Er netop faldet over Chris Dixons blog og sidder og læser mig metodisk igennem den, bagud i tid, indtil jeg kom til denneher post fra sidste år, om den tillid og commitment, der skal til i en startup. Den virker simpelthen ikke hvis ikke det er en relationsarbejdsplads. Hvis du godt kan lide at brokke dig over kantinen, lønnen, firmafesterne eller arbejdstiden, så skal du nok lave noget andet. Hvis din chef godt kan lide at brokke sig over de same ting, så er det også en grund til at lave noget andet.
Jeg abonnerer også fuldt ud på den med bare at være åben om hvad det er man gerne vil. Jeg har haft den fornøjelse to ud af to gange jeg har prøvet det, at kunne tale helt frit med chefen om at der nok var en tidsgrænse på hvor længe jeg blev siddende, og har begge gange kun fået god hjælp til at prøve at få fremtiden til at gå op, der om 6-12 måneder.
Når jeg tænker over hvad politik handler om, og hvad forvaltning handler om, og hvad fagforeninger tilsyneladende handler om, så er det anti- alt det, der får sådan en situation til at virke. Udover hvad lønnen skulle være, så har intet jeg nogensinde har haft i en kontrakt med en arbejdsgiver, haft noget som helst at gøre med hvordan det så var at arbejde der. Tværtimod, så har jeg den klare fornemmelse, at enhver anvendelse af kontrakten havde taget livet af alt det gode i løbet af meget kort tid.
Det er lidt ligesom "lovliggørelsen" af cykling på ydersiden af Søerne (i København). Folk har cyklet der siden tidernes morgen, og det har virkelig ikke været noget særlig stort problem. Lovliggørelsen har derimod
Selvfølgelig kan vi ikke allesammen være venner hele tiden; det er det befriende ved markeder - at man slipper for at skulle mene noget om de andre, men bare kan vælge dem fra hvis man foretrækker noget andet, så jeg tror grundkonklusionen ovenfor er at jeg simpelthen aldrig har haft oplevelsen af at være på jobmarkedet, uanset at jeg har arbejdet i årevis.
Sådan er vi givetvis mange der har det, men hvis du ikke er en af dem, så kan jeg kun varmt anbefale at blive det.
So Apple passed Microsoft in market cap the other day, and the really interesting thing about it was that it wasn't really bubbly stock market frenzy that did it. Apple is trading at a 21.50 P/E which isn't absurd, even if it is higher than Microsoft's.
Why is Microsoft stalling? Because they already won.
Some years back, before she was fired from HP, Carly Fiorina made a remark about the future of HP to the effect that since the market for PCs is pretty much completely saturated already, you can't really expect the tech sector to outgrow the economy as a whole. Companies are already spending all they can on IT. There's a soft ceiling somewhere, for how much of your revenue can go into tech spending and the corporation is approaching that level.
Microsoft gets all it's revenue from this no longer expanding slice of tech spending, so there is simply no way to grow beyond the few percent of general growth.
The deflationary power of technology can push these limits a little, but the key deflationary force these days isn't the PC as such but rather the internet and the networking of businesses.
Apple on the other hand has a lot of market share to gain in laptops and phones. The only saturated Apple-market is digital music players.
I lørdags fyldte bloggen her 8. Det var min forhåbning at nå frem til 4K indlæg inden den skæringsdato, men det var blevet til kedelige fyldindlæg og det virkede ærlig talt lidt fjollet at lave sådan nogen.
Det har været vældig udviklende at blogge i al den tid, også selvom hverdagsvanen i det har svinget vildt og voldsomt henover det lange tidsrum. I det mindste er jeg glad for at jeg droppede min gamle og første blogger-blog, for ellers havde det været slut her for kort tid siden med at publicere til egen webserver, og det havde jeg ærligt talt ikke brudt mig om.
Jeg går stadigvæk og venter på at teknologien flytter sig lige lidt mere, sådan at classy.dk kan blive mit eget facebook med mit sociale net fra Twitter, Wave, Buzz, FB og andre steder, bare med base i min egen server.
Indholdet har flyttet sig en del over tid, men det tror jeg ikke man kan tilskrive bloggen; det er mere bare noget med at være otte år ældre og interesseret i og vidende om noget andet. Det kan lyde komisk når udgangspunktet nu var alderen 32, men jeg er blevet mere bevidst om at perspektivet her på classy.dk virkelig er helt mit eget, på godt og ondt. Det er sjovere at skrive for at formidle noget man mener eller mener at vide, end det er at skrive for at overbevise sig selv om at det har relevans hvad man skriver.
