Jeg sad og læste i Bo Tao Michaelis' bog om Ernest Hemingway, da jeg så den hjemløse. Det var i en park i Zürich, et par timer før jeg skulle ud i lufthavnen for at flyve tilbage til Danmark.
Jeg tænkte ikke "hjemløs" da jeg så ham. Han kom rullende med et massivt, enormt stykke firkantet baggage på to hjul, og han kunne i virkeligheden have været ved at fragte kassen et sted hen.
Så opdagede jeg hans sko.
Det var en slags sandaler, hjemmelavede og af en eventyrlig konstruktion. De var opbygget af tre forskellige elementer. Der var et par gamle, nedbrudte læderstøvler, der leverede sålen. Over den en centimetertyk membran af skumplast; den slags man laver liggeunderlag af, bare i en tættere, mere massiv udgave. Ovenpå skumplasten så man mandens bare fod, og over den igen, var støvlernes overlæder, og skaft. Støvleresterne og skumplasten blev holdt sammen af et fletværk af tyk, sort, vævet nylon klipset sammen med solide plastspænder - samme type nylonbånd og spænder, der holder sammen på min rygsæk. Det sorte, omhyggeligt konstruerede fletværk fik mig til at tænke på en romersk legionærs sandaler. De var godt bygget, kunne man se. Der var intet tilfældigt ved dem, udover de besynderlige byggematerialer.
Over sandalhøjde var manden nydelig at se på. Pæne, rene vandrebukser, pæn ren t-shirt, og også manden selv var ren og pæn, og iøvrigt målrettet, og fuld af energi. Men sandalerne var det svært at misforstå.
I sin bog forsøger Bo Tao Michaelis at genrejse Hemingways ry. Michaelis har altså i første omgang mistet respekten for Hemingway, ellers var der jo ingen genrejsning behov. Bogen begynder med en ophidset samtale, anonymiseret ganske vist, mellem Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen om Hemingway. Hemingway er den klassiske mandeforfatter, sådan en kvinder elsker at hade, og derfor naturligvis også sådan en Carsten Jensen hader, og af samme grund, netop sådan en som Rifbjerg holder af.
Hemingways alkoholopbakkede macho-eskapader er også Michaelis imod. På det menneskelige plan, og så synes han vist de sætter sig voldsomt på den sene halvdel af forfatterskabet, og det gør de sikkert også. Men der bliver ikke meget tilbage af helten i Michaelis' historie, når han først nænsomt er blevet undskyldt på alle ledder og kanter af sin danske pædagog. Hemingways far var en voldelig stivstikker, måske havde han gode grunde til at foragte sin kone, Hemingways moder, der måske var lesbisk. Hemingway, he-manden, var i virkeligheden opvokset i et jomfrunalsk kristen forstadsmiljø og hverken sofistikeret eller frigjort.
Tilbage at fejre er kun Hemingways helt egen opfindelse, den hermeneutiske he-mand, der filosoferer ved at handle. Manden, der i øjeblikket, det afgørende moment, ude i det fri, i bevægelse, først endelig kan forene den spaltede verden og blive et rigtigt menneske. "Grace under pressure", som Hemingway kalder det. At stå for trykket. Og her skal man huske at aflæse sætningen begge veje. Ikke alene skal man bestå kraftprøven før man kan kaldes et menneske, men man bliver først menneske i selve prøvelsen. Det er ikke en eksamen, det er selve skabelsen. Det er der gracen kommer fra.
Hemingway gennemfører sin helt helt ud i de mindste detaljer i sproget. Skriver, så man læser helten instinktivt, i øjeblikket. I hans måske allermest berømte novelle "The Big Two Hearted River" er vi hos helten efter det heroiske. Tilbage fra krigen vil den unge mand, muligvis arret af de rædsler han har set, finde tilbage til et øjeblik at være i. Så han søger, rituelt, ud i sin barndoms natur og begynder at fiske, samler sin opmærksomhed omkring detaljerne ved landskabet, vandet, fiskene, fiskegrejet, og så selve jagten i vandet. Det er hele teksten i novellen: Den omhyggelige gentagelse af de kendte praktiske manøvrer ved fisketuren, i et forsøg på at slå en gnist, at finde sig selv igen i et øjeblik.
