Både foranlediget af Ada-dag, af denne fine infografik og mere som baggrundsstof af Goffmans måde at beskrive sociale situationer på, så kommer her en kort redegørelse for hvordan anerkendelse virker i nørdemiljøer, baseret på mine selvstudier fra disse.
Anerkendelsen i disse miljøer er karakteriseret ved at den både har et subjekt og et objekt. Man anerkender ganske vist nogen, men man gør det gennem noget. Det anerkendte objekt kommer først, det anerkendte subjekt siden. Det er Linux, der skaber Linus' anseelse - ikke omvendt. Det er ikke indlysende at anerkendelse skal komme i den rækkefølge. Det spiller en særlig rolle i software, at anerkendelsens objekt lader sig efterprøve så enkelt som det gør. Der behøves ingen autoritet til at vurdere objektet. Allerede i matematik, der principielt fungerer på samme måde, men hvor prøven i praksis er meget vanskelig, begynder anerkendelsen at vende på hovedet, sådan at et i forvejen anerkendt subjekt, altså en matematiker, har markent lettere ved at trænge igennem med noget nyt, end en ikke anerkendt.
Og dog er matematikken også grundlæggende optaget af at objektet har forrang. I den matematiske mytologi lurer savanten, det vil sige den helt statusløse, der dog frembringer gyldige, anerkendelsesværdige objekter. Feltet har en lang historie af boy wonders, der pludselig dukker op med de smukkeste resultater ud af ingenting. Det er bl.a. også derfor, ikke kun pga en dårligere end gennemsnittet modebevidsthed, at dybnørderiet fejrer sin fordringsløshed overfor subjektet: hvem som helst har adgang. Det er sekundært hvem man er, det vigtige er hvilke objekter, man kan sætte i spil.
Det er ikke indlysende at anerkendelse er sådan bygget op, og i masser af situationer er den det ikke. Jeg er end ikke sikker på at man ville sige at det var en betingelse i et meritokrati at anerkendelsen lod sig objektificere i noget udenfor-personligt. Det er karakteristisk for det dybnørdede anerkendelsesobjekt at det sådan set ikke behøver nogen forfatter for at blive vurderet.
Det er Ada-dag, hvor vi skal fejre kvinder i teknik og videnskab, og det skal da være en fornøjelse, men først lidt metabemærkninger: Sidst jeg huskede at lægge mærke til Ada Lovelace-dag noterede jeg mig et hav af lister hvor begrebet "i teknik" blev udvandet til et punktet "arbejder sammen med nogle, der beskæftiger sig med noget teknisk".
Det er bestemt et kæmpeplus på adskillige leder og kanter at de tekniske fag er kommet nok i kontakt med resten af verden, til at man kan finde sådan nogle skillz derude, men hvis Ada-dag ellers er en god idé, så er det jo også lidt et selvmål, at man er nødt til at gå udenfor den egentlige tekniske viden til f.eks. teknisk kommunikation for at finde kvinderne.
Mit eget private videnskabs- og teknologitilgængelighedsprojekt er Demodag, hvor vi fejrer det at lave noget, og per naturlig udvidelse, videnskaberne og undersøgelsen i sig selv. Fra Demodag ved jeg at det at begynde at koge verden ned til sine bestanddele, som man jo også gør når man bygger verden selv, er en kæmpe overskridelse for masser af mennesker, og at det egentlig ikke har noget med køn at gøre. Det er en særlig måde at vide noget på, der bryder nogle grænser ned.
Der skal en separat blogpost til at behandle præcis hvad overskridelsen består i*, men ihvertfald vil jeg gerne dedikere min personlige Ada-dags tanke til past, present and future demoers: Må jeres genvordigheder være mange, og jeres sejre over materien så meget desto større.
*Jeg tror det er noget med at videnskabsviden og objekter står for sig; det er ikke som udgangspunkt noget man kan smykke sig med. Man kan heller ikke forsvare det med sin integritet eller status. Det er rigtigt eller ikke rigtigt.
Når man har mange søskende - jeg har seks - og når mange af dem interesserer sig for mange af de samme ting, så kommer der en vis konkurrencesituation indenfor idoldyrkelsen. Man er jo nødt til at have sit eget, og det betyder - indenfor f.eks. pladesamling - at man lidt må dele landskabet mellem sig. Omvendt så får man forærende en langt bredere kulturel horisont end man selv kunne holde ved lige, fordi man er velorienteret by proxy; hvis ambassadøren for kulturfænomen X har dannet sig en mening om det sidste nye indenfor X, så kan man med en vis ret læne sig op ad den. Det er ikke anderledes end at læse anmeldelser og tro på hvad der står i dem, bortset fra at man her kender anmelderen langt bedre og derfor har en dybere tillid til ham eller hende.
Der er åbne grænser mellem de forskellige kongeriger, men autoriteten er ikke til debat. Et par eksempler: Blandt mine søskende ejer min bror Kresten David Bowie, min søster Julie Iggy Pop, min bror Holger ejer Talking Heads. Vi hører alle det hele, men når vi snakker en dyb fortrolig mening om Bowie, Iggy eller Heads, så får man den fra Kresten, Julie eller Holger - respektive. Det er også altid ejeren, der kan biografien også. Og ejeren kan perspektivere til samtid og samarbejdspartnere.
Holger ejer også langt hen ad vejen Neil Young, men den er lidt mere tricky, for Neil Young er så god at han også er af afgørende betydning for både Julie, Kresten, mig selv og også bror Henrik, så selvom det er Holgers, så kan særejet ikke blive helt lige så gennemtrængende her. Neil Young er et fælles gode.
Frank Zappa derimod - også Holger - er det godt at vide at vi har en solid fælles kapacitet indenfor, men jeg opsøger den ikke hver uge, det indrømmer jeg gerne.