For et par uger siden sad jeg og diskuterede den personlige stemme over cocktails med et par andre bloggere (<- Nej, det var ikke setuppet for samtalen, blogging var i sammenhængen et tilfældigt fællesskab) og vi diskuterede begrebet "den personlige stemme". Det sjove var at vi alle tre syntes vi skrev meget personligt, men i klart forskellige betydninger, i min udlægning de følgende tre
Sidder og hører ny plade fra LCD Soundsystem, og det er umuligt ikke at komme til at tænke på det her gamle interview med hovedbagmang James Murphy, for i bedste fald så er det nye album en opdatering af den samme sound som på de første par plader, helt nede til pladens arkitektur, der er mage til Sound of Silvers: Første single er ikke A1, men A2-A3. To tredjedele henne kommer så det extendede løsform workout som siden bliver en koncertpleaser, men som på album mest af alt er ret langt.
Det gør ikke mig så meget, for jeg synes James Murphys greb om dance punk er så meget bedre end de utallige andre der har forsøgt sig de sidste par år, at han fortjener en runde ekstra i en form, der ellers i den grad er overstået. og så er der det næste spørgsmål, som jeg stiller mere og mere, men ikke på grund af musikkens udvikling, men bare fordi jeg bliver ældre: Den kritiske position rådner meget, meget hurtigere end indskrivning i traditionerne. Den fungerer kun i bevægelse. Der er noget hit&run over det i det lange løb. Jeg kan godt lide hit&run, men balancen i respekten for traditionerne, de store korpus af kulturstof, relativt t respekten for ikonoklasterne, skifter med alderen.
Jeg glæder mig til at se dokumentaren om krigen i Afghanistan. Det er helt sikkert voldsomt og spændende, og grusomt og livsændrende både for de der bliver ramt og de der skyder.
Når jeg ser forskræppet for dokuen er det dog noget andet, der sidder fast, nemlig en dansk soldats ord i en avis for et stykke tid siden om hvor skuffende journalisters besøg i lejren altid var. Det eneste de vil er med ud at slås. Der skal action på drengen, for det er der de gode historier er. Der er ingen gode historier i at kede sig i lejren, eller bevogtningsopgaver i byer, hvor børn går i skole eller lignende mere fredsommelig indsats.
Carsten Jensen har sunget sig helt i sky på en "krig er grusomt"-rus i anledning af filmen og snakker meget om hvor "udansk" det er sådan at være med til noget grusomt, men man kan ikke blive fri for mistanken at der fanme skulle findes noget grusomt, for det er bare "stærkere" at være på den anden side af noget virkelig grusomt, end at være på den anden side af ... børns skolegang.
Jeg er glad for at jeg ikke er i Afghanistan og skal træffe nogle af de stenhårde valg, der skal træffes af de danske soldater; jeg tror ikke jeg ville være særlig god til det, simpelthen, men det er så - for mig - også det. Jeg stiller mig lidt tvivlende overfor den egentlige fordybelse i det kritiske blik, navnlig som det er skaffet gennem stærkt fortalt neodokumentar. Krigen set fra tusindevis af kilometers afstand kommer ikke af den grund til at handle om en grøft i Afghanistan på nogen ærlig måde. Her må det handle om Taliban, frihed, og danske soldaters liv og lemmer. Man er ikke mere involveret i krigen fordi man sidder i sin lænestol og bliver mere og mere anfægtet.
Jeg har en mistanke, måske endda en forhåbning, om at "for" i "fortalt" om nogle år vil blive aflæst på samme måde som det bliver i forædt, forvitret, forødet, som destruktionen af det man snakker om gennem en eller anden handling. Man fortæller verden helt i stykker. Frank Jensens kommuneadministration har efterhånden fået ansat over 100 fortællere af kommunens mission, et fuldstændig absurd antal, med mindre de bliver brugt til noget andet end titlen "kommunikationsmedarbejder". Hvis nu de lavede intern kommunikation, og på den måde omgjorde kommunen til en slagkraftig netværksorganisation, hvor de små enheder har ansvar og frihed til at gøre en forskel, navnlig hvis de kan gøre det nu og her for små midler uden at skulle lægge femårsplaner og rapportere på lovkrav, så kunne det være det gjorde en faktisk forskel for nogen - men man tvivler jo på at det er den slags kommunikation. Det er vist mere noget med at forklare hvorfor der ikke sker en skid. Eller hvorfor det ingenting, der sker, faktisk er en hel masse!.
