Jeg brugte meget denne her single på mixbånd tilbage i 90erne

Perfekt loungestil, med lidt skarpere kant og højere elegance end hvad den bølge ellers havde med, og ikke helt spillet ned i radioen - jeg fandt den på en Bungalow Records kompilation, som også har den utrolige Howard Devoto hyldestsang The Most Important Man Alive med Momus.

Men jeg vidste ikke dengang at hooket i Czerkinskys single var et France Gall sample. Fra et nummer med den for en dansker fantastiske titel "Christiansen". Som dog handler om en sød og lækker nordmand på ferie i Sydfrankrig.
Da jeg så fandt ud af det, gik der stadig lidt tid, før jeg fandt denne her video, hvor France Gall synger den i studiet i 1967, komplet med vietnambørn som klædelig op-art ved siden af de andre mærkevarer og ikoner. Man skal lige et par minutter ind før hun når til sang nr 2, som er Christiansen.

En af dem har endda noget at gøre med svineinfluenza.

Sidste år offentliggjorde DARPA, det er dem det fundede den forskning, der gav os internettet, en liste med 23 videnskabelige (ok, matematiske) udfordringer til fremtiden. De kommer i et kedeligt Word-dokument, der for 27/29-deles vedkommende bare er kedeligt formalia om hvordan man søger penge, hvis man har et projekt der passer ind i programmet. Men programmet i sig selv, er lige så godt som en hvilkensomhelst anden liste jeg har set af store videnskabelige udfordringer. Jeg udelader lige de kedelige rent matematiske af dem, men kan ved siden af sådan nogen nævne

• Lav en matematisk model for hjernen. Ikke bare en simulation, der ligner, men en matematisk velfunderet, prediktiv model


• En netværkstteori der kan følge med de enorme skalaer vi kender fra e.g. internettet


• En effektiv informationsteori for evolution af virus


• Gen-geometri (altså fornuftig matematik om forskellighed i genmassen)


• Forenede fundamentale lovmæssigheder for biologiske systemer


• Kvantecomputere


• Matematik for massiv skala og massivt antal dimensioner

Altså alt i alt, bedre matematik til tilfældighed og analyse af meget komplekse forhold - med særlig plads til faktisk at lave noget ordentlig matematik til biologi.
Matematik er udviklet som fysikkens stedsøster, og måske giver det mening at skifte søsterfag i det 21. århundrede.
Der er et dejligt schwung over listen. En optimisme, på videnskabens vegne, man godt kan savne i den kedsommelige danske hverdags krav om anvendelighed af viden.
Fraværende fra listen: Klimaet. Men det skønner man sikkert i denne sammenhæng at have en rimelig beskrivelse for allerede.

Bonus "nye værktøj til biovidenskaberne": Paul Allens hi-tech hjerneatlas

Til trods for at HK og Arbejderbevægelsens Erhversråd prøver at få det til at se sådan ud, så er offentligt transport i Danmark ikke en guldgrube for staten. Det ser kun sådan ud, fordi staten prøver at få det til at se sådan ud.
En meget stor del af DSBs indtægter er direkte offentligt tilskud for at levere ydelsen offentlig transport, og altså ikke billetindtægter. Og så må man ikke glemme at udgiftscenteret Banestyrelsen blev pilled ud af DSB for at holde det offentlige tilskud til anlæg ude fra det offentlige tilskud til selve driften.
I 2008 var støtten - forklædt med titlen "trafikkontrakter" i årsrapporten - ca 4 gange så stor som overskuddet og uden offentlig støtte havde vi altså haft dobbelt så høje priser, eller et bragende underskud.
Øvelsen med at erklære overskud, selv om nettobetalingen mellem stat og DSB er i DSBs favør, handler lige præcis om at få DSB til at ligne en effektiv og dygtig samfundsstøtte, og så naturligvis at give plads til optimering f.eks. via konkurrence med Arriva, selv om der er støttekroner i.

Jeg går helt ind for offentlig transport, med offentlige tilskud. Langt hellere mere af det og mindre efterløn f.eks. Men det er ren forplumring at tale om at der er overskud på den forretning.

