reglerne der, så fint nok. Men nej, det er faktisk så slapt lavet at Rowling bare finder på en ny formular hver gang hun maler sig op i et hjørne, istedet for at ofre energien på at finde ud af hvordan personerne faktisk, med de ressourcer læseren ved at de har, kunne overvinde udfordringerne.

Jeg var til en dejlig koncert som blogreporter med Sjællands Symfoniorkester i Radiohuset i fredags. Eller dvs: Sjællænderne var forstærkede i halvdelen af koncerten med studerende fra konservatoriet - og det gav fuldt ud mening, fordi Radiohuset idag er Konservatoriets Store Sal. For at gøre omdøbningerne og omdefineringerne komplet, så er Sjællands Symfoniorkester på programmet og på engelsk blevet til Copenhagen Philharmonic, for hvem ude i verden ved hvor Sjælland ligger?
Koncerten var - udover et dejligt genhør med Stravinskijs forårsrite Sacre Du Printemps, et møde med Faurés Pelleas og Melisande (ikke at forveksle m Debussys opera), Richard Strauss' Tod und Verklärung, og sidst men i den grad ikke mindst, Poulencs koncert for orgel og orkester.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg nåede at blive lidt nervøs for eksperimentet med de studerende i koncertens første halvdel. Først spillede de professionelle Fauré alene. Det var pænt, men hurtigt glemt, hvis jeg skal være helt ærlig. Så kom de studerende på til Strauss, og undervejs gennem døden hos Strauss gik lyden desværre lidt i opløsning. Der var ikke rigtig form på lyden, der suppede lidt rundt uden retning.

Jeg har ingen musikalsk skoling udover at have gået til koncert i mange år, og det gør det altid lidt svært helt at forklare hvad der er godt og skidt. Jeg ved ganske klart hvad jeg kan lide og ikke lide, og hvornår jeg synes det lykkes at formidle musikken, men der er meget teknik i at beskrive musik i stedet for at opleve det. Og så er der et helt andet leje af kritikken, som går på hvor "tekstnær" fortolkningen er. Altså om musikken man hører stemmer med hvad der står i noden. Principielt synes jeg det er lidt ligemeget, så længe der kommer en god oplevelse ud i den anden ende. Det er selvfølgelig ærgeligt hvis man ved at musikken har nogle muligheder, som ikke bliver udnyttet, men der kommer andre koncerter. Jeg kan under alle omstændigher kun følge med i det regnestykke, når det er musik jeg kender virkelig godt - ellers må man bare lytte efter om musikken giver mening for en selv, og giver et sanse- og følelsesmæssigt kick, som den gode musik gør. Nogle gange er det så et spørgsmål at orkestret simpelthen spiller et kedeligt værk, og nogle gange kunne det have været godt, men lykkes bare ikke rigtig for dirigenten, eller for musikerne.
Så er det at man sidder og spekulerer lidt over om det er musikken, eller dirigenten eller orkestret den er gal med. I fredags var den nærliggende mistanke at det ikke rigtig duede at blande de studerende ind med de professionelle, men det viste sig heldigvis efter pausen at det slet ikke var det, der var problemet.

Det var nemlig efter pausen at det blev rigtig godt. Først var det sjællænderne alene igen med Poulencs koncert for orgel og orkester. Det er ikke musik jeg har hørt spillet før, men sikke dog en oplevelse! Det er skrevet i 1930erne, og måske er det derfor at det glider lige ind i også det moderne øre. Det var en herlig blanding af inspiration fra den gamle musik, barokken, af en meget moderne sound fuld af drama og kaos, og så rene pop-temaer. Man kan f.eks. prøve at sammenholde den skønne popsovs i starten her med den skærende gysermusik vi kommer ind i et par minutter længere henne. Og bare et minut senere er vi så tilbage til Melodi Grand Prix. Fantastisk værk, og levende opførelse.
Så kom de studerende ud igen, og de bange anelser man havde fra Strauss i første halvdel viste sig at være helt ubegrundede. Jeg ved ikke om de har nedprioriteret Strauss til prøverne, eller om det bare ikke rigtig sagde dirigenten noget - den slags sker også - for hvad, der havde sejlet lidt under Strauss var knivskarpt under Stravinskij. Stravinskijs musik er fuld af billeder og fuldstændig blæst fri for al salon-flødeskum. Som jeg fortalte forleden, så vakte Stravinskijs forårsritual skandale ved premieren. I 1906 var støj og kaos endnu ikke anerkendt som værdifulde musikalske udtryk, og det er der masser af hos Stravinskij. Idag betyder de sammenbrud musikken af og til eksploderer i, bare at man synes det lyder dejlig moderne, selv om det er 100 år gammelt. Der er så meget af den musik, der ellers omgiver os, der betjener sig af det drama der er i virkelig at skrue op for det hele og lade musikken koge helt sammen.
Det var dejligt at være tilbage i Radiohuset.Jeg syntes, da jeg var fast gæst i rummet for et par år siden, at det var en stor dejlig sal, men når man først har vænnet sig til det nye kæmperum i DR-byen, så virker den faktisk decideret lille. Det enorme orgel, der udgør hele bagvæggen virker decideret som vold mod rummet, men kors hvor var det dog velanvendt i Poulenc.