Det er den samme underlige armslængdeprincip til virkeligheden som deltagelse per anfægtelse i Afghanistanmissionerne. Det ændrer ikke noget som helst. Indsigt og forståelse er afgørende, men det skal jo helst være den slags, der får os op af lænestolen, ikke bare en stærkere og stærkere fornemmelse af at lænestolen er et fantastisk sted at være vidne til det hele på.
Hvor ville jeg dog ønske det var det, der var pointen for den ene og den anden Jensen.
Det er ikke fordi det var planen, men jeg konstaterer ved gennemsyn af 6 ud af 10 af mine core books, handler om sprog og mest om dets forhold til virkeligheden, nemlig GEB, Fugls Føde, Mathematica, Hemingway, Borges, Qvortrup. Eller, det gør de for mig, og det er måske det, der til sidst siger det meste. Forklaring følger:
GEB var det første store livtag jeg tog med verdensforklaringen, sådan for alvor. Og det er nok meget godt, at det første store livtag består i det 20ende århundredes største skuffelse på sprogets vegne, nemlig Gödels dramatiske opdagelse: Ikke alene beskriver sproget almindeligvis verden på en fejlfyldt og ukomplet måde. Sprog kan simpelthen ikke, som teknologi, bringes til at gøre andet. Verden ligner ikke sprog, sådan er det bare.
Man skulle tro, at når nu jeg havde læst en bog med det indhold, så kan det ikke passe hvad der siden skete. For det første at jeg begyndte at læse matematik, når nu jeg havde læst mig til at projektet - sådan i princippet - var dødsdømt. For det andet, at næste bog i rækken skulle komme til at plage mig i den grad den siden gjorde. Fugls Føde handler meget eksplicit om at beskrive virkeligheden, for det er den opgave vores antihelt Tom (<- saynomore) får som redningskrans af en gammel ven. Det viser sig desværre at redningskransen er lavet af bly, for Toms mareridt realiseres fuldt ud, da projektet endeligt er mislykkedes for ham mod bogens slutning med ordene
Han skulle stride for virkelighed, men han kunne ikke stride, for hans frygt var så stærk, så stærk. Selv romanen fik han ikke skrevet, for hans virkelighed bestod af tre ord, det var ingen roman, det var blot en elendig lille sandhed, som beherskede ham.Kulsort, og et levende mareridt for mig i nær ved et tiår. Jeg kunne simpelthen ikke forklare eller formidle mig selv forbi de to sætninger. For det er jo lige præcis det der står at man ikke kan. Skrive sig forbi noget som helst. Jeg havde teksten hængende over mit skrivebord, som sådan en "husk du er et menneske"-lignende reminder i en ti års tid. Det er sådan ca den eneste tatovering, jeg nogensinde har overvejet at få lavet.
Nå, men når man ikke kan det, så er det godt man har matematikken, for det er en magisk verden, hvor man kan alt, hvor man møder uforståelige monstre og uendelige symmetriske landskaber. Og man løber på Mathematica, som er et funktionsprogrammeringssprog, basalt set, med særligt henblik på at formulere matematik som programkode, sådan at ordene - matematikken - kan blive til virkelighed - programkoden. Det er det der er det fantastiske ved computere. Her bliver dine ord til virkelighed, på en måde, der stadig - ligesom den var da jeg var 12 og gjorde det første gang - virker fuldstændig magisk på mig i særlige lykkelige stunder.
Når man ankommer fra den rene matematik, så er Mathematica i særlig grad crisp og forståeligt. Abstraktioner er "just so", lige præcis rigtige. Det er dybt tilfredsstillende - omend jeg siden mest har beskæftigtiget mig med ting, det ikke egner sig til at formulere.
Sideordnet, så dukker vor ven Hemingway op. Han er da også fuldt klar over det heroiske i verdensbeskrivelsesprojektet, og "On Writing", en samling af småtekster handler meget om det, f.eks. i det stykke jeg videregiver her, men han ved også godt, som det fremgår både af citatet og hans værk og liv, at man er dømt til at tabe. Det er det man gør, simpelthen, mens man lever. Og så kan man jo lige så godt tage sig sammen og gøre det ordentligt.
Jeg ved ikke om Borges og Hemingway nogensinde har mødt hinanden. Jeg har svært ved at tro at der ville komme noget godt ud af det. Borges var en lille mand, og jeg tror Hemingway trods alt ville have skammet sig over at give ham de tæsk han havde lyst til. Men en fin Hollywood art-movie kunne der komme ud af det. Storvildtjægeren og bibliotekaren.
