Før en talemåde - nu skal det tages bogstaveligt.

Titlens spørgsmål var Jorge Luis Borges begrundelse for at lave korte beskrivelser af gode romaner, istedet for at sætte sig ned og faktisk skrive dem. Bogudgivelseslogikken er modsat, hvilket gav os den meget kedelige faktabog The Long Tail baseret på et godt essay i Wired lidt tidligere. Jeg var ikke klar over at David Brins The Transparent Society også et et eksempel.

The Criterion Collection er en DVD-samling der prøver at udgive et godt udsnit af "kvalitetsfilm". Matthew vil se dem allesammen for os.

Det er ikke så underligt at det er kedeligt for mange børn at gå i skole når lærerne bliver decideret rasende ved tanken om at skulle bruge energi på de børn, der "ikke har problemer i skolen". Jeg synes da det er et rimeligt stort problem hvis resultatet er at mange af børnene møgkeder sig fordi de aldrig får nogen udfordringer eller oplevelser eller opmærksomhed, men det er vist ikke den slags problemer, der tænkes på.

Når Bush er ude af Det Hvide Hus og der ikke længere er nogen klar realpolitisk grund til at stikke noget under stolen, så vil man igen komme til at tænke på kontrasten mellem den debat der var før Irakkrigen og det der skete bagefter. Før Irak-krigen var der for det første masser af udsagn om at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben at begrunde krigen på. Den bagefter konstruerede historie om en efterretningsfadæse er den tykkeste vits. Der var fantastisk tydeligt på retorikken at argumentationen var anstrengt. Bare det banale forhold at det tog så forbandet lang tid at præsentere de dårlige kilder man havde, selvom modstanden mod krigen var så stærk var en solid advarselslampe. Der var ingen tvivl om at USA vred armen om på sine allierede. Det blev ikke pænere at at Gerhard Schröder og Chirac havde indenrigspolitisk anvendelse for antiamerikanisme, men armvridningen var tydelig.
Og alligevel blev den fortsat herhjemme af harmdirrende borgelige, der med de for tiden typiske kaskader af sideargumenter mente at det ville være fuldstændig vanvittigt, nærmest moralsk uacceptabelt, og under alle omstændigheder et udtryk for realpolitisk naivitet, ikke at gribe ind mod Saddam. I rollen husker man bl.a. Jens Christian Grøndahl. Som i dagens udgave af Politiken siger "Det var en fejl".

Lad os lige krydse Berkun og biografisamfundet et øjeblik. Berkun er fanget i en dialektik, som man hurtigt bliver fanget i: På den ene side en historie, der viser klart, at innovation ofte er socialt og at innovationens slidsomme sociale liv skærper ideerne indtil de pludselig er der. De kom ikke frie og sande ud af den allerførste hjernegnist. Omvendt citerer Wired-livebloggeren Berkun for at sige at ledelsen skal lade dem der har forstand på det gøre deres arbejde uden at gå i vejen - og så er vi jo i virkeligheden tilbage ved Prometheus. Måske med "gruppen" som den nye Prometheus, men dog tilbage ved det uafhængige uden for verden stående geni, der skal have lov til at være genial i fred. Det er bare en social spejlng af det oprør vi alle kan mærke inden i os når samfundsvidenskabsfolk opløser vores motiver i idealtyper og fragmenter, for vi kan jo mærke at vi er én, hel ting. "Kreativitet" som figur er låst inde i biografien. Det er noget man kun selv kan være - men erfaringen viser os omvendt at man ofte er det meget bedre socialt. Det er anstrengende at sidde fast i den modstilling mellem selvforståelse og social indsigt og det er helt indlysende at der er en både menneskeligt og politisk gåde gemt i, at vi ikke har en god formulering af hvilke krav det sociale og selvet gensidigt kan stille til hinanden.

