Listen to this, as the frequency goes up, splits into multiple tones, and then turns into chaos, briefly reintegrates, and then turns back into chaos. You might also like this version, where I've simplified to pure semi tones (i.e. the keys on a piano).
[UPDATE: New personal favourite - in C major - much more dramatic.]
The logistic map is probably the simplest and most celebrated math lab example of chaos.
It's a pretty simple function f. There's a control parameter r. When you take a number, say 0.5 and compute f(0.5) and then f(f(0.5)) and so on, interesting things happen. When the parameter r is low, you quickly end up at a fixed value, some point p where f(p) = p, so the iteration just stays there. When you increase r however, a lot of stuff happens - first a split, so the iteration flip flops between two values, and then that happens again into four values and so on. Above a certain value of r you reach chaos. This famous image shows the fixed points and chaos of the iteration for values of r.
The image however is static - you don't get a feel for how the dynamics of the iteration hops around on the image.
I was curious how that sounds, so I made this Pure Data patch and took a slow slide up the chaos scale. The result is above.
Jeg synes man kan få en del ud af Marc Andreessens besøg hos Charlie Rose på ret kort tid.
Kottke havde fat i dem forleden, men de ser også utrolige ud, den nye bølge af datamoshing videoer (<- godt katalog bag link). Bevidst plantede, og kreativt udnyttede fejl i den digitale kompression.
Der er et observationsproblem - i Youtubekvalitet erstattes de flotte, kreative fejltagelser med kedelige sparefejltagelser. For at se hvor fantastisk det kan se ud må man op i HD - se bare selv (quicktime - HD; det er en gammel single btw.).
Sascha Pohflepps projekt The Golden Institute, en museumskopi af et forskningsinstitut fra en alternativ virkelighed hvor Carter slog Reagan og lavede en magtfuld organisation, "NASA for landjorden", der forskede i løsninger på energiproblemet på stor skala.
Pohflepps (fiktive) dokumentation af projektet har høj klasse, meget Dr. Strangelove-agtig, fyldt med organisatorisk vraggods og suggestiv americana.
Fremragende Flickr sæt her.
Der sker ufattelige ting med billeder på nettet for tiden. En af dem er den automatiske astrometribot på Flickr. Astrometri - altså kunsten at matche billeder af stjernehimlen med baggrundsdata så man kan mappe billedet ind på himlen, og på den måde få mere og mere af himlen dækket med gode fotos. Nu om dage kan man, som tidligere nævnt, tage forbløffende gode billeder af himlen med forholdsvis almindeligt og prisrimeligt udstyr, så flickr-hobbyisterne laver faktisk en virkelig gedigen gennemfotografering af himlen.
Her er søgningen på alle de opmålte billeder. Og her er et eksempel.
Jeg var selv fint tilfreds ved første besøg i den nye utrolige koncertsal i DR Byen, men resten af verden - inklusive salens akustiker - er tilsyneladende enige om at lyden er til den sparsommelige side. Så der bliver nu justeret så rummet får mere genklang. Og så sagde jeg i øvrigt dengang noget jeg siden har fundet ud af er dumt. Aluminiumsskoven foran orglet har ingen lydeffekt, men er ren teaterkulisse - som muligvis tager lyden fra orglet. Det skal nu undersøges.
I aften står den på Wagner; meget mærkeligt for torsdagskoncerterne en slags hit-koncert med uddrag, så det er lidt ærgeligt, men der bliver ihvertfald ikke problemer med at høre lyden, når det fulde wagnerianske udtræk sætter i gang.
Er man nysgerrig efter at høre det jeg hørte til åbningen, så kan man iøvrigt høre Nørgaards 7. symfoni på nettet (Windows-internettet, altså).