Da debatten tidligere i år kørte om forholdene i udkantsdanmark gik mine tanker igen tilbage til min barndom i Danmarks mindst kreative by, Skærbæk, der ligger helt dernede i sydvest, hvor bananen drejer over mod øhavet og Lolland-Falster. Som børn af to akademikere stak jeg og mine søskende mildest talt ud i byen. I skolen var man naturligvis "'fessor", eller også - fordi min far var byens præst "præjst". Kulturtilbuddet i Skærbæk bestod sådan ca i den lokale biograf (den er lukket nu) og ellers den kombinerede kiosk og legetøjsbutik, som hjemkøbte Politiken, fordi min far troligt gik ned og købte den hver dag, og så var der faktisk en boghandler - dvs en papirvarebutik med adgang til at bestille bøger hjem, hvis man gerne ville have nogen. Al anden kultur var noget man kørte til. På et tidspunkt startede ildsjæle fra den lokale skole en musikskole om eftermiddagen. Det var ikke noget kommunen synes man skulle bruge penge på, så det var svært med støtte til den slags. Det gik meget bedre da andre ildsjæle ville lave tambourkorps, for de har jo uniformer på i sådan et korps, og det er sgu da noget man kan forstå, og ikke bare krea-børn.
Som præst kom min far i berøring med de fleste mennesker i byen. Han havde kontor hjemme i præstegården, så rigtig mange skærbækborgere kom også i vores hjem. Det var altså ikke fordi vi havde vores egen lille ghetto eller noget, men selvfølgelig var vi anderledes, og selvfølgelig var de andre mennesker vi kendte i byen skolelærerne og lægen. Og der skulle ikke laves om på noget. Sådan en lille by er konservativ. Den er optaget af at være "os fra Skærbæk". Det tager lang tid at flytte til. Det er den slags lilleby hvor "underlig" er et advarselsblink. Man skal falde til - dvs, holde op med at være den man er og blive "lissom os".

Når Vestas lukker, og når Udkantsdanmark har problemer, og når landbruget passes af billige polakker og socialhjælp fra EU i form af landbrugsstøtte, så har jeg svært ved ikke at komme til at tænke tilbage på livet i Skærbæk, og tjansen som outsiderakademikerbarn. DF-kritikken af sådan nogen som os vil til enhver tid være at vi har jo vores på det tørre. Vi kan bare flytte. Vi har ikke rødder der. Og vi flyttede jo også allesammen. Men, hvorfor skulle vi andet? Kritikken ville til enhver tid have været at vi har vores på det tørre og bare kunne flytte, og det er da rigtigt nok, men det er jo ikke nogen måde at trække folk til byen på, at man ikke rigtig stoler på dem, for de kunne jo bare flytte? Hvem vil gerne modtages af den kattejammer? Hvem orker at stå på mål for den kritik, når nu man ikke kan gøre noget ved den?
Der kommer ikke flere jobs i landbruget, og jobsene på fabrikkerne er også flygtige. De kommer under ingen omstændigheder, hvis ikke der er nogen rige kunder her, der køber en masse, og hvis ikke der bliver hældt en masse viden og teknologi i, så ham ude på fabriksgulvet faktisk kan blive det værd fagforeningen synes han skal have, istedet for den løn landmanden nu giver til de polske landbrugselever i stedet for.

Der skal mere til end en debat om placeringen af sygehuse for at flytte nye jobs, der kan være det værd, der skaber det gode liv, ude i sådan nogle byer som Skærbæk. F.eks. Skal Udkantsdanmark have sig en drøm om faktisk ikke at være udkant længere. Den rådne banan er rådden, fordi den ikke selv skaber velstand at leve af, så man er nødt til at ville forandringen selv, og det er simpelthen ikke sådan jeg husker min barndoms marskland.

Skærbækerindringen melder sig igen når Pia Kjærsgaard forklarer at hun endelig har gjort det. Skabt Fæstning Udkantseuropa. Kravene til eventuelle nye indbyggere i Danmark har nu et niveau som kun en helt marginal andel af Dansk Folkepartis egne vælgere ville kunne leve op til. Der er et skærende misforhold mellem samtalen om omkostningerne ved indvandring, og samtalen om vores egen velfærd. Misforholdet er baseret på et politisk eventyr om at det er OK, for os der allerede er her, har jo sparet op, så vi kommer jo med et indskud, som de andre ikke har. Det er ren fiktion. Der er ingen opsparing, tværtimod. Der er nogle ufinansierede forventninger til fremtiden og et absurd selvbillede af at det er de andres skyld det hele. "Du må kun flytte hertil, hvis du er bedre end os" er sådan ca budskabet. Jeg kan ikke slå billedet ud af hovedet, hvor diskussionen foregår ved byporten på vej til Skærbæk. "Har du kun gået på universitet i Bologna? Men det er jo kun en smule bedre end den bedste skole vi har her.". "Altså, jeg taler ikke kinesisk, så jeg kan ikke rigtig se hvad jeg skal bruge det til at du taler kinesisk". "Spiller du håndbold? Nå, ja vi har ikke nogen cricketklub, så det kan jeg ikke se hvor du skulle gøre. Larmer det, sådan noget cricket?"
Ville de fleste ikke køre et andet sted hen, efter det interview?

You can still propagandize with it. Pete Warden offers some important reflections on how data journalism will not - in and of itself - be a positive change to 'rational' or 'objective' journalism. There's no reason to think that data journalism isn't as amenable to biased storytelling as any other kind of journalism.