Måske er der en fremtid for Claus Buhls kreativitetskampagne, ved siden af hans egen bog forstås, i Scott Berkuns bog The myths of innovation - at dømme efter denne ETech liveblogging. Berkun sætter "rigtig" innovation op imod Prometheus-myten - historien om det ensomme geni der sendes afsted alene for at komme tilbage med det fantastiske. Virkeligheden om innovation er mere social end det - inklusive en masse pinlige offentlige fejltagelser før det lykkes. Kritik og virkelighedstest er nummer et.

Det, på visse tandhygiejnemarkeder umuligt navngivne, knap-så-crowd-sourcede leksikon Citizendium har åbnet dørene.
Der er mange døde links endnu, men oversigtsartiklen fra min egen branche viser både roden i Wikipedia - og den omredigering, der har fundet sted under de anderledes regler med redaktionel kontrol. Det virker som om målet er at lave noget mindre anekdotisk, mere leksikalt - og det er svært at være ked af. Så får vi se om det kan komme skub nok i den proces til at det gør en forskel.

Istedet for at følge med i den store dødstrusselsdebat - jeg ka godt forstå Kathy Sierra har det dårligt, men jeg kan også godt forstå Chris Lockes svar - så synes jeg man skulle læse den vigtige kildetekst hvori en debat om udvendige Højere Mål vandes ned for at undgå nogen "mean kids" - iblandt dem fremragende rambling bloggers som Rageboy og Stavros the Wonderchicken.
Det bedste ved kommentartråden er den absurde omvending i samtalen. Jeg vil godt vædde penge på at Rageboy og Wonderchicken har brugt mere energi på at studere Højere Formål end Tara Hunt (og forfatten til den bog hun snakker om) har - og det udløser så en samtale hvor dem der ved noget gør korsets tegn for sig ved den skrækkelige tanke om en hel kultur af overbeviste HøjMålere, alt imens de andre fører en bizar legestuedebat om at Højere Formål nok er meget godt alligevel - hvis bare the mean kids ville lade være med at kritisere. Tidligere på classy.dk om højere formål her.

God observation om sociale medier og skalaer: "At spørge hvordan sociale medier skalerer er at spørge 'så hvordan spammer jeg dem allesammen?'". Minder mig om nogen af de ting Markus Frind fra plentyoffish plejer at sige om AdSenses disruptive egenskaber: AdSense ændrer vilkårene - men ikke ved at gøre det let at lave nye imperier. De erstatter imperierne med noget helt andet.

Microsoft is working hard to go beyond 100K employees - i.e. turning into IBM, slowly but surely.

Rudy Rucker bringer os et uddrag af en af sine bøger med prikmønstre til brug på fødselsdagskort. Det er en 18 siders PDF med grafer organiseret efter hvor mange punkter der er i graferne. Den første fødselsdag der sucker på den måde at Rudy ikke kunne komme på en graf er 23.Coincidence? I think not! (Altså: Rudy kan helt sikkert sin Robert Anton Wilson).

I gamle dage var det en hoppe af god familie men nu er Classy Dee klasseunderholdning - som de siger "it's hard to beat Classy Entertainment."

Hotmail slår igennem med webmail, Paypal med webmail.
Spammere har brug for emailadresser og penge og laver automatisk signup.
Hotmail og Paypal (og andre) begynder at bruge CAPTCHA anti-robot-billeder i signup.
Våbenkapløb opstår mellem CAPTCHA producenter og OCR-brugende spammere

Imens, et andet sted

Det adaptive spamfilter opfindes og fjerner (i et stykke tid) al spam
Spammere begynder at sende spambudskabet som et billede for at undgå tekst-filtrering
Spamfiltrene begynder at bruge OCR

Resultat: CAPTCHA-spam - spam kun du er i stand til at læse.

The cool kids know that inbound links are valuable context for users of a web app. The best apps go out of their way to hang on to that context even if they need to interrupt you for something else. A very nice case from Flickr: I saw a Flickr link on some page and clicked it. However before I could continue, I had to do the flickr/Yahoo merge. However to do the merge, I had to setup a Yahoo account. However to do that, I had to click an activation link in an email. When I clicked the link, I was sent back to Flickr for the merge, went through a slight merge flow and was dropped back at the original picture. That's a
(some webpage) => flickr merge => yahoo setup => yahoo Find an ID that isn't used flow => yahoo setup => yahoo activaton email => flickr merge process => flickr merge OK => the link I clicked - without missing a beat. Very nice. Not that I had to do it - but that I wasn't punished for going through the boring forms.