I andet musiknyt, så er jeg helt på linie med Bjørn Svin, som på opfordring har remixet Stravinskij for DRs musikradio. Bjørn Svins energi og sans for gentagelse passede fortrinligt til Vivaldi, den direkte energi i barokmusik står godt til electronica, mens Svinet har lidt sværere (mp3) ved at konkurrere med Stravinskijs sofistikerede naturkaos og dynamik (mp3). Men det Bjørn Svin indledningsvis sige om klassisk musik, fra en udenforståendes synspunkt, synes jeg er helt rigtigt
"Jeg kan godt lide det drama der er i den klassiske musik, og det forløb musikken skaber. Jeg kender ikke den klassiske musiktradition eller de konventionerne der ligger bag musikken. Desuden er jeg dårlig til at læse noder. Når jeg hører musikken, gør jeg det med åbne ører, og der gik lang tid før jeg fx opdagede, at Mozarts musik ofte er struktureret efter den samme form."
Man behøver ikke at vide noget, eller læse noder, man skal bare tage sin sans for drama og udvikling med i salen.
Alt godt kommer til den der venter, lader det til. Jeg har tidligere kigget på ARToolkit, der mapper særlige mønstre set af et webcam til 3D space, så man kan placere virtuelle objekter i den fysiske verden kameraet ser. Det var i sin tid et C-library og lidt besværligt at binde ind i de andre miljøer jeg går og har lyst til at bruge, men det er det ikke mere, for nu er det porteret til Flash, Java og C# så man kan bruge det overalt - i Processing, på Android, i browseren - over det hele. Det er virkelig vildt.
Det samme gælder halvt for OpenCV, Intels billedbehandlingsbibliotek, der nu har fået hooks til Processing, så man kan tilgå det i lidt mere venlige omgivelser.
Processing er en platform som coolness simpelthen kondenserer på. Jeg mener, en 3D scanner med et webcam? Det er da sejt.
OSC er en protokol som har en høj coolnesstransferkoefficient. Se bare på animata som er avancerede computerkontrollerede sprællemænd til live animation. Eller LEGO kontrol.
Alt sammen gode grunde til at tro på
Dimser => OSC => Processing + mereplanen for classy.dk's ikke-web hacking.
Ja, man kan idag hurtigt præsentere indholdet af en database på et website og derefter lægge diskussioner til via den omsiggribende diskussionsinfrastruktur på nettet. Det er et stort plus.
En af de smarte ting ved Android er at kommunikationsmedierne glider helt i ét.
I går skulle jeg aftale et godt sted til en øl med A og B, mens A var i bil og B på kontoret, så samtalen med A var telefonisk for det var smart mens den med B var over Google Talk/Jabber fordi det var smart. Så gik jeg selv, men Android holder min Jabbersamtale med B i luften, jeg melder ind "nå vi gik herhen" og som om B havde skiftet til SMS får jeg vibration og lydalarm når han svarer i chatten, hvis telefonen ligger i lommen. Mit situationsskift er blevet irrelevant for B, sådan som det skal være. Senere støder C til - per SMS koordination - men for mig ser det ens ud, for chatinterface og smsinterface på telefonen er visuelt identiske og har samme alarm - så B's og C's medievalg er blevet irrelevante for mig, sådan som det skal være.
Det virker oplagt at det er i år og næste år mobil virkelig overtager, men det bliver fordi mobil ikke længere insisterer på at skabe en forskel, at det lykkes.
Storbritannien har nægtet Geert Wilders indrejse for at slippe for besværet, og politisikringen af en påtænkt offentlig fremtræden. Det er jeg sikker på de fleste, også af Wilders' støtter anerkender englændernes ret til, det er deres land og de bestemmer over grænsen. Det er skidt for det europæiske frisind når man bliver gidsel i sit eget land, ikke fordi man ikke må rejse ud, men fordi de andre ikke vil have en ind. Wilders er langt ude. Ikke på en korporativ nationalistisk højrefløj, men på en institutionsafviklende libertariansk højrefløj - som så har fået iblandet en fuld ration islamkritik. Gennemførte man Wilders' politik, ville man givetvis krænke nogle hollandske statsborgeres ret til at leve som de vil. Men Wilders' udtalelser forhinder ikke en sjæl i at tro på Islam, uanset om Islam er som Wilders siger eller ej.