I parken i Zürich har den hjemløse mand parkeret sin baggage. En køleskabsstor klods, monteret på en sækkevogn. Et nærmere kig afslører at også den i virkeligheden er sindrigt selvbygget, af forskellige kasser og tasker, sat sammen med snor og elastiske blæksprutter. Han begynder at skille den en anelse ad. De øverste par kasser kommer fri, og afslører både mandens kontor - nogle mapper med papirer - lidt tøj, og lidt praktiske forsyninger. Han tager to poser, en med abrikoser, en med tomater, og et par tomme vandflasker og går til parkens drikkefontæne og begynder sit måltid. Han fylder vand i sine flasker, drikker lidt selv. Han spiser tomaterne og abrikoserne, og skyller omhyggeligt de plastposer de var i, så de kan bruges til andre formål. Han står der et stykke tid, forstyrrer ikke nogen. Han forstyrres kun selv af en mand, der lufter sin hund, som vil have den hjemløse til at vige pladsen, så hunden kan få vand. Respektløst, tænker jeg. Det ligner en demonstration mod den hjemløses hjemløshed, men han lader sig nu ikke mærke af det.
Da han er færdig med sin frokost og et hurtigt bad, sætter han sig med sin bagage. Finder en t-shirt frem. Den er i stykker, så han tager sine sygrejer op af en anden af de utallige æsker han har på sækkevogene, og begynder at reparere den.
I lørdags lukkede Oslo Bar, FOS' midlertidige udendørsbar, en reprise af en tilsvarende midlertidig bar på Israels Plads for 10 år siden. Jeg stod der en aften, for 10 år siden, med en ven, og drak nogen øl. Den sommer var det ikke romaer, der vakte opsigt i København med ulovlige hjemløselejre, og det var ikke på Amager det foregik, men derimod lige op ad Israels Plads, i et buskads i Ørstedsparken. Der havde en gruppe ganske almindelige danske hjemløse, alkoholikere, på kanten af psykatrisk diagnose, slået sig ned i sommervarmen, i protest mod... det var lidt uklart, men sådan omtrent, de forhold de ellers blev budt, og manglen på steder de kunne sove trygt, istedet for at skulle ligge under et stykke pap i en busk i en park. De hjemløse og Oslo bar var i symbiose med hinanden. Baren lå netop der, og de hjemløse var netop der, for at bryde de sædvanlige regler om hvem, der er i kontakt med hvem.
En af dem sværmede omkring baren, og vi faldt i snak med ham. Han fik en øl, selv om vi ikke burde have givet ham en. Det midlertidige ved Oslo Bar gav en form for tilladelse til også at bryde med andre grænser. Han stak ikke ud der, selvom vi andre senere ville gå hjem til vores lejligheder, og han bare over til sin papseng i parken.
Han var umådelig snakkesalig, jeg ved ikke om han tænkte at det var det han havde at give igen for øllerne, men jeg skal ikke sige mig fri for at det var sådan vi tænkte. Vi fik en længere livshistorie om det muntre liv på landevejen. Efterhånden kom han tilbage gennem sit liv, helt tilbage til sine tidligere liv. Han havde været kriger. Reddet en prinsesse, eller var hun datteren af en godsejer. Det var noget i den stil. På landet. Han havde haft en kniv, og så havde han ordnet det der. Hans historie var arketypisk og fuld af skygger og lys.
Sådan er skemaet for genfødsel åbenbart. General Patton skrev om hvordan han havde været en kriger i Karthago, og ingen tvivl om at Hemingway drømte om at træde ind i et større og mere enkelt liv også, med sin øjeblikshelt, ind i en verden befolket af tyrefægtere, storvildtjægere og frihedskæmpere.