If only Windows was like that. If only modal dialogs were like that. If only Microsoft update notifications and security alerts were like that.

(note. I don't particularly like that fact that they couldn't just have come up with a "stupid but workable" default translation so the whole process would have been needless. But at least they didn't try to sell me something in the process)

Gå ikke i fælden. Lad være med "lige at spille et enkelt spil".

(NB: Hvis I vil konkurrere med mig så tilføj jeres high score til gruppen classys_kitchen )

[UPDATE: Er der iøvrigt nogen, der spiller flere spil end mig, der kan forklare mig om "highscore klaner" er std. for online spil? Det er en rigtig god feature der kan efterlignes til andre ting]

I Classy's fortsatte klassiske musikservice vil vi godt henlede opmærksomheden på fænomenet metrokoncerter. Det er om onsdagen kl 17 - og ikke kl 20 som man plejer. Det koster en flad 50er og til gengæld varer det lidt kortere. Kort sagt: Lutter fordele (måske pånær det med kl 17). Men orkestret er jo lige godt for det, og i morgen kan man høre Beethovens 2. symfoni. Det kan jo knapt nok blive mere klassiske end det.
En lydsnack i herrestørrelse i morgen kl 17. Jeg tjekker det ihvertfald ud, og melder tilbage.

[UPDATE: Jeg fandt et link - og den ekstra oplysning at orkestret også optræder i civil og ikke i kjole og hvidt som man gør om aftenen]

Ekstremt uoverraskende undersøgelse. Af personlig erfaring kan jeg oplyse at heller ikke Politiken besvarer emails. Nu har jeg skrevet til journalisten med den oplysning. Jeg afventer svar.

[UPDATE: Jeg har stadig ikke fået noget svar.]

[UPDATE II: Svar ud på aftenen. Og i netavisen.]

Den kampagne glæder jeg mig til.

Jeg har ikke nogen ledige invitatoner til tjenesten, men til gengæld vil jeg gerne henlede opmærksomheden på denne Joost Burger - findes også på eget domæne.

Uhyggelig historie på Wired News, om en kinesisk mand, dømt til 10 år i fængsel for at mene noget om politik online. Yahoo var så flinke at hjælpe styret med at få fat i ham. At gå med til at lave det filtrerede internet for at få en aftale kan til nød forsvares ud fra en "jamen mere information er stadig mere information, og det bliver det trods alt en smule bedre af" vinkel - men den her er det ikke let at sige noget pænt om.

Jeg er ikke bedre selv, men ugens stolte "kritiske" blik på Second Life i computerworld er urkomisk. Der havde jo knapt nok været en historie hvis ikke CW var hoppet ombord for ... 3 uger siden.
Vi venter nu på at computerworldredaktionen opdager Twitter, der er i færd med at opleve et mikro-backlash efter sin mikro-succes på SXSW (20-doblet trafik på én dag). Stats fra Waxy. Satire fra 10 Zen Monkeys.
Anbefalet baggrundslæsning fra Edgar Allan Poe: Lionizing

I 22-nyhederne forsøgte Brian Mikkelsen at forklare det brev der er gengivet her som en helt naturlig orientering til DRs bestyrelsesformand om hvordan man så på DR "ude i samfundet". Brian Mikkelsen er vist helt alene med det synspunkt at et ministermøde dækkende kan beskrives som "ude i samfundet". Når det så er sagt, så læser jeg egentlig teksten mere som forbløffende svag (subtext: Jeg er under pres) end som for stærk. Den politiske pression ender selvfølgelig med at være den samme.

Udstillingssæsonen topper lige om lidt, når Louisiana åbner for en en udstilling af kinesisk nutidskunst. Cindy Sherman udstillingen er der endnu, der er Duane Hanson på Arken og Paul McCarthy på Aros hvis man skal til Jylland. Provokation er kort sagt i sæson. En forbedring oven på efterårets ørkenvandring.

