Min bror og hans familie skal snart til Mali, hvor min svigerinde netop er ankommet, udstationeret for Røde Kors. Billedet her er ikke et hav eller en sø, men Niger-floden i alt sin magt og vælde, på vej gennem hovedstaden Bamako. Selv om vi er 800 kilometer fra flodens udløb i er den op til 1.3 km bred ikke langt fra Bamako.
For mig er vand i de mængder uden en lugt af salt stadig besynderligt.
I dagens Weekendavis lærer man at Burma vs. Myanmar ikke er koloniengelsk vs. landets eget navn: Burma hedder også - i dagligsprog - Burma på burmesisk. Stavemåden er godt nok tilpasset engelske talere, men da der under alle omstændigheder er tale om en transkribering fra et andet alfabet skulle det være helt i orden. Myanmar derimod er et officiøst navn, promoveret af juntaen, naturligvis for at slå lige præcis på den tråd af kolonial-skyld det lykkedes for dem at slå på.
Lad denne postkoloniale reminder være tilstrækkelig anledning til en
Postkolonial frihedsvise
(med undskyldninger til Kipling og måske mest det i forvejen hårdt plagede burmesiske folk)Nær den grå Moulmein Pagode bor et folk i slaveri
der er munke, der er vrede, der er Aung San Suu Kyi
alle fanget af en junta, af et mægtigt militær
Stop nu op, soldat fra Burma, sæt dem fri, din slavehær
Hold igen i Mandalay, læg dit våben, gå din vej
Hør den frie viljes rumlen fra Rangoon til Mandalay
Sæt dem fri i Mandalay, frihed finder altid vej
lad den bryde frem som torden bag ved Kina-bugtens kaj
(nb: Teksten går bedre med den patos der er i den danske melodi end med pop-hittet, som man kender med Four Jacks)
Alkohol er lige så farligt som cigaretter står der i berlingeren, og de mange alko-overskrifter lige nu har sikkert noget med lanceringen af denneher kampagne at gøre. Men det passer bare ikke når man regner det hele sammen alligevel.
Og det passer ikke engang for cancer i al almindelighed, for den undersøgelse der omtales handler om brystkræft - som ikke er den cancerform der slår de mange rygere ihjel, når det altså er cancer og ikke rygerlunger de dør af.
Alkohol er altså skyld i langt færre dødsfald end rygning - og det til trods for at det er dobbelt så mange eller flere, der indtager alkohol på en jævnlig basis end der er rygere.
Det er jo ikke fordi det ikke er let at blive forvirret. "30% mere farligt" er meningsløst hvis man ikke ved hvor stor risikoen var i forvejen (en 30% forøget risiko for at dø af at få en lagkage i hovedet betyder ikke så meget for folkesundheden, eller for din egen personlige risiko for at dø). Og så kan man altså finde meget mere uhyggelige risikoøgninger hvis man vil: 90% af alle lungekræfttilfælde skyldes rygning, selv om under 1/3 af befolkningen ryger. Det er med andre ord nærmest 30 gange mere sandsynligt at få lungekræft som ryger end som ikke ryger. De absolutte tal er nemmere at forstå. Her kan man finde en fin graf over udviklingen i lunge- vs. brystkræft for kvinder i Danmark gennem de 50 år fra 1950 til 1999. Lad os bare antage at kvinder både drikker og ryger mere idag end for 50 år siden. Lad os antage at de mængder undersøgelsen i berlingeren snakker om er repræsentative for "at ryge" og "at drikke". Grafen siger vist det meste: Hvor det var 7 gange mere sandsynligt at få brystkræft end lungekræft for en kvinde for 50 år siden, så er det idag mere sandsynligt at få lungekræft - og det skyldes alt sammen det mindretal af kvinderne, der ryger.
Jeg synes folkesundhed og en vilje til ikke bare at lade stå og overlade folk til uinformeret usundhed er helt fin - men det irriterer grænseløst at det skal blandes op med den slags halve sandheder. Man skal ikke bilde folk noget ind bare fordi det ændrer deres adfærd.
Man skal jo ikke være religiøs så jeg tumblelogger.
- tumbleloggen er forresten også vejen til det totale Classy-feed - med blog, hacks-blog, wiki, fotos, del.icio.us og så tumbles i sig selv.
(mangler en "download det hele" knap derinde. Findes den?)
Mit blogindhold har indhentet mig. Det lamme webcensur-firma Websense (de kalder det filtrering, men det er det samme) har simpelthen blacklistet classy.dk, siger Morten, der for tiden sidder bag en Websense proxy. Naturligvis er der ikke et link på deres corporate forside hvor man kan klage over den slags.