SF har fået den fuldstændig vanvittige idé her i 2009 at foreslå ØD igen. Økonomisk Demokrati, hvor virksomhedernes ansatte bestemmer over (dele af) overskuddet, er taget lige ud af den dybrøde sangbog om hvordan nogle af borgerne er kapitalistsvin, mens nogle andre ikke er. Sangen lægger op til den implicitte påstand at de rige svin er et marginalt problem vi har og at de snylter på de mange.
Udover at man kan mene, politisk, at de rige svin er frie mennesker, der selv skal have lov til at bestemme over deres penge, ligesom arbejderne, og mene, økonomisk, at det ville være en national katastrofe at afskaffe almindelige menneskers ambition om en dag at kunne kalde sig rige svin, så er der også det demokratiske problem med forslaget at rigtig mange af de ansatte, hvis de gerne vil se et rigt svin bare skal kigge sig selv i spejlet.

Ansatte medejer deres arbejdspladser som aldrig før, enten direkte, via medarbejderaktier (jeg har aldrig arbejdet et sted hvor jeg ikke, via min ansættelse, blev medejer af virksomheden, hvor medarbejderne udgjorde en betydelig del af ejermassen) eller via den enorme opsparing i pensionskasserne.
For nogen år siden kunne man i forbindelse med en overenskomstforhandling høre en fagforeningsmad fra det daværende SiD, idag 3F, kombinere klassisk arbejderretorik og ordet "kapitalpension" uden at grine. Når arbejdskampen handler om kapitalpensioner, så er der kun rige svin tilbage.

En forlængst optaget video fra mit besøg hos min bror og hans familie i Bamako, Mali omkring jul/nytår. Det er min bror man kan høre fortælle om trafikken i Bamako mens vi kører. Jeg synes selv det superspraglede virvar har stor charme og er meget fremmedartet.

I would like to take this moment to cross link the frequent "Your employer checks your online life on Facebook/Twitter etc." media scares with the gross Domino's employee video.
The point of the scare stories always seems to lie in the perceived asymmetry between the employed individual and the BigCo Facebook-checkers. The asymmetry, according to the typical story, makes keeping up with people 'unfair' and presumably the mass of the corporation makes the check easier to do. It's not just somebody you're about to have a conversation with trying to get a feel for who you are, but BigCo surveillance (we all know that stuff is relentless and 24/7 and impossible to sleep during).
On the other hand the Domino's story tells us that the corporations simply have to. The asymmetry cuts both ways; two random employees can have the same media impact as all of the organization of BigCo combined.
So in fact the asymmetry isn't there at all, except in cost. It's really expensive for BigCo to maintain any kind of assurance that the conversation about BigCo stays civil. In terms of impact, independents have the upper hand.

I lørdags tog jeg mig endelig sammen til, med en kammerat, at gøre noget jeg længe har tænkt på at gøre, nemlig at finde starten af Mølleåen og så gå hele vejen langs åen ud til kysten. Mølleåen er hjertet i mit tog- og fodkort for hovedstadsområdet, så det var virkelig på høje tid jeg fik undersøgt resten af den - selv om begyndelsen altså ikke er ordentligt togforbundet.

Der var (naturligvis, siger man næsten) også glimrende sti langs åen helt ude ved dens begyndelse som ikke meget mere end en grøft der løber ud fra Bastrup Sø, og ådalen er helt derude fantastisk pæn. Eng og siv, mere åbent end længere nede ad åen, hvor skov dominerer.
Men dejligt er der faktisk hele vejen, og det er ret utroligt at det er lykkedes at holde sådan en oase åben henover tæt befolkede byområder nord for byen. Hurra for det.

Ikke i "demokratisk problem" eller som noget med transparens, men simpelthen det forhold at de samtaler, der foregår internt ikke bliver vasket i den store offentlige informationsmølle.

Jeg snakkede for ikke så lang tid siden med en bekendt, der var godt og grundigt træt af den lokale sharepoint løsning i den organisation hun nu var i. Navnlig var hun ærgelig over at søgning var så dårligt. Indholdet til intranettet blev sådan set lavet, men det nyttede bare ikke noget fordi folk ikke kan finde det bagefter.

