Mit tog- og fodkort til skove, forbundet med togstationer, i Københavns omegn, havde en væsentlig mangel. Der var ikke nogen omtale af Rude Skov. Jeg rettede op på det med en solid vader fra Holte til Rungsted i går.
Når jeg har udskudt turen så længe, skyldes det at den er uideel. Der er et stykke fra Holte St. til Rude skovbryn. Og midtvejs på turen, når man forlader Rude Skov, slipper naturen op og man skal passere motorvej og andet skidt.
Det var her turen gik helt galt for mig.
Fra den store åbne skov, og fra de mere velplanlagte områder omkring den, tættere på byen, er forventningen at landskabet godt ved der også skal være en skovtur. Der er gjort plads til den. Ikke heroppe. Der er hegn og små velplantede byer uden naturlig gennemgang. Selv den skov der er, er forpestet med lejlighedvise "Privat" skilte og hegn. Jeg endte med at komme helt forkert, missede et solidt stykke skov, men så fik jeg da set Hørsholms smukke kirke (igen).
Men i det mindste er kortet opdateret.
[Tip: (Fra Palnatoke, nedenfor) slå 'Transit' temaet til (under "More") for at ku se S-togsnettet også]
Lige nu slukker tusindvis af danskere lyset; de tænder sikkert stearinlys istedet og øger på den måde både partikelforureningen og CO2-udslippet. Og så får de en falsk følelse af at have "gjort noget" oven i hatten. Men det eneste de har gjort er en "symbolsk handling", altså ingenting. Ved at bilde mennesker ind at symbolske handlinger, ingenting, kan erstatte egentlige handlinger bilder miljøkampagnen efter min mening folk noget ind, som jeg opfatter som decideret umoralsk.
Det minder mig om den medieskabte idé at "spin" (et ord jeg fucking hader) og medievirkelighed er det rigtige at diskutere til folketingsvalg, i stedet for den rigtige, konkrete politik som faktisk ikke er svær at koncentrere sig om, og som i virkeligheden gør en forskel.
Virkeligheden findes, den er overalt omkring os, den er meget let at forstå, for man kan smage på den og røre ved den.
Moral handler om de ting vi faktisk gør ved og med hinanden. Handling handler om ting vi faktisk gør, ikke symbolske sideforestillinger.
At slukke lyset er som at gå i klimakirke. Det rækker kun til kirkedøren, og er noget man gør for sin egen sjælefreds skyld. Med dit forhold til virkeligheden hjælper lyseslukning ikke.
Der er et par måneder til bloggen her fylder 7, men jeg sad forleden og kiggede på den komplette trafikstatistik jeg har samlet siden december 2003 (altså da bloggen var halvandet år gammel). Meningsløs Google trafik fylder ganske meget i statistikken, men filtrererer man de tilfælde fra hvor folk tydeligvis ikke fandt hvad de ledte efter så er her top 5 i bloggens historie:
I noticed one thing in the various round-ups of "women in tech" yesterday. Ada Lovelace would not have recognized the majority of them as "being in tech", since the lists (the ones I saw anyway) contained a minority of engineers/scientists in tech and large groups of women in communication, sales, management, interface design, user experience, usability, anthropology etc. around the actual nuts and bolts of the engineering disciplines.
This is a good thing. Digital technology is no longer a mathematical island hidden away out of sight, but an integrated part of a large field of work with permeable membranes to the humanities, to social studies and to design.
Whether that makes it less likely or more likely for women to switch into the actual technical matter, coding and architecting, is less clear.
When blogging was new we all blogged about blogging. Few people do these days, they're busy twittering about Twitter. But just how busy? To answer this question, please say hello to The Twitter Self-absorption Index (TSI for short). An unscientific measure of how much of the twittering isn't really about anything - except twittering.
Der må findes omkring ved 5000 tusind blogposts om det her, men nu sad vi lige og snakkede om det over middag i torsdags, så derfor:
I den gamle 13-skala er der 3 point fra dumpekarakter til gennemsnit (8), men 5 fra gennemsnit til topkarakteren. I den nye 12-skala er der 7 point fra dumpet til gennemsnit (7), men 5 fra gennemsnit til topkarakteren. Man har altså flyttet karakterskalaens kernesatsning, der hvor indsats giver pote, væk fra "opnå det fremragende" til "opnå det middelmådige".
Specialisering straffes af samme grund også hårdt med den nye skala. Hvis man har fremragende karakterer i 1 eller to fag, men ser stort på de andre, får man idag mindre udbytte end før. Som eksempel: To topkarakterer og 3 kun beståede fag ville i gamle dage placere en studerende lige over middel (8.4). I dag giver samme resultat en score klart under middel (6).