Nogen der har hørt om et sted man kan fortælle dem hvad man mener om dem? Google hjælper ikke lige umiddelbart, på nær det her sjove modangreb.
Jeg er overblogget, tager lige en uges blogfaste. Ses 1. oktober.
It's clear now that the SCO lawsuits was really a poker game: SCO v. The Rest of The World No Limits Texas Hold'Em.
SCO picked up a weak hand, but since SCO was short stacked already, attack was seen as the only option and they made a heavy bet. However, the flop produced nothing for SCO and none of the other players were much impressed with SCO's bet, so they stayed in the game. SCO then moved all in, hoping to scare off some of the other short stacked players, like Novell, and then luck it out in court with IBM. No such luck - SCO simply didn't show enough power (constantly checking your cards, and asking the dealer pointless questions about the pot is not how you show strength, but how you fake weakness, to keep the other players in). Everybody stayed, and frankly, given the size of the pot involved, the showdown was not so much a showdown as it was a letdown. SCO just had nothing.
Helt igennem ikke i orden. Hvad gjorde det øvrige publikum?
Kan vi ikke droppe det der bullshit med MSM, de onde, fjerne Mainstream Medier, her i lille Danmark? Det bruges i flæng af tonsvis af mennesker med enormt nem adgang til de samme mainstream medier. Måske giver begrebet mening i USA, hvor afstanden fra læser til New York Times' redaktion, er større - men vi lever i et ufatteligt lille land. Der er ikke en kvart halvfordærvet meningsdanner in spe, der ikke kan trænge igennem i dagspressen. Det er simpelthen ikke rigtigt at de store medier er en særlig dinosauragtig struktur, der lever privat i en anden verden.
At påstå andet er selvgodt, en offertankegang, der muligvis sætter det selvdefinerede offer fri, men i sidste ende er skidt for debatten, og for medierne - mainstream eller ej.
Se selv.
Det er super nejs at hver publiceret præsentation liige er et online chatrum også. Solide bank til døde desktop presoer.
UPDATE: Sørme om ikke preso-group chat også embedder fint og giver group chat til min blog. Nejse.
- tænk hvis man også kunne følge med i de chats i sin gtalk klient. Og tænk hvis der var lyd.
Muligvis stinker det hvis man ikke er logget ind i Google.
Hvis man har læst min storebrors bog er det svært at blive rigtig overrasket over indholdet af den meget omtalte undersøgelse af lykke og politik. Der knytter sig også en metafysik til det politiske spektrum, og til venstre i salen er det ofte noget med at der ligger noget bag, og det der ligger bag bliver let et problem, og så er det jo svært at være lykkelig.
Men beskrivelsen af den mekanik understreger en anden pointe: Lykke er en livsholdning, eller som Chomsky siger Optimism is a strategy for making a better future.
Så i en vis forstand ligger konklusionen i spørgsmålet: Lykke-payoffet indgår i forskellig grad i selvforståelsen til højre og til venstre.
- ikke at det ikke også til dels er sådan de beskriver det i undersøgelsen, men hvis man f.eks. har læst Information i 20 år - avisen hvor alt, der sker i verden, på en eller anden måde er et problem. Eller omvendt, hvor nyheder, der ikke er problemer, simpelthen derfor ikke er nyheder - er man fristet til at sige at undersøgelsen viser noget som var indlysende i forvejen.
(se også Woody Allen om Crimes and Misdemeanours)
Via Harddisken bloggen og i forbindelse med de korte formater: Lazy Library søger kun i bøger på under 200 sider.
Bonus: Kom I tanke om en gammel post her på bloggen om The Thin Book Movement.
Uden diskussion det mest corny "narko i min gade"-dokumentationsbillede jeg endnu har taget.
Århus bedemanden Unik Begravelse har næsten planket sit slogan fra Kvik køkkenet
Alle fortjener en unik begravelse
Så efter køkkenet, badeværelset, gasgrillen, swimmingpoolen og den store gulplade-Cayenne er tiden altså kommet til at gå ud with a bang istedet for a whymper.
Bonus: De reklamerer også på bybusserne.
Min modpart i denneher samtale har bedt mig om at glemme at samtalen nogensinde har fundet sted. Så det gør jeg så.
I Residenspalæet i Salzburg (dvs. palæet nede i byen, ikke det befæstede slot oppe på bjerget) er der en trappe, der som en lille barok indretningsvits har messingbalustre, der er stemt i hver deres tone, sådan at trappen i sig selv er et musikinstrument. De har en fin klang.