Problemet er selvfølgelig at intranettet kun har sig selv at basere søgningen på. Der er ingen adfærdsbaseret fremhævning a la Google's rige linkstruktur, Amazons købsanbefalinger eller Digg/Reddit/osv.'s link-communities.
Problemet i en organisation er, at den har en lille population, og det dræber den kilde til viden. Hvis altså organisationen er lukket om sig selv.
Tit og ofte vil en organisation simpelthen være dårligt tjent med at dens arbejde foregår i ly af organisationens yderskal. Problemet i en organisation er, at den har en lille population, og det dræber den kilde til viden. Hvis altså organisationen er lukket om sig selv.
Det gælder også udvikling. Clayton Christensens berømte innovationsdilemma handler om produktudvalg og salg og fokus der, men det kunne lige så godt handle om supply-side problemstillinger. Når en organisation som Google har valgt teknologi (Python på App Engine) og insisterer på at alt skal køres ind i den verden, så giver det mening som stordrift - men Google har så også fravalgt at lære noget af andre organisationer, eller offentligheden.

When we built Imity - bluetooth autodetecting social network for your cell phone - we did - of course - get the occasional "big brother"-y comment about how we were building the surveillance society. We were always very careful to not frame the application as being about that, careful with the language, hoping to foster a culture that didn't approach the service on those terms. We never got the traction to see whether our cultural setup was sufficient to keep the use on the terms we wanted, but it was still important to have the right cultural idea about what the technology was for, to curb the most paranoid thinking about potentials.
It's simply not a reasonable thing to ask of new technology, that it should be harm-proof. Nothing worthwhile is. Cars aren't. Knives aren't. Why would high-tech ever be. And just where in the narrative of some future disaster does the backtracking to find the harm end? Computers and the internet are routinely blamed for all kinds of wrongdoing, whereas the clothing, roads, vehicles and other pre-digital artifacts surrounding something bad routinely are not.
What matters is the culture of use around the technology, whether there is a culture of reasonable use or just a culture of unreasonable use. And you simply cannot infer the culture from the technology. Culture does not grow from the technology. It just does not work that way.

I think a lot of the internet disbelief wrt. to The Pirate Bay verdicts comes from basically missing this point. "But then Google is infringing as well" floats around. But the important thing here is that Pirate Bay is largely a culture of sharing illegally copied content whereas Google is largely a culture of finding information.
I think it's important to keep culture in mind - because that in turn sets technology free to grow. We can't blame technology for any potential future harm; we'll just have to not do harm with it in the future - but the flip side of course is that responsibility remains with us.

I haven't read the verdict, but the post verdict press conference focused squarely on organization, behaviour and economics of what actual crossed the Pirate Bay search engine, which seems sound.

- that being said, copyright owners are still squandering the digital opportunity by not coming up with new ways of distribution better suited for the digital world, but the internet response wrt. The Pirate Bay that they just couldn't be quilty, for technological reasons, does not really seem solid to me, if we are to reason in a healthy manner about technology and society at all.

Hørt i S-toget

Fyr 1: Fuck, hun er blevet fuldstændig sindsyg, mand
Fyr 2: Hvorfor?
Fyr 1: Siden hun troede at jeg havde kneppet hende der... Hun ka ikke lide at drikke og jeg sagde jeg ville drikke så siger hun 'jeg vil også drikke' og jeg siger jeg skal på Langeland så siger hun 'Jeg vil også på langeland'
Fyr 2: Sindsygt
Fyr 2: Langeland mand, jeg skal pule hver dag, jeg er fuldstændigt ligeglad mand
Fyr 1: Men hun har ikke nogen penge, så...
Fyr 2: X skal på langeland, Y skal på langeland. Alles damer skal bare på langeland
Fyr 1: Sindsygt
Fyr 2: Jeg er fuldstændig ligeglad, jeg skal kneppe så meget
Fyr 1: Det ka godt være det ser nemt ud men...
Fyr 2: Jeg er fuldstændig ligeglad
Fyr 1: Man skal være en stodder, så. En stodder uden standard.
Fyr 2: Når jeg er stiv så er jeg en stodder uden standard, mand

Like the dinosaurs, the amazing non-mammal life that ruled the earth in pre-extinction times the old music of the western tradition - and it remains - has an enormous variation in sound, personnel, structure, instruments. It came in all shapes and sizes from 16 hour opera to 1 minute Webern minimalia.
Modern music is 25% rodents - 4 piece rockbands doing 3 minute songs. But it's efficient and can survive nuclear wars. And it's as smart as the old music.