Udbalancerer den gennemsnitssøgende skala bare den øgede mængde af tilbud om specialisering? Gymnasieskolen, f.eks. har mere valgfrihed end da jeg gik i den, og prisen er så at man ikke må sjofle de fag man ikke selv opprioriterer?
Eller er 12-skalaen simpelthen en nedprioritering af karaktersystemet som redskab - det er ikke det eleverne skal bruge energien på, når først bundniveauet er forsvaret.
[Teknisk slutnote: I og med at hele studenterpopulationen stadig proppes ind på en akse, og får pladser efter den relative placering, ikke karakterernes absolutte værdi, så er det lidt svært at sige hvad forandringen betyder for rekrutteringen til videregående uddannelser baseret på karaktersnit, men ombytningen af den stærkt specialiserede og den gennemført middelmådige elev i eksemplet ovenfor ændrer sføli indiskutabelt i rangordningen.]
DR2s meste sete program for tiden er Bonderøven, en halv time på en gård uden moderne hjælpemidler (altså bortset fra et videokamera). I aviser og andre steder har man kunnet læse at det skulle have noget med enkelhed at gøre. Man har også kunnet høre bonderøven sige det selv i radioen.
Undskyld, men det ser sgu da enormt indviklet ud på mig. Det er derfor jeg kigger med; for den endeløse række af nye hemmelige tricks vores bonderøv er nødt til at have i ærmet for at få et lille husmandssted til at fungere. Det er ligesom at læse Superman. Hvad finder han på i denne uge for at klare hestebønnerne?
Næ, mit liv - det kan man for alvor kalde enkelt: Jeg tager ting ned fra hylden i Netto. Jeg betaler med mit kort. Så er det overstået. Hvis jeg også arbejdede i Netto så bestod mit arbejdsliv i at flytte ting omkring 40 centimeter hurtigt efter hinanden og af og til læse nogen tal højt, der står på en skærm foran mig. Regne sammen behøver jeg ikke, det ordner maskinen; og hvis de beder om noget mærkeligt, siger jeg bare "Nej, det har vi ikke".
The Chrome Experiments seem like an odd departure for Google. All Google properties seem to focus on fundamentals, not experience, but here you have a group of experiments that are pretty much exclusively about experience. Also, what happened to white?
Of course the experiences highlight that fundamentals make a difference: Casey Reas' blog post seems very on the mark to me.
Chrome and its fast JavaScript capability offers a glimpse of a Web without proprietary plug-ins.
[...]
Technically, I think the greatest innovation of Chrome is launching each Window or Tab as a separate process. If you try to run Twitch on Firefox it starts to slow down as more windows open. Each mini-game competes for the same resources from the computer's processor. In Chrome, because each window runs separately, the frame rate remains high.
Don't miss out on Sascha Pohflepp & Karsten Schmidt's socialcollider (which, sadly, sucks performance wise in Firefox)
All of this goes to show that technology is never done. There's always more to do, something different to do. Search is not done either. Where the money goes is not done.
ARToolkit has been around for ages (10 years), but until quite recently was sadly locked up in C and C++ libraries. Recently it has been completely liberated and implemented in Flash, Processing, Java, C# and now runs on any toaster. The power of that is just huge. The usual first instinct with ARtoolkit is "Oh look at this virtual stuff on top of my real stuff. Then you have to suppress a yawn. But now you have all of these platforms and people with a completely new perspective start using ARToolkit in completely different ways.
The T-shirts are nice, but actually ARToolkit is not a good match, since it's not really a 2d code, but pretrained recognition (read the whole thing, Claus - they added 2d barcodes on top of the FLAR-pattern).
The calibrate and forget on a fixed surface works well.
The one I really think is brilliant is using non-recognition as the signal, with recognition as the steady state.
The ARToolkit code really benefits from coming out into the fresh air of Processing and Flash. New people with fresh energy to experiment and different ideas about what its for.
If you are doing print on demand, this fingerprinting technique lets you fingerprint the actual paper you're printing on. The ultimate document DRM.
Konklusionen på blogdødsposten for neden nåede ikke rigtig frem. Blogs er ikke døde, nogen af dem er, og så tror jeg mediet er blevet konsolideret - DIY-blogging er ikke hvad det har været, men i de mere beskyttede avisdrevne miljøer skriver de lystigt; jeg ku stadig godt tænke mig at se overskrifts nyeste graf om spørgsmålet, renset for døde blogs - for kurven tager et knæk i 2008 og renset for blogdød ku det job betyde alt muligt, jeg tror en høj migration til Facebook o.l.