Jeg har på det seneste været uheldige med flere kulturskud, der alle havde været langt bedre hvis de var halvt så lange og dobbelt så skarpe. Chris Andersons "The Long Tail" var god i Wired, men stank som bog. Capotes "In Cold Blood" burde have været en meget lang magasinartikel. Morten Ramslands Hundehoved havde været voldsomt meget bedre på 200 sider, istedet for de ørkesløse små 400 sider om en helt igennem kedelig familie. Senest burde Christoffer Boe og Nicholas Bros bagatel offscreen have varet en halv time, måske tre kvarter og ikke de halvanden time, den spiller. Jeg ville aldrig gide læse bare en halv af dem, men man mistænker bestemt også at Harry Potter endte som bloatware, ligesom et gensyn med de tre Ringenes Herre film er en nærmest masochistisk oplevelse, navnlig den sidste time af den sidste film.
Det er jo let at sætte sig ind i hvorfor det sker: Der er flere penge i de lange formater. Men gid det dog ikke var sådan.
Lige nu sender TV3+ 70er kultklassikeren Vanishing Point (som bl.a. Primal Scream har lavet en hel plade om). Men...det har de så lidt tjek på selv at de har slået forkert op på IMDB og derfor i alle programlistinger og på egen hjemmeside tror de sender The Vanishing, Hollywood remaket af George Sluizers Spoorloos. (The Vanishing er iøvrigt en udemærket uhyggelig film med en vældig god overraskende dobbeltløbede plottwists)
Apropos de græske tragedier fra forleden, så er Vanishing Point iøvrigt også et sjovt eksempel på en film, der låner fra den tradition, en slags Odysseus som Road Movie, komplet med den blinde seer, her en fortællende radiovært.
Og lige lidt mere softwareprocesslang der kan anvendes bredere. I forbindelse med agile metoder, som jeg omtalte i går dukker af og til noget virkelig dejlig slang op: High Ceremony vs. Low Ceremony. Det er nemt at forstå: Er der meget ceremoniel, mange høflighedsregler, i at gøre arbejdet - bestemte mennesker man må tale med, bestemte spørgsmål man må stille, formaliserede måder at stille dem på - så er det high ceremony (målbarhed, rationaliserbarhed, gentagbarhed er det vigtige), mens omvendt man kan arbejde i low ceremony, hvor det hele handler om ikke at spilde noget spørgsmål på gulvet i ceremoniellet, og man derfor er mere optaget af spørgsmålets eksistens end i at det er velformuleret og i pagt med et regelværk.
Det er ikke alting der passer til hverken det ene eller det andet, og der ligger positive menneskelige værdier i begge vinkler, men det er godt at vide at den anden findes og også kan virke.
Vi tager lige en mere om kommunikation og viden. Via denne præsentation af hvordan Arkitema bruger nye medier, kom jeg til at tænke på, at det det sociale medier gør er en vidensanalog af Just In Time produktion. Istedet for at vedligeholde et enormt varelager af informationer, som der måske eller måske ikke er nogen efterspørgsel på, så vender man det på hovedet, og lader folk efterspørge viden istedet. Som udgangspunkt som one offs ved at lade folk spørge ud i det blå. Efterhånden som man så oplever en stor fast efterspørgsel efter den samme viden, så kan man begynde at sørge for at have den på lager, ved at publicere den e.g. på en Wiki, eller endnu mere struktureret med træning og uddannelse. Det smarteste er imidlertid at fastholde at just in time og initiativretten tilfalder alle, og at træningen og intranettet er de unaturlige måder man billiggør den naturlige spørgeproces på, ikke modsat, at "hvis du ikke kan finde svaret her, så kan du jo blive nødt til at spørge".
Ved at tænke sådan kommer vi også naturligt til et godt svar på "men er en blog ikke bare lavpris/dårligt CMS?", nemlig svaret "Jo, det kan du have ret i, men en blog har den anden mulighed at den kan invitere læseren til at spørge."
Jeg får lyst til at tage tråden op fra Trine-Marias al kommunikation er svær, om envejs-kommunikation vs. dialog, med et eksempel fra min egen verden, specifikt fra softwareudvikling.
I gamle dage, dengang software var nyt, skulle man finde på en måde at strukturere softwareudviklingsprocessen på, og kom op med vandfaldsmodellen. Vandfaldsmodellen udmærker sig knapt nok at have noget med software at gøre, men derimod handle om organisation. Det er hierarkiet der forsøger at kontrollere virkeligheden uden rigtig at beskæftige sig med den: Først bestemmer chefen hvad der skal laves, så giver han besked til projektlederen om at iværksætte. Så laver projektlederen en specifikation, og giver den til arkitekten, så han kan begynde at tegne. Specifikationen ryger ned til programmøren, der begynder at skrive den om til software, og når han er færdig med det, så laver man den første virkelighedstest af chefens idé. Da er det tit for sent.
