Det er vildt langt hjemme fra Nazareth til Bethlehem, men det var altså turen for far og mor, lige før jeg blev født. True Story.
Det er mor, der har fortalt mig om dengang jeg blev født, og ærlig talt, det hun siger er lidt crazy, så jeg ved ikke rigtig hvad man skal tro. Jeg var vildt sur over det, da jeg var lille, men det kan man jo ikke blive ved med, så nu snakker vi bare ikke så meget om det. Altså, vi kan bare starte med hvorfor far ikke er skredet. Mor og far er rørende enige om at det ikke er ham der egentlig er min far. Der skulle være kommet en fyr, der hed Gabriel til mor, men det er heller ikke ham, der er min far, men derimod en de andre bare kalder Far eller Den Almægtige - han er åbenbart lidt af en player. Når jeg spørger hvad han hedder bliver de pissesure, man må slet ikke sige hans navn åbenbart. Måske ødelægger det den gode stemning, jeg ved ikke rigtig.
Nå, men i hvert fald blev mor altså gravid, og så lige pludselig, selv om det passede superdårligt ind med mors graviditet, så bestemte Augustus at alle i hele romerriget, skulle melde sig hos kommunen, der hvor de var fra for at blive skrevet op, og far er fra Bethlehem, så de skulle pludelig hele vejen fra Nazareth til Bethlehem. Der er sindsygt langt, og mor var højgravid. Men regler er regler, så far pakkede æslet og så afsted. I kan selvfølgelig forestille jer at vi ikke var de eneste, der var sendt afsted, så da far og mor kom derned kunne de ikke engang finde et hotel - de endte med at blive sendt ud i en stald! Og så er timingen selvfølgelig hverken værre eller bedre end at fødslen går i gang, og så bliver jeg simpelthen født lige der, midt i stalden.
Vi er så nødt til at blive der indtil mor kommer lidt til hægterne igen. Sådan som jeg har forstået det, er det egentlig hyggeligt nok. Jeg kan ikke helt få styr på om far har skudt noget fyrværkeri af eller drukket med dem eller hvad, men i hvert fald så er der nogen af de lokale hyrder, der har hørt om det her, og de kommer så for at se kalorius - mig her. Og så er det så at mit liv begynder at blive lidt skørt, helt her fra dag 1, sådan set. For de her hyrder begynder at snakke om at de har set et syn eller noget - og det her ved jeg ret præcist, for mor fik en der hed Lukas til at skrive det ned - de har altså fået at vide at "I dag er der født en frelser i Davids By, han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe". David, det er min tip-tip-tip et eller andet, og han var en stor mand her i Bethlehem engang, det er derfor det der med Davids By. Når jeg tænker lidt mere over det, må det næsten være noget de har planlagt med Josef over noget vino. Måske fordi han var sur på mor over at hun har fået et barn med ham den unævnelige, eller også har han tænkt at der skulle lidt underholdning til, når det nu indirekte er hans skyld at Quirinius fik sendt os helt herned til Bethlehem for at blive skrevet op. Efter hvad mor siger, var de meget overbevisende med "profetien".
Og et eller andet weird er der over det - for da vi så har været der små to uger, så kommer der pludselig tre fyre rejsende, i nogle vildt eksotiske troldmandsgevandter, og de har gaver med og alt muligt fra Østerland. Hvis det også er noget far har planlagt, så smører han i hvert fald ikke for lidt på historien. De laver et mægtigt show ud af det, med guld og røgelse og gang i den - og fortæller at de har fundet vej herhen via en kæmpestjerne, der skulle hænge lige over hytten. Det er sådan lidt i overkanten med den historie, men det er hvad det er; det eneste problem med det er bare at de har fortalt den over hele byen, og nu har Herodes, ham der er konge nu, så også hørt den. Og så ved jeg ikke om det er fordi han ved at Josef nedstammer fra David, der også har været konge, eller om det er hyrdernes snak med det der Kristus, men han tror i hvert fald vi er ude på at lave ballade så pludselig vil han have fingre i os! Det virker ret dumt. Sure, David er fars familie, men far er tømrer! Han er altså ikke en eller anden crazy terrorist, der vil erobre Bethlehem - og jeg ved ikke hvad han tror om mig, men jeg er to uger gammel og ligger i en stald! Det virker lidt vildt at vi pludselig er eftersøgt, på den baggrund. Men i hvert fald, så får far og mor at vide at Herodes er flippet fuldstændig ud, og går amok på alle de drengebørn han kan finde i Bethlehem for at komme efter os - så de pakker hvad vi har med, og så går det ellers over stok og sten, afsted til Ægypten. Så selv om vi plejer at sige at jeg er fra Nazareth, så voksede jeg faktisk op da jeg var helt lille, ovre i Ægypten. Vi tog først tilbage da Herodes døde; hans søn var ikke helt lige så obs på os som faren var.