I Zürich passer den hjemløse bare sine sager. Jeg kan jo godt regne ud, at han har valgt noget meget unormalt, men han virker ikke særlig nødstedt, eller sølle. Eller i særlig grad på jagt efter noget heroisk. Han passer bare på sine ting. Det prikker til mig at hans udstyr er præcis det samme som jeg selv bruger, når jeg er ude at vandre. Samme type vandrebukser. Skoremmene. De smadrede støvler. Liggeunderlag under fødderne. Men så er tiden kommet, og jeg forlader parken. Tager ud i lufthavnen, hjem til København og sætter vandrestøvlerne.
[UPDATE: Bonus matematikdokulink om Andrew Wiles her]
OK, den her blogpost havde været mere fremsynet for en uges tid siden. Da var jeg ikke blevet overhalet af både Weekendavisen og New York Times. Men det er fjollet ikke at følge op på min tidligere post om P vs NP. Siden det påståede bevis kom frem har der været gang i den på internettet, mildest talt. Dvs, efter matematikskala har der været vildt gang i den, ihvertfald.
Det utrolige ved matematik er at man kan stille enkle spørgsmål, der ikke er til at misforstå, som har et ja eller nej svar, men hvor svaret kan tage matematiksamfundet 350 år at finde.
Iboende i den kultur er et bestemt billede af matematikeren, som en slags digtergeni. Man arbejder langt hen ad vejen alene på sit kammer, og kommer så ud derfra, genial.
Naturligvis er det ikke sådan det egentlig foregår - matematikere rejser rundt på konferencer og arbejder en hel masse sammen med hinanden på beviserne. Der er ligefrem matematikere som Paul Erdös, der er berømte for deres umådelige samarbejdstrang. Erdös havde ikke noget hjem de sidste 40 år af sit liv - han rejste bare rundt fra universitet til universitet, fra samarbejdspartner til samarbejdspartner og udgav en enorm mængde arbejder med andre.
Erdös er et ekstremt eksempel, men han er bestemt ikke alene - masser af matematikere laver langt det meste af deres arbejde i fællesskab med andre.
Men - der er bare også de andre historier. Den flest har hørt om inden for de senere år er nok Grigorij Perelman, som løste et af de 7 Clay problemer jeg skrev om sidst. Det gjorde han isoleret, og han foretrak det iøvrigt sådan - i en sådan grad at han har afvist at modtage den million, der ellers venter på ham. Heller ikke Perelman er alene. Genierne findes virkelig, og har altid været der i matematikhistorien.
Jo større byttet bliver, jo mere er der også tendens til at arbejde alene. Hovmod står som bekendt for fald, og når man i fuld offentlighed arbejdede på et af de nær umulige problemer, så er det selvfølgelig også ekstra risikabelt for ens omdømme. Andrew Wiles, der endelig fik has på Fermats sidste sætning, havde arbejdet alene i årevis. Og det bevis, der kom frem for et par uger siden var jo heller ikke noget, mange havde hørt noget til inden da.
Måske skulle Deolalikar have haft lidt flere folk på sit projekt. Så havde han muligvis fundet nogle af de åbenlyse skavanker i det arbejde han lagde frem, som eksperterne siden fandt.
I det sidste år eller to har matematikere rundt omkring langsomt taget de sociale medier til sig, og begyndt et kættersk projekt om at lade også matematikken nyde godt af The Wisdom of The Crowds. Det er kættersk i matematik fordi kulturen ellers er, at geniet altid har ret. Det gælder helt ned i publikationskulturen. Det påhviler ikke den dygtige at skrive så alle kan følge med. Han skal sagligt redegøre for det opnåede resultat, men hvis det kun er noget der kan læses af 3-5 eksperter, og det med stort besvær, så er det også OK. Geni er tilstrækkeligt, så må de andre hjælpe til med formidlingen bagefter.
Det er klart at i sådan en verden har man svært ved at sluge den kamel, at hvemsomhelst pludselig kan bidrage til arbejdet.
Der er også lavpraktiske problemer i det: Man beviser sine evner via sin publikationsliste. Det er den der giver arbejde på universitetet, og det er sådan man får brød på bordet og tid til at tænke videre. Hvad nu hvis den adgang til merit forsvinder? Hvor går det professionelle i faget så hen?