3.14 er idag og naturligvis synes amerikanere, som vender datoerne på den måde, at det er pi-dag. I dansk almindelig datonotation er 22/7 at foretrække. Det er en anelse mere præcist. Nå, men nok om det. I dagens anledning til jeg fortælle en historie* om ikke rigtig at passe ind. I gymnasiet læste jeg Gödel, Escher, Bach og fik matematisk blod på tanden ved at støde på ting som Cantors diagonalbevis. Douglas Hofstadter har i bogen, eller måske er det i hans Scientfic American klummesamling, en anekdote om den klub han var med i i High School. Det var en uformel "lær decimaludviklingen af Pi så godt som muligt"-konkurrence mellem ham og nogen venner. Målet for medlemmerne var at nå ud omkring decimal 800 hvor man når til en længere serie af 9-taller. Så får man nemlig fornøjelsen at kunne sige, så adspredt som muligt "9, 9, 9, 9, 9, 9, 9 og så videre derudaf". Til en forelæsning på matematik engang fortalte jeg anekdoten i en pause, fordi jeg syntes det var lettere komisk**, men der var ingen der grinte. Istedet begyndte de "Jeg ku' ca 70 engang". "Jeg ku' kun 50 - hvordan er det nu det går" - og så gik de ellers i gang på tavlen...

Der er ikke nogen i telefonbogen med pi som telefonnummer - til gengæld har en Anette Rasmussen fra Århus grundtallet i den naturlige logaritme, e, som mobilnummer.

* folk, der har mødt mig og derfor hørt historien for mange gange må finde en anden blog i de næste par minutter.

** jeg har aldrig drevet det længere i sporten end til at kunne huskereglen "det er antallet af bogstaver i ordene 'How I Wish I Could Enumerate Pi Easily'".

Jeg har været nødt til at tage hårde midler i brug og installere Gina Trapanis anti-tidssplide greasemonkey script i en særlig "Ingen bloglines, ingen danske aviser" version. Hvis du ligesom jeg har brug for at tage dig sammen og lade være med at læse dine feeds og aviser online før kl 17, så installer hvad du mangler af fødekæden Firefox, Greasemonkey, og selve blockeren.

(det slog mig lige at engelske gæster kunne få meget ud af den titel)

Men det er altså en virkelig god keynote fra SXSW af Will Wright om empati og agenteri og flow og kausalitet i historier og i spil.

Viacom goes first in what one can only assume will be a barrage of Youtube lawsuits.
Not quite 6 months, though.

Humanized laver software til Windows med en tydelig Mac-æstetik. Hvis jeg ikke havde haft de fordele Enso laver i årevis ved hjælp at et omhyggeligt tilslidt udvalg af små scripts, så købte jeg det med det samme. Jef Raskins søn Aza er cofounder. Er der andre 2. generations-computerrevolutionære derude? Jeg kan ikke lige komme på nogen.

Dig også den lækre stay-in-flow auto next page i bunden her. Der kan ikke gå mange uger før den er std issue hos folk der synes de kan lave funky AJAX.

Den foregående post roser Jørgen I. Jensen for hans evne til at finde gode rædsler fra coachinglitteraturen. Her kommer et eksempel, der berører en diskussion vi havde ovre hos Claus Buhl for lidt siden. Citatet, i al sin rædsel, er her

En af de måder små børn leger på, er ved at efterligne deres forældre. Som børn og teenagere var vi dygtige til at efterligne vores yndlingspopstjerne, -filmstjerne, -sportsstjerne eller tegneseriehelt. Desværre har mange af os glemt denne færdihed hen ad vejen. Alle succesrige mennesker har haft et idol eller taget en berømt person som deres forbillede. De kopierede simpelthen deres overbevisninger, strategier og målsætninger. Dette var udgangspunktet for deres succes. Mennesker med succes læser i højere grad end andre biografier og selvbiografier af berømte mennesker, fordi de gerne vil lære af andre og efterligne deres handlinger. Denne evne ejer vi alle, men mange tænker ikke på at bruge den.