Jeg ved ikke hvad det er med mig og Ægypten, jeg har været der et ton gange, og hver eneste gang, er det hverken frivilligt eller ordentlig planlagt. Jeg må se at få mig en ordentlig tur derover på et tidspunkt. Mor og far snakker ikke så meget om det derovre vil jeg dog sige. Mor er sikkert sur på far over balladen med Herodes, men omvendt så er der lige det med at far ikke er min far, så de har vel en eller anden slags våbenstilstand.
Don't you feel it too? from Claus Dahl on Vimeo.
Vi har netop redigeret videoen færdig til min brors utrolige julesingle, og den skal ud over alle kanaler.
Heste. Jeg har sådan lidt et had-/kærlighedsforhold til dem, så her er lige lidt om hvordan jeg kom i gang med heste. True story.
Var der nogen af jer der var i Jerusalem dengang Valerius Gratus blev præfekt i Judæa? Hvis ikke, så kan I måske ikke helt huske hvordan det var, men der var en hel masse gas med romerne på den tid, hele balladen med Jesus og det. Jeg kommer sgu fint ud af det med de fleste, synes jeg - og f.eks. så havde jeg en kammerat som dreng, der hed Messala, og han var ikke bare romer, nej hans far arbejdede for Told&Skat! Det er sgu da tolerance.
Han har så været i Rom og kommer tilbage til J-town, og han er endda blevet panser. Fair nok, godt at kende en panser tænker jeg, navnlig når gemytterne er lidt i kog, men så mødes vi for lige at sige hej, og så er han blevet totalt indoktrineret ovre i Rom og rakker ned på byen og templet og jøder og Torahen og jeg ved fanme ikke hvad. Han foreslår i ramme alvor at jeg skal begynde at tro på Jupiter og hele det galleri der! Jeg prøver at være så høflig jeg kan, og siger stille og roligt at polyteisme er en død sild. Der er simpelthen ingen fremtid der. En gud og kun en gud, ellers så kan han godt glemme det. Så bliver han pissesur, og det går hverken værre eller bedre end at da Gratus' satans lortekrikke smider det fede læs af under indmarchen til Jerusalem, finder Messala på en eller anden historie om at det er min skyld. Bang, så er jeg i kasjotten. På grund af en dum hest!
Jeg skal så flyttes. De smider os i lænker og lægger an til at marchere os ud til havet. Nu ved jeg ikke om du har været i Judæa overhovedet, men der er eddermame langt ud fra Jerusalem! Så ku man mene de skulle have stukket os Gratus' øg til at trække en vogn eller noget på sådan en tur, men næ nej - det er til fods. Og det er pissevarmt. Det var virkelig en skodtur. Eneste lyspunkt var sådan set at vi løber på Jesus på vejen; han giver mig endda lidt vand.
Vi kommer derud, og så er det ellers til årerne, ned på en galej, og så er der bare "her er dit liv, du er nr 41, træk løs og hold kæft". Det er ærlig talt ikke nogen fed tid. Sidde dernede og slide røven ud af bukserne, mens en eller anden fed romer slår på tromme. Men det er sgu bare om at klø på, for hvis den fede romer holder pause, så ved du pisken kommer. Jeg stiger lidt i graderne, hvis man da kan kalde det det, at få lov til at slide i chefens båd. Det var en, der hed Arrius der var admiral der. Jeg snakker faktisk lidt med ham og han tilbyder mig en gladiatorstilling, men jeg takker pænt nej tak, for han begynder også med alt mulig polyteisme og jeg skal altså ikke have mere end én Gud, vel?
Han lukker helt til, og så er det ned til åren igen, nr 41. Lidt bonus får jeg dog ud af det, for jeg slipper for at komme i lænker igen.
Vi kommer så i slag mod nogle makedonere og det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at de smadrer galejen. Så er det man er ret glad for ikke at være lænket til en klods træ på vej mod bunden! Jeg får de andre drenge fri og vi skal til at stikke af med noget vraggods, men så finder jeg Arrius oppe på dækket, han er ikke død endnu - OK, ham tager vi også med så. Det er lidt crazy at vi klarer det, men det gør vi faktisk.
Arrius viser sig at være en fair nok fyr, selvom han er jupiterfreak. Han snakker med Tiberius Julius Cæsar, og får mig benådet for alt det ovre i Jerusalem og så kommer jeg i huset hos Arrius.
Kommer vi snart til det med hestene, spørger du sikkert - og ja, det gør vi faktisk nu.
Det var sgu gode tider i Rom, selv om jeg savnede min mor og min søster. Arrius har røven fuld af penge. Og det er så ham, der er helt pjattet med heste. Han har en megastald. Jeg har ikke lige lyst til at fortælle ham hvordan jeg var havnet på hans galej i første omgang, så jeg spiller med og siger åh og næh. Og så må jeg indrømme at det fik tag i mig, så jeg begynder at køre ræs. Helt klassisk du ved, i Cirkus Maximus med firspand og hele pivtøjet. Jeg kører OK. Det gik rigtig fedt, faktisk. Men man kan jo ikke ligge der og bare køre hele året rundt, og jeg fik hjemve, så jeg snakker med Arrius og han siger OK til at jeg tager til J-town for at se til Mor og Tirzah. Jeg sejler så hjemad (dæksplads denne gang!). Huset er i mellemtiden blevet totalt smadret. Og så har Mesalla, den skid, haft fingrene i Mor og T. De er pist væk. Han har smidt dem ned i en fængselscelle og nu er de bare væk! Jeg får kontakt igen med en pige der hedder Esther, som jeg kendte lidt, før alt det med galejerne, og hun kan fortælle mig at de er døde i spjældet.