Ikke desto mindre, så har fremsynede folk spekuleret over muligheden for massesamarbejde i et par år, og derfor findes der både et projekt som Polymath, og et site som Mathoverflow allerede. Og det fine ved det er, at selv de allerdygtigste faktisk er begyndt at deltage i processen. Et par foregangsmænd her er Tim Gowers og Terence Tao, de har begge deres på det tørre - de har allerede fået Fields medaljen og er allerede professorer, så de har hver for sig råd til at investere sit rygte i de her projekter. Tim Gowers var manden, der i sin tid stillede spørgsmålet om det overhovedet kunne lade sig gøre at arbejde på den her måde.
P vs NP-beviset var lige det den spirende sociale kultur i faget skulle bruge som marketing. Der opstod i lynfart en levende samtale om beviset på et højt teknisk niveau, centreret omkring de blogs forskellige specialister allerede drev om spørgsmålet, og pludselig opstod en meget hurtig offentlig formodning om at beviset faktisk ikke holdt vand.
Man skal ikke helt lade sig narre af processen. Jeg har ikke læst nogle steder endnu, at det er helt entydigt klart at Deolalikars P vs NP-bevis ikke kan føres igennem, og der kræves givetvis noget detaljeret skrivebordsarbejde før det er på plads - men til hypotesegenerering har den offentlige proces vist sig helt formidabel.
Og sådan virker de sociale medier måske i virkeligheden bedst, når man forlader det helt trivielle: Det er ikke fordi man egentlig løser opgaven der. De sociale medier er ikke et teknologisk fix for intellektuelt arbejde. Men man får skåret arbejdet til og skåret det i de rigtige stykker, så de bedste hænder får det rigtige at arbejde på meget hurtigt. Den opfattelse ville ihvertfald også harmonere fint med den intuition man efterhånden danner sig om de store højfrekvens socialmedier. Det er ikke indhold, der foregår der, men annonceringer af indhold andre steder, der formidles meget effektivt. Twitter og Facebook bliver en slags markeder for interesse, ikke selve det interessante - og heller ikke egentligt medium for selve det interessante.
Af samme grund skal man passe på med at kalde det, der har fundet sted, for crowdsourcing. Det er lige knapt en crowd. Det er superspecialister, der i høj grad kendte hinanden i forvejen - som har fundet en ny og halvåben måde at arbejde sammen på.
Men det er for mig at se lige spændende for det.
1971: Skurkene i Sang om Merværdi er mennesker, der blir rige uden at lave noget.
2010: Det gode samfund er et med lav arbejdstid og efterløn og orlovsordninger og retten til et liv uden konkurrence.
Hvordan kom man fra A til B? Er det hemmeligheden bag alle historier, at skurken er ham, der gør det helten drømmer om?
[UPDATE: Nu med klassiske eksempler]
Tirsdagens bedste lydlink var længe det til den 8x tidsstrukne version af Justin Biebers hit "U Smile", der får nummeret til at lyde som 35 minutters ambient. Trommeslagene bliver til dragende sweeps, og vokalen går i opløsning som en harmonisk baggrundsflade.
Der nåede i løbet af dagen at opstå tvivl om det bare var gas at det var Bieber, men jeg kan oplyse, efter selv at have komprimeret nummeret igen, at den er god nok, så det var "aprilsnar!" råbet, der var aprilsnar denne gang.
Spørgsmålet meldte sig: Hvad så hvis vi tager noget ambient og komprimerer det. I tilfældet drone rock med Sunn O))) bliver det kedeligt, men Brian Eno er lige så god 10x for hurtigt, som i originalt tempo.