Som bekendt flyder vand kun nedad - og al kommunikation her er envejs, der er ikke samtale, men ledelse.
Menneskeligt er det dødens pølse. Og selv om man så var kynisk og sagde, at det var sgu ligemeget, de får løn for det, de kan være mennesker i privaten, så dukker det næste problem hurtigt op: Det fungerer simpelthen ikke.
I virkeligheden viser det sig at den måde at kommunikere på ikke opnår nogen mål. Værre end det, i virkelig mange sammenhænge, og uden undtagelse i alle dem jeg har arbejdet i, er forventningerne i denne kæde af envejsmeddelelser gift for arbejdsprocessen.
Helt konkret, har det ytret sig ved at jeg i de sidste mange år har set praktisk taget alle forsøg på skriftlig kontrol med udviklingsprocessen, i form af dokumenter, der lige skulle skrives for at vi kunne blive enige om hvad der stod i dem, kuldsejle. Og det er vel at mærke ikke fordi mine kolleger ikke var dygtige eller vidste hvad der skulle til, det var bare formen, den døde envejskommunikation, der fuldstændig blokerede for det videre arbejde. Jeg har i samme periode scoret mindst ligeså mange billige point ved at være glad for at skrive det ned, de andre hellere bare ville vide.
Det siger sig selv, på den baggrund at det har været en stor tilfredsstillelse undervejs at afskaffe papirprocessen til fordel for en mere dialogbaseret problemløsning - i branchen kaldes den slags agile metoder, og i korte træk handler det om i enhver situation at foretrække dialog frem for ledelse, hierarkiske beslutninger og envejskommunikation.
En af de ting jeg stødte på, på min ferie i Salzburg, var byens tilknytning til Oskar Kokoschka, der skyldes at han fra 1953 til 1963 drev en sommerkunstskole "Skolen i at Se" på slottet i Salzburg. "Kokoschka i 63?" tænker man uvilkårligt, for hans samtidige, Gustav Klimt og Egon Schiele døde jo begge, ikke af, men samtidig med første verdenskrig og Wiens bratte fald fra livet som kejserresidens. Så læste jeg lidt videre, og konstaterede at Kokoschake gud hjælpemig var i fin vigør også da Ali vandt The Rumble in The Jungle, ja endda nåede at opleve Sovjetunionens indtog i Afghanistan før han døde i 1980.
Og dog var han 28, og på højden af sin karriere, da han meldte sig til den kejserlige og kongelige østrigske hær i 1914 for at kæmpe i den store krig!
Sikke et liv. Han nåede både at blive kunstner, være en af de mange, der havde en affære med Wiens kulturelle starfucker par excellence, Alma Mahler, slås i krigen, komme hjem og se sine samtidige dø og sit land gå i opløsning (personligt for folk som Kokoschka, hans far var af tjekkisk oprindelse), blive erklæret degenereret af nazisterne, flygte - først til Tjekkiet, siden til England, før han efter krigen kunne vende tilbage til Centraleuropa og endelig til Østrig, for at lave kunstskole. Og så levede han endda næsten 20 år mere end det.
Da min mormor døde for tre år siden, i en alder af 101, havde hendes liv også fundet sted med Europas blodige århundrede som baggrund, endda med forbløffende dramatisk relevans, skulle man skrive historien: Hun blev konfirmeret under 1. verdenskrig, gift i depressionsårene, blev husmor og passede børn under 2. verdenskrig og sluttede af med at flytte på plejehjem nogenlunde samtidig med at Sovjet gik i opløsning. Men, det er jo bare et tapet bagved. Kokoschka er med på det tapet, hele vejen fra den ene ende til den anden.
Superfed infografik med amerikanske befolkningstætheder. Demokraterne vinder typisk på spidserne, men ikke det store flade land imellem dem.
Tony fandt en vred besked...
... jeg kommer nu - når jeg læser beskeden - til at tænke på en klassisk historie fra Egmontkollegiet, hvor man, som eksbeboere ved, bor i små kubiske kasser stablet præcist ovenpå hinanden. En af mine naboer, i en kasse på min gang altså, havde problemer med kassen nedenunder, der altid spillede enormt høj musik. Han var ikke en man sådan skulle lave pis med, så når det skete, hamrede han konsekvent i gulvet i gulvet og på radiatoren med en hammer.
Nogen tid efter mødte han en sød pige i kollegiecafeen, der viste sig at være en lidelsesfælle, hun havde også en underbo, der spillede enormt højt.
"Men, det er næsten ikke det værste", sagde hun "for hver eneste gang han sætter en plade på, begynder min overbo at hamre på radiatoren".
OK, so the study is paid for by fair users, but still: A study shows that fair use provisions in copyright adds more to the american economy than the copyright industries owning the fairly used material.