I modsætningen mellem engelsk territorial integritet og Wilders' bevægefrihed, burde bevægefriheden have vundet.
På den glimrende, netop overståede, Twestiwal* var der et panel om de gamle medier og de nye medier. Der var indlysende pessimise og besnærende tanker - omkring f.eks. mediestøtten i Danmark og hvad den kunne udrette hvis den ikke skulle betale for papirinfrastruktur (og DR sføli) men kunne bruge moderne gratis distribution i stedet. Milliarder kan meget.
Der er efter min mening bare en enkelt hage ved det: Flade medier, som f.eks 1000 blogs, forudsætter at verden, medierne handler om er passende flad. Og det er simpelthen ikke rigtigt. 1000 borgermedier får ikke alle et interview med Madonna, Anders Fogh, Dalai Lama eller Chesley Sullenberger. Det er én af gangen. Omvendt kræver det en vis energi at levere et ordentlig modspil til disseher mere svært tilgængelige nyheder, og hvis ikke de medier, der nu så ender med at få den adgang, kan få den økonomiske tyngde der skal til at levere det modspil, fordi medieøkonomien er blevet helt flad, så får vi ikke de historier.
For halvandet år siden svarede jeg per post en researcher på Institut for Fremtidsforskning om hvad jeg mente om de flade medier og jeg tror stadig på det svar jeg gav dengang, og på at det har relevans for journalistikspørgsmålet.
Hvordan syntes du blog-fænomenet har ændret indflydelseskanalerne?
Det er en udbredt misforståelse, men dog en misforståelse, at blogging afskaffer/demokratiserer magt og indflydelse. Magt og indflydelse er der stadig og vil blive ved med at være der. Det blogging har gjort efter min mening er at udfylde et hul i netværket, så at sige: Før var der kun samtaleforbindelser en-til-en og så i nogen magtsponserede og magtdefinerede offentlige rum. Nu findes der, mere eller mindre vellykket, et helt økosystem af kommunikation på alle mulige magt- og indflydelsesniveauer. Det er stadig tilfældet at når samtalen endelig bliver til magtsamtale, at den ligner magtsamtale og bliver en-vejs. Det er det der virker på den skala. Det nye er at der ikke er et stort diskontinuert spring fra denne magtsamtale til 1-1 samtalen. Den revolution har været størst der hvor afstanden mellem magten og en-til-en før var størst, altså i store land som Frankrig og USA, mens den har betydet mindre i et lille land som Danmark hvor afstanden til magten aldrig har været særlig stor.Positive og negative sider i forbindelse med dette?
Jeg synes det er ensidigt positivt, f.eks. for den politiske samtale, at den har fået så meget mere variation, fordi de der taler nu ikke kun er de der taler af strategiske årsager. Jeg er ikke i tvivl om at den politisk idemæssige udvikling er blevet voldsomt styrket af det. Inden for mit eget felt, det teknologiske, har samtalen online meget længe været det bærende medium for hele kulturen, så der har blogging måske mere været en velkommen tilføjelse end en egentlig forandring. En ting jeg synes er påfaldende er hvor lidt samtalerne påvirker finkulturen, musikken, museerne, filmen osv. Der er masser af glade brugere, og masser af glad amatørproduktion, men et underligt gab endnu herhjemme mellem brugerne og kulturen. De forbindelser der findes gror - forudsigeligt - frem fra den "underlødige" ende af kulturspektret hvor kulturen ikke tages altfor højtideligt.
*glimrende arrangement, mere mellemrum og mindre program til næste gang, ville jeg personligt foretrække.
That's why acoustic music is more interesting to me than non-acoustic. It's not language, but body, and it can fail.
