The iPad introductory video has Jonathan Ive waxing poetic on the Arthur C. Clarke chestnut about advanced technology seeming like magic. This is the core of the Apple product promise. Stuff that works super well, with flair and finesse well ahead of the curve.
Magic is even built right into the rhetoric of the Steve Jobs presentations, with the "one more thing" style product reveals.
When the iPhone came out, a reasonable reaction was "can you really build such a thing". One is used to admiring the relentless drive to perfect software and objects, no feature is sacred, everything is expendable is something else can deliver a better experience.
The problem with the iPad is that it doesn't deliver on the product promise. There is simply nothing ungraspable about the device. The screen, the battery, the applications - it's all stuff we understand very well. We're being shown a magic trick that we all know how to do.
Maybe the second version will have the OLED screen and 20 hr battery life this one was supposed to have.
Det hele begynder da jeg er med onkel ude for at købe en ny støvsuger. Vi havde ikke så mange penge dengang, så vi handler brugt hos sådan nogen sigøjnertyper eller hva de er; de rejser rundt op og ned i hele Jylland i et kæmpe monstrum af en lastbil og sælger mekanik og andet gods på markeder og den slags steder.
Vi finder en rimelig model, men den falder simpelthen fra hinanden inden vi overhovedet når at få den ind i bilen. Onkel puster sig op og vi får en bytter - og som et plaster på såret får vi også en fræk gylden båndmaskine oven i hatten. Der er et eller andet sprogkursus i den; så det er en god lille bonus. Det er ikke fordi jeg er skoletypen, men jeg er heller ikke særlig vild med at slave for onkel ude på farmen, og så må man jo lære sig *et eller andet*.
Jeg går igang med at polere på støvsugeren hjemme i værkstedet. Da jeg sætter strøm til den går det op for mig at den gudhjælpemig har højttalere indbygget! Ikke at de er lige så fede som dem i onkels John Deere, men alligevel. Den spiller en besked. Underlig idé i en støvsuger, tænker jeg først - men da jeg så hører den ordentlig, er det endnu mere underligt. Det er nærmest en slags flaskepost. En pige, der hedder Lea, eller noget i den stil, der siger hun er i problemer og beder om hjælp. Det underlige, når nu det er en flaskepost, er at hun ikke bare beder om hjælp, men snakker direkte til en der hedder Ben. Jeg hedder ikke Ben, og det gør onkel heller ikke.
Umiddelbart er den eneste Ben jeg kender, Ben fra Bill & Ben, som jeg læser meget. Men så er det jeg kommer i tanke om at der faktisk bor en fyr der hedder Ben ovre i Skast og så tænker jeg "hva nu hvis sigøjnerne har stjålet støvsugeren fra Ben". Onkel synes bare vi skal lade som ingenting - sådan er han meget, jeg synes sgu ikke man kan den slags - så jeg beslutter mig for at køre over til Ben med støvsugeren og se hvad han siger til det.
Jeg hopper på min knallert og smutter derover. Det er lige ved at gå helt galt, jeg tager en smutvej af nogen markveje, og pludselig løber jeg ind i en koloni af polakker! De arbejder vel rundt omkring, men de spærrer ihvertfald vejen og jeg ved ikke om de har fået for meget Vodka eller hvad, men de er ude på ballade. De river mig af cyklen, og jeg når faktisk ned at ligge på jorden, men så sker der heldigvis det at Ben kommer den anden vej - han må have hørt polakkerne, og nu kommer han rendende med en ordentlig kæp og truer med tæv, og dem skal de ikke ha nogen af, så de smutter.
Ovre hos Ben spiller jeg så støvsugerflaskeposten. Det vækker åbenbart minder; han begynder på den her langt ude historie om at han engang var hemmelig politibetjent og at maskinen er noget spionudstyr fra dengang eller noget, og at det i virkeligheden er der, den er forsvundet fra; og der er måske nogen hemmelige koder i den, så vi skal have den over til Søborg til hovedkvarteret.
Jeg ved ikke rigtig om jeg tror på det, men jeg tror ihvertfald på at det er hans støvsuger. Jeg bliver nødt til at snakke m onkel om det; det skal nok blive fedt. Men enten så bliver han sur på mig og så er det det, eller også tror han på Ben, og så kan det jo være vi skal til at hjælpe ham. Det ka kun blive bedre end at røgte køer i morgen tidlig. Vi kommer hjem igen; men der får jeg så et ordentligt chok, for gården er brændt ned! Onkel og tante er forsvundet. Det første jeg tænker er at det er de skide polakker, der er blevet sure. Ben mener selvfølgelig at det bare beviser at han ikke er skør. Under alle omstændigheder; om det så er polakker eller udenlandske spioner der har gjort det, så må vi hellere komme afsted. Jeg har ikke andre end onkel og tante, så jeg ka ikke rigtig gøre andet end at stole på Ben.