Selv holder jeg fantastisk meget af Borges. Hans ræsonnementer om ordets og læsningens alvor, har en fantasifuldhed og en dybde, der for mig spejler noget af det fine ved matematikken. Begge er fyldt med opsætninger af typen "lad os forestille os" - og så kommer en eller anden helt vild forestilling, der umiddelbart virker langt fra det ønskede mål. "Humour me" lyder den tilhørende replik på engelsk. "Vent nu bare, jeg lover at jeg nok skal få det hele til at gå op til sidst". Der er lidt tryllekunstner over det - man etablerer en scene af effekter, og så med et elegant svirp kollapser man det hele til sidst, så det altsammen forsvinder.
For at denne her historie skal gå bedre op end verden gør i virkeligheden mangler jeg nu bare noget lim, der får mening ud af at sproget ikke kan nå sammen om verden, og derfra det sidste punkt på listen: Lars Qvortrups fremragende bog om Det Hyperkomplekse Samfund, der sørme lige præcis har samme udviklingshistorie beyond det modernes meningsløshed som fortælleramme, men ender med at få en større mening ud af det hele alligevel. Jeg har brugt og misbrugt Qvortrups buzzword utallige gange de seneste ca 7 år, til alt mellem himmel og jord. Det er en superproduktiv idé for mig.
De andre 4: Jamen de passer skam også ind ind, bare på "personlig projekt"-måden: Ringenes Herre - man er barn og tror stadig på at manuskriptet er virkelighed. Double Indemnity - en gryende fornemmelse af hvordan sjælen, kroppen og virkeligheden gør at kontrakter ikke altid overholdes, endsige skrives af de grunde de selv angiver. Moby Dick - det gale jagt på et livsværk og endelig Rilke - roen i verden uden for stuen. Wer du auch seist: am Abend tritt hinaus, aus deiner Stube, drin du alles weisst.
Via some tweet, I heard about YourFonts, which turns your personal handwriting into a TrueType font for a fee. I have one of the world's ugliest style for handwriting, i.e. the optimal handwriting to really personalize a weblog. I've applied it now to the slogan at the top of the page ("long words....") but I thought I'd show it off here too:
P.S. They ask you to upload your signature in a field on the form. I can't think of a reason why, and the potential for abuse is obvious. I didn't and still got a font down.
Ok, I'll bite, now I'm at it - here are the books:
Lord of the Rings (12), Double Indemnity (16), Gödel, Escher, Bach (17), Fugls Føde (19), Mathematica (the Wolfram book) (22), Moby Dick (23), Collected poetry of Rilke (25), On Writing (Hemingway) 26), Ficciones (26), Hypercomplex Society (Qvortrup) (33)
A short while ago, Adam Greenfield did a series of tweets (1,2,3)about "core texts". The stuff that he has read that he just keeps coming back to, somehow or other, and - this is the good part - the age at which it was first experienced. I really like that idea. A kind of cultural tree-ring dating of the mind.
I've been thinking about my own list of texts, but somehow it's easier for me to start with music. Greenfield mixes genres - but I never do, so I won't. Here goes:
A lot of formative stuff I don't listen to anymore can't make the cut, a lot of these are representative of a much broader and deeper interest (Gasolin', Dylan, Young, Prince)
Om præcis 3 uger er der Community Day i Kedelhallen, og i den forbindelse holder vi en special edition af Demodag. Derfor skal du selvfølgelig komme og være med, og ikke mindst skal du komme og lave en demo.
Hvis du gerne vil se mig komme med det budskab på video, så kig med her.
Sidste uge mødtes en lille gruppe mennesker og diskuterede Apples nye lukkede regler for brug af iPhone-platformen og Facebooks massive landgrab annonceret under den nyligt overståede F8 konference.
Snakken var god, men en smule svær at referere. Det kunne være blevet en meget aktivistisk samtale om principper, men det blev istedet en forholdsvis bred samtale om hvordan teknologiverdenen egentlig udvikler sig, i en dynamik mellem markedet - der er bedst til "dyb" innovation - og de enkelte virksomheder - der er bedst til fokuserede hurtige fremskridt. Vi snakkede om at der er en dynamik mellem de to måder at udvikle på. Virksomhedens forsøg på kontrol skaber værdier for virksomheden, men provokerer også konkurrence andre steder, og i det lange perspektiv udligner den slags sig så.