Så ka du ellers tro jeg er rasende på Mesalla, han skal have igen for det der. Men han er politichef, jeg kan bare ikke røre ham. Så hvad gør man? Så er det så jeg får kontakt til en fyr, der var med båden over. Pisserig araber selvfølgelig. Han har det fedeste firspand; og på båden snakkede vi faktisk lidt om at jeg evt. skulle køre for ham.
Nu ved jeg tilfældigvis at Messala også kører, så jeg ser en chance, og udfordrer Messala til dødsræs. Det store, nede i det lokale cirkus. Han er helt klart top dog i den arena. Han ankommer i den her helt sindssyge vogn med knive på egerne og jeg skal komme efter dig. Totalt grækerstil. Men altså, sammenlignet med Maximus, så er kørerne her sgu nogen bondejokker, så hvor god er han lige? Og en tung vogn som Messalas hjælper dig ikke hvis du ikke kan køre.
Lang historie kort: Mine fire hvide arabere ordner forretningen og jeg ender med at smadre ind i ham, rent hærg. Han falder af, totalt smadret. De kører ham væk med det samme.
Jeg kigger så ind på hospitalet, for lige at sikre mig han er HELT færdig, og så er det sgu han tager pusten fra mig; for han fortæller mig at Mor og T slet ikke er døde, de er bare totalt vansirede af spedalskhed efter en tur gennem hans fængsel. Giftig karl, Messala.
Nu går det lige pludselig rimelig stærkt; jeg finder Mor og Tirzah igen ude i De Spedalskes Dal, og jeg kan ligeså godt være ærlig: De ligner lort. Begge to. De er vildt pinlige over det også. Midt i det, så ringer Pilatus, som lige er blevet guvernør, og han vil gøre mig til æresromer, måske for at lægge låg på dødsræset, som folk allerede snakker om. Måske har han snakket med Arrius. Men altså, jeg kan ikke være med på det der efter hvad Messala har gjort ved Mor og T, og så ved jeg heller ikke hvorfor de romere bare ikke kan fatte det der med polyteismen. Så jeg ender med at droppe ud af team Arrius istedet og bare flytte hjem i huset, med Mor, Tirzah - og OK jeg ka lige så godt sige det, Esther flytter også med.
Jeg er lidt tilbage på felt nr 1, romerne er godt sure på mig, huset er totalt i smadder, Mor og T har det ad helvede til. Så er det at Esther giver mig et tip. Hun har været ude at høre Jesus til en fest på oliebjerget, og Esther mener han måske er the real deal. Og så er det jeg tænker - HVIS - hvis han nu er profet, så er det da der CHANCEN er for Mor og Tirzah.
Vi får pissetravlt, for i mellemtiden har Pilatus fået Jesus anholdt ude i Getsemanehaven, på en eller anden fupanklage, ligesom dengang med mig og Gratus. Jeg prøver på at komme til ved retssagen, men det når jeg ikke, og det er råddent med mennesker, det er et rent propagandashow. Jeg må tænke hurtigt, så jeg smutter ned og stiller mig i kø på vejen op til galgebakken, og der når jeg faktisk lige at komme tæt på; jeg tænker at jeg vil give ham lidt vand, for lige at kvittere for dengang v. Nazareth, men romerne er ret hovskisnovski og skubber mig væk, så det ender med at vi også bare må stå og glo på at han bliver korsfæstet.
Men måske kunne han godt huske mig - og måske er han virkelig the real deal, ihvertfald så sker der pludselig det at Mor og Tirzah bliver helbredt! Totalt mirakelagtigt, out of the blue!
Nå, det blev lidt langt, men det var altså lidt om nogen af de ting jeg har oplevet med heste, på godt og ondt. Ku' have været fedt at høre fra Jesus om han er til heste; har hørt noget om at han mere er æseltypen, og måske er det det vi skal til nu så, hvis altså han er den ægte vare. Esther tror i hvertfald på det.
Det er sundt at være skeptisk. Når Ida Auken eller andre klimapolitikere argumenterer "en overvældende majoritet mener" så er det appel til autoritet. Det bruger vi allesammen hele tiden, men det er et dårligt svar på klimaskepsis, for autoritet er jo bare autoriet - et magtforhold af en art.
Hverken dét fejlargument, den bizarre overlæsning af andre yndlingssager på ugens klimademoer*, den skingre undergangsretorik, den nærreligiøse overbevisning hos nogle om radikal klimahandlings nødvendighed, det manglende perspektiv på de utallige andre ulykker vi ikke ofrer ressourcer på eller den nødvendige løbende diskussion om hvorvidt politik overhovedet vil evne at regulere denne komplekse problemstilling, befrier klimaskeptikeren fra lidt naturlig selvskepsis. Det er ikke nok at finde ting at kritisere hos de andre; det man selv siger skal være tydeligt mindre kritisabelt før man rigtig har vundet retten til sin skepsis.
