Sæsonen er over os, og selv om sellerien desværre ser ud til i supermarkedet at være blevet dyrere, så er det stadig en gudespise. Hvis du gerne vil i gang med selleri, men ikke rigtig ved hvordan, så er her en ukomplet liste af selleritricks:

• Som base i suppe Der er to muligheder her: Kog en boullion på sellerien, med stilk og det hele, andre urter og grøntsager og f.eks. nogle suppeben. Det kan ikke koge for længe. Kog bouillon ned, og brug derefter som suppebase til en suppe - lavet på nogle friske grøntsager, gerne mere selleri, men hvor man i anden runde passer på kun at koge til konsistensen er rigtig. Mulighed to er at springe boulliontrinet over. Det smager fortrinligt.
• Den gode mos Et brdr Price trick: Kog selleri i sødmælk med lidt røget flæsk. Kasser flæsk, gem mælken, lav mos af sellerien, hvor du justerer konsistensen efter ønske med mælken. Kan også nemt laves i kombo med andet vintergrønt, som kartofler eller blomkål
• Chips Skær fine flader af selleri, blancher dem evt først for få dem bløde, bag i ovnen med olie på, evt i combo med aubergineskiver eller squashskiver eller lignende
• Æblestuvet Fra Rene Bolvig: Kog et par madæbler m smør, riv selleri i og kog mør, juster smag m sukker, salt, peber
• I ovn med fisk I små tern, sammen med gulerødder og lidt løg, noget torsk og noget fløde
• Kylling + Rosenkål + Selleri - vinterens perfekte trioJeg har gemt det bedste til sidst: Det viser sig at kylling, rosenkål og selleri i den samme sauterpande, og for guds skyld kogt længe nok, indtil rosenkålen er helt mør, simpelthen er guddommelig mad. Rosenkålen får en sennepskvalitet, når den er rigtig mør, der matcher selleries power perfekt, og med lidt kyllingefedt rundt om så er den simpelthen i mål.
• [UPDATE: Nyt trick!] Selleri/æble-tårn. Blanchér selleri i letsaltet vand i 1-2 millimetertynde lag af en vis størrelse. Skær madæbler i samme tykkelse og byg pæne stakke ca 2cm høje. Stil dem til hvile sjattet til med en god slat æblecidereddike. Umiddelbart før servering steges stakkene på panden i smør til de er brune og æblerne er godt møre. Serveres f.eks. t en god bøf el lign.

Here's a thought I've been having for a while, inspired by the news that's been trickling out about computer assisted front running, and other disreputable, but common pointless ways of making money on the stock exchange. It's just trading in noise. It's a market that has really lost all interest in the economy. It's safer, because you don't have to worry about the direction the market is taking - but of course it's bad if capital is tied up in this useless stuff instead of in funding growth.
Similarly, newspapers, simply have no interest in informing us about anything. They need attention, they need to make noise. This is becoming more and more apparent with digital news, which is even more about noise, as the only way the digital media knows how to get paid is by making noise. So instead of forming a useful view of what's going on in the world and helping us make sense of that and move on, it's better for the newspaper to amplify our feeling that we're in a state of flux, and there's a useful disagreement to be had. We wouldn't have a pointless debate about evolution in a country like Denmark if noise wasn't attractive to the media. Nobody in their right mind, in 1990, in Denmark, thinks the world is 6000 year old, and dinosaurs are a hoax. But, it's quality noise, so it gets some airplay.

It's an odd thing to look at, when you work in an area - technology - that is just full of new places we can go. It's hard to understand this stale zombiefied view of the world as something that has come to an end, where we only have the entertainment of noise.

Iøvrigt, så blev Historien Om Den Forsvundne Paukenist (<- hov, der er da en bombemetafor til den anden historie!) blogpost nr 4000 her på Classy's notesblog. Det er jeg fælt godt tilfreds med. Jeg havde egentlig håbet at nå den til 8 års jubilæet i maj, for 500 posts om året, er sådan et pænt tal, men nu hvor jeg har lagt bloggen om til længere posts og lader Twitter om de kortere udadvendte spørgsmål og hurtige bemærkninger, så kan den takt jo ikke opretholdes.

Selvfølgelig har det ligget i Man On Wire hele tiden, men det ramte først mit centralnervesystem for alvor tidligere idag, da SVT1 sendte dokumentaren, mens man på nyhedskanalerne kunne følge med i politiets pressemøde i anledning af bombesprængningen på Israels Plads: Uskylden i linedanserens omhyggelige planlægning af hvordan man skaffer sig ulovlig adgang til World Trade Center, med falske identitetspapirer, og camoufleret linedansergrej, er blæst væk, for en overskuelig fremtid. Det kan ikke lade sig gøre, slet ikke på en sådan en søndag morgen lige efter 11. september, mens politiet efterforsker en identitetsløs bombemands færden, at lade være med at tænke: Hvad nu hvis det var noget andet de ville i højhusene dengang?