Vi kører ind til byen, til Angola Bar, for at se om ikke en eller anden vil låne os en bil, så vi kan køre over til København. Da vi kommer derind vil Ben helst ikke have at det er en jeg kender; men vi finder så en anden fyr, som kalder sig Solo, og han skal selv afsted, så han vil godt køre os, hvis vi giver benzinen. Ok, så, det kan vi da godt. Solo kører i en gammel Escort. Men han har selv tunet den, siger han. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.
Vi kommer afsted; det er nærmest midt på natten nu, og med alt det der er sket har ingen af os rigtig fået noget at spise. Så, da vi er godt afsted ovre på Fyn bliver vi enige om at køre ind næste gang det ser ud som om vi ka' få noget mad. Vi finder en afkørsel hvor der er godt m neonlys; der er godt nok ikke skiltet med en tank - men det kan næsten ikke være andet. Tænkte vi. Og det viste sig så at være ret dumt! Det viser sig at være en stor parkeringsplads der bare er smurt ind i pansere! De har tændt alt muligt lys. Fint nok ku' man tro; men nu er det så at Ben forklarer at det altså ikke lige var en af den her slags pansere han havde været i sin tid - sådan nærmest det modsatte, så hvis vi ikke vil i brummen, skal vi nok se at komme videre. Men der er spærret ved udkørslen, og så kommer de så hen til os. Hvordan gemmer man sig i en tunet Ford Escort? Det kan man ikke; så der går ikke så mange sekunder før vi er låst inde.
I gætter aldrig hvem der også sidder der: Lea! Eller hun hedder faktisk Leia, siger hun til mig, sådan rigtig surt. Hun er pænt muggen over at vi også har støvsugeren med i Escorten, for hun smugler jo de her koder i den.
Det var først langt senere jeg fandt ud af at Leia i virkeligheden var min søster. Vi kom heldigvis ud igen, allerede samme aften - men det bliver lidt langt at fortælle det også, så den må du lige få en anden gang. True story.
DR2 Temaaften om overvågning. Resten af aftenen var noget lort, men i centrum stod dokumentarfilmen "Erasing David" om databasesamfundet - i det her tilfælde det engelske.
Præmissen er godt sat op: For at undersøge sikringen af privatlivet i England forsvinder journalisten David Bond frivilligt og hyrer nogle privatdetektiver til at finde sig.
Vi følger så dels Bonds research op til eksperimentet, baggrundsinterviews med politikere og andre, og så som spændingselementet Bonds flugt og privatdetektivernes jagt.
De finder ham naturligvis til sidst - ellers var der jo ikke nogen film. MEN - her er det overvågningsregnestykket ikke går op. Da de endelig finder ham er det fordi han er taget hjem til London for at gå til en scanning med sin gravide kone. Privatdetektiverne har narret tidspunktet for aftalen ud af en venlig sekretær på hospitalet over telefonen.
Det har jo ingenting med databasenationen eller overvågning at gøre. Den teknik havde virket i 50erne, lige pånær at gravide sikkert kom mindre hos lægen under graviditeten dengang.
Privatdetektivernes teknikker er mestendels også meget gammeldags: Stjæl affaldet og se hvad vi kan finde i de udsmidte kuverter. Og endelig så er der jo ikke meget flugt i at sige at man vil flygte og så ikke gøre det alligevel. Det er ikke så mærkeligt at detektiverne ved noget om Bond som det er enormt nemt at regne ud.
Undervejs er dokuen dog udemærket. Detektiverne får virkelig samlet et imponerende spor af data om Bonds 18 dage på flugt gennem Europa. Og diskussionen af overvågningssamfundet er da altid værd at tage; og det gøres egentlig nogenlunde afbalanceret. Det dramatiske eksperiment er bare desværre fuldstændig misvisende. Og så er det at dokumentaren kommer til at postulere en risiko, der ikke er der - eller hvis den er der, har den ingenting med teknologi og overvågning at gøre, i virkeligheden.