Weekendavisens klimastof er i den sammenhæng en kæmpeskuffelse. Det handler alene om at de røde er dumme/skingre/politisk naive og springer stort set substansen over. Jeg ved godt at der har været klimastof gennem årerne, men som linje har avisen givet sig selv den nemme rolle at være "modgift", det skeptiske kontrapunkt; og der er virkelig billigt.
Hvis man gerne vil orienteres om hvor det egentlig er klimaskeptikerne sætter ind så er, så er denne alenlange liste af svar på skeptiske spørgsmål måske et sted at starte. Og i den mere kulørte ende, så kan man iblande dette absurde interview med en meget omtalt hobbyklimaskeptiker.
Sidste interview i øvrigt med Ole Birk Olesen bag roret; sammen med Anne Knudsen fra WA den skeptikervenlige side af seneste DR2 Deadline 2. Sektion, men i modsætning til Knudsen gør Ole Birk Olesen noget ved sagen og stiller skeptikernes spørgsmål tilbage til klimaforskere. Kommentarsporet på både interviewet med skeptikeren Monckton og professoren Kaas er en god antiskepsis-vaccination. Det kniber gevaldigt med at læse indenad, når skepsis skal holdes oppe.
Naturligvis må man som udenforstående amatør vælge nogle at stole på, men man må stille nogle krav til hvad de siger også, før man gør dem til autoriteter.
I morgen, det næste punkt - om alternativomkostninger, politiske risici, om at se katastrofens egentlig omfang i øjnene, sandsynligheden af at verdenssamfundet kan holde sammen om det her i de næste 50-100 år; det virker klart som den væsentligste del af kritikken.
* Med afstikkere til Christiania med gud ved hvilken anledning og forsvarsministeriet for lige at køre noget anti-krig på også. Det minder mest om en slags radikalt venstreorienteret turisme, hvor man lige skal forbi alle de onde, når nu man alligevel er i byen.
Inspireret af den kortvarige (14 minutter) edit-krig på Wikipedia da Henrik Svensmark faldt om i et TV-studie, lige en opsamler på nogle kulturklimahistorier fra den seneste tid. Tænk evt. på linksene som nogle konkretiseringer af den kulturpessimisme vi har haft med os ihvertfald i et århundrede, der f.eks. ses ytret hos Andrew Keen. Aktualiseret af paranoide eller spøgefulde Wikipediabidrag.
I en tankevækkende post forleden, mener Michael Arrington, at churnalism er den uundgåelige fremtid, vi kan lige så godt vænne os til det. Det vi ser 24-timers nyhedskanalerne gøre hele tiden (det konstante genopkast af allerede fordøjede nyheder) er simpelthen sådan næsten alle de informationer, der når os, vil se ud i fremtiden.
I en slags parallel mener Jason Louv i h+ at 4chan, anonymous, lolcats osv. er internettets naturlige endemål.
De to historier præsenterer hver sin side af den kulturpessimistiske internetkritik.
På den ene side beskriver de gamle medier internetvirksomhederne som et kleptokrati, der ikke burde være lovligt - Google "stjæler" annoncerne ved at linke til aviserne etc. etc. Den naturlige konsekvens af modellen er at forsøge at producere så mange pageviews som muligt til den laveste pris, og dermed velkommen til churnalist-højskolen, et kort kursus i hvor lidt man kan nøjes med at skrive de andres stof om, for at holde sig på den rigtige side af copyrightlovgivningen.
På den anden side har man den kritik, der siger at det meste brugerproducerede indhold bare er narcissistisk gentagelse af de andre. I h+ artiklen foldes det imidlertid positivt ud. Det sker efter en gammel '68 skabelon, hvor hedonisme, altså den rent jeg-centrerede nydelse, bliver selvudtryk; vi befinder os i trainspotting-universet hvor stofbrugere ikke er misbrugere, men bare lever livet fuldt ud. 4Chan, Anonymous og andre internet trolls er bare det sande modige udtryk for det vi andre jo også vil alligevel.
Jeg betvivler ikke et sekund at både kopiering og trolling er kommet for at blive.
Der er bare det galt med begge undergangshistorier at vi simpelthen hverken er rationelle faktamonstre eller hedonistiske nydelsesmonstre. Selvom den fremstilling også er grotesk forenklet så mødes mindst tre aspekter af vores oplevelsesverden når vi møder medierne:
- Nydelse aka "Den rene oplevelse".
- Viden aka Fakta aka "Den virkelige verden vi forestiller os".
- Offentligheden aka "Vores sociale virkelighed".
