OK, jeg indrømmer gerne at jeg er et sentimentalt menneske, men jeg får sgu da tårer i øjnene når jeg ser smuk teknologi som det her navigations-armbånd fra 1920ernes England. Det er et snedigt lille apparat med udskiftelige ruller, der viser vej når man ligger og kører sin lastbil ude på ruten.

Og hvad er det så der er så smukt ved det? Jow, altså. Det fine ved armbåndet er at det er lavet lige præcis som et ur. Blogposten har godt fat i det: En GPS fra 1920erne. Anvisningerne kunne forsåvidt have stået i en bog, men det var ikke den effekt producenten var ude efter. Han ville lave et apparat, en slags kompas, bortset fra at man her navigerer efter de symboler vi har hældt ud over den grå graf af asfalt vi har hældt ud over landskabet. Vejene, og kortet over dem og systemet med vejnumre, har lavet den store indviklede 3-dimensionelle verden om til sprog. Fordi verden er blevet til sprog, pga den menneskelige snilde, så kunne man pludselig i 20erne lave et navigationsapparat, næsten en slags sensor, helt og aldeles ud af ord og tal.

Det synes jeg er stærke sager.

Både at sproget kan det, og armbåndsproducentens implicitte accept af at det er sådan. Naturligvis kan man lave et armbåndskompas ud af ord. Naturligvis er sproget en maskine, der faktisk virker.

Nu er kort og GPSer jo i sig selv sproglige forenklende modeller af verden, men den får lige en ekstra drejning af skruen her. Jeg husker faktisk tydeligt en iøvrigt rædselsfuld busrejse til London, fra før flyrejser blev rigtig billige, hvor nogle gæve jyske chauffører skulle finde vej gennem Tyskland, Holland og England. Det fremgik af de ikke rigtig havde gjort turen før, og hvad de havde med som guide var lige præcis en oversigt i stil med 1920er apparatet, bare lavet i hånden: En bunke sammenklipsede A4-ark med vejnumre, orienterende blik på hvilke sideveje man kan forvente at se, og så rutevalg undervejs. På intet tidspunkt brugte de kort. Et enkelt større vejarbejde eller trafikuheld med omdirigering og vi havde været lost.

Siden jeg boede på Regensen og havde lejlighed til at nærstudere mekanikken i gårdens ur i detaljer - en helt klassisk tårnursmekanik som de har set ud siden Huygens opfandt penduluret, men med en smuk og meget overskuelig mekanik, har jeg været fascineret af spillet mellem uret, mekanikken og tiden der går.

Fra den rituelle venten nytårsaften kender vi alle fornemmelsen af at uret ikke bare viser tiden, men er tiden. Vi kigger på resten af verden og hvordan den bevæger sig i forhold til uret, for at forstå tingene. Det er uret, der er grundpulsen. Og så er det alligevel sådan, hvad man kan forvisse sig om ved at kigge på en gammeldags pendulursmekanik, at et ur bare er et lod, der falder til jorden, på en indviklet måde.
Et lod, der falder til jorden. Det er det, der driver solen henover himlen. Det er for mig en fantastisk tanke, og navigationsarmbåndet minder mig i den grad om den. Kortet bliver landskabet.

På personalets undrende kig på mit gamle 2008-medlemskort kunne jeg regne ud præcis hvor bizart lang tid siden det er, at jeg har været forbi Louisiana, men igår var jeg deroppe. Jeg må indrømme at jeg ikke egentlig bryder mig om den nye bunkeudstillingsstil, der har kørt i de sidste par år. Jeg går ud fra at det er fordi det er det, der virker for publikum, at man har prioriteret anvendelsen af rummene så meget om, og sårn professionelt er det jo også let at forstå - men man går til gengæld fuldstændig glip af stedets og værkernes enhed, når det hele altid bliver flyttet rundt. Det er kun de udendørs værker, der får lov at blive stående og betegne hvor de er. De fleste af de andre klassiske koryfæer fra 80er-90er-museet, med et par signatur-undtagelser, står lidt pjaltet rundt omkring.