Iøvrigt, så formoder jeg at manuskriptforfatterne allerede er svinget igang, ovenpå bombehistorien. En identitetsløs bombemand, midt i København. Det er en mageløs historie, og man glædes over at mandens talentløshed som bombemager gør en fri til at fantasere ud fra det, istedet for at skulle tænke på en tragisk hændelse.
Der skulle være nok at gå igang med. Kunstigt ben. Og mageløse dæknavne som Raoul Foltz, David Francois J de Vicq de Cumptich og Hans Veller.

Jeg tror det var Christopher Arzrouni jeg så skrive en klumme hvor han mente at nogen andre var gak gak fordi de snakkede om krig og terror som kulturelle konstruktioner. Det er nemt at forstå hvad han mener, og der er ikke så meget kultur i folk, der er døde, men klummen var klassisk overreach. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Raoul Foltz mentalt er med i en agentfilm af en art. Bare de mageløse navne, fortæller en historie.

Jeg sidder og ser Last Night of The Proms på DR-K, og det er en velkommen anledning til dette:

De fleste vil være bekendt med den gamle fortælleøkonomiske traver man plejer at tilskrive Henrik Ibsen: Hvis man hænger et gevær på væggen i første akt, så skal man huske at fyre det af i den tredje. Man skal undgå tilfældigheder, altså, og tage spændingen alvorligt.

Sådan er det at opleve et symfoniorkester live i koncertsalen.

Når man sætter sig ned, før musikken går igang og kigger ud over alt det isenkram, der er stillet op, og de 100 musikere i kjole eller kjole og hvidt, så ved man med sikkerhed at det er 100 ladte geværer man ser foran sig, og at de alle bliver fyret af inden man går hjem igen.
Det er faktisk en af kvaliteterne ved koncertsalen, at man kan se hvordan musikken bliver lavet. Orkestermusik er kompliceret og fyldt med lyd, og jeg kan ihvertfald for mig selv sige, med sikkerhed, at jeg først rigtig har lært at lytte til symfoniorkestret ved at gå ind og se orkestre spille. Istedet for bare at have en mur af lyd i ørerne fra højttalerne, har man i salen i stedet et helt 3 dimensionalt landskab af lyd, og det bliver meget mere tydeligt, hvordan de forskellige instrumenter egentligt spiller sammen.
Det varierer meget hvor tydelig effekten er. I nogle værker arbejder alle mand utrolig meget, og overskueligheden er lav. Men andre gange er musikken bygget op som en hel masse meget enkle dele, så lyden flytter sig rundt i orkestret. Stravinskijs fantastiske forårsoffer, Sacre Du Printemps fungerer på den måde i lange passager. Så sidder næsten hele orkestret stille ligesom os andre, og lytter på en lille gruppe, et kammerorkester inde i orkestret, der spiller for os og dem.

En særlig rolle i det forventningsteater jeg snakker om her, spiller slagtøjet. For det første fordi slagtøjsspillerne har et frodigt arsenal af besynderlige lydgivere. Af og til står der en større garagefuld af mærkelige objekter på scenen bag orkestret, der ville gøre Georg Gearløs eller Professor Balthazar stolt. Og så er slagtøj og percussion sjældnere effekter i musikken. Der er netop geværskuddet, der sættes ind sjældent, for at gøre den dramatiske effekt så meget desto større.

