Det er ikke rigtigt i virkeligheden, men der findes et perspektiv på "det gode", hvor det gode i det gode ikke er de gode konsekvenser, men ofret. Det gode er en straf man finder sig i, fordi man er et godt menneske. Man ser det ofte i projekter der eksplicit mener at gøre det gode. Man ser det ofte i design. En vandspareanordning, der fortæller dig hvornår dit brusebad har varet for længe (istedet for en anordning der genbruger badevandet f.eks., eller noget andet der løser problemet på en anden måde). Personligt opfatter jeg også planlægning og personlige produktivitetsystemer som GTD som eksempler i genren, selv om jeg ved at de - ligesom gulv-, op- og tøjvask - har reelle nyttige effekter.
Tankegangen har mængder af fucked op konsekvenser. Fattigdom bliver moralsk i sig selv - og er man ufattig skal man altså straffes for at komme moralsk ajour. Hvorimod krav om almindelig gensidig ansvarlighed til den allerede udfordrede selvfølgelig bliver fuldstændig urimelige.
Det meningsløse CO2-tælleri har meget af tanken indbygget.

Hvad angår personlig produktivitet, så har jeg tænkt mig at gøre noget ved det via et passivt pointsystem som muligvis vil blive demoet på en snarlig demodag.

Placebos are more efficient now than ever. Is this our belief taking over for rational thinking? Are we more tuned to simply believing in medicine - hence the increase in placebo efficiency.
This could be an interesting side story to other examples of a return to a more medieval or even pre-christian world without monotheism, where various stories assume a status of beliefs, becoming narratives outside our control.
I've written about hypercomplexity as a return to greek mythology before. No controlling narrative, no supreme being keeping the stories in check, but rather a fight of ideas, constantly overlapping the same territory, with competing claims.

Torben Lund forlader socialdemokratiet "på grund af højredrejningen". Da jeg læste det, tænkte jeg at det var en lidt besynderlig begrundelse, for hvis socialdemokratiet for tiden gør noget, så er det da at dreje til venstre - med rigmandskat, skyggeregering med SF og absurde velfærdsløfte om et liv uden konkurrence. Men det er selvfølgelig rets- og indvandrerpolitikken Lund sigter til.
Socialdemokratiet er helt skizofrent. På den ene side en venstredrejet social profil, på den anden side ret og tvang.
Det er den naturlige konsekvens af den, i ordets egentligste forstand, værdiløse ledelse. Sass+Thorning mener ikke rigtig noget, så skiller man politikområderne ud og rykker sig for hvert område hen hvor der virker som om der er en ledig position. Til gengæld vrider man kroppen helt fra hinanden i forsøget på at favne fra den ene yderlighed til den anden.
Findes der et menneske, der faktisk sådan dybt inde i sjælen, føler at det identitetsmæssigt bliver dækket af den her meningsløse politikbuket? Findes der nogen der sådan helt ind i sjælen synes at hele den pakke er en god idë? Jeg gør ihvertfald ikke.

Hvad er det, der kendetegner kulturen i en bestemt epoke? Det, der adskiller den fra det der kom før. Kulturen til tiden er til enhver tid blevet lavet af progressive, i ordet egentligste forstand: Af de, der laver tingene om. Derfor er en rent konservativ kulturpolitik, ren fastholdelse og bevaring - uden støtte til en avantgarde - stendødt. Det er sådan de oceaner af svulmende legemer og forgyldte landskaber, der virker så intetsigende og bedagede i 1800-tals samlinger af akademimalere er opstået. "Vi skal have en ligesom den der".

Vore dages fejrede klassikere har alle været revolutioner på et tidspunkt.

Den modsatte side af medaljen er selvfølgelig at en forandring uden udgangspunkt flagrer håbløst rundt og ikke rigtig er noget som helst. Kulturarven og samtiden skal begge dele med. "Man skal vide hvad det er man skal overgå" - som Hemingway sagde engang.

Det problem Velfærdskommissionen har arbejdet på at løse har stået klart for økonomerne i 15-20 år, og været centralt i den langsigtede økonomiske politik lige så længe. Aldersfordelingenen om 10 år hænger ikke økonomisk sammen, sådan som samfundet er skruet sammen nu. Da jeg i sin tid var studentermedhjælp på institut for nationaløkonomi var der stadig tid til at forestille sig at man kunne nå at omstrukturere fra et velfærdssamfund til et forsikringssamfund*, og der kunne vi sagtens ende alligevel - men vi er der ikke i 2020, ihvertfald ikke pga. en veludført plan. Regeringen Nyrup planlagde efter det, og regeringen Fogh også - men uden selvfølgelig helt at ville indrømme det. Der blev sparet op, for evt at kunne spare ned igen i 2020, men forsøgene på centralt at ændre i forventningerne til velfærden er strandet hver gang; hvorfor alle er holdt op med at prøve på den slags. Det er ligesom diskussionen om "de fremmede". Man kan kun tabe - eller markere sig som nicheparti - ved at være på den modsatte side af "nej til forandringer". Det har været kronede dage for antiforandringsparti nr 1, Dansk Folkeparti.