Jeg genbruger to medieeksempler, som jeg har brugt fornylig. Når churnalisten får lyst til at at stjæle TechCrunch's indhold og når til at stjæle Paul Carrs fantastisk morsomme historie om twitterannoncering, så løber han ind i det problem, at det ikke er informationerne i historien, der er det gode - det er det at Paul Carr er virkelig sjov, man læser den færdig for. Formen er det copyright beskytter - og det er også det, der er noget værd. For mange læsere er det endda en double whammy, for TechCrunch er også et sted, man går hen - og det kan churnalisten jo heller ikke kopiere.
Sådan har jeg det ikke selv med TechCrunch, men så afgjort med Bølgen. Det er et sted man er. Det lever (og dør) af det sociale liv omkring stoffet. Sådan er det jo også at holde avis; man er med i en menighed. De nye medier er ikke anderledes - se bare på 180 grader. Ville jeg hænge ud på bølgen uden Tveskovs kick-off med tema og artikler? Næppe. Fakta - "Viden i verden" - disciplinerer samtalen, omend måske mindre på Bølgen end andre steder, og den disciplin løfter mediet fra smalltalk til lige præcis et sted der handler om noget, et medium.
Og for lige at gøre forbindelsen til den gamle post om nye medier færdig: Ugen.dk fejler på alle tre aspekter. Det er kedeligt skrevet, jeg får ikke noget at vide jeg ikke vidste i forvejen, og jeg kan ikke være med i det.
Således altså mit eget mellemfacit på hvor medierne skal gå hen. Lav noget nogen har lyst til at læse, der handler om noget de gerne vil vide, og dele med andre.
[Skulle man lave et PS, så er det at nettet gør det muligt at skære kagen anderledes, så vi selv kan blande. Annoncer virker kun i fakta-verdenen tilsyneladende. Brugerne har det til gengæld fint med at betale for nydelse; det sociales økonomi er et uafklaret spørgsmål. Om de nye skæringer af det vi hidtil har kaldt medier, se også Clay Shirky her. Og læs forresten også Morten Gades posts om medier.]
OK, jeg har haft den her liggende som draft i et godt stykke tid fordi den er så langt ude. Den er lidt svær at sælge til folk, der ikke kender hverken mig eller Marion, men så tænkte jeg FUCK DET, det er min blog og hvis folk ikke tror på det, så må de sgu selv om det. Here goes. True story.
De her ligger også i Ægypten, men dem nåede vi ikke at besøge på turen
Det her var for et par år siden. Jeg var lige kommet tilbage fra en tur til Sydamerika (lortetur iøvrigt: Rakkede langt ind i junglen. Fandt fedeste souvenir. Får fed souvenir stjålet af klam franskmand. Finder så selv ud af at souveniren allerede var stjålet da jeg fik den, så jeg er nødt til nærmest at løbe ud i lufthavnen og komme afsted inden en eller anden korrupt panser får fat i mig). Der kommer så et par fyre ind med min chef, offentlige typer. Og de begynder at snakke om et eller andet kodekort som de tror Abner, som har arbejdet sammen med mig og chefen før, har. Der er nogen tyskere, der er interesseret i det, og Abner burde i virkeligheden ikke have det overhovedet for det er til et rum med en ark som ikke er hans, men vil jeg ikke snakke med ham? Fair nok at de spørger, helt klart.
Der er bare lige to problemer ved det: Abner er i Tibet eller Nepal eller noget i den stil og så var der også liiige det med at jeg på et tidspunkt havde noget kørende med hans datter - den er nok ikke så god, hvis jeg skal have ham til at gøre mig en tjeneste. Men hey, det er en gratis tur til Nepal, det siger man jo ikke nej til, vel?
Jeg tager derud, bare for at finde ud af at Abner sådan set er død, og at det er Marion - jep, det er hendes far vi snakker om - der har fået alle hans ting nu. De af jer, der kender lidt til Marion ude i virkeligheden kan måske nogenlunde forestille jer at hun var godt gammeldags pigesur over at jeg var skredet dengang, og det gjorde ikke ligefrem stemningen bedre. Og for lige at toppe den op, så kommer de her tyskere jeg havde hørt om også pludselig forbi, og det var sgu nogle slimede typer. Jeg er tit i Berlin og kan normalt godt lide tyskere, faktisk - men ikke lige de her drenge. Det går helt i fisk. Det viser sig at tyskerne slet ikke har penge med! Det burde jo gøre tingene nemmere for mig, men nej, nej, de scorer da bare kortet og kloner det og bare for lige at være rigtig flinke sætter de ild til huset! Vi er faktisk ret tæt på at tage billetten derude, men vi får fingrene i kortet igen og når lige ud af huset,
Marion er pissesur over at de har kopieret hendes kort, så der er ikke så meget andet at gøre end at følge efter dem. Det gør vi så - ud i lufthavnen med os, og vi når lige at finde ud af at de sådan set slet ikke skulle til Tyskland men til Ægypten! Og det er så her at Marion synes det er praktisk at fortælle mig at hun sådan set har kortet fra Ægypten.
Jeg er ikke særlig vild med det her, navnlig ikke efter sydamerikaturen (og den er vi slet ikke færdige med endnu, vent bare), for vi har en lidt dårlig sag når vi sådan set også har stjålet kortet. Det er ikke lige en historie man vil gå til politiet med, og da slet ikke i Ægypten.