2009 er her i enmandsbiksen officielt udpeget til "find på noget nyt"-år. Jeg er godt igang, Spotify DJ er jo allerede derude, og det næste projekt er også undervejs. Som nævnt lige for lidt siden lærer jeg imidlertid rigtig godt ved at læse, ikke ved at lave. Det er ikke altid så praktisk som enmandsprojekthær, for for sådan en er LAV DEN NU BARE et afgørende mantra. Jeg har forsøgt at lære mig selv disciplinen på forskellige måder. Der er Mortens "learning by shipping" - som er virkelig sand - og så har jeg lavet en startside til Firefox hvor jeg forklarer mig selv at jeg skal lade være med bare at gøre som jeg plejer.
Men jeg kommer ikke uden om det. Bøger er mit shit. Derfor ekstraglæde over dagens bogsamling fra Amazon, der skal underbygge mit værkstedsår:
- Making Things Talk - projekter og tips og howtos til mit arduino board. Det er en ordentlig klump af en bog, og der er meget at gå igang med - men den er indbydende og tilgængeligt lavet.
- Hello, Android et kort (hurra) overblik over Android SDKets struktur, også konkret og tilgængeligt.
- Processing: A Programming Handbook for Visual Designers and Artists - jeg er jo hverken visuel designer eller kunstner, og ganske rigtigt; bogen vader langsommeligt gennem programmeringskunstens børnesko, men den er igen præget af en "hvad bruger man det til" vinkel, der alligevel er god.
- Bayesian Data Analysis - Som antydet her, og af listen ovenfor, så er software det nye hardware (jeg kan kode min telefon og min arduino) og samtidig er data det nye software. Det er ikke koden, der skal kunne det hele. Brugerne og dataen kan det allerede. Det skal bare graves frem.
- Here Comes Everybody - det kulturelle sanity check til al den teknologi
- The Laws of Simplicity - når man skal holde et telefon SDK, sine almindelige server skills, en microcontroller og terabytes af data i luften og ælte en god dej sammen af det, så skal man have styr på sin enkelhed. For som før nævnt clarity scales.
Det passer nogenlunde med teknologilisten og hardwarelisten. Så er kunsten at undgå at blive en skadeudvikler, koncentrere sig og fokusere på maximal effekt med minimalt arbejde og finde fordele i begrænsningerne i værktøjspaletten.
Lige for tiden er det ikke så relevant her i enmandsbiksen, men derfor kan man jo godt følge med i gode ideer til organisation og jobsamtaler - jeg kunne godt lide ham her Pixar-fyren og jobsamtale soundbiten
Gå efter de interesserede, ikke de interessante
- du skal have nogen, der ikke er ligeglade med verden omkring dem*.
Og så fortalte Morten mig om to gode han var begyndt at bruge:
- Hvilke bøger vil du anbefale til mig?
- Hvilken konstruktiv kritik har du fået fra en du arbejder godt med?
Den første afhænger nok af den der spørger, men den ville også virke for mig - jeg får mine inputs på "en bogmåde" og får derfor mere energi ud af et samarbejde med folk, der også gør.
Det andet spørgsmål er jo decideret intimiderende for mange ansøgere, men sikkert for de helt rigtige. Det lægger sig godt nok op ad den kritik Jørgen I. Jensen har af de krav til vores indre, det moderne arbejdsliv stiller - men de er reelle nok. Man kommer ikke langt med nye kolleger, der ikke vil melde sig ind i fællesskabet på arbejdspladsen.
Min nu afdøde onkel, arbejdede i sin ungdom for A.P. Møller, altså manden selv, som sekretær og har fortalt om et af A.P.s bon moter: "Arbejdet kommer derhen hvor det bliver gjort."
Det handler dagens sidste links om: Jeg kunne rigtigt godt lide Andy Singletons kulturelle bud på ledelse af store projekter. Lav et marked, lad folk tilføre værdi via markedet, lad være med at bede dem om at gøre umenneskelige* ting som estimering. I en diskussion som denne her, om proces uden indhold, er jeg derfor klart på scrum-hader siden. Så synes jeg bedre om den ærlige brutalitet her hvor ugjort arbejde systematisk overlades til en anden end den, der ikke fik det gjort.