Spørgsmål 1:
Skynet, fra Terminatorserien. Udover at det hele naturligvis er urealistisk, så tror jeg det mere specifikt urealistiske, også i et "why the future doesn't need us" perspektiv, er, at Skynet virker så godt allerførste gang det er i brug. Det ville være fuldstændig uhørt. Det mest sandsynlige er nogle virkelig rådne, totalt uduelige, tidlige forsøg på at overtage verdensherredømmet. Hvis vi så udvikler en bedre fjende, så har vi da bare været for dumme.
Spørgsmål 2:
Vi tager aldrig til Mars, nøjes med robotter deroppe, fordi flyveturen er lang og besværlig. Og så virker robotterne uden ilt. Den menneskeløse robotkoloni udvikler sig og sender en masse dejlige grundstoffer tilbage til den sultende jord, indtil pludselig....Findes den idé allerede realiseret derude et sted?
Nedtælling: Jeg er 12 posts fra post nr 4000
Jeg har rejst meget alene, og har det faktisk rigtig fedt med det - men lige på den her tur, så var det ikke et plus, måske fordi det ikke var skulle have været sådan. Mens jeg var afsted skrev jeg det her ned, så derfor er jeg ret sikker på at det er rigtigt, hvad der står, selvom også jeg synes det lyder absurd. True story, altså.
Vi blev sendt på den her tur, Frank og jeg. Vi fik ikke nogen særlig klar besked om hvorfor; kun en lidt vag historie om at tage ud at undersøge stedet. For at spare tid på turen er alt vi skal bruge pakket i nogle gevaldige frysere bag i vognen, så vi kan køre nonstop.
Så gik det afsted. Vi skiftedes til at sidde bag rattet, dag ud og dag ind, på den noget lange tur. Der er ingenting derude. Det er bare ligud. Vi kunne overlade det meste til autopiloten uden at tænke så meget over det, og så kunne man sørge for at få noget motion, læse lidt, få sin søvn. Det eneste vi ikke kunne, var at stoppe, for det er en lang tur og lige på grænsen af hvor langt man overhovedet kan nå. Ringe hjem; det kunne vi heller ikke. De vælger mænd som Frank og mig for vores enspændernatur; hvis man hele tiden skal snakke med konen og børnene, så er det ikke det rigtige for en, sådan at tage på langtur, på den anden side af radiogrænsen. Selv var jeg bare glad for at komme afsted, nu hun var holdt op med at tage telefonen.
Øsen var utrolig. Kæmpestor, totalt selvkørende. Når dagene blev rigtig lange tænkte man tit at de egentlig lige så godt kunne have sendt den herud uden os, bare lade autopiloten vække os når vi er der, og det var så det. Alt ombord var i det fedeste retro 60er-design. Hvidt og fyldt med mærkelige blinklys.Det er lækkert når de tænker lidt i livskvalitet også, til sådan en ekspedition. Rigtig fedt. Den mest blærede detalje var næsten vores digitale altmuligmand og autopilot. Den var gemt væk under et dæksel i gulvet - det eneste vi så til den var sådan nogle halvkugler, lidt ligesom en af de smarte dørtelefoner med kamera. De sad rundt omkring. Vi kunne lave alt bare med stemmekontrol, aldrig noget med at skulle taste ting ind.
Vi sidder så på endnu en af de her lange, lange dage - som er udmarvende, netop fordi man ingenting skal. Der er ingen anstrengelse, der er bare en ret bevægelse fremad, gennem et landskab, der ikke skifter. Det er som at være nedsunket i en væske, uden at kunne røre sig - man drømmer egentlig mest om nogle solide knock-out dråber, sådan at man man kan slippe for alt den intethed, man ikke kan ændre på alligevel. Vi er stort set bare projektiler, der hviler i luften, og venter på at ramme vores mål.