Men fair nok, vi kommer da derned, og nu er det så at vi skal prøve på at forhindre de slimede tyskere i at bruge deres klonede kort. Hvis vi lige ka komme til at bruge Marions så var det da også mere end OK. Der kræver lidt snilde at navigere i bureaukratiet dernede, så jeg får fat i en gammel kontakt, en fyr der hedder Sallah. Han er godt med på historien, for tyskerne har nemlig også prøvet at hyre ham. De smider om sig med megabucks for at få lov at komme ind på museet. De kender tydeligvis ikke museet eller ægypterne, for hvor der er megabucks er der jo også gigabucks. Det ved man godt hernede og nu sidder tyskerne fast i nogen forhandlinger. Det er der man skal have fat i Sallah, for han kan alle cowboytricksene.
Vi har lidt held med også, for det viser sig at tyskerne egentlig snakker med den helt forkerte fyr, han er bare lidt tændt ved tanken om megabucks'ene, så han prøver på selv at få lavet en lokumsaftale så han kan få nogle af pengene.
Lang historie kort: Vi kommer ind på museet, Marions kort virker perfekt - og ægypterne har så meget shit på det museum at de ikke helt har styr på hvad der er overhovedet, så arken står stille og roligt og venter på at vi smider den ud i en varevogn. Det lyder jo godt nok, men det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at liige idet vi står der med den, så dukker tyskerne op! Og her er så en af grundene til at jeg vil fortælle historien her på bloggen også: Hvem har tyskerne med? Min slimede franske "kammerat" fra sydamerikaturen! Det viser sig at han hedder Belloq og det er faktisk ham, der har løst tyskernes problemer med museet. Det er så to gange han har scoret noget fra mig - og nu er jeg godt gammeldags sur.
Det bliver ikke bedre af at Marion altid begynder at kvidre som en turteldue når hun ser en franskmand. Marion er stadig en flot pige, men dengang var hun - for at sige det lige ud - megalækker, så ham franskmanden begynder også at spille op. Og pludselig står Sallah og jeg der midt i det hele, med et par ægyptiske pansere, en enkelt slimet tysker og ingen ark, ingen Marion og ingen varevogn.
Nå, vi snakker os ud af det, Sallah tørrer det af på ham tyskeren de så venligt har efterladt til at holde øje med os, så der går ikke mange minutter før vi sidder i en taxa lige i røven på varevognen. Vi fanger dem ved et rødt lys, og her er det så jeg går totalt James Bond - springer ud af taxaaen, over til varevognen, hiver døren op og chaufføren ud og så er det ellers sømmet i bund og afsted. Vi smider Belloq af også, og så er det mig Marion og arken afsted afsted, med Sallah i en taxa i hælene. Pga. situationen med ægypterne, tør jeg ikke køre ud i lufthavnen. Der er for meget politi, simpelthen. Så vi kører ud til vandet istedet og lejer en båd. Planen er at sejle ud af landet i den. Det er ikke sådan superlovligt, men det er virkelig ikke særlig fedt at sidde i spjældet i Ægypten, så jeg synes det er OK.
Det går sådan set fint nok - og jeg får også snakket lidt med Marion - faktisk for første gang på turen, sådan rigtigt, og vi finder sådan lidt ud af det hele igen. Men så er det Gary Linekers berømte ord om at tyskerne altid vinder til sidst kommer ind i billedet - for pludselig, midt ude i Det Røde Hav, dukker de fandeme op igen. I EN UBÅD. Jep, en motherfucking ubåd. Vi er lidt ude over hvad jeg kan stable på benene her, må jeg nok indrømme. Og de er pissesure. Og de har Belloq med. De nupper det hele. De tager endda Marion med, selvom hun sådan set ikke har vildt lyst til søpølse med sauerkraut.
Når nu alle de andre er væk, så er der jo ingen grund til at jeg pjasker rundt i en båd, så jeg får også tusket mig om bord, faktisk. Så kunne man tro at vi skulle tilbage til Tyskland, men nej, sådan var det så ikke lige. Vi dykker ud ved en lille ø, som jeg på det tidspunkt faktisk ikke rigtig ved hvor er. Tyskerne tager arken og Marion og Belloq med hen til en klippehule eller noget i den stil. Jeg puster mig lidt op - prøver at få overtalt dem til at give mig arken og Marion med, men de ved godt at de har fat i den lange ende, så det eneste jeg får ud af det, er at tyskerne insisterer på at Marion skal skride - hvad Belloq bliver pissesur over - og det er da kun lige at vi får lov til at stå lidt i udkanten af det hele og følge med. Vi ser faktisk ikke det hele, men det fremgår at Belloq vil have arken åbnet nu og her, mens tyskerne hellere vil sejle den tilbage til hovedkontoret. Belloq vinder tilsyneladende, for pludselig henter de nogen kitler og noget værktøj til at åbne den med.