Det er en gammel leg. Gentagelse, spejling og gentagelse i halvt og dobbelt tempo er f.eks. klassiske tricks fra den klassiske musiks værktøjskasse. Bach lavede tonsvis af den slags enkle tricks med sine temaer i jagten på spændende virkninger til sin musik. Jeg spurgte min organist-svoger om gode eksempler fra det klassiske repertoire på de her effekter, og der er ganske rigtigt mange - lige fra den tidlige musik, hvor et std-trick var at tage en gammel gregoriansk melodi, spille den langsomt i bassen, og så variere over den på resten af orglet, via massevis af Bach, og så op til idag - hvorfra det mest tydelige eksempel han gav mig kommer: Her har vi en etude af Ligeti, det er i virkeligheden en slags fuga - altså gentagne og atter gentagne variationer over et tema, men det særlige her er at hovedvariationen i det er at stemmerne skifter tempo. Så man hører hele tiden det samme fald ned over klaviaturet, bare i vidt forskellige tempi. Det er ret nemt at høre at det er det han gør, og det har stor virkning.
I den konkrete musik - altså den der er lavet af ren lyd, og handler mest om klang, ikke så meget om noder, er der også tonsvis af forsøg med båndoptagere, der kører i forskelligt tempo og forskyder sig mod hinanden.
Brian Eno og David Bowie lavede den slags eksperimenter i forbindelse med deres berømte 70er-plader.
Og så er det alligevel dagens sidste eksempel, der bliver det bedste: I soundtracket til Inception spiller Edith Piaf en vis rolle. Hvad man ikke opdager mens man ser filmen, med mindre man er særlig vaks ved havelågen, er at filmens dundrende actiontema i virkeliheden er Piaf, skruet ned i tempo. Overrumplende, og skarpt fundet på af filmmager og filmkomponist. Man spørger sig selv om det er komponisten selv, eller om der er blevet givet instruktioner fra Nolans side om at få noget ud af det.
En særlig tak til @mikkelmarius for hans ihærdige research på Twitter idag.
Alright, siden jeg kan, så vil jeg gerne lige forsøge at give de interesserede lidt perspektiv på den Der er en der har bevist at P er forskellig fra NP-historie, der flyder rundt på nettet for tiden.
P og NP er navnene på to klasser af opgaver man kan bede en computer regne på. Hvis vi skal springe alt det svære over, men dog forklare lidt, så er P den slags opgaver det er let at regne på, altså hvor maskinen faktisk bliver færdig før universet er gået under.
NP er defineret ved hjælp af P - det er alle de opgaver, hvor det er let at tjekke om man har fundet en løsning. Man må selv om hvordan man finder den, man kan søge efter den på en eller anden måde, men når man har en mulig løsning, så skal prisen være lav på at tjekke løsningen.
Intuitionen hos matematikere har, som man næsten kan forstå bare af ovenstående, været at NP er en meget større klasse end P. Det lyder for godt til at være sandt, at man helt gratis kan få søgninger i kæmpestore rum af mulige løsninger forærerende, hvis man bare sikrer sig at det er let at tjekke løsningerne.
Tag bare matematikfaget selv. Det man gør som matematiker er med stort møje og besvær at navigere rundt i begreberne og finde en sikker vej fra nogle forudsætninger man ved passede i forvejen til noget nyt, man ikke vidste om var sandt. Så skriver man ruten ned fra det man vidste før, hen til det nye, som man nu har fundet ud af. Den rute er det vi normalt kalder et matematisk bevis. Det er lige præcis en forklaring, som det er nemt at tjekke, på hvordan man kommer fra et kendt sted til et ukendt sted. Hvis NP bare var P i forklædning, så kunne man springe alle vanskelighederne over. Så kunne man i princippet bare lade maskiner udvikle al matematikken, selv finde vej i det vanskelige landskab.
Af den grund - og af flere andre - har opfattelsen været siden spørgsmålet blev stillet, at de to klasser af opgaver måtte være forskellige.
Men, spørgsmålet om P = NP blev formuleret for omkring 40 år siden, og siden da er det stort set ingen fremskridt sket i retning af at finde en løsning. Tværtimod. Gennem tiderne har man fundet nogle mærkværdige og ret gennemgribende forhindringer for at finde et svar på om P = NP eller ej.