Videre til pointen: Blogging så anderledes ud nede på bunden af skråningen, da det var nyt; ingen konsolidering havde fundet sted, ingen indflydelsesstruktur udover den, der var ved at etablere sig der. Sådan er der på skråninger. Jeg kan personligt bedst lide det sådan, men vækst skal der jo omvendt til, det er der dynamikken kommer fra, så det er en umulig situation.
Det er derfor der er sjovt på Twitter ca nu, måske endda mere for kort tid siden, for det er et andet sted man kan gentage legen. Konsolideringen har sat ind - "store medier" på twitter er "har en million followers" og Twitter markedsfører dem; marketingspammen er ved at blive dansk.
Men sådan er det selvfølgelig med skråninger. De bliver ikke ved med at være der hvis man går op ad dem.
(meninger om beslægtede spørgsmål hos Tveskov)
Jeg har lige brugt 45 minutter på at se dokumentaren om den usandsynlige sejltur over atlanten på flåden Son of Town Hall, som et ægtepar med venner foretog i slutningen af 90erne. Familiefaderen, David Pearlman, kan man roligt kalde en Christiania-type; et klassisk modkultur/uden for systemet-menneske, der har gjort det til sin særlige ting at bo på hjemmebyggede husbåde, og leve billigt at at tale og optræde med familieorkestret The Flying Neutrinos - hvorfor han går under navnet Pappa Neutrino.
Mest ambitiøst, byggede han båden Son of Town Hall (opkaldt efter sin forgænger Town Hall) i New York af skrot og gamle planker hevet op af East River. Båden ligner en kulisse fra en Terry Gilliam-film. Et fantasifuldt, men umuligt, fartøj, som familien dog alligevel sejlede tværs over atlanten.
Filmen er naturligvis en hyldest til den stærke drift mod anderledeshed, de sejlende er stolte af bedriften. Det kunne hurtigt blive irriterende, hvis det var en historie i Politiken om plads til forskellighed på en god adresse på Christianshavn med adgang til havnen, men det er bedre end det, fordi de tager de virkelige udfordringer ved at have en båd, alvorligt: Ansvaret for at passe på sig selv, ikke at dø til søs, og også - om end det ikke fylder alverden - for ikke at bare at klare sig på at få gratis frirum fra resten af verden.
Et af filmens bedste momenter er hvor den sejltrænede Betsy bliver rasende fordi den utrænede Rodger fordi han ikke er tilstrækkeligt rædselsslagen ved roret, da et andet skib kommer meget tæt på Son of Town Hall. Hvis virkeligheden er farlig nok, er det sundt at være rædselsslagen.
Storebror Holger plejer at citere Bob Dylan og sige "To live outside the law, you must be honest", man kunne også sige "Man kan ikke blive fri uden rigtige problemer". Jeg tror iøvrigt her er en af de ting jeg har imod coachingbølgen; det er bare "mig inden i mig", den gnidningsløse frihed. Det er ikke fordi det er snyd, den er gal med den, men fordi jeg ikke tror på det rigtig virker.
Forleden kørte der et drive blandt seniorbloggere i mit nabolag for lige at give et livstegn på de mere og mere forladte blogs. Altså, det var på Twitter, drivet fandt sted - for det er jo den egentlige forklaring på at folk ikke skriver mere, der er heller ikke særlig mange læsere tilbage. Min egen blogs altid beskedne læsertal er ca halveret i forhold til højderne for et par år siden - og alle dem der er skredet, er dem der deltog i samtalen; så set fra bloggerens vinkel er blogdøden endnu mere udtalt.
Det har altid været tilfældet at der var flere læsere i at skrive kort end i at skrive langt, og med ting som twitter, og facebooks twitterlignende facelift, der netop er udkommet, så er der simpelthen et bedre medium for den del af blogging, der faktisk kan overleve på 140 tegn.
Hvad skal man så med sin blog? Lade være med at lege Twitter, ville jeg selv sige. Twitter er et flowmedium, med mulighed for at trykke på pause. Det er ikke stedet til at blive hængende og udvikle på en idé. Det virker til et indforstået publikum der får noget ud af at man telegraferer det basale nye om en idé både skribent og publikum havde en stor fælles forståelse af i forvejen.