Måske er vi sentimentale Marion og jeg, for det gør sgu lidt ondt af se dem stå der med en hammer ved sådan en fin gammel sag som den ark. Jeg kigger simpelthen væk - og det kan jeg forstå på Marion bagefter at hun også gør, for der er ingen af os, der rigtig ved hvordan i alverden det næste egentlig skete. Vi står der og græmmer os da der pludselig blæser en ordentlig sandstorm op. Vi holder os for ansigtet og skal sådan set til at prøve at komme i læ, da det stopper lige pludselig igen. Og nu er det så det bliver lidt mærkeligt, for da vi kan se noget igen ER ALLE DE ANDRE VÆK!!! Tyskerne er væk. Belloq er væk. Det eneste vi kan se, der ikke er forsvundet er arken. Det er virkelig mærkeligt. Og det er ikke fordi de er dampet af i ubåden, for den ligger der nemlig endnu.
Vi leder lidt på øen, men de er virkelig væk. Jeg har ikke lige et ubådskørekort, så den må vi lade ligge, og istedet får vi med hjælp fra nogle fiskere reddet os ind til fastlandet, får arken op i en flyver og kommer afsted hjem.
Nu er det så at jeg egentlig gerne ville kunne fortælle dig lidt mere om arken i detaljer, meen jeg nåede ikke at have den stående mere end et par timer, før de to fyre, der havde sendt mig afsted på hele den her rundrejse stod der med chefen igen. "Det er Statens ejendom" yadayada, "så må du søge om adgang", yadayadayada. Og i modsætning til ægypterne på museet var de ikke til at hugge eller stikke i. Så nu står arken sikkert i et eller andet fjernlager et sted og samler støv. Det er fanme ærgeligt.
Så det var sådan lidt en streg i regningen efter en ret fantastisk tur, at man sådan bliver taget ud af den til sidst af nogen bureaukrater, men det ændrer ikke på at det nok er den vildeste "ferie" jeg nogensinde har været på.
Relateret til spørgsmålet om kunstnerens sociale opgave: I film er den klassiske kunstdiskussion debatten om smuglere vs Kunstnere med stort K, hvor Kunstneren med stort K kigger væk fra hvad han gør for sit publikum, mens smugleren underholder og så prøver at gøre det på den bedste måde han kan - smugler kunsten ind.
James Franco giver den debat helt ny luft. Han har sagt ja til at optræde i noget så lavstatus som en sæbeopera, General Hospital, men forklarer os nu at det i virkeligheden er performance kunst.
En af mine kæpheste i samtale med avantgardehadere - eller måske er avantgarde-benægtere en mere rammende beskrivelse af mange af dem - er at tage afstand fra ideen om at avantgardens egentlige mål er at blive afvist, ikke bare at undersøge nye ting på nye måder; en sport der i sig selv begrænser avantgardens publikum.
Naturligvis kan man i kunstkritikken også finde pro-avantgardister, der mener sådan, f.eks. Mikkel Bolts forvrøvlede reduktion af kunsten til et politisk projekt og fejlobservation af den helt igennem statsstøttede autonome reclaim the streets aktivisme som vigtig. Men man kan jo også finde noget andet. Tag nu bare John Cage. Tilsyneladende er han prototypen på den afvisende avantgardist - f.eks. ved i et interview at have forberedt seks svar forud, og så ligegyldigt hvilke spørgsmål, der blev stillet, at vælge et af de seks svar, tilfældigt. Men omvendt afviste han selv sine tidligste forsøg som komponist fordi de formelle systemer han komponerede i manglede "sanselig appel og udtrykskraft", og forklarede i øvrigt intervieweksperimentet som et forsøg udi zen-praksis, ikke som et konventionsbrud, som sådan. Hvorfor må den forklaring Cage selv bruger ikke være den rigtige?
Rigtigt er det selvfølgelig at avantgardemusikken, og måske avantgarden i almindelighed, tillader sig at være optaget af andet end publikum, hvad et citat i ovenlinkede Cage-artikel kalder "musik uden socialt engagement", og hvis det bare er det der er anstødsstenen, jamen så, bevares. Selv krummer jeg tæer over alt for behagesyg kultur. Problemet ved at være så nærig med anerkendelsen (den kulturelle ækvivalent af massemediernes evindelige "handler det om os? hvad synes du om os?" spørgsmål til alle og enhver) er at man kun skaber en sykofantisk reproduktionskultur på den måde, ikke dynamiske nybrud; og hvordan man end vender og drejer det, så har alt den kultur vi nyder idag, hvor konventionel den end virker, skurret i øret engang i fortiden.
(vi får se om jeg når op til konferencens 15 inden den slutter)
Mens de taler, så må man jo dykke lidt ned i materialet. Der er flere spørgsmål at undersøge.
Vil det virke at gøre noget? Her er Paul Krugman om hvorvidt de markedsmidler man har er istand til at fungere overhovedet. Indsatsen mod syreregn tilbage i 80erne brugte de samme midler, og det endte faktisk med at virke. Det vi har at satse på i den forbindelse er, at det kræver højtudviklede og meget regulerede industrisamfundt at bruge energien også - det vil sige, de regulatoriske mekanismer, der skal være på plads for at styre de klimaøkonomiske virkemidler, er på plads der hvor CO2en primært produceres.