Da Clay Matematikinstituttet lavede en liste over de syv vigtigste uløste problemer i matematik, og udlovede en dusør på en million dollars for løsningen på hvert af dem, kom P vs NP med på listen. Min fornemmelse, selvom jeg forlod faget for en del år siden, er at mange matematikere nok egentlig synes at P vs NP er letvægteren på listen af de syv problemer. For det første er det computervidenskab og ikke ren matematik.
For det andet, så er formodningen om hvad det rigtige svar er så ensidig, at det måske ikke rigtig talte som en gåde. Ikke alene regner næsten alle med at P og NP er forskellige, men vi har alle lænet os op af den antagelse i årevis. Blandt andet er snart sagt al kryptering og sikkerhed på nettet baseret på P og NP er forskellige. Hvis ikke det var rigtigt, så kunne man i teorien læse stort set alle krypterede meddelelser.
Ikke desto mindre, så er der en kæmpe dusør for den rigtige løsning, og problemet er berømt. I matematikverdenen betyder den slags, at tusindevis af mere eller mindre begavede amatører begynder at skrive breve til de profesionelle, med mere eller mindre mystiske "beviser" på påstanden.
Matematik har altid haft en stærk tiltrækningskraft på crackpots. De mystiske tegn og gerninger er bare for spændende til at lade ligge, og de berømte uløste gåder har fået i titusindevis af fejlagtige løsninger gennem tiderne.
Det meste berømte af de uløste problemer, Fermats Sidste Sætning, var så stor en tossemagnet at en berømt professer i talteori fik udfærdiget fortrykte brevkort til svar. På kortet sted teksten
Kære __________Tak for Deres henvendelse, med et bevis af Fermats Sidste Sætning.
Den første fejl i deres bevis står på side ______.
Venlig Hilsen
Han gav så sine specialestuderende de dårlige beviser og en stak postkort til udfyldning, som opgaver.
Det er på den baggrund man skal forstå det der sker nu, nemlig at de professionelle matematikere er overordentlig meget i tvivl om det nu også virkelig kan passe at det nye bevis holder vand. Der har simpelthen været for mange dårlige beviser, til at man uden videre tager endnu et bevis alvorligt, der i sagens natur bruger nye eksotiske teknikker - de gamle har jo ikke leveret en løsning.
En enkelt, Scott Aronson, er endda gået så vidt, at han har lovet, af egen lomme, at lægge tohundredetusinde dollars til Clay dusøren, hvis beviset viser sig at holde vand.
Det nye ved det nye bevis, er at det er skrevet af en fagmand. Godt nok ikke en, der primært laver kompleksitetsteori - som feltet hedder, men dog en velmeriteret fagmand, og så er der mindre grund til at tro at han er gået på grund undervejs - men juryen er altså stadigvæk i den grad ude.
Det triangulære mysterium.
Det kan ikke udskydes længere, det er på tide at tale om de åbenlyse freudianske billeder indbygget i bjergvandring. Man går op i en dal. Bjerget skråner ned fra begge sider, og danner således et trekantmotiv. Det er der man skal hen. Det er der man trænger ind. Som om det ikke var nok, så er dalen et frodigt regnskovslandskab med buske og træer. Og ned gennem dalen strømmer en livgivende strøm af vand. Jeg behøver ikke at blive ved, vel? Og hvis I ikke tror på mig, så tag det fra Kaptajn Tiberius Kirk istedet
Og dog så må den skarpsindige observatør her gøre opmærksom på at dette motiv faktisk kun tager sig sådan ud nede fra dalen, fra skrivebordet, hvor underbevidstheden trives. Utallige er de forfattere og andre kunstnere, der har besunget og beundret bjergene. Og dog har rigtig, rigtig mange af dem ikke været i dem for alvor, men kun nedenfor dem. Set dem som kulisse, altså. Både Thomas Mann - Trolddomsbjerget - og Richard Wagner - Rhinmytologi så det står efter - var egentlig lerede nordtyskere og ikke malmfulde bjergtyskere.