Alt går fint da autopiloten stikker i et mægtigt hvin en aften. Jeg skulle sige, at de har givet den sådan en servil butlerstemme normalt, så det er lidt på kanten at den pludselig lyder næsten bange. Den siger, der er noget galt med motoren. Som nu ellers går fint - og der er heller ingen indikatorlys, der påstår at noget er galt. Vi sidder altså der midt midt på ruten og opdager at den her lange mørke tur åbenbart også har gjort maskinen kulret. Den begynder at melde fejl der måske ikke er der. Vi kan jo ikke stoppe, så vi må forsøge at reparere dem i farten, og det bliver Frank der prøver. Nu ved jeg ikke om du har forsøgt at reparere en motor på en bil, der kører, men det er superanstrengende. For at komme til overhovedet skal han halvt ud af vinduet, åbne hjelmen, og så hænge på siden i fuld fart, mens han roder med værktøjet og prøver på ikke at tabe noget. Men selv i den position, kan han konstatere at der bare ikke noget galt. Nu er vi lidt bekymrede, for turen er bygget op omkring den autopilot; hvis den går ned, så er vi sådan set lidt på den. Så hviner den igen, Frank kaster sig igen med dødsforagt halvt ud af øsen og springer i motorrummet. Jeg er travlt optaget af at passe på Frank, og vi har overladt det til autopiloten at holde en rolig fart. Vejen er snorlige. Og så sker det, jeg ved jo ikke helt hvad, for jeg har fat i Frank, men autopiloten laver pludselig en drastisk undvigemanøvre, alting vælter rundt i bilen. Og Frank vælter ud i nattemørket.
Jeg ved med det samme den er gal, man skal ikke falde af i den fart, men jeg får vendt øsen, selvom vi har strenge ordrer over at køre ligeud og kun ligeud - og jeg leder efter Frank. Han er sikkert allerede færdig da jeg finder ham, men jeg hopper ihvertfald af for at hjælpe ham. Da jeg vil tage ham med ind igen vil døren ikke op.
"Luk døren op, Hal", siger jeg til autopiloten.
"Det er jeg bange for jeg ikke kan, Claus".
Det er svært helt at beskrive hvordan det var at høre den sige det.
I halvandet år har vi kørt med den, og det har bare været "javel", "udført" - som man forventer af et stykke mekanik; og nu pludselig lyder den som din ekskone, der stadig er rasende på dig, fordi du er taget på langtur.
"Åben døren, Hal", siger jeg igen - og nu svarer den simpelthen slet ikke.
Nu er jeg lidt på den. Jeg ved jeg kan komme ind gennem et skylight på taget, men jeg kan ikke løfte Frank derop, så jeg er nødt til at lade ham ligge og så kravle op. Jeg er knapt nok kommet op på stigen før Hal sætter bilen i bevægelse, men jeg får smidt mig op på taget, og kommer ned gennem skylightet.
Bilen har nu fået en allerhelvedes fart, hvad jeg kun kan opfatte som om Hal prøver at slå mig ud, før jeg kan gøre noget ved den, men jeg får åbnet panelet ned til maskinen, og da jeg ikke rigtig ved hvad jeg ellers skal - fortsætte sådan her kan jeg ikke - skruer jeg de sidste skruer løs og begynder at skille Hal ad.
Det er en klam fornemmelse, da det går op får mig, at den kan følge med i at jeg gør det. Det er lidt som at lave hjernekirurgi. Den har fundet tilbage til sin butlerstemme, men jeg skal ikke have mere service fra den pizzaæske.
Nu må jeg så til at køre selv. Det gør ikke turen kortere. Da jeg slukker Hal ryger strømmen til fryserne - eller også havde den allerede slukket dem selv. Havde han slukket dem selv. Jeg er begyndt at komme Hal ind i alle mine forklaringer på, hvad der er sker. Hal gjorde sådan, Hal gjorde sådan - som om det ikke var en maskine.
Jeg opdager fryserproblemet på grund af lugten. Alt er ødelagt.
Så nu sidder jeg så her. Helt alene. Min mad og drikke er stort set brugt op. Jeg har kørt længe nu, og jeg slapper måske nok lidt for meget af. Jeg har ladet skægget stå, og hvis du pludselig åbnede døren herind ville du sikkert ikke kunne lide lugten.
Vejen er stadig snorlige og jeg kører stadig om natten.
Jeg fandt et kort i handskerummet. Der var markeret et punkt ude ved Jupiter. Hvis jeg er heldig er det en tankstation eller butik hvor jeg kan få noget hjælp, eller få kontakt med nogen. Der bør ikke være så langt derud nu, ifølge kortet.
Det eneste jeg kan se ude foran, i skumringen, er en stor blok af sort. Sort så mørk, at det er som om de har revet lidt af virkeligheden ud, lige der. Måske er det bjergene jeg allerede er nået ud til, jeg ved det ikke helt - under alle omstændigheder må jeg se at komme det sidste stykke derud. Jeg kører ind i mørket.
