[Siden Trine Maria stadig har mig i sin blogroll må jeg jo hellere blive ved med at blogge]
Den nye koncertsal i DR-byen fik en del hug i sin første sæson, og også til dels fra mig selv. Helt oppe på bagerste række, hvor jeg og min makker blev anbragt, selvom vores billetter var i den næstdyreste gruppe man kan købe, var lyden unægtelig noget tynd. Så tynd faktisk, at vi bestemte os til at opgradere til nogle dyrere billetter og komme ned foran, hvor vi sidder nu - og kan nyde de fine detaljer salen kan vise os, og samtidig også et fuldt orkesterbrus når det er det, der er brug for.
Jeg tror nu også de må have gjort et eller andet ved akustikken, for den virker mere saftig end før, sådan i det hele taget.
Alting var bare bedre i gamle dage - sådan virkede aviskritikken af den nye lyd. I Radiohusets Koncertsal lød det hele godt, og man var tættere på musikerne.
Jeg har også altid været glad for den gamle sal. Musikerne var det ikke. De fik genklangen i hovedet, og kunne ikke høre hvad de andre spillede, kunne man læse i avisen.
Og så iøvrigt også, at den gamle koncertsal skam også blev buhet ud da den blev bygget. 30er-publikummet kunne ikke forlige sig med den i sin tid topmoderne og superclean arkitektur, og lyden blev rakket ned.
Det var jo ikke noget man tænkte så meget over som publikum i den gamle sal, at der var sat ekstra akustikplader ind i siderne af rummet, og at loftet var næsten fuldstændig fyldt med et nedsænket transparent ekstra loft af andre akustikplader. Der var i det store hele bygget en hel ekstrasal inde i den gamle sal, for at lave den lyd vi alle var så glade for. Lyd er svært, simpelthen.
Det var synd og skam hvis alle de års tuning af lyden pludselig skal gå tabt, og det er da heller ikke sket. Sjællands Symfoniorkester har flyttet sit vinterkvarter fra Tivolis Koncertsal, hvor de holdt til dengang jeg var abonnent tilbage i 90erne, og over i det gamle radiohus der nu er musikkonservatorium.
Om et par uger er jeg blevet inviteret over at høre et af de store vidundere i det klassiske koncertrepertoire, nemlig Stravinskijs 'Sacre du Printemps'. Sacre er berømt for sin skandaløse premiere. Værket var et radikalt brud med sin tids musikalske konventioner, og store dele af publikum tog udfordringen meget ilde op. Indledende buhråb udviklede sig til skænderier og slagsmål mellem faktioner i publikum der var hhv. for og imod musikken. Politiet blev tilkaldt og lederen af kompagniet, der afviklede forestillingen, lod lyset tænde og slukke gentagne gange for at få samling på publikum.
Sacre har sikkert i sin samtid også haft ry for at være umådelig vanskeligt at spille, men moderne musikere har vænnet sig til en del i de sidste 100 år, og så er værket blevet et decideret standarværk.
Når man hører musikken idag kan det være svært at forstå hvad det var, der var så chockerende.
Det er elementært smukt, og meget dramatisk, musik. Og så er det iøvrigt for den uvante, sjov begyndermusik. Det er ikke bundet op på en hel masse traditioner man skal kunne i forvejen for at kunne følge med. Det er umiddelbar og billeddannende musik, der taler ret direkte til sanserne, og undervejs afvikles musikken ofte af små grupper i orkestret, næsten som kammerorkestre i orkestret. Der sker kort sagt en hel masse, og det er også lidt nemmere at overskue musikken fra de små midlertidige kammerensembler end hele den store orkesterlyd.
Jeg glæder mig til genhøret. Sidst jeg hørte Sacre var i samme sal, men med Radiosymfoniorkestret.
At the time of writing, the two Kickstarter projects Blue Like Jazz and Diaspora have raised almost exactly the same amount of money - about $200K. But take a look at the graph above. Do these projects look almost the same to you? Clearly they're not. Diaspora's donations are dominated by large numbers of small donations, and Blue Like Jazz is dominated by a few very large donations.
So much for power laws and treating people like statistics. Clearly huge cultural differences are hidden in the crowds and in the almost identical sum of the donations.
That being said, I would love for Kickstarter to generate sparklines similar to the graph above for all their projects. Gives you an immediate idea of the flavor of the community around a project. Is it a "mass project" or is it more a strong core with fans.
Jeg har opfundet en ny urban gangsport. Den hedder Grøn Bølge, og reglerne er enkle.