Holdt øje med bøgetræerne i Lindet Skov, læste Programming in Scala (dejligt sprog, men skal lige overbevises om at de hadværdige Javalibs kan overleves når de er inden i Scala), Rejse til Nattens Ende og The Black Swan, gik en 60-80 kilometer i solbeskinnet skov og hedeland, indspillede flere demoer til kaos-EP-projektet, fik rettet op på en mangel i min Hitchcock-sening, med Family Plot, hans sidste film (ikke særlig Hitchcocksk, men udemærket), undrede mig over et meget langt efternavn på en DR-medarbejder i rulleteksterne (sårn lidt a la Apu fra Simpsons') og sidst men ikke mindst så fik jeg ideen til den næste store DR dramasatsning:
En kæmpe dramaserie om Erik Balling og hans kæmpe dramaserier.

Vil prøve at genoptage en-post-om-dagen fra lageret.

The What You Want-Web got a number of power boosts this week.

• iTunes, the online music hegemony, is now fully DRM-free. Differentiated pricing so far means mostly a price bump to $1.29 (says reports), but have you seen App Store prices lately? iTunes is now thoroughly lock-in free.
• Spotify, the most disruptive challenge to the above hegemony, launched an API, the only plausible response to the open source despotify library that surfaced a little while ago. It is Linux only so far, but that has to be a temporary condition. Spotify still has DRM and probably needs a different level of bargaining power to make the argument that it does not matter anymore.
• Google App Engine announced Java support, and not just Java, but full JVM support. This essentially announces Javascript, Groovy, Scala support as well (one would expect Lift soon), and - as important as more languages - better DB interop. Specific tools for importing and exporting data from the App Engine.

The What-You-Want Web is my just-coined phrase for the lock-in free, non-value-bundled, disintermediated, higly competitive computation, api, and experience fabric one could hope the web is evolving towards. Twitter already lives there, nice to see some more people join.
The important thing about all of these announcements is that they forgo a number of options for making money off free/cheap: Lowering the friction towards zero means the services have to succeed on their own merits. If they fail to offer what I need or want, I can just leave. I don't have to buy into the platform promise of any of these tools, I can just get the stuff that has value to me.

I think in 5 years we will remember Twitter largely as the first radically open company on the web. Considering the high availability search and good APIs, there literally is no aspect of your life on Twitter that you can't take with you.

P.S. (Also, three cheers for Polarrose, launching flickr/facebook-face recognition today. A company adding decisive value with unique technology, born to take advantage of the WYW-Web.)

Pretty good overview of what's wrong with URL shorteners. They destroy the link space, adds brittle infrastructure run by who knows who. We already know that the real value proposition is traffic measurement - i.e. selling your privacy short.
The problem of course is the obvious utility of shorteners.

This is all new stuff, the current state of the art is not how it is going to end.

Vist er det flot at Fogh fik jobbet, men hvis vi skal være helt ærlige, så betyder det mere for Fogh end for Danmark. Det giver turbo-ekspederingen omkring Roj TV en dårlig smag at man skal høre Fogh tale om hvad vi vil gøre ved TV-stationen af ikke rigtig nogen andre grunde end at Fogh vil have et nyt job. Jeg synes det er fuldstændig upassende at Fogh udtaler sig på nationens vegne om noget som helst, efter han har meddelt sin afgang.
Sagen løber jo sikkert ud i sandet, men ellers må man sige at Fogh dumpede i eftermælekonstruktion på det punkt.
Foghs afgang efterlader også det besynderlige nye indtryk at 'Statsminister' kan være et job man simpelthen ikke vil have. Der er et stort statustab i det, synes jeg.
Det statustab må de, der stadig gerne vil have jobbet, så til at vænne sig til.
Jeg noterer mig iøvrigt også at de 3 partiledere, der for tiden med rimelighed kunne tro at de på et tidspunkt ku få jobbet, alle er for unge til at have levet de politiske 70ere med. Jeg mistænker at det kommer til fremover at gøre en afgørende forskel. I 70erne var det politiskes status - på godt og ondt - ikke til diskussion. Alt var politisk. Muhammad Ali var politiker i bokseringen i Zaire. Siden er den status langt hen ad vejen forduftet.
Det har været vældig sundt for alt det andet, men for politik har det ikke været godt, for det politiske liv har simpelthen ikke omstillet sig endnu.
Jeg kan ikke tro andet end at politik vil skifte karakter når kombatanterne ikke har levet med i den totale politik selv.