Men forandringer kommer der, og nu bliver det spændende hvilken forandring det så bliver. Der er kun to mulige løsninger: Man kan enten løse det finansielle problem eller det demografiske problem. At løse det finansielle problem kan ikke rigtig lade sig gøre uden at sænke servicen a la hvad Velfærdskommissionen foreslår. Regnskabet bliver for surt i de fremtidige generationers disfavør hvis man bare hæver skatten. Alternativet er at løse det demografiske problem med aldringen - altså at åbne sluserne for en større tilvandring af unge til arbejdsstyrken. Ligemeget hvad: En DF mærkesag går på gulvet. Enten den med serviceniveauet eller den med de fremmede.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig hvem de andre tabere bliver, for der vil være flere. Og om vi allesammen taber lidt imens, fordi partierne kæmper for deres magt mens forandringerne sker.

* I velfærdsmodellen - den vi har nu - betaler de, der arbejder nu, for de der har brug for service nu. I forsikringsmodellen sparer man selv op til den service man har brug for senere.

Claes Kastholm, der af nogle opfattes som intellektuel, har haft brug for i en flad kronik at hylde nogle "folkeelskede" forfattere, primært for at kunne sige at eliten nu "foragter folket", og pydaføj det må man ikke.
For det første er det noget vrøvl, og har været det i hundrede år, at der skulle være en dominerende kultur, der har haft det som sin specifikke hensigt at kaste nogen af, men vinde anseelsen alligevel. Hvis man skal sige noget om den kultur, der kaldes folkefjendsk, så er det snarere at den nægter at være spidsborgerlig, men vil noget bredere. Den skriver om almindeligheder i stedet for det forgyldte, den designer hverdagsting og ikke kongeligt porcelæn. Det nye bliver så et sammenstød mellem tingenes almindelighed, og tidligere anonyme, naturligt opståede kulturhistorie og de intellektuelle der griber fat i almindelighederne og disse intellektuelles (helt igennem borgerlige) forventning om anseelse og anerkendelse om signatur på hverdagstingene.
Pludselig ved vi hvem der har lavet det tilsyneladende anonyme; og provokationen er åbenbart at man signerer noget der kunne have været anonymt.
Forsåvidt som motivverdenen var byen og kroppen - selv for avantgardister som Broby-Johansen m. Blod eller Wilhelm Freddie m. Sexparalyseappeal, så har selv avantgarden fat i materiale som alle og enhver kan forstå - uanset at man er uvant med at se det hevet frem som kunstobjekt. Det er ikke svært at forstå; udover ved det at det bliver talt om og signeret.

Forbrydelsen i 60erne var åbenbart at modernisterne lavede revy og TV og blandede sig i alt muligt uden for et traditionelt finkulturelt revir, eller uden spidsborgelige meninger om hvad det er opbyggeligt at skrive om. Seeberg skriver om at grave huller og om ikke at have råd til en dåse makrel, fordi man er gået i stå som forfatter. Hvad er det vanskelige eller folkehadende ved det?

Værst bliver det dog når vi kommer til værdidommen om hvorvidt kunsteren på den måde kommentatoren synes betjener folket ordentligt. Hvorfor i alverden bliver det kunstnerens opgave, hvis nu man ellers mener at samfundet slår folk for meget oven i hovedet i forvejen, må man spørge? Men bag ved det så er det også umuligt at blive fri for et 70-er deja vu. Den helt igennem ufolkelige Kastholms kritik af de ufolkelige kunstnere ligner en spejling af de helt igennem ufolkelige kommisærtyper i 70erne og deres kritik af borgerlig kunst, der simpelthen ikke var proletarisk nok. Forskellen er ens: Hverken Kastholm eller den radikaliserede venstrefløj havde selv nogen rod i noget som helst folkeligt. Det er det ondeste hykleri at bilde andre ind man taler på vegne af noget genuint folkeligt; og ligesom balletten og operaen og kirken og James Bond og James Brown og John Mogensen og Birthe Wilke havde et publikum i 70erne, så har det 20-århundredes "ufolkelige" dyrkelse af det industrielle samfund og det almindelige et publikum i dag, med det hvide gennemsnitsmodernistiske moderne samtalekøkken og med Den Kroniske Uskyld som standardvare i danskpensummet.

Jeg var en tur i Schweiz for at vandre. Formen holdt nogenlunde til opgaven.

Vi mødte Manden Med Den Gule Hat.

Der var truende skyer, men meget lidt regn.

Dramatiske vandfald.

Smukke søer.

Og haglramte får.

Alt i alt en skøn tur. Jungfrauregionen kan anbefales for full on bjergdrama; men ikke for den økonomiske pengepung. Det er dyrt at være i Schweiz. Fuld alpepower i albummet. Bjergvandring er og bliver min yndlingsmotion. Det er smukt. Luften er frisk. Man kan holde til at gøre det i mange timer. Og man glemmer helt at det er motion, og ikke bare turisme. Ikke at man ikke går rundt med en solidt opkørt puls i mange timer, det gør man, men der er jo så smukt.

Ved de olympiske lege var Bolt langsommere ude af startblokken, og coastede i mål - uden medvind. De 9.58 i går var tæt på den tilladte vindgrænse og med en perfekt start og uden coasting - altså Bolt i knap så god form, men med bedre konkurrence og eksterne vilkår. Spørgsmålet er om Bolt nogensinde vil opleve konkurrence i kampen for at leve op til løftet om de 9.4; eller om det bliver med tre-fire meter til næste konkurrent.