Af og til spiller dirigent og orkester bevidst op til det Ibsenske motto. For nogen år siden var jeg til torsdagskoncert med Radiosymfoniorkestret, hvor Carl Nielsens 4. symfoni var på programmet. Den udemærker sig bl.a. med en dramatisk duel mellem to paukenister. De dukker først op i musikken tæt på afslutningen - Ibsensk gevær-forventning altså - med et ordentligt brag. Thomas Dausgaard, der dirigerede den aften, spillede op til paukedramaet med den måde orkestret var sat op på. Istedet for paukernes normale placering, ca midtfor, bag orkestret, var de to paukenister sat helt fremme ved scenekanten, og helt ude i hver sin side af scenen, så de spillede overfor hinanden, med resten af orkestret i midten, som gidsler i slagudvekslingen.
Da vi alle er kommet på plads, orkestret også, og vi kun venter på dirigenten, kan man imidlertid se at kun den ene paukenist er på plads. I den modsatte side, foran violinerne, står der kun nogle pauker. Der mangler en musiker.
Konventionen til en koncert er at alle er på plads fra starten. Ingen kommer ind efter dirigenten, og ingen går ud før dirigenten, så det er virkelig usædvanligt da Dausgaard kommer løbende ind på scenen, med sin sædvanlige, store energi, velvidende at han mangler den ene af de to hovedpersoner i dramaet.
Musikken går igang. Det er først i 4. sats at paukerne skal i krig, så der er sådan set ikke noget problem - udover at det er ret usædvanligt, det der sker. Men orkestret spiller ufortrødent videre.
Da vi kommer længere ind i musikken, begynder man at tænke over om der er nogen nærmere plan med den manglende musiker. Og så pludselig, åbner en dør sig omme bag orkestret. Et hoved kigger ind. Døren er ca der, hvor paukerne normalt ville stå, men der er ikke nogen pauker idag. Iøvrigt ligner manden mere en scenearbejder end en orkestermusiker. Selv om han kun stikker hovedet ind, kan man se at han ihvertfald ikke er klædt om i kjole og hvidt som de andre.
Der går et minut eller to, og så kigger hovedet ind igen, dennegang af en sidedør, bag violinerne. Han kigger ned mod den tomme paukeplads, men der er fuldt bemandet i orkestret idag, så han kan ikke komme fra hvor døren er, og frem til de paukenistløse pauker foran på scenen, uden at forstyrre musikken.
Vi er nu kommet et godt stykke ind i 4. sats. Man begynder at spekulere på hvad Dausgaard har tænkt sig at gøre, når han mangler den ene duellant. Musikken flytter sig, og lægger så småt op til at nu skal der snart ske noget. Og så pludselig er der bevægelse nede blandt publikum, foran scenen. En mand i T-shirt og jeans - dem er der ikke mange af i salen, og slet ikke på scenen - er kommet ind af en dør bag publikum på gulvet, helt ovre i kontrabassiden, altså ca så langt væk fra de forladte pauker man kan. Han går hurtigt, og med bestemte skridt helt ned foran scenen, passerer lige bag Thomas Dausgaard, der ikke lader sig mærke med noget, men fører orkestret frem - koncerten har kælenavnet 'Den Uudslukkelige' så der skal arbejdes for sagen.
Manden springer op på scenen, når lige at lægge ørerne til skindene og tjekke at alt er som det skal være, og så...

Siden jeg besøgte min bror og hans familie i Mali for halvandet år siden, har jeg været totalt bidt af den magiske, afslappede, åbne musik fra landet. Lørdag aften havde København besøg af Bako Dagnon, en griot fra Mali. Dvs en fortæller, hvor formatet er messende eventyr på det lokale sprog - bambara - over en rytmebund af f.eks. guitar, ngoni og balafon.

På Nørrebro var bandet blevet vesterniseret til spansk guitar, elguitar og elbas + en enkelt tromme, men det var lige fedt for det. Jeg fangede et par lydbilleder. De er i ret dårlig kvalitet, men du kan lige danne dig en idé om stilen.

Klip 1 - kun sang og én guitar.
Klip 2 - mere knald på med bas, 2 guitar og tromme.

When I've been doing stuff with Morten, we've always had a basic dividing line in how we are interested in things, which has been very useful in dividing the work and making sure we covered the idea properly. Morten is intensely interested in use, and I'm intensely interested in capabilities and potentials.
Any good idea needs both kinds of attention, so it's good to work with someone else who can really challenge your own perspective. If only we had a third friend who was intensely interested in making money we could have really made something of it. It's never too late, I suppose.

Anyway, my part of the bargain is capabilities. Yesterday evening, and this morning, I added another year worth of lifetime to my aging* Android phone, one of the original Google G1 development phones.
It's a slow, old device compared to the current android phones. Yesterday, however, by installing Cyanogenmod on the phone, I upgraded to Android 2.2 - Froyo - and boy, that's a lot of capability I just added to the phone**.

First, about the lifetime: Froyo has a JIT, an accelerator if you're not a technical person, which makes it possible for my aging phone to keep up with more demanding applications, expecting better hardware.

Secondly, Froyo is supported by the Processing environment, for experimental programming, so now I can build experimental touch interfaces in minutes, using the convenience of Processing. This makes both Processing and the phone infinitely more useful.

Thirdly, Froyo has a really nice "use your phone as an Access Point"-app for sharing your 3G connection over WiFi***. I had a hacked one for Android 1.6 as well and occasionally this is just a really nice appliance to have in a roomfull of people bereft of internet.

Fourth, considering that Chrome To Phone is just an easy demo of the cloud services behind Froyo it sure feels revolutionary. Can't wait to see people maxing out this particular capability.

Fifth, and it feels silly to have to mention this, but Froyo is the first smartphone HW/SW combo you can add storage in a reasonable way, i.e. moving apps + everything to basically unlimited replaceable storage.

On top of all the conveniences of not being locked down, easy access to the file system, easy backup of text messages and call logs; this feels like a nice edition of Android to plateau on for a while. If the next year or so is more about hardware, new hardware formats, like tablets, and just polishing the experience using all of these new capabilities, I think that'll work out great.

* (1.5 yrs old; yes it sucks that this is 'old'. We need to do better with equipment lifetimes)

** I'm going to but a couple of detailed howto posts on the hacks blog over the next couple of days, so you can do the same thing.

*** For Cyanogenmod, you need this.