I går var jeg i Århus, primært for at se Enter Action på Aros, men også for at hilse på bekendte og besøge NEXT expoen*.
Enter Action er afgjort et besøg værd, endda en rejse værd. Udstillingen er godt nok lidt ujævn, efter min mening, og bærer stadigvæk vidnesbyrd om hvor svært teknologi som materiale er, det kniber stadig en smule med at komme forbi materialet til et udtryk, selv i sådan et creme de la creme setup som her. Nu er teknologi jo i mellemtiden blevet så almindeligt omkring os, så det fint går ind som selve materien i udstillingen også, og det hjælper bestemt lidt på det. Flere af værkerne gør en dyd ud af den synlige teknik.

I enestående grad bedst på udstillingen er Listening Post (video af værket her), der med lyd, mørke og en monumental opsætning af digital tekst hentet fra nettet, sagtens kunne bruges til en hel dags besøg.
Måske har det lidt med hele det her med at rejse efter kunsten også at gøre. Listening Post, i modsætning til de fleste andre værker på udstillingen, har et kultisk monumentalt præg, der fungerer godt som mål for rejsen. Cærket er naturligvis allerede gennempræmieret.
Noget, der så ud som om det kunne være fantastisk, de robotiserede rullestole, fungerede ikke rigtig mens jeg var hos dem, til gengæld var jeg glad for at en virkelig energisk teenager med god balance, gav en flot demo af det utrolige visuelle løbebånd. Jeg havde ikke selv holdt i 30 sekunder.
Mest irriterende på udstillingen: Et kedeligt rum med net-art i browsere. Blah. Aros skal naturligvis linke til det på hjemmesiden, men det er altså ikke noget der funker på stedet. (og dog, jeg må ikke glemme at der er et so last year Second Life rum også).
Mest overraskende på udstillingen: Mit hjerte slår, hvis Pulse Room står til troende, i valsetakt.

Bonus Aros-anbefaling: Gå ikke glip af Lars Arrhenius' skeletvideo et par etager højere oppe. Der er en Tim Burtonsk grum humor over den skeletale hverdag i Stockholm.

NEXT udstillingen var udemærket, men ikke en tur værd i sig selv. Ikke helt så cutting edge som tidligere, men betydeligt mere bred - materialevidenskab og andre ingeniøragtige indslag var også med. Det var dejligt at se The Orb, Wiremap og Cellphone Disco i virkeligheden, men som den sætning også antyder, så er det ikke let at være NEXT i blog-monokulturen. Mange af de objekter, udstillingen kan finde frem, har vi alle set på nettet.
Og så lige en pet peeve: Hvorfor står der en Z-machine printer på udstillingen hvert år, når den ikke kører og printer udstillingsgæsternes egne 3D-kreationer?
Og hvorfor var der ikke nogen Siftables?

* Konference skuffede mig totalt med sin mangel på servietorigami til lunchcam'et, men ellers var Matt Webbs indlæg (og det med naturen) som jeg så på videostrøm, virkelig godt - sorry Nikolaj, men jeg nåede ikke at se din preso.

Kunstig Intelligens er som regel noget med elegante søgealgoritmer. Man har en masse data, og vil gerne vide noget om dem, og så bruger man en af en række af elegante søgealgoritmer; der er forskellige snit - brute force, optimale gæt, tilfældige gæt. Inde i kernen af sådan en algoritme ligger der en test, der viser om man har fundet det man ledte efter.
Det er jo enkelt nok at forstå, når man ikke bare kigger på det magiske resultat. Mere punket bliver det, når testen der er kernen i algoritmen, udføres af en laboratorierobot. Altså af en rigtig fysiske maskine, der arbejder med rigtig fysiske biologiske systemer i laboratoriet.

Sådanne maskiner findes faktisk, ihvertfald en af dem. Og den har lige haft et gennembrud og isoleret et sæt gener, der kodede for et enzym, man ikke kendte den genetiske kilde til.

Wiredartiklen har mange flere detaljer, hvad der gør det ekstra trist at vide at Wired Online lige er blevet skåret drastisk ned af en sparekniv.

Sådan må den spontane reaktion være på bogbranchens bekymring om Googles amerikanske bogforlig.
Forlagene slår ihvertfald ikke Google ud ved at lade guldet ligge under jorden.