Når det så er sagt, så er der masser af guld deroppe i de mange små stik ud til højre og venstre. Sophie Calle har altid slået mig som en fremragende humorist, selvom hun aldrig udadtil antyder at hun selv synes hun er det. Det er kun den fantastisk inspirererede overreaktion på et noget kedsommeligt afskedsbrev fra en eks-kæreste, der rigtig giver mening i museumsrummene. De andre ting var man hellere alene med. Men kæreste-installationen er det hele værd. Jeg fik mindelser til den berømte scene fra Cyrano, hvor fægtemesteren belærer en noget kedelig fornærmer med et overbud af langt bedre fornærmelser vendt mod sig selv. På samme måde er Calles overbud af kuraterede reaktioner på det kedelige brev er i særklasse, fra de mennesker hun spørger til de konsekvenser hun mener det flade brev bør have.
Af særlig privat interesse for mig, for tiden, var de mange visuelle og auditive opmærkninger af selve teksten og hvordan man kan oplyse indholdet ved at gå ordnært til værks med billeder, annoteringer og overføringer t lyd og andet.
Som Morten gjorde opmærksom på per chat senere på aftenene, så er der i det hele taget ved Calles arbejder en intertekstualitet, der virker særligt relevant og tilgængelig for det moderne webmenneske. Underligt nok, og en længere historie værd, at hun aldrig selv har opdaget det medium (ikke hvad jeg ved af, ihvertfald).

Også godt, nu man er der, er et rum der forsøger ved en flot og varierende samling eksempler at vise os hvad der er på spil i nutidsmaleriet. Det er alt fra den slags ornamenteret detaljemyldrende maleri, som er blevet en hel stil, også i design, i '00erne til nypunkede kollager i blandede medier.

Og så det utrolige optiske illusionsværk m vand og farvede kugler, hvor man ovenikøbet får lov at være alene nede i kælderen. Fanget her, på vild flugt fra det rum, det befinder sig i.

Munch og Warhol har også sine øjeblikke, men lidt kold lod det mig nu alligevel. Jeg var i den forbindelse gladest for simpelthen at se mikrovariationerne i Munchs ting, ophængt side v side.

A couple of minutes ago, the technician got done installing the new remote read-off functionality on our heating system, here at my coop. This ends the need for annual manual read-offs by the coop board (i.e. me) and estimated usage numbers. Presumably the heating company will also be able to tell us interesting stuff about how we spend our energy dollars from the new masses of data they will have available.
Out of curiousity, I asked the technician how the system communicated with the outside world. The answer was simple and obvious, there's a GSM modem in the remote read-off module.
There are two things that interest me about that: Firstly, the infrastructure wasn't built for this. The application could never pay for suitable infrastructure on its own, but as soon as the infrastructure is already there, this becomes a very hard problem with an extremely easy solution. Infrastructure fixes problems in a completely different way than engineers do. Secondly, embedded computers in Copenhagen have access to about the same level of infrastructure - or better - as entire villages in sub-saharan Africa.

I took a look back at my weblog entries for 2003. "Only 7 years ago", it's easy to think, but frankly, reading them, they feel positively pre-historic. I hardly recognize my language or interests from back then.

Let me take you back to the year 2003 in the context of infrastructure.

Back then we were talking about replacing RSS with Atom, because everybody not Dave Winer were in some kind of argument with Winer. We were debating what to call Atom in the first place. This is infrastructure that has clearly gone to the background as we've moved our stuff into silos. I'm a little sad about this, but the kind of fighting that the RSS/Atom battle is an example of, is why silos sometimes make more sense and simply win. We need our infrastructure back from the silos in the next 1-4 years.

There were tons of upstarts, and huge debate, over public WiFi. Incumbents - both those providing internet services and mobile information - didn't want public WiFi to happen. In general we were all talking about a dreamy future with data everywhere, which clearly hadn't materialised yet. Today the public WiFi plans seem like a quaint, patchy solution to a problem that got a better infrastructure solution later on. Not that the alternate terror-free future with abundant, communal WiFi everywhere wouldn't have been great, but we seem to be making a reasonable go of it in the future we actually got.