* For langt de fleste af os er talent-undskyldningen, "men han er fantastisk dygtig", ikke nok. Geni findes, men det er nemmere ved en fejltagelse at tro at den situation man er i er fuldstændig speciel end det modsatte.
* Altså ting vi ikke, som mennesker, har nogen naturlige genetiske evner for.
Tveskov har næsten opgivet sin blog - og det er let at forstå ham, men jeg giver ikke helt op endnu; selv om der er noget stille rundt om bloggen her, sårn rent kåmjuniti- og kommentarmæssigt. Og nu kan man endda twitte.
Forkortelse og "lige i blodstrømmen" er simpelthen tidens løsen. Jeg kan ikke blive fri for at mistænke at det lidt er et optursfænomen, der vil løbe tur på vej ned af bakke. Det er et overskud der bobler, ikke nødvendigvis en "new economy of attention". På samme måde tror jeg egentllig ikke Facebook er et problem for blogging - men for TV. Facebooks volumen er det kun TV (og rent privat kommunikation), der har haft i nyere tid. Og hvad mere er - selvfølgelig er der rum for selvudtryk på Facebook, men ikke sådan rigtig. Den lille procentdel af mediebrugerne, der vil sige noget selv, vil stadig have et behov for at sige det et andet sted også.
Nogen forkortelser er dog nådige, tag bare denne roman jeg nu ikke behøver læse. Del af en serie.
Hvordan slår de gamle, langsomme kulturformer tilbage mod hastigheden? F.eks. med Amazons Kindle, der nu giver dig mulighed for at have 1500 bøger med i dit rejsebibliotek. Og batteriet varer endda hele ugen. En skam at Amazons løftestang for at få den service igang er totalt lock-in, i en sådan grad at man ikke ville få noget ud af at tage en Kindle til Danmark - bøgerne leveres trådløst på et net der ikke findes her.
Måske er blogs' væsentligste problem at de måske ikke rigtig kan så meget mere end Facebook. Man kommer ikke til at tjene penge på sin blog. Kottke giver den (lidt for) udvidede skometafor for problemet:
As businesses go, blogging is a lot like shining shoes. There are going to be very few folks who own chains of shoe shining places which make a lot of money and a bunch of other people who can (maybe) make a living at it if they bust their ass 24/7/365. But for many, shining shoes is something that will be done at home for themselves because it feels good to walk around with a shiny pair of shoes. Everyone else will switch to sandals (i.e. Twitter) or sneakers (i.e. Facebook) and not worry about shining at all.
Aviserne skranter, selv de gratis lægger om så de kan hæve offentlige støttekroner, fordi alt andet er dræbende. De dårlige udsigter fik et skub udover kanten med kriseannonceraterne.
Politikens hus tjener stadig penge på det hele, og for første gang også på online, mens New York Times rygtevis overvejer at lukke papiravisen og sælger alt andet.
Men New York Times slås ihvertfald for sin fortsatte digitale relevans, med en ny nyhedsaggregator og API-adgang til arkivet, så man kan rulle sine egne nyheder. Det ville vi da også gerne se herhjemme. Og så med et rimeligt bud på hvad værdi tweets har (lav, men positiv og aggregerbar). Datanyheder bliver kun større. I øvrigt samarbeder NYT også med ReCaptcha og har derfor snart gennemdigitaliseret arkivet.
Bonus: Ingen data-til-nyheder tjeneste kan slå Johannes Kreidlers krisemusik.
Man må have al mulig respekt for Google, ikke noget vrøvl med lock-in og "sell the stack" Microsoft style. Men når de ikke engang lancerer deres nye BrightKite/FireEagle killer og vennefinder, Google Latitude med deres egen Android telefon dækket, så bliver beundringen da lidt ærgrelsesiblandet (UPDATE: Nå, det er vist kun fordi jeg har en udviklingstelefon. Skal lige have fundet frem til en update).
Gad vide om man kan trække data ud a la FireEagle? Eller om der er data lock-in alligevel.