Virksomhedsperspektivet på åbenhed vil være at det er nødvendigt for at vokse - i et stykke tid. På et tidspunkt vil det ikke nødvendigvis, for den modne virksomhed, give mening mere, fordi det ikke genererer mere vækst - og så er det fokus flyttes ud på markedet igen, hvor åbenheden kan producere innovation.
Så diskuterede vi om der trods alt er noget anderledes ved de nye nær-monopoler. Ved Google, ved Facebook og ved app-storen. Om man kan udkonkurrere den enorme akkumulation af data som f.eks. Google har. Konsensusformodningen efter et stykke tid var nok "ja", men det tager helt klart tid.
Vi snakkede om hvad man bør stille af krav til sine platforme, for ikke pludselig at være med i en lang sej dødskamp, hvor kontrollen strammes for at tjene flere penge. "Der skal være en kattelem", sagde Niels Hartvig, og brugte sit eget Umbraco som eksempel. Der er ingen tvivl om at Umbraco-projektet primært drives af den sponserende virksomhed Umbraco, men kode er kode, og hvis balancen mellem Umbraco - virksomhedens - interesser og Umbraco - open source CMSet - bliver uspiselig for nogle af deltagerne/brugerne af projektet, så kan de gå deres vej og tage koden med sig. Det vil koste, måske, på innovationstempoet, men ikke på virksomhedens strategiske beslutninger.
Vi diskuterede også hvordan man ikke skal glemme at nogle af de her truende monopoler er blevet monopoler ved overhovedet at etablere et marked, og det er lige præcis det en god privat sponsor kan bidrage med. Det er Amazon, der med Kindle har skabt verdens første volumenmarked for e-bøger. Det er Apple, der med iTunes og App-store har skabt markeder for mobil musik og software. Det er Google, der har skabt moderne søgemaskinemarketing. Man kan ikke bare sådan på principper sige "åben=godt". Der er nogle kvaliteter - transparens etc. - der er gode for markedet, og nogle problemer når markedsdeltageren pludselig også er med som markedsdeltager f.eks., men det er ikke så sort hvidt.
Dynamikken er mellem de krav vi andre stiller til markedsdanneren før vi synes der er lavet et økosystem, og så de krav markedsdanneren har, før det overhovedet giver mening at lave et marked.
Vi snakkede om hvordan modstillingen "åbne platforme" vs "dybt integrerede, brugervenlige platforme" som man set lavet for Apple-casen, er forkert. Der er masser af convenience og brugervenlighed i at være åben; at lade folk drage de fordele af f.eks. iPhonen som de gerne vil.
Vi snakkede forbløffende lidt om Flash og de konkrete forhold v Apples særlige lukkethed. "Langsigtet dynamik vs direkte kontrol" opsummerer balancen i kontrollen fint der, kom vi vist frem til. Vi diskuterede om Apples argument at "kontrol giver bedre software" overhovedet passer. På kort sigt måske, men på langt sigt udelukker man innovation, og der er plausibelt at det gør platformens langtidshorisont mere ustabil, end den ville være som åbent marked.
Endelig så snakkede vi om, for tilfældet Facebook, hvorvidt Facebooks sociale graf er lock-in eller ej. Hvordan beskytter vi os mod en alt for absurd switching cost engang i fremtiden. Thomas Mygdal foreslog et par spørgsmål om det at runde aftenen af med.
Forslag til hvordan man kan lade være med at aflevere ejerskabet til al den adfærd Facebook samler ind. Til hvordan man kan satse på en distribueret identitet, istedet for den Facebook-identitet, der lige er blevet aktiveret på tusindevis af websites, og endelig om ikke Facebooks seneste afprivatisering af data vil føre til en øget offentlig opmærksomhed på om firmaet overhovedet lever op til databeskyttelseslovgivningen rundt om i Europa.
Der var almindelig tro på at der også er en vekselvirkning mellem det distribuerede og det monolitiske/monopolkontrollerede, men stor spredning i budene på hvad tidshorisonten så er for at det flipper over til mere individuel kontrol igen. Sådan som hovedregel, tror jeg budet var, at der måske er en 5-års horisont tilbage at være ubekymret monopolist i for Facebook.
[Sådan så aftenen ud, set fra min notesblok. Det er farvet af den ballast jeg selv kom ind i samtalen med, og dækker naturligvis ikke hvad alle de andre har tænkt; samtalen var god og mangfoldig. Men en slags referat er det dog]