Indlægget umiddelbart før det her, spekulerede jeg på om jeg bare skulle tweete som
Social produktion af printkort: http://tinyurl.com/cdgzj4
Nu valgte jeg istedet at skrive en smøre om hvad sammenhængen er, for det har man plads til på sin blog, og her med frem til det sidste:
Siden bloggen (min ihvertfald) alligevel er forladt som samtalemedium, vil den hermed vende tilbage til sit udgangspunkt: Skrive-, Tænke- og Forklaringsted for det, der interesserer mig.
p.s. Om mediemodenhed: Når medier taler konstant om sig selv, så er de ved at fødes eller dø (eksempler: Twitter og aviserne) - for tiden er der ingen der snakker om blogs; det er fordi de er hverken eller. Denne post er modeksemplet, der påviser reglen.
Industriel produktion er ved at blive social - jo mere social produktion bliver, jo flere sociale værktøjer får vi til at producere med.
Monome er en populær minimalistisk digital kontroldims til musikere og andre kreative mennesker. Eller, populær er måske så meget sagt, for den er kun lavet i et par meget små oplag - at producere storvolumen elektronik er dyrt og risikabelt. Til gengæld er det den eneste måde at lave elektronik billigt på, så man er lidt fanget i en "sjældent eller risikabelt" fælde. Man kan enten tabe penge, eller arbejde meget dyrere.
Sådan har det ihvertfald været indtil for ikke så lang tid siden, men regnestykket er ved at gå i opløsning. Monomes delvise løsning på problemet - at montage kun kan bestilles i volumen, hvis det skal laves af kinesere - er at sælge Monome som kits, i løsdele. Der er simpelthen nok mennesker, der kan samle selv, til at det giver en vis spredning.
Næste problem for den potentielle Monomekunde: Selv kitsene har der været underforsyning af.
Her kommer næste udvikling på banen, nemlig den stigende talentmasse for bare at gøre det selv. Folk er begyndt at tage deres arduinoboards og designe interface kits til dem, så de kan bygge deres egne Monomes op på Arduinoplatformen. Her stiger vanskeligedstærsklen ganske vist betragteligt - man skal fremstille et printkort, der kan bruges i sit designprogram, finde nogen til at lave det, og så skal man håbe på at det design man havde lavet ikke havde fejl, så kortet brænder sammen når man tester det.
På flickr var der en der gjorde lige netop det for Monome, uploadede et billede af printkortet, og startede en indsamling for at få produceret et batch - billigere i mængder, som sagt. Tom Armitage kalde det for fanufacture, når fans af noget fysisk overskrider tærsklen til produktion.
Den form for interesse er ved at gro sociale værktøjer til produktion frem. Fra Holland har vi i et stykke tid haft Shapeways, der printer ting i 3D - altså også din nydesignede Monomekasse. Shapeways har en social struktur - man kan dele sine objekter, så andre kan få dem trykt også. Nu har hobbyprintkortproducenten BatchPCB introduceret den samme sociale deling af printkort, der faktisk kan bruges. Så printkortdesign er nu blevet en social færdighed, hvor det før ikke rigtig havde noget socialt aspekt - undtagen i særtilfælde som med Ardinomen.
Det er vigtigt, for hverken 3D modellering eller printkortdesign er trivielt. Bare forskellen på 3D, som du gerne vil kigge på, og 3D, som du gerne vil holde i hånden, er stor (det sidste er vanskeligere).
Der mangler stadig en del - montage og lodning er ikke trivielt - men det er dog færdigheder, man langt nemmere kan lære end hele kæden fra idé til produkt.
I min bogsamling indgår en lille samling af utopier og dystopier - jeg synes det er sjovt at se hvad det er der får det utopiske eller dystopiske på gled. Genren (genrene?) er i sagens natur et konjunkturfænomen - for tiden er vi i den mørke ende af skalaen.
Lige ved siden af dystopien og utopien ligger den egentlige historieskrivning og gør sig i næsten de samme ting - sætter forskellige fænomener og tidsaldre op som systemer, der så enten fuldender os eller ramler sammen under tænkningens svaghed og virkelihedens vægt.
For et par år siden skrev Paul Krugman i en klumme i NYT (som jeg ikke lige kan finde, men den er sikkert i The Great Unraveling) at man måtte gå ud fra at kollaps var Bushs politik. Ved at bringe staten ud i en underfinansieret tilstand, som en ny ligevægt kunne man i et fremtidigt kollaps få rullet apparatet tilbage, simpelthen fordi der ikke er råd til det, og på den måde få etableret natvægterstaten.