Det der arbejder imod er at opvarmningen er en langt mere sammensat effekt end syreregnen. Alt fra sod på polernes iskapper, til kosmisk stråling og vulkanudbrud, fra sammensætningen af husdyrenes foder til farven af vejbelægningen, spiller ind. Der er så mange effekter, alle belagt med usikkerhed, at nettoeffekten stort set er uforudsigelig, hvad modellerne da også viser.
Er omkostningerne ved indsatsen uspiselige? Jeg kan ikke huske at have læst hos Lomborg nogle studier af den økonomiske effekt af f.eks. indsatsen mod syreregn, eller udfasningen af CFCer. Det er i virkeligheden det vi har brug for, en virkelighedsbaseret vurdering af hvad et kvotesystem gør. Har svovlkvoter f.eks. bare flyttet industrien væk fra vesten? Altså reddet det nordamerikanske og europæiske skove ved at ødelægge nogle andre? Gik industrierne under pga kvoterne. Jeg vil lede efter nogle papers om det.
Tager IPCC i tilstrækkelig grad stilling til konkurrerende teorier om det globale klima? Det svageste ved hele klimadebatten er at den består af politik, baseret på samfundsøkonomiske betragtninger, der henter deres sagsbaggrund i naturvidenskaberne. Rationalitetskrav, sandhedskrav og motivationer er vidt forskellige i de tre verdener. Politisk ræson har desværre ikke plads til naturvidenskabelig ræson. Naturvidenskabsmanden sandsynliggør, men han ved godt at han kun spiller på oddsene.
Det har den politiske logik ikke helt nerver til - og det er der vanskelighederne opstår. Det er helt givet usundt for videnskaben, at klimapolitikken har brug for at der ikke er nogen tvivl.
Men hvad så? Ja jeg er da helt bestemt selv i tvivl. Nogle lægger et absurd Pascalsk væddemål henover debatten, ud fra den idé at JORDEN GÅR UNDER hvis ikke vi gør noget, så en hvilken som helst pris for at undgå undergangen er fin nok. Det gør jorden ikke. Naturen heller ikke. De der har et klimaproblem er os, kun os, og ikke andre end os. Og om vi kan lide det eller ej, så dør mennesker også i dag i milliontal af problemer vi kunne gøre noget ved.
Undergangsretorikken er skinger, simpelthen. Til gengæld, så dukker alle omkostningerne ved en CO2-baseret klimapolitik jo ikke op i år. Hvis yderligere 10 års forskning viser at menneskeskabt CO2 alligevel ikke kan tilskrives så store virkninger som vi troede, så kan CO2-politikken jo rulles tilbage.
Og derfor bliver de ved med ikke at komme herud, det er virkelig for dårligt. Nå, men så kan vi da snakke lidt om klimaet imens.
Måske bliver verden varmere, godt nok ikke i de sidste 10 år, til trods for de ulykker vi ser billeder af rundt om på kloden, og måske er det menneskeskabt CO2 der skaber forandringerne. FNs klimapanel har meget lidt at gøre med den måde videnskab normalt fungerer på. Viden er ikke demokratisk, tværtimod, den er det stik modsatte, arrogant endda. Som Einstein engang sagde, vistnok, da han blev konfronteret med en liste på 100 fysikere, der mente relativitetsteorien var nonsens: "En havde været nok", hvis altså han havde haft noget at have sine indvendinger i.
Den offentlige samtale om klimavidenskaben er helt igennem defekt. Der er blot en samling af anekdoter og appel til autoritet; altid en advarselslampe.
Andre advarselslamper er at klimakampagnen passer for godt med målsætninger, der eksisterede længe før klimapolitikken kunne bære dem ("teknologi og vesten er ond, de fattige i d. 3. verden er gode").
MEN, det er jo også bare mistanker, og måske har de ret klimapanelet. Hvis bare de ikke tager fuldstændig fejl, så kan det jo være at CO2 reduktion hjælper, også hvis det skulle vise sig at man ikke kan tilskrive menneskeligt produceret CO2 hele udviklingen.
Der hvor problemet for alver bliver alvorligt er i tanken om at kontrollen vil virke; at verdensfællesskabet virkelig kan terraforme sig til et temperatur- orkan- og nedbørsniveau vi er glade for. Det er vildt usandsynligt. Der er for mange ting, der bliver bedre ved lige at brænde lidt olie eller kul af og lave mere energi.
Og er det i det hele taget fornuftigt at forestille sig at vi kan regulere verdensklimaet? At have den idé at hvis verden forandrer sig så er vi på den. Var det ikke smartere at gøre vores kulturer bedre, så vi bedre kan tåle forandringerne; at investere pengene der. Måske kunne de investeringer endda hjælpe på nogle af de andre problemer verden står overfor; mangel på rent vand, ørkenspredning osv.
Jeg håber virkelig at teksten på COP15 kommer til at handle mest om det progressive og mindst om at sætte ting i stå.