Arguments from this could be made in various directions :"See, you're already benefiting enormously from fair use, is it really fair that you should be making most of the money from our material" could work as well as the prima facie conclusion that free culture is Good.
But everybody should know the value of fair use. Nobody has made more money from public domain culture than...Disney (think Little Mermaid, Snow White, Cinderella, Robin Hood - the list goes on) and now they would very much like to be the last company to be able to do this. That any politician considers this reasonable boggles the mind.
Hvem har ret? A eller B?
A:
I kender den sikkert. Den leg, der – i hvert fald i min barndom – var mere eller mindre fast ingrediens ved alle børnefødselsdage. Den hedder: Sæt halen på æslet.Skulle der være enkelte, der fortsat er helt uforstående, handler det i al sin enkelthed om, at man med bind for øjnene skal forsøge at placere en hale på et tegnet æsel. Nemt, underholdende og alligevel ret svært.
Nu er det jo ikke Grønspættebogen, du sidder og læser, så måske undrer du dig lidt over, hvad Sæt halen på æslet har med it og innovation at gøre? En hel del, faktisk.
Forestil dig, at det omtalte æsel er dit problem. Udstyr nu hver af dine medarbejdere med en hale, hvorpå den enkelte skriver en ide til at løse problemet.
Du har nu en sjov leg til firmafesten og en anderledes måde at arbejde med de kreative ideer på. Vinderen er – som ved børnefødselsdagene – naturligvis den person, der formår at få sat sin ide tættest på æslet (læs problemet). Præmien er, at den vindende ide realiseres.
De vilde ideer
Lyder det skørt? Det er det nok også, men det er lige før, at det måske netop er kernen i innovation. Igennem den seneste tid er aviserne i stigende grad begyndt nærmest at svulme over med virksomheder, der står i kø for at sige, at de arbejder med vilde ideer – og at det gælder om at få så mange som muligt, for så er der jo noget at vælge imellem.
Jeg bliver efterhånden så træt, når jeg – igen - bliver inviteret ind i arbejdspladsens helt unikke svar på børnehavens radissestue. Der hvor man går hen, når man skal i gang med ”noget kreativitet” – Innovationsrummet (hvor der sjovt nok aldrig er nogen mennesker). ”Jeg vil have nogle ideer!”, siger chefen. Og ind drøner medarbejderne i innovationsrummet, hvor de kan tage skoene af, sidde i rundkreds, spise kage, lege associationslege og klæde sig ud, eller lægge sig ned på gulvet og kigge på delfinerne, der er malet i loftet, mens idéerne bare ligesom kommer til dem.Bliver man specielt motiveret for idéer så snart man sætter sig i en sækkestol? Og hjælper det på medarbejdernes skabertrang, hvis man får en farvekonsulent til at male kantinens vægge i alle lakridskonfektposens kulører? Og kan man kommandere idéerne frem?
En kær veninde som arbejder i et ”kreativt centrum”, fik nok og malede den ene væg i sit eget lille kontor hvidt, så der i det mindste var én rolig flade at kigge på. Og så fik hun at vide, at det måtte hun sandelig ikke, ”for det passede jo ikke ind”. Nej, skal man være skæv, ud-af-boksen-kreativ og nytænkende, skal det helst være på samme måde som alle os andre.
- læg din stemme i kommentarboksen.
Når newsfeeds bliver en total succes vil vi allesammen gå rundt sådan og synes at alting er nyt hele tiden, selv om vi så det for kort tid siden.
Er der ikke en journalist på nyhedsredaktionen, der kan fortælle DRs ansatte at de efterhånden latterligt mange punktstrejker ikke rigtig sælger DR til hverken licensbetalere eller politikere?
Den 11. times Jang Refn serie illustrerer glimrende hvor svært det er at lykkes med en historie om en hovedperson der på samme tid er præget af
- Massiv selvovervurdering
- En næsten sprogløs, men alligevel rumlende og konstant stor arrogance
- Dyb overfladiskhed (pun intended)
- Selvmedlidenhed
- Hudløshed, der desværre kun er til stede indpakket i ovennævnte selvmedlidenhed
"Aldrig set før" og "Tåkrummende" er tit recepter på godt TV, men Jang er både for kedelig at høre på og for selvgod til at det lykkes her.