Dengang jeg arbejdede ude i Ascio, snakkede jeg tit med vores systemmand, om sikkerhed. Virus er hvad det er, der er mange, og man skal passe på dem - men fordi virusproducenterne angriber så bredt, så bliver de nye virus også opdaget, og der kommer beskyttelse i antivirussoftwaren. Hvis man virkelig skulle lave noget farligt på nettet, hvis man virkelig skal være bekymret over noget, så skulle det være et determineret angreb, megt snævert, på en organisation. Angriberen ville selv teste sin malware med alle kendte antivirustestere og sikre sig at den ikke blev opdaget af de automatiske systemer. Tilføj lidt social engineering til at få det første angreb til at lykkes; det kræver ikke meget mere end at overtale en sælger til at loade en webside eller en PDF, og så er du igang.
Det lader til at det er nogenlunde er sådan angrebet på Google*, det der fik firmaet til at melde at man måske trækker sig helt fra Kina, er foregået.
Nu skal man ikke tro på alt en antivirusproducent siger om hvor farlig verden er, men det virker som om angrebet er lavet på en forbløffende komplet måde af et forbløffende antal kanaler.
Der hvor aviserne altid ender med at rapportere vrøvl, er på spørgsmålet om hvem, der er i stand til at gennemføre sådan et angreb. I al almindelighed skal der hverken mange penge eller mange mennesker til at lave dem, bare talent. Og hvem ved hvor god kontrol det kinesiske statsapparat egentlig har over dygtige hackere. Det er lidt uklart om Google virkelig tror at angrebet er regeringssponsoreret - måske gik angriberne efter den slags info Google har nægtet at udlevere til Kina, så man må tro at hensigten har været at få fat på dem. Fra nogle af beskrivelserne lyder det nu mere som klassisk industriel spionage.
* der er angrebet et mindre antal andre virksomheder også.
tryk her for fuld størrelse
Det skal ikke være nogen hemmelighed at det var Timmes undersøgelses-diss, der fik mig til at spørge efter mobilvaner på nettet. Timmes diss, og så en stærkt tværmedieeffektiviseret dag i Århus, hvor jeg havde brug for snart sagt alle faciliteter i den moderne mobiltelefon til contingency planning, som det hedder på nudansk, og til at finde rundt. Pludselig at bruge alle features på min fon fik mig dog til at tænke at det gør jeg da virkelig ikke til daglig; der er det mest noget med tekstbeskeder i forskellige medier.
Og tak for de mange svar. Jeg har samlet sammen på de væsentligste trends ovenfor, og vil lige kommentere på dem; og komme med nogle forbehold.
Trends først - jeg har lært af Timme at man skal komme med sine konklusioner skråsikkert og med det samme, uden tanke på rimelige indvendinger mod de indsamlede tal.
Jeg har to overskriftmuligheder
Glem -phone-delen af "smartphone", det er alt det andet vi bruger den til
eller
Selv leading edge mobilbrugere er mere konservative end de går og tror
Telefonen bliver brugt mere til at tekste og tale end folk egentlig selv mener de gør. Men browseren og emailen har godt fat i smartphonesene. Browseren er blevet mobiltelefonens killerapp, ligesom den er desktoppens.
Der er bare mere træghed i de gamle "kedelige" anvendelser end folk oplever.
Diagrammet ovenfor viser brugskategorier; både hvad folk indrapporterer de lige har gjort, og hvad de mener de gør mest. Jeg har talt dem sammen for alle, for smartphones (her Android, iPhone, Blackberry) og for de andre telefoner.
Det er nok ikke så overraskende at Twitter fylder en del, når nu det er der man spørger - og jeg havde klart glemt en app-kategori i spørgeskemaet, omend tallene også viser at apps stadig kun havde fået en 3. eller 4. plads i kapløbet om anvendelser.
Forbeholdene er indlysende. 65% af besvarelserne er fra smartphonebrugere - til min store overraskelse er det dog kun "overvejende" iPhones og ikke "udelukkende" iPhones - masser af Android og Blackberry også. Twitterbiasen er udtalt.
De færreste vil blive overraskede over at smartphonebrugerne bruger deres telefon mere end de andre telefonbrugere.
Der var debat i Deadline om kunstneres selvcensur, i anledning af den stadig tyndere historie om at en sådan selvcensur er udbredt. Debatten var mellem Morten Uhrskov Jensen - nationalkonservativ historiker - og Marco Evaristti - guldfiskeblender og kunstner.