Dystopierne omgiver os nu. I dag dukkede Dmitry Orlov op, med både sin katastrofeblog og et underholdende foredrag (mp3) om "USAs kommende kollaps". Orlovs idé, der til forveksling og på overfladen ligner de mekanismer Paul Kennedy skrev om i The Rise and Fall of Great Powers, er, at den amerikanske supermagt simpelthen ikke på langt sigt giver økonomisk mening. Den militære magt i sig selv garanterer på det nærmeste forgældelse, og det kan man ikke få lov til i det uendelige. Orlov har også fået en bog ud af kollapset.
Kollaps. Et populært ord, som Jared Diamond en overgang havde patenteret med sin økologisk/økonomisk-historiske beskrivelse af samfund, der går i opløsning.
Men ideen om kollaps er selvfølgelig for besnærende til at man kan have den for sig selv. Verdens sprog kollapser omkring os og bliver til færre og færre - en memetisk biokatastrofe. Ved et tilfælde faldt jeg også i dag over dette interview med Colonel, der for tiden er optaget af et kollaps i vores billedsprog.
Dagens læsematerialer bestod af lange tekster fundet på internettet. Først og mest er Lester Bangs portræt af Brian Eno (fundet via Bruce Sterling) essentiel læsning om Enos kreative proces, og da navnlig vurderet i begyndelsen af 80erne, hvor den ser lidt mærkelig ud med idags øjne, men dens intense oprigtighed, og mødet mellem kortformatets energi og 70ernes vilje til bare at lade den køre er fantastisk. Hvis bare aviserne var skrevet sådan, så var de slet ikke i krise (hvis altså folk som mig er nok).
Teksten er næsten ulæselig som præsenteret, men du kan sakse den herfra istedet. (Tryk "edit" for at få fat i det hele).
Næste punkt: Når huse koster 500kr så har man råd til at gå drastisk til værks med indretningen. Den dybe boligkrise i byer som Detroit giver også plads til udvikling.
Men mulighederne for at købe billigt giver også andre, mere deprimerende muligheder, som en hurtig recessionsniveau gentagelse af subprimeskandalen.
And the dramatic conflict revealed, at long last, in the film's climactic arguments is between a wholesale, idealistic approach to mass death and one that is more cynical and individualistic.This idea is sickening but also, finally, unpersuasive, because it is rooted in a view of human behavior that is fundamentally immature, self-pitying and sentimental. Perhaps there is some pleasure to be found in regressing into this belligerent, adolescent state of mind. But maybe it's better to grow up.
Sounds like the movie really stinks.
Sådan er det ihvertfald ifølge The Economist.
Hvorfor går flere af de mange penge, der bliver pøset på verdensøkonomierne ikke til investering i nye virksomheder og ny teknologi - i fremtiden kort sagt?
Reid Hoffman har en række USA-specifikke forslagi den retning, men Mike Masnick på TechDirt har fat i den lange ende, vil jeg tro, når han forklarer hvorfor det ikke går sådan:
Der kom endelig en ny Mac Mini, men den er alt for dyr.
Til gengæld er Wireds lange historie om den spæde fødsel af enkelt-neuron hjernemanipulation tvangslæsning.
Ad to omgange (1 og 2) insisterer Bruce Sterling på at verden ikke gør sådan som planen/ideologien/arkitekturen synes den skal og det har han helt sikkert ret i.
Og de her links synes jeg så iøvrigt du skulle prøve at læse med arc90s lækre Readability bookmarklet.
The latest incarnation of the chaos music project is the chaos blues, where I hooked in a synthesizer to generate the sound. But, as Brian Eno says, this immediately presents a new problem; tweakability. Tweaking isn't feeling. It isn't music. It's the old problem of abundance that we know from the jam-shopping experiments, only applied to creativity, the abundance increases the cost of choice, which limits your productivity.
Which is why I wrote down my parts list for my lab, by the way. Sticking to fixed inventory forces me to think about something else than choosing my inventory.
With sound I now have something like 10 dimensions of timbre on the synth, and then I have musical scale, chaos parameter, tempo and all of these can vary in time. It's all too much.
What makes the violin hard to learn, I suspect, is that you can't escape to low dimensionality. There's nothing you can "just do", you always have to deal with the timbral possibilities of the violin on the guitar or keyboard you can escape to low dimensional competence much more easily.
My dream for computer music allows me to dial the dimensionality up as skills grow. Dimension zero is the mp3 player. It just plays. Dimension 1 is the mixtape. And from there you should be able to grow the music into something alive, pulsing and flesh-like.