Paul Saffo laver pixibogsargumentet for hvorfor stater i stigende grad bliver irrelevante. Han er ikke langt fra de udsagn Shimon Peres kom med på Le Web i december. Det gode spørgsmål i den anledning handler om eksternt tryk fra mindre vidende samfund, der stadig fungerer bedst med gammeldags magt. Og bagved det spørgsmål ligger et andet, mere dag til dag relevant: Er islamismen, islamisk terrorisme og dens mål, "moderne" i Saffos forstand, altså simpelthen små dynamiske grupperinger, der lige præcis har en fordel af at deres valgte modstander er en stor tung gammel nation, eller er det billede i virkeligheden en slags spin, og grupperingerne magtesløse uden statslig opbakning fra Saudi Arabien, Syrien og Iran?
Er der nogen, der kan komme i tanke om et fortilfælde for Karen Jespersens tilbagekomst som socialminister - nu i skarp opposition til hendes hidtidige parti(er)?
Er det nogen sinde sket før, at regeringen er skiftet, men en minister har optrådt på begge sider?
[Update: A sæjer welbekom til Rasmus fordi han kan huske sin efterkrigstidshistorie, se kommentarerne nedenfor.]
Jeg havde misset nyheden om at Joe Zawinul er død. Zawinul er blevet ved med at vende tilbage til Copenhagen Jazz Festival, men vurderet på mit eget rotationstal på Heavy Weather - den med Birdland på - så var jazzrock måske alligevel en idé, der ikke rigtig funker mere - hvilket jo som regel bare er kode for at genren går og leder efter en tid der igen vil give den mening.
It's Over by Reggie Watts from Jakob Lodwick on Vimeo.
Pænt funky fætter*, i den mere og mere almindelige "human beatbox loopet live"-sport.
*fætter = fyr. Han er ikke min fætter.
I Japan findes en subkultur af hjemløse, der lever på 24-timers netcafeer, arbejder en smule her og der, en slags opgradering til en digital tidsalder af den klassiske bums. Hvis nu de er snedige nok til at tjene deres penge på Amazon Mechanical Turk, så har vi fat i en low rent udgave af ham her.
Jeg sad på kontoret ude i Ascio, for seks år siden, da jeg fik emailen fra en tidligere kollega, nu ansat på et trading floor i en stor bank, hvor man lever og ånder nyhedstelegrammer: "Der er et fly, der er fløjet ind i World Trade Center!". Der stod ikke andet i emailen - og jeg tænkte umiddelbart at det nok var en lille flyver med en dum pilot, en Cessna eller lignende, der fløj småture over Manhattan. En halv time senere kom email nr 2. "En mere!". Så er det jo nok ikke et tilfælde, tænkte man så - men ideen om at det lille fly sad stadig fast i bevidstheden. Så holdt internettet langsomt op med at virke, og folk begyndte at høre radio.
Jeg kom først halvsent hjem fra arbejde, ved 6 halv syv tiden, men jeg nåede lige at købe et fjernsyn på vejen - det gamle var i stykker - så jeg kunne se resten af historien på rerun, det meste af aftenen, derhjemme.
Beastie Boys' nyeste plade lyder markant bedre på stereoanlægget end numrene gjorde live i mudderet på Roskilde. Funky og tight og varieret og alt mulig andet godt.
Det galleri af kendtes ansigter blandet med andre kendtes ansigter, som Kottke har fundet, er knaldgodt.
Nordsjællandsk vejgrøntreklame. Det er fantastisk godt klaret at tage fejl af landet når man sidder og stirrer på et kort med de rigtige oplysninger.
Tilfældig poesi med Kioskbaskr, efterår og Mortens weblog
Really, you September - gotta be a caveman
a caveman could do it. no. Really, you You cannot do it
Via den nu offentligt tilgængelige Kioskbaskr, anvendt på Mortens weblog.
...er hvor mange af de queuede iPhone kunder, der bare havde købt den istedet - altså hvor meget den egentlig kannibaliserer den dyrere telefon. Jeg tror aldrig jeg ku finde på at købe det konvergerede device nu man kan få et langt billigere knapt så konvergeret. Ikke at jeg ikke er verdens dårligste gadgetforbrugsprediktor. Jeg har ikke engang en mp3 afspiller. Undtagen den ubrugte i min 'fon.
I virkeligheden tror jeg først iPod Touch er noget ved når man er sikker på at den er ordentligt hacket. Dvs et af de gængse scriptsprog kører på den med solid adgang til systemlibraries. Om en måneds tid altså.
Jeg digger Kottkes writeup af et interview med skaberen af serien The Wire (som man ser på SVT) fordi forfatterens perspektiv riffer med noget jeg selv har tænkt over rigtig længe efterhånden, f.eks. her og her.