Debatten løb imidlertid af sporet lige med det samme, for man skal ikke høre på Morten Uhrskov Jensen i mere end ca 2 sekunder før det står klart at han er fuldstændig ligeglad med kunst. Det er ikke af hensyn til kunstens frihed han påstår, der er censur, det er for at sige noget negativt om Islam. Forudsætningen for selvcensurpåstanden er at kunsten ville have handlet en hel masse om Muhammed, hvis ikke vi havde haft tegnekrisen og fatwaen mod Rushdie, men hvad er egentlig sandsynligheden for det? Der er forsvindende lidt Jesus i kunsten, altså i provokerende øjemed, og han er endda "vores" overtroslynafleder.
Så det virkelige problem er, at kunstnerne ikke er politiske - men det er jo ikke noget problem overhovedet. I det hele taget kan det undre at lige præcis en nationalkonservativ er bekymret for kunstens provokationspotentiale, for det kunstsyn, der normalt ville præge en nationalkonservativ kulturpolitik - og DFs gruppeværelse på Christiansborg - er så langt fra at provokere som man overhovedet kan komme. Her er Evaristti lige præcis et godt eksempel. Den berømte guldfiskeepisode på Trapholt er måske den mest søgte og tarveligste provokation i kunsthistorien. For det første var værket end ikke ført igennem som provokation - blenderne var ikke sluttet til, når der var gæster på museet. For det andet blev provokationen alene udløst fordi, det var en god historie til TV; den eneste guldfisk, der nogensinde blev moset, blev moset af en journalist. Og endelig, for det tredie: Det var en guldfisk. Den døde lynhurtigt. Vi er tættere på at klaske en flue end på dyrplageri.
Og alligevel udløste blenderepisoden en lang kunstdebat, ikke om hvor slapt værket egentlig var, men om selve overskridelsen.
Det næste ambitionsniveau i mit True Story-projekt er at løfte sproget fra "sjovt, fordi det er i hverdagsform" til noget der tydeligere er en løftet form af hverdagssprog - filmdialog er jo, ligemeget hvor naturalistisk den er, også altid løftet og fortættet, simpelthen fordi alle øh'erne og klicheerne i hverdagssprog er for kedelige at høre på. Samme ting mistænker jeg lidt om True Story-projektet, hvis ikke det lige får en gang fernis.
Et beslægtet projekt, men i den stik modsatte retning kan man sige, er The Big Lebowski, som om Shakespeare havde skrevet den. Legen er den samme - hvad sker der med indholdet hvis vi skifter stilleje. Jeg har ikke orket at læse manuskriptet til Lebowski som Shakespeare fra start til slut, det bliver noget anstrengt undervejs, men der er mange fuldstændig rimelige vitser bygget ind.
[Jeg har haft det fedt med at være arkaier. Vi har lavet utrolig mange fede ting, virkelig mange firsts. Det eneste, der brænder mig lidt, er at det eneste folk kan huske er alt det med krigen og for mig specielt den absurde tur jeg havde hjem igen. Der er så mange historier der, så de kommer til at fylde lidt her på bloggen, men både fordi det var trist med hende, og fordi hun sgu var en meget sød pige, så vil jeg godt lige give lidt plads til det der skete med Ifigenia, før jeg fortæller de andre ting. True Story.]
Det der var sket var at Helena var stukket af med en fyr fra Tyrkiet. Menelaos var stiktosset over det. Det hænger sådan her sammen: Vi andre har ikke ligefrem Menelaos' ryg, men Agamemnon bakker ham op - og hvis store-A siger hop, så springer vi.
Så nu lå mange af drengene med hele deres flåde i Aulis og gjorde klar til at tage på hærg; ovre at hente Helena i Troja hos ham hun var stukket af med.
Vinden var helt til grin, ideen om at tage den helt derover på årerne, var en nonstarter, så vi ku' sådan set ikke gøre så meget andet end bare blive hængende.
Det bliver jo lidt uholdbart til sidst.
Det bliver dobbelt uholdbart når de fleste af drengene sådan set ikke havde noget de skulle have klinket med Troja. De drenge derovre kan godt finde ud af at slås; og det er sådan lidt over the top at samle banden pga. en dame.
Noget skal gøres. Store-A gør som man plejer, han får Calchas til slagte en due og læse i leveren; og Calchas kan så fortælle at det er Artemis, der mukker, hun har eteller andet beef med Store-A som jeg faktisk ikke kan historien om. Og hun vil have et offer, før hun lukker op for krigsvinden, og ikke bare hvem som helst; Store-A skal give hende sin datter!