Det er mindre interessant at USA bliver verdens største vindenergiproducent - landet er jo enormt - end at vindudbygningen sidste år udgjorde 42% af den samlede kapacitetsudbygning.
Qaddafi som Afrikaformand? Urgh. I andre politiske nyheder så fascineres Bruce Sterling af at Storbritanniens David Cameron er ved at lave "en Fogh" (altså "en Blair fra højre").
I går sendte TV3 den fantastiske første Terminatorfilm og samtidig kunne man så passende læse om et nyt universitet, hvor man kan forberede sig til maskinerne overtager det hele når vi når Singulariteten - et (snarligt) tidspunkt hvor teknologien bevæger sig så hurtigt at vi simpelthen ikke kan følge med mere.
Jeg har altid syntes begrebet lidt var noget vrøvl, eller rettere, at vi nåede den for et par hundrede år siden. Det er allerede fuldstændig umuligt for et individ at følge med. Det er det vi har kultursamfundet til.
DET ER JO LØFTEBRUD! - det er til at få kvalme af medieautomatikken i den vinkel på skattekommissionens reformforslag. Vinklen er 100% medieskabt. Var man i tvivl kan man bare følge med i hvor dygtigt de interviewede mænd og kvinder på gaden i de mange interviews spejler den retorik journalisten fodrer dem med.
Der er flere ting at mene om det, den vigtigste er og hvad så? Forestillingen om at statsministeren skal kunne lancere en kontraktpolitik i 2001, der stadig er relevant i 2009 er ikke bare naiv, men decideret skadelig. Fogh har været dygtig til at sælge videre på den historie, så måske ligger han bare som han har redt, men ikke desto mindre er det til at se at der skal gøres noget, og ingen modsiger skattekommissionens arbejde. Skatten på arbejde skal ned, og så kan man vælge mellem et stærkt nedbarberet offentligt budget, gældsætning eller højere skatter et sted hvor de ikke gør nogen samfundsøkonomisk skade, f.eks. ved en sænkning af rentefradrag.
Så er der den med SUen, der foreslås reduceret til 4 år. Jeg læste selv alt for længe, så det er skam ikke fordi jeg ikke nød min tid på SU, men:
- Forslaget erstatter SUen med en udvidelse af studielånesystemet sådan at der er studielån til at dække det/de manglende år
- Det burde være muligt for de studerende på de længere uddannelser selv at eftergøre det regnestykke, der siger at de får overskud på omlægningen, fordi deres marginalskat ikke bliver så høj.
- Men det er jo ikke alle, der kommer til at tjene en hel masse bagefter? De har 4 år til at finde ud af om de er egnede til uddannelsen, før hammeren falder og de skal til at forgælde sig. Hvis de ikke ved det efter 4 år, så har de andre problemer.
- Den sociale slagside: Den forbedrede økonomi henover hele levetiden gælder også for de i udgangspunktet dårligt stillede studerende
Den eneste væsentlige omlægning her - som ikke kan forklares væk - er, at man nu i højere grad kan skabe formue ved at arbejde, og i mindre grad ved at sidde i sit hus. Det virker da som det helt rigtige.
Det er i dag om en uge der kommer en ny Amazon Kindle. Kindle er Amazons iPod+MusicStore for tekst. Den blev - i et lille oplag - en stor succes for Amazon, og nu kommer der så måske en version der skal have et større oplag. På Silicon Alley Insider har de regnet ud at det ville være billigere for New York Times at give alle læsere en Kindle, end at blive ved med at udkomme på papir. Det eneste, der mangler i den sammenligning er at der ikke er annoncesalg på Kindle.
GigaOMs 7 tidløse netmemes er lige på kornet.
Det er umuligt ikke at være helt pjattet med den næste subkultur, Skralderne.
Der er mere end 100 mio der har Adobe AIR.
Interessante forslag til den helt nødvendige infrastruktur til et moderne website.