Som de allermest trofaste læsere af classy.dk vil vide har jeg været utrolig fascineret af Lars Qvortrups beskrivelse af netværkssamfundet, som et nyt decentreret samfund, ikke længere domineret af det moderne ideal - hvor individet er den eviggtgyldige lup gennem hvilken samfundet giver mening. Istedet har vi et nyt samfund med mange overlappende, men ikke helt sammenhængende partielle meninger. Man skifter løbende sin forståelsesramme ud, efter omstændighederne, fra en økonomisk, til en naturvidenskabelig, til en etisk, til en politisk, til en humanistisk forklaring. Den opsætning af hvordan vi aflæser verden kan man også se afspejlet i den omsiggribende antropologiske anskuelsesform, der stort set består i at observere hvilken form for mening og argument vi hælder forskellige hverdagssituationer i, og observere sig frem til hvordan vores hverdag giver mening. Undersøgelserne er tit med kommerciel baggrund, så der findes utallige beskrivelser derude af hvordan vi aflæser biler, morgenmad, politik, tøj osv. osv.
Qvortrup giver, i sin bog om emnet, udviklingen en historisk logik i en bevægelse fra middelalderen til idag, der ser ud som
Gud => Mennesket => Netværkernehvor vi starter i et samfund med ét enkelt centrum i en (monoteistisk altså) gud, med en overgang til renæssancen og det moderne hvor mennesket pludselig bliver optaget af sin egen psykologi og ser den som centrum for udforskningen, indtil idag hvor den model ikke passer mere, og mennesket istedet må ud af sig selv og ind i samfundet, i netværkene, for at finde sin mening. Men... den udvikling udelader noget andet kulturelt arvegods fra fortiden, nemlig den gamle græske (eller romerske eller nordiske) mytologi, hvor mening, på samme måde som i dag var spredt ud og repræsenteret i et stort persongalleri - guderne havde hver deres personlighed, de havde uenigheder og konflikter, og fejl og mangler, og der var ikke en central magt, der afgjorde det hele. De gamle polyteistiske mytologier forstod kort sagt virkeligheden ligesom vi forstår den nu, som sammensat af en masse forskellige forklaringer i konflikt med hinanden.
Hvis vi hælder den ind, så bliver renæssancen en slags spejlingspunkt snarere end et trin i en udvikling. Umiddelbart på hver side af spejlingen har vi Den Store Forklaring - på fortidssiden i hænderne på En Sand Gud og på vores egen side i hænderne på Mennesket, men bag ved denne spejling ligger altså en anden, nemlig de flerstemmige præ-kristne mytologier der spejler sig i vores moderne flerstemmige netværkssamfund.
Hvad har det nu med The Wire at gøre? Jo, lige præcis det at seriens skaber for det første ser som seriens tema "the exploration of the postmodern American city and the struggle of the individual against the city's institutions." og for det andet at han lige præcis dramaturgisk griber fat i den spejling i græsk mytologi, jeg snakker om her:
Another reason the show may feel different than a lot of television: our model is not quite so Shakespearian as other high-end HBO fare. The Sopranos and Deadwood -- two shows that I do admire -- offer a good deal of Macbeth or Richard III or Hamlet in their focus on the angst and machinations of their central characters (Tony Soprano, Al Swearingen). Much of our modern theatre seems rooted in the Shakespearian discovery of the modern mind. We're stealing instead from an earlier, less-traveled construct -- the Greeks -- lifting our thematic stance wholesale from Aeschylus, Sophocles, Euripides to create doomed and fated protagonists who confront a rigged game and their own mortality.But instead of the old gods, The Wire is a Greek tragedy in which the postmodern institutions are the Olympian forces. It's the police department, or the drug economy, or the political structures, or the school administration, or the macroeconomics forces that are throwing the lightning bolts and hitting people in the ass for no reason. In much of television, and in a good deal of our stage drama, individuals are often portrayed as rising above institutions to achieve catharsis. In this drama, the institutions always prove larger, and those characters with hubris enough to challenge the postmodern construct of American empire are invariably mocked, marginalized, or crushed. Greek tragedy for the new millenium, so to speak.
Det passer jo perfekt ind i mit program, mand!
(Bonus: Tidligere karakterisering af William Gibsons romaner, som eksemplificeringer af samme opfattelse.)
Ligner et udemærket magasin.
Fra nogen der ser d. 11. time og tror Jes Brinch lige faktisk har vandaliseret et ægte Gaugainmaleri. Der skal nok være nogen, der tror det.
Gå heller ikke glip af storebrors omtale af Ny Alliances nye design - der bekræfter en art grafisk version af Godwins Lov - alle gode grafiske tricks har på et tidspunkt været anvendt af et totalitært diktatur.