Nu ved jeg ikke om du er med på hvordan tingene virker hernede, men når guderne beder om en pige, og det ikke bare er fordi Zeus er liderlig, så er der øksehug på programmet.
Den er en helvedes situation for Store-A. Det er ikke hans dame, der er stukket af med en tyrker. Og han ved jo godt at vi mest er der for hans skyld, og ikke så meget for Mini-laos, som nogen af drengene kalder ham. Så ved Store-A også at hvis hans dame, Klytamnestra, hører noget som helst om at Ifigenia - det hedder pigen - skal hilse på en økse, så stikker hun hellere af med Ifigenia til Jugo, end kommer ned til os i Aulis. Men altså, nu har han jo lovet sin bror at ordne de trojanere, og hvor længe bliver vi ved med at kalde A for Store-A hvis han ikke selv kan klare mosten. Efter hvad jeg har hørt diskuterer han det også med Mini; og Mini er jo Mini, så han er godt nok pissesur over at Helena er skredet, men det ender vist med at han nærmest prøver at overtale Store-A til at glemme alt om Artemis og pigeofring. Mini er virkelig en taber. Først får han Agamemnon til at samle os allesammen, og så pludselig "OK, ikke noget alligevel" når det ikke går som smurt; så står Store-A både med problemet, han kan godt regne ud at han er færdig som chef, hvis ikke han økser sin datter, og nu er det så pludselig blevet hans kampagne også. Flot, Mini.
Lang historie, kort, Agamenon ender med at stikke sin dame en plade, og finde på en langt ude historie om at Achilleus har lovet Ifigenia en date! I virkeligheden er han sådan set godt igang med at slibe øksen.
Nu ved jeg ikke lige om du kender Achilleus, men han er ikke typen man skal lave den slags pis med. Han flipper fuldstændig da han hører om det. I typisk Achilleus-stil går han fuldstændig i baglås og bestemmer sig for at han personligt vil stikke en kæp i hjulet på ofringsplanen, med sværd i hånden hvis han bliver nødt til det.
Achilleus er en flot fyr, og han er ikke en man har lyst til at møde i en slåskamp; men han er ikke den skarpeste kniv i skuffen - hvad fanden skal han blande sig i Store-As familie for; som om Mini, trojanerne, Klytamnestra og Artemis ikke var nok problemer på én gang? Måske troede han at Artemis ville trække sig fra diskussionen, hvis han blandede sig, ud af respekt for hans mor; men der regnede han godt nok forkert. Hvordan skulle hun også nogensinde få nogen respekt, hvis han bare kan puste sig op og så få sin vilje. Han er trods alt kun halvt guddommelig.
Achilleus plan virker heller ikke; hans egne folk bliver endda sure, og begynder at smide med sten, fordi han spiller op til guderne på den måde. Den eneste den virker på er Ifigenia, for hun er da pænt smigret over at Grækenlands mest attraktive fyr sådan vil slås for hende.
Det er virkelig blevet noget rod nu. Store-A har haft så meget pis med det her offer nu, at han simpelthen er nødt til at gennemføre det, hvis ikke han skal have et kæmpe nederlag ud af det. Måske var det endt anderledes for Ifigenia, hvis hun kunne se tingene sådan som jeg lige har skrevet dem, lidt fra oven, for Store-A var jo trods alt hendes far - inders inde tror jeg ikke han havde meget lyst til at hakke hende ned. Men hun er ikke i familie med Mini og Store-A for ingenting, der er temperament på. Klytamnestra prøver en gang til med Store-A, men det er bare ligemeget, for nu kommer vil snart til det triste. Ifigenia har simpelthen givet op, måske er hun endda lidt stolt over at kunne ændre det hele - og det ender hverken værre eller bedre end at hun selv går ud - frivilligt - for at blive hugget ned. Det er næsten en slags selvmord.
Mange af os havde en grim smag i munden efter den historie. Men Artemis holdt ord, og vi fik hurtigt andre ting at tænke på, da vinden kom, og vi kunne komme afsted østover for at slås.