This pattern, of "patchy, but possible" local solutions to problems, that we since get a global fix for from infrastructure, is recurring. In 2005-2007 location was one of these. Plazes - location from WiFi - was a good idea that has since become almost completely irrelevant. Infrastructure has cut that problem differently; now the important thing is access to social data - how can I conveniently socialize a particular place - not location data, since location is now an ample resource (whereever WiFi is, anyway)*. We didn't have maps, and they weren't free.

2003 was also the year we first heard about Skype. I wrote about it (in Danish) and got a reply to the effect that "I don't believe in it. I already have a phone", which is a lot like the classic responce Xerox got way back when they were trying to sell photocopiers for the first time: "But I already have a secretary".
The old rationale doesn't become less rational, because of the new technology - it's about all the the new rationales that suddenly make sense. Last I checked, Skype accounted for 12% of all international calling.

Also, in slightly different infrastructure, 2003 was when Google started rolling out AdSense, so we got a first stab at how online media were going to get paid. There was a lot of clearly unfounded optimism about this, and the world has basically moved on, even while totally assimilating to AdSense. Now we're talking about stuff like Flattr instead. Early results are at least interesting.

And to think, that back in 2003 we weren't even dreaming about iPhones, iPads and Kindles. About AppStores. Or Twitter or Facebook or YouTube, for that matter. Sounds to me like we simply missed the places for people. Including markets.

*It's worth noting here, that location technology is actually still a patchy mess of Skyhook WiFi assisted location + GSM cell assisted location + GPS proper, but those are technicalities. The key thing is that the abstraction is in place, and is good enough, that we just believe in it.

I have similar feelings about what we did with Imity back in 2006, btw. Location has taken care of most of that problem. Infrastructure cut it up in a different way, than what we had planned for.

I anledning af at SVT fornylig har sendt I'm Not There, Todd Haynes' fremragende film om Bob Dylan, så synes jeg det er på sin plads lige hurtigt at hjælpe de mange, der fandt filmen svær at dechifrere, eller bare at få noget ud af strukturen af.
Sagen er - det er ihvertfald min teori - den forholdsvis enkle at Haynes i virkeligheden bare har filmatiseret Dylans fremragende selvbiografi Chronicles (volume one).

Biografien er nemlig en hovedkilde til hvad Haynes i indledningen kalder "the many lives of Bob Dylan", og den spaltning er selvfølgelig filmens centrale greb, men også en kerne i Dylans selvforståelse.

Dylan har gennem bogen en stor drift mod - og evne til - at skille sig af med sit gamle jeg, og blive ældre og anderledes end han var før. Det er en bevidst strategi, som vi får at vide i et af hovedafsnittene i filmen, hvor Dylan - i Cate Blanchett form - eftergør Dylan fra Pennebakers "Don't Look Back" (som er filmet i '65) i gruopvækkende interviews, hvor de engelske journalister vil have Dylan til at leve med på sin egen protestsangermyte. En myte som Dylan bevidst smadrer på den filmede tourné, ved at chokere det vandskurede folk-publikum med elektrisk forstærket nyt country-rock materiale.
I Chronicles er flugten fra protestsangen flyttet til en senere udgave af Dylan, nemlig den der i filmen spilles af Heath Ledger, den gifte 70er-Dylan, der lavede New Morning og Blood on The Tracks. Nogle af bogens mest centrale passager kommer herfra, hvor Dylan meget tydeligt ønsker at kaste protesthammen af sig, "The Prince of Protest" som han, til sin store rædsel, har læst i en avis. Det er her vi får nøglen til filmens spaltede struktur i Dylans dybe modvilje mod at acceptere de roller, han bliver sat ind i; han vil bare have lov at leve, at gå rundt at være Bob Dylan, sårn ca like a rolling stone, a complete unknown. Dylan kaster derfor idolrollerne af sig lige så hurtigt som medierne kan finde på dem.
Jeg synes det er et smukt greb af Haynes at tage den side af Dylan bogstaveligt, og simpelthen lade figuren smide hammen fra afsnit til afsnit og erstatte den ene Dylan med helt andre.