[UPDATE: Re totalitær propaganda: Den "progressive" portal modkraft synes sørme også de bliver kopieret. ]
Nej, det er desværre en blæserkvintet, men man må ikke gå glip af Bjørn Svin som underlæg til Vivaldi og Ligeti som set i d. 11. time. Det er potentiale for fuldbyrdet rædselsfuldhed (a la Hooked on classics), men for det første er jeg glad for at høre det fordi jeg tænkte lige præcis som de sagde i programmet da jeg hørte "Mer Strøm", at der var usædvanligt mange kerner i det melodiske setup. For det andet, så lyder det sådan som nogen af os nåede at tænke ved meddelelsen "Safri Duo arbejder med at blande deres klassiske skillz med elektronisk musik" inden det fuldbyrdede dance-opkast, der var resultatet, kom på gaden.
Bonus: Ultra bad mash up af Mer Strøm med Malk de Koijn vokal.
Book Amin JensenEr svenskerne stive?
So What TV(jazz)
Få større muskler nu
Kanon leksikonopslag: Next Stop Sovjet. Dansk atompacifistisk ungdomsfredsgruppe[...] (læs selv videre)
Tjek også linket til Next Stops Armeniensindsamling - pludselig er fredskampen erstattet af en nødhjælpskampagne. Var det sket hvis jordskælvet havde været i... Portugal? eller i Israel? Næppe.
Jakob Lyngsø mener ikke at vi har brug for flere nørder, men derimod for "projektledelse og management på topniveau". Det er muligvis sandt om kanonføde til gigantiske offentlige og private virksomheder, der laver administrativ EDB, men de laver jo så til gengæld ingen innovation, men derimod ren effektivisering i 2., 3., 4., 5. generation af allerede indkørte betontunge systemer. Og de laver ikke eksport. Hvis dansk IT som fungere som eksportvare så er nørderne den eneste løsning. Det må også være betryggende for IT-folkene at høre Jakob Lyngsøs neddummede beskrivelse af hvad det egentlig er de laver. »Udviklingen indenfor IT er som syerskerne i Herning. Der sidder ikke længere nogen herhjemme og massefabrikerer tøj ved symaskinerne, mens vi i stedet har design og modefirmaer.[...]" - der er bare den lille hage ved det, at softwareudvikling er design. Det er lige præcis forskellen på syersken og udvikleren.
Igen, det er rigtigt nok, at når de store spadestik er taget og man skal leve af sin veletablerede platform, så skifter overvejelserne og prisen per arbejdstime bliver det vigtigste og jobbet går østover. Men det er altså først når man er færdig med hovedtanken at det virker.
De "sjove" T-shirts med genbrug/misbrug af genkendelige reklameslogans ("VODKA - connection people" (Nokia) eller "Enjoy - GOD" (Coke)) er der for mange af allerede, men Podbrix falske Lego kits, der forsøger at ligne genuine Lego-kits - bare omhandlende Apple-fankultur er noget andet. Efter min mening er det mest campede Jobs keynote tableauet. Som Slashlit baseret på pressemeddelelser.
Jeg spørger mig selv om ikke der faktisk har været masser af sådanne kits i virkeligheden? Jeg ville da bestemt mene jeg har haft en Falck-station. Og McDonalds-biksen her ser da også autentisk ud. Hvad siger Tveskov?
Ja, jeg er bare ved at indhente mine blogfeeds, men der er altså en flysimulator i Google Earth, gemt som påskeæg. Aktiveres med Ctrl+Alt+A siges det.
10 Zen Monkeys har den gode feature om manden, der pissede på de andres modkultur ved at brænde manden-der-alligevel-skulle-brændes-af af - i utide.
Hele bogforlægget (romanen "The Short-Timers") til Full Metal Jacket er tilgængeligt online (på engelsk). Er lige gået igang. Det første afsnit i bootcamp lever fuldt ud op til filmen.
The title of this post is a digital bumper sticker I would really like to see more around the net in this age of facebook "a friend asks a question" application social graph leeching.
Et par goe blogposts om science fiction koncepter, der nu (eller før) var standard inventar i genren.
Før: Jorden er hul og der er en verden inden i.
Nu: DNA er vores software - tænk hvis vi kunne blande det med maskinsoftware...
Udemærket blogpost hos Peter Svarre, om hvad og hvordan og hvornår, brugere får noget ud af at deltage i vidensbaserede kåmjunities (hvis nogen har et dansk yndlingsord (som ikke er et af 'netværk', 'samfund', 'gruppe') for community, så meld det lige ind i kommentarboksen, tak).
Tonen er måske en anelse mere instrumentel hvad angår brugerne, end jeg personligt bryder mig om, og forslagene til hvad man gør for at komme udover det elementære problem at folk mister lysten til at bidrage når de pludselig synes de hælder mere i end de kan tage ud, er måske ikke rigtig organiske og bæredygtige nok IMO, men koncepterne er det fint at være bevidst om.