Selv skulle jeg have skrevet nogle fantasirige blogposts fra højderne. Den første, om der hvor Afrika skummer ind over Europa, forstået på den måde at bjerget - helt unikt - har tydelige linjer hvor den ene type sten, produceret for hundrevis af millioner år siden fra den europæiske tektoniske plade, bliver trykket ned af en anden type sten fra den afrikanske plade. Sådan er bjergene opstået i det hele taget, men her kan man se farveskiftene i stenen helt klart. Den udkom ikke, fordi jeg sad oppe i hytten, hvor mobildækningen trods alt var dårlig.
Dagen efter skulle jeg så have rapporteret live fra Panixerpass, hvor den 70 år gamle russiske general Suvorov lavede et bemærkelsesværdigt hannibalsk forsvindingsnummer i 1799. Hans hær på 18000 var egentlig fanget i en dal uden udgang, jaget på flugt efter et nederlag til en fransk hær, ved Zürich. Men det lykkedes for Suvorov at bringe sine 18000 mand op over det 2400 meter høje Panixerpass og ned i Rhindalen på den anden side, hvorfra de undslap. Men ak, jeg er også en skandinav på lerfødder og skvattede under reportagerejsen og måtte ned i dalen til pandereparation.
Så jeg må nøjes med at sidde her og opfinde centraleuropæisk symbolik, og så ellers fortælle om min aften oppe i Segnespasshytten. Der sidder, i hele sommersæsonen, en pige, Clod, der passer butikken alene hver eneste dag i 3-4 måneder. "Det er ensomt når det regner" siger hun. Så kommer der ikke nogen gæster, og man kan ikke være udenfor. Når der er sol er der fedt.
Jeg troede jeg skulle være alene deroppe som gæst, men hyttens ejer, en flink mand med det gode navn Raini, er på bjergtræningstur med nogle lokale børn. Piger og drenge, i alderen fra 8 til 14. En imponerende flok. De ankommer til hytten, som man altså går op til nede fra dalen, v 17 tiden i regnvejr. På det tidspunkt er det begyndt at regne. Børnene har været i gang fra morgenstunden med styrke- og konditionstræning, før de lige er blevet kommanderet de 1600 meter op fra dalen i 1000m højde til passet, der ligger i 2600m.
De har stadigvæk masser af energi, og der er heller ikke noget ballade, da de får forklaret turen i morgen, en topbestigning i nærheden til 2830m. "Her skal I passe på", siger Raini, "ellers bliver der billigt kød til aftensmaden imorgen". En af de mindste piger spørger, "Er det stejlt?". "Ikke specielt", siger Raini. - og det kan selvfølgelig godt irritere mig lidt at vide, at der hvor jeg skvattede og slog mig, passerede en større flok børn forbi en time eller to senere uden problemer.
Børnene bliver sendt i seng, men 11 børn på en sovesal falder ikke sådan i søvn på et øjeblik, der er meget larm inde fra sovesalen - hvor jeg iøvrigt selv skal håbe på at kunne falde i søvn lidt senere. Raini og hyttepigen Clod har alkover i spisestuen.
Raini og Clod sætter sig til at spille Scrabble for at få aftenen til at gå. Jeg studser noget, da Raini pludselig lægger ordet 'vogele' - oversættes sådan ca 'knepper'.
Der bliver bare ikke ro på sovesalen, og drengene - det er selvfølgelig dem der hujer og støjer - får en sidste advarsel. "Hvis der ikke er ro om 5 minutter, så kommer i alle syv drenge udenfor i 5 minutter". Vi er i 2600m højde, det er en kold dag med regn, og klokken er 10 om aftenen, så der er tæt på frysepunktet udenfor, og det giver sig selv at drengene ikke helt tager truslen alvorligt. Men den var skam ramme alvor. 5 minutter senere rejser Raini sig, og smider drengene ud, ikke noget med at tage tøj på eller noget - det er ud i frost og fugt i boxershorts på bare tæer.
Mens de står derude lægger Raini ordet 'ludere' på scrabblebrættet.
Chokkuren virkede. 5 sekunder efter drengene har fået lov at komme ind igen er der ro på sovesalen.