Og for Spotifyvenner så er denne kommentar værd at læse. Det er ikke kun "de onde pladeselskaber" der er problemet. Pladeselskaberne kan f.eks. her i Danmark ikke navigere uden om Koda, der håndterer rettigheder på pladekunsternes vegne, ikke selskabernes. Så længe Koda ikke et til at hugge eller stikke i, så er der ikke noget fremsynet internationalt pladeselskab, der kan sige "skidt med landegrænser", desværre.
Nå, men jeg har så fået mig sådan en smartphone, ikke? En Google Android telefon, købt gennem deres udviklerprogram, så jeg kan komme igang med at lave noget smarttelefonsoftware. Hvorfor ikke en iPhone? Jamen, det kunne jeg da også sagtens have købt, men dels er dimsen her fuldstændig ulåst, og dels har den fået en minimal, men måske virkelig vigtig tilføjelse til de sensorer der er i en iPhone - nemlig et kompas. Og så kan jeg udvikle til den uden at skulle lære Objective C. Også et plus.
Her er lige lidt noter fra en enkelt weekend med telefonen:
- Det er praktisk med mail, chat og twitter livesync Selvom jeg blev nødt til at lære hvor jeg slog lyden fra til de forskellige ting. Så længe der er strøm er man sådan set online i sin GTalk f.eks.
- Kort+Kompas+GPS En skovturs-killerapp. Just saying. Det er eddersmart med kompassupplementet, selvom kompasset har lidt temperament. GPSen virker god, ihvertfald på en skovtur.
- Ingen trinløs zoom i browseren? En oplagt fejl i interfacet. Interaktion med meget busy rige webapps er decideret smertefuld.
- Android app-markedet Smart og nemt at bruge. Mest ligegyldige apps, men fire-fem af dem har jeg installeret og bruger med stor fornøjelse
- GMail til kontaktsynkronisering Skidesmart - hvis altså GMails kontaktbog var bedre, og telefonen kunne elementære ting som "nummer uden landekode er nok det samme som nummer incl landekoden for det her land". Det tog mig 3-4 timer (no joke) at få min adressebog fra den gamle telefon ned på Android-telefonen og jeg sejler nu i kopier af kontakter jeg har mange steder fra, som f.eks. Morten.
- Vægt og feel Helt ok. Den ligger godt i lommen og er nem (nok) at betjene. Notifikationsmenu er smart. Jeg har ikke nogen aktier i soft-keyboard vs slideud-keyboard, men ka huske at jeg virkelig ikke har kunnet taste på de venne-iPhones jeg lige har prøvet
- Man slukker aldrig for apps Man skal lige vænne sig til at man kun kan tænde for, og aldrig slukker for applikationer. De går i totalfrys i baggrunden, vistnok, men de er stadig i din procesmenu.
- Batteritid I den lave ende, men hvis man bare bruger den som telefon klarer den sig døgnet rundt. Els ka det nok være smart med lidt kunstig ånde henimod aften. Den lader heldigvis bare på USB, så lige så snart man sidder med sin laptop er alt fint.
- SSH Det er jo super med en fuldstændig rimelig terminal til min webserver on the go.
- TODO: Tethering. Man kan få telefonen til at virke som 3G modem til laptoppen hvis man doktorerer lidt på dens firmware. Med de all-you-can eat dataabonnementer der endelig er ved at dukke op er det jo skidesmart.
- Flash? Ikke endnu.
Hvad så nu? Jeg har haft min gamle K750i i tre et halvt år og aldrig haft lyst til at skifte. Så har email on the go og kort når man er væk hjemmefra alligevel trukket, og nu har jeg en hackbar telefon og kan godt fornemme at den snart vil svømme over at services jeg ikke kan forstå jeg nogensinde har undværet.
Egne service ideer:
En Android-chumby. En Lifestyle app el. noget, der ligner. Kompasbaseret teleskopsyn (Vis mig et billede fra den retning jeg kigger nu 500km væk). Android som kreativt inddatainstrument.
* Nej, jeg drømte ikke om elektriske får.