- Alt foregår til fods
- Man starter et sted, vælger en retning og fortsætter så ligeud til man møder et lyskryds
- Ved krydset skal man gå den vej, der er grønt når man kommer frem til krydset. Man fortsætter så ligeud.
- Man må kun skifte retning ved et kryds, som beskrevet ovenfor, eller hvis der simpelthen ikke mere vej foran en. I sidste tilfælde vælger man selv hvordan turen så fortsætter
- Turen er slut når en af følgende situationer opstår:
- Man krydser den rute man allerede har gået. Et kryds er ét punkt hvad denne regel angår, man er altså samme sted også hvis man står på modsatte hjørne. På samme måde er en vej en linie
- Man når den maxtid man havde aftalt med sig selv inden starten.
[UPDATE: Hop med på bølgen på Facebook. Og har du forresten fundet der hvor jeg snyder på tegningen ovenfor? Det var ikke med vilje, honest!]
Beundringsværdig indstilling hos Anders Matthesen
Jeg havde et møde med med Thomas Vinterberg, der spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at skrive en film. Og jeg havde lidt den holdning til det, at det der med at skrive det, og så bagefter prøve at søge støtte, så bliver det sådan en årelang proces, hvor man skal have godkendt sit arbejde hele tiden, og det gider jeg ikke.
Mine ideer er for mig meget dyrebare, og det der med at smide dem på bordet til en reklamekampagne, eller et eller andet tilfældigt, du ved "skal vi ikke prøve at få nogen ideer i omløb?" - altså, jeg ser dem som små babyer der skal sættes i verden og følges helt hen til børnehaven. Jeg gider ikke bare at sidde og lade ideerne sprudle, og så ikke følge op på det. Jeg booker en sal, så laver jeg en plakat, og så skriver jeg showet. Altså, jeg gider ikke løfte en finger, hvis ikke jeg er helt sikker på det bliver til noget. Det gør for ondt på mig, hvis de kreative ideer og tanker, der kommer på bordet, de ligger i en eller anden skuff. Altså folk der har det sådan "Det var noget jeg skrev på engang, men vi fik det aldrig solgt.", det gider jeg ikke. Hvis jeg bruger min energi og tankeenergi på noget, så skal det også ud.
Du skal være velkommen til at trække lidt fra eller lægge lidt til i din vurdering af modet, når jeg fortæller dig at det er noget han siger i en making-of film f Sorte Kugler. Men det er konsekvent: Sorte Kugler er indspillet uden midler fra DFI.
Anyway, jeg synes rigtig godt om det. Det er forfriskende hellere at ville realisere tingene nu, med risiko, end vente på at der kommer nogen og tager risikoen af, så man kan komme igang. Der er for mange projekter, der mest finder sted fordi det er der man kan få støtten, og der risikoen er væk.
It is: Cheapo online journalism, sponsored + crappy available for free or at bargain rates + a few public and branded spam filters + essentially books, but published on a subscription basis.
Here's why: Sponsored news beats even bottom feeders. You can't beat the price of cross subsidized financial news from banks, real estate news from the mortgage broker, sports news from your friendly pharmaceutical company with that new performance drug. But of course nobody wants that, so you're going to be filtering the news, way better than you do now. To deal with the echo chamber, and to offer commentary on the crappy base. Watching raw news is going to be like not washing the dirt of vegetables before you eat them.
None of the authors of this material are going to have recognizable names. They will not be paid recognized name-salaries. If they are paid well, they are essentially lobbyists. Other than that, they will be us and algorithms.
And then the market for recognized names will be in longer forms of writing, that we actually buy for the name. This is a much smaller market, but better equipped to pay. Even this market might be more of a loss leading activity, a branding exercise for the authors. They'll make their money from public appearances or consulting fees related to their personal brand.
Inspired by this.
Previously, along these lines, but in Danish.
See also: Kindle 'Singles' for a new category of long form writing by name brand writers.
Working under the assumption that Marc Hedlund's post - on why Wesabe didn't make it as a personal financial aggregator - is accurate, there are a couple of superficial conclusions: At play in success are convenience, utility and perceived utility - which is not the same thing as actual utility.
By Hedlunds reasoning, Mint was way better at perceived utility than actual utility, having a low quality of imported financial data, but was clearly more convenient.
Supposing only these three things are in play, there are two possible conclusions: Utility doesn't matter, only perceived utility does. And the other one: Convenience is essential. You don't need to compete on utility above a basic threshold, you need to change the rules a little, so people care about your product at all, and then you simply win on convenience after that.