Jeg sidder og læser transcriptet af idésessionen til Raiders of The Lost Ark. Steven Spielberg og George Lucas briefer Lawrence Kasdan om historie og personer, som Lucas i forvejen har udarbejdet sammen med Philip Kaufman.

Det slående ved at læse historien er, at ingen af deltagerne interesserer sig det mindste for andet end maximal spænding og underholdning på en realistisk måde. Der er ikke så meget opmærksomhed på andet end at det skal blive en fantastisk oplevelse. Og billedet af underholdning er helt igennem bygget på hvordan man så selv modtager historien. Der er meget få indre mål, meget lidt obstruktion hvad angår hvordan det skal gennemføres. Det handler kun om at få underholdningen til at lykkes.
De problemer der er til diskussion er bare "Kan man forstå det?" "Bliver det kedeligt?".

For ikke så lang tid siden snakkede jeg med et par dygtige konsulenter (Kim og Ebbe herfra) om deres tidligere arbejde i spilindustrien. Vi snakkede om optimering, og hvordan de af og til havde ting, der skulle laves som tog nogle millisekunder - men stadig alt for lang tid. Spillet skal jo holde en høj framerate, for at oplevelsen er der, og så er millisekunder pludselig dyre.

- Der er noget sundt ved at have oplevelsen som sin eneste succes. Det eliminerer en masse undskyldninger om hvad man skal bede folk om for at nå sine egne mål, eller deres mål. "Nyttigt" eller "vigtigt" giver stadig plads til masser af kompromiser i oplevelsen. Når oplevelsen er det hele, så er der ikke andet end brugerens fornøjelse med det man har lavet. Det er sundt på to måder: Dels eliminerer det dårlige undskyldninger. Dels så kommer man helt udover kanten. Fra bare "nyttigt" til "fornøjelse" er der et langt og vigtigt skridt.

Et midlertidigt og ufærdigt katalog over måder folk får mening ud af nonsens (som er den naturlige konsekvens af 'gratis og åben adgang')

• Læg det sammen Vrøvlet er ikke ligeså ensrettet som fornuften, det meste af tiden, så det summer ikke op på samme måde. Noget vrøvl akkumulerer: Prøv at finde en 911 video på Youtube, der ikke tror WTC-angrebet var en amerikansk konspiration for at se hvad jeg mener
• Flyt prisen væk fra nulAmazons "folk, der også købte" anbefalinger er så gode, fordi de ikke var gratis. En pris væk fra nul reducerer datagrundlaget voldsomt, så det virker for Amazon fordi volumen er vanvittig højt. Ville ikke virke lige så godt for min lokale boghandel. Der er iøvrigt andre priser end penge. Signups, reputation etc. koster altsammen.
• Kuratering Wikipedias selvrensende leksikon er kun godt fordi det holdes sammen af en no-broken-windows kultur, der fikser fejl når de bliver opdaget, og hele tiden opsøger ændringer.

(interessant nok blander Amazon "pris væk fra nul" og kuratering; anbefalingerne i bunden af hver produktside er jo gratis for alle at skrive, og derfor sander de hurtigt til, men læserne (som der er mange flere af end skriverne) kan stemme dem op og ned. Det hjælper tilsyneladende.)

Posted by Claus at 11:25 AM

Fidusen ved de nye medier er at de ikke koster noget. Derfor kan det pludselig betale sig at sige ting, det ikke kunne betale sig at sige i gamle dage, og fejltagelser og dumheder er ligemeget; de kostede heller ikke noget. Hvis du skyder konsulentlønninger ind i det regnestykke så går det ikke op mere.

OK, det her rant har ligget i draft i måske et år, men Here Comes Everybody satte den økonomiske side af det dejlig skarpt op, og dermed grund til at publishe.
Hovedpointen er ikke at man ikke skal have konsulenter, man skal bare ikke tro at de gør noget de ikke gør. Kommunikation er stadig bare kommunikation. Hvis man ikke melder sig ind i "det er gratis, og alle har lov til at gøre det"-ligningen, så kunne de gamle medier det allerede. Ingen grund til at tro at et medieskift og konsulentskift ændrer på noget, hvis ikke man kommer over i gratis-ligningen.

Man kan med fordel også høre på John Gruber om hvordan blogging ikke er noget som helst, det er bare mere skrift.