Hver 8. danske kunstner har udøvet selvcensur hedder det i en nyhedshistorie. Men selvcensur er vel mange ting, sådan lidt afhængig af hvordan man forstår sin indre redaktør. Der er også den selvcensur, der hedder "jeg vil ikke have at det jeg laver skal handle om Muhammedtegninger og det religiøses politik". Man kan forudsige med lammende sikkerhed at hvis man skriver i en roman at Muhammed voldtog småpiger eller ikke voldtog småpiger, eller skriver "han malede et smukt billede af Muhammed", eller laver en film hvor en person maler et billede af Muhammed, eller hvad du nu vil, så melder man sit værk ind i den mest polariserede diskussion i tidens kulturliv. Slut med alt hvad man ellers havde tænkt sig med det man laver. Jeg forestiller mig Salman Rushdie har det lidt på samme måde med De Sataniske Vers. Hans bog blev stjålet til noget han egentlig ikke ville diskutere med den.
Det er selvcensur, men det er jo ikke nødvendigvis angst for repressalier, bare en framelding på at være "den kontroversielle X, med den nye Y med Muhammed".
Man kan have det på samme måde, i mildere form ganske vist, med klimaforargede, pelshadere, 70er-røde, ultra-liberale osv. osv., basalt set alle, der mener at deres centrale idé dominerer alle andre ideer, den indgår i sammenhæng med.
(Gå til fuld skærm. ikke noget med at klikke videre til Vimeosiden og snyde)
Blog nytår! (undskyld) Tyve ti er over os; de sidste 10 års borgerlige regering har spillet totalt fallit i at lægge velfærden om, så nu har vi præcis et tiår tilbage til katastrofen rammer og velfærdsstaten as we know it går fallit eller ophører. Men fuck det, vi kører, som man siger.
I går kørte jeg hjem fra Århus. Det var meningen at jeg skulle være kørt hjem fra en begravelse i Jerslev ved Brønderslev, men jeg nåede aldrig frem til den, desværre, og derfor var jeg i Århus.
Jeg benyttede lejligheden til at se Jeppe Hein udstillingen på Aros. Jeg ville gerne kunne lide den, den er lavet sådan lidt til sådan nogen som mig, fyldt med interaktive dingenoter, men den svæver konstant lige på spøg-og-skæmt grænsen, og det føles ikke modigt eller skarpt, mere bare på kanten af fiasko.
Hvad er spøg-og-skæmt grænsen? Jo, det er den hvor man er liige ved at være ovre i varekataloget i en spøg-og-skæmt butik. Du har måske set den der rimelig sjove "half a cup"-kop nede hos Ærlige Bent? Hvor den er halv fordi den er skåret over på midten! Der er flere værker i den kategori på udstillingen.
Eksempel 1: Århus og museet har været plastret til i hvide parkbænke hvor Hein lige twister den lidt, for at citere Gentleman Finn, enten er bænken 3 meter høj, eller sædet er skævt, eller rundt, eller V-formet. Rimeligt sjovt, det der, og mere eller mindre realiseringer af jokes fra Anders And-bladet.
Eksempel 2: "Smoking chair" er ikke som man ku tro, et sted man kan ryge, nej nej, når man sætter sig på den - SÅ RYGER DEN!!! - den vits har jeg helt konkret læst i et lokumshæfte fra 70erne med practical jokes og vittighedstegninger af Franz Füchsel og Quist, dog med stolen erstattet med et jakkesæt.
Et par etager højere oppe er det moderne galleri omdannet til en Storm P-maskine. Hver gang en tilskuer passerer broen over til galleriet, sættes en hvid kugle i bevægelse ned af en slidske, der så sindrigt og forvirrende snor sig i lige linjer, spiraler og loops rundt omkring kunsten, indtil kugel har været turen rundt og lander tilbage, hvor den startede.
Den er finurligt lavet, og her sker så noget helt ærligt, som ikke er Bent. Kuglerne kan høres som de ruller i slidsken, og de er meget synlige og store og hvide, så de spejler publikumsstrømmen i et til syvende og sidst udemærket mekanisk stykke ambient information art.
Sådan er der også nede i hovedudstillingen et par ting der virker, mest ved at bruge en tidsskala, der får mekanismerne i dem til at blive næsten usynlige og derfor lidt mere magiske. En af de midlertidige klassiske hvide gallerivægge er i virkeligheden i bevægelse, bare så langsomt, så man virkelig skal kigge efter for at se dens tur henover gulvet. Den tunge kugle, der triller rundt i et rum for sig og langsomt smadrer det ved at banke ind i muren, funker også glimrende.
Meen, alt i alt, så kniber det lidt med at overbevise om at legesagerne ikke med større held kunne have været lavet sådan *rigtig* sjove for sjov, Disney-style, og så bare være i forlystelsesparker, istedet for at være andagtsberiget kunst.