Gennem mit personlige ejerskab af Prince har jeg siden erhvervet mig rettighederne også til funk og soul i al almindelighed, med særlige interesser i James Brown, P-funk, Sly Stone, Motown, Philly Soul, men der er jeg omvendt også klar over at de andres interesse mest er til selskabelige lejligheder.
Der følger et vist ansvar med i værdidommene, når nu de skal bære for mere end bare en selv. Jeg husker f.eks. tydeligt hvordan en af mine brødre på et tidspunkt ryddede op på en kulturhylde ved at erklære Luchino Viscontis 'Døden i Venedig' for en svag og kedsommelig afglans af Manns roman. Nogle år senere, kom filmen igen op, og nu hed det pludselig om filmen - fra samme bror - at den sådan set var ret fantastisk. Jeg var aktivt irriteret over det slappe skift af standpunkt. Det holder jo slet ikke; her havde jeg omhyggeligt dirigeret min opmærksomhed andre steder hen, og på den måde misset adskillige museumsvisninger af filmen, på brors autoritet, og så ku man ikke stole på fastheden af den? Heldigvis var der stadig hele tiden museumsvisninger af Visconti.
Og var det så bare at jeg var gået glip af Visconti, så kan man leve med det, men det er langt værre - for man stor jo også langt hen ad vejen på mål for fællesmeningen, og den kan bekvemt antages som ens eget synspunkt i sociale sammenhænge. En idé man vil slås for. Og så er det man pludselig står i en elendig situation, når man på den måde er blevet grotesk fejlinformeret om Døden i Venedig.
[UPDATE: Thomas was unhappy with the Noboot name so we're changing it to The Ersatz Conference]
Just got back from the first volunteers' meeting to plan a replacement event, now Reboot 12 isn't happening in 2010. The founding committee was @melampus, @tobiashm, @novemberborn, @palnatoke, @mortengade and myself.
Here's the plan, as much of it as we have together: We're going to be scouting for venues over the next week or two. As soon as we have a venue we have a date, and then we'll announce where and when.
We're hoping to do a two day event in June. Since at least one person read the Reboot cancellation email to mean that the theme this year was "Break" we've going with that.
You can still sign up here to show your interest, and here to tell us which date is best. Pretty soon we'll have a site up where you can make suggestions for talks/themes/events - but we're not going to do that until we've fixed the date and place, so we have an idea of what kind of scope we can manage.
The Ersatz Conference will be low cost, but not free, we need food and stuff after all. We're hoping not only Copenhagen rebooters, but also some of the international regulars, will make the trip, even without Reboot. Copenhagen in June is a great place to be, as you know.
If you would like to sponsor, or if your employer would like to sponsor the event or help us out in any other way, contact me.
Her et overblik over nogle interesseniveauer jeg betjener mig af
Jeg vil overlade eksemplificeringer til læseren som en øvelse, men i den sidste kategori finder man bl.a. Hans Pilgaard, Kandis-Johnny, Paradise Hotel, medieformatkonvertering og opsætning af printere.
I mandags fyldte Frédéric Chopin 200. Klavermennesket over dem alle. I skrivende stund er jeg i færd med at gennemlytte Deutsche Grammophons samlede udgave på 17 CDer, og der er ikke et eneste klaverløst stykke musik i bunken. Ikke alene det, af de 17 skiver er der kun 4 af skiverne der har andre lydkilder end klaveret. Atten en halv times pianøs vellyd, med meget få ikke-pianistiske svinkeærinder.
Nærmest hele repertoiret* er standard. Naturligvis også for håbefulde pianister in spe, som f.eks. min gode ven fra Regensen, Peter Pade. I sin konservatorietid øvede han en tid lang Scherzo nr 2, Op. 31. Det var varmt, og alle vinduer mod Regensgården stod åbne, også Peters. Scherzoen har en karakteristisk begyndelse, meget lavt, afløst af en figur, der sættes i med fuld kraft, som du kan høre her. Ikke alene skulle Peter jo øve sig, men figuren gentages adskillige gange scherzoen igennem, så vi hørte lige præcis denne kraftfulde detalje en del i de uger. Det meste af døgnet. Alle ugens dage. Jeg var ikke så velbevandret i repertoiret på det tidspunkt, men jeg lærte lige præcis de toner grundigt at kende, ligesom de 98 andre regensianere. Og det værste var næsten at resten af scherzoen rundt om, egentlig spilles ganske kontrolleret, så det var kun lige præcis den markante indsats vi lærte udenad. Som en slags meget veludført, og med tiden noget irriterende, mobilringetone fra en telefon, man ikke helt kan lokalisere, som ringer ustandselig.
Nogen tid efter var der forårskoncert, og Peter var på programmet. Han sætter i med scherzoen foran det intetanende publikum. Da angrebet kommer kunne salen ikke nære sig: "Nå det var det!" Der spredte sig en blanding af lettelse og latter. Endelig besked. Resten af opførelsen var formodentlig god, men desværre spoleret, for lige det publikum.
* som da også er beskedent sammenlignet med de fleste andre af de store komponister. En komplet Bach-udgave fylder noget i stil med 155 CDer, en komplet Beethoven omkring 90.
The conversational revolution of the internet during the last decade has brought about a lot of companies trying to engage with us at a different level than just being corporations. Instead of dehumanizing Terms of Service legalese and Acceptable Use Policies we're treated to an onslaught of microcopy as social markers, that this is a place where people deal with people and we don't need a contract. We could call these social disclaimers.
The problem of course is that some times we just want the frictionless and guaranteed behaviour of the market, instead of conversational engagement.
My list of the top three most overdone social disclaimers is here