Som vi også snakkede om ovre hos Buhl er mange af de store dybt bevidste om den tradition de kommer ud af, men det er jo ikke målet. Det er begyndelsen. Målet er overskridelsen - at komme forbi traditionen. Og i den forstand er det slet ikke noget mål. Det er bare en nødvendig hurdle for at kunne komme til at skabe i fred. At blive fri af den samme tradition.
Man kan læse det hos Bob Dylan i Chronicles, eller man kan tage det fra en af mine andre helte, Ernest Hemingway. Han er sjov lige i denne sammenhæng fordi han har skrevet noget der ligner et forekko at rædslen ovenfor - hos Hemingway bare med en lidt anden konklusion. (I citatet er Hemingway D.U. - Deres Udsendte, det er et fragment fra en række fiktive interviews med sig selv, Hemingway skrev med en ung usikker mand, Mus, som interviewer

Mus: Hvilke bøger bør en forfatter læse?
D.U: Han bør læse alt som er skrevet,så han ved hvad han skal overgå
Mus: Han kan ikke læse alt som er skrevet
D.U.: Det siger jeg heller ikke, at han kan. Jeg siger bare, at han burde. Naturligvis er det umuligt for ham.
Mus: Men hvilke bøger er så absolut nødvendige at læse?
D.U.:Han bør have læst Krig og Fred og Anna Karenina af Tolstoy, Midshipman Easy, Frank Mildmay og Peter Simple af Kaptajn Marryat,
Madame Bovary og L'Education Sentimentale af Flaubert, Buddenbrook af Thomas Mann, Joyces Dublinfortællinger, Portræt af kunstneren som ungt menneske og Ulysses, Tom Jones og Joseph Andrews af Fielding, Rødt og Sort og Hoffet i Parma af Stendhal, Brødrene Karamazov og mindst to andre bøger af Dostojevskij, Huckleberry Finn af Mark Twain, The Open Boat og The Blue Hotel af Stephen Crane, Goddag og Farvel af George Moore, Yeats' selvbiografier, alle de gode noveller af Maupassant, alt det gode Kipling, alle Turgenevs værker, Far Away and Long Ago af W.E. Hudson, Henry James' noveller navnlig Madame de Mauves og Skruen Strammes, En Kvindes Portræt, The American...
Mus: Jeg kan ikke skrive dem ned i det tempo. Hvor mange flere er der?
D.U.:Jeg kan give dig resten en anden dag. Der er cirka tre gange så mange.
Mus: Og en forfatter bør have læst alle dem?
D.U.: I hvert fald dem, ja, og mange flere. Ellers ved han ikke hvad det er han skal overgå.
Mus: Hvad mener du med overgå?
D.U.:Hør nu her, der er ingen grund til at skrive noget, som er blevet skrevet før, medmindre man kan gøre det bedre. En forfatter i vor tid, bør skrive noget, der ikke er blevet skrevet før, eller han må overgå det, som de døde mænd har skrevet. Den eneste måde, som han kan konkurrere med de døde mænd på, er at...
Mus: Men at læse alle de store forfattere kan tage modet fra én.
D.U.: Hvis det kan det, så bør det tage modet fra én.

(Jeg er i gang i øvrigt. Dostojevskij er done, Mann er done, Flaubert er done, Twain er done, Maupassant er done, Stendhal (Rødt og Sort), Joyce (Ulysses), Turgenev (Fædre og Sønner - og lidt noveller), Kipling (historier, men få), Tolstoy (Krig og Fred) er halvgjort og resten har jeg til gode.)

Forleden uge var der i Weekendavisen et godt (og langt) interview med Jørgen I. Jensen - utrolig vidende og venlig teolog - om det moderne menneske, netværkssamfundet og all that jazz.
Det vil sige: Jørgen I. Jensen karakteriserede det faktisk ikke på den måde, men det var det han snakkede om. I sin nye - utroligt velskrevne - bog har han nemlig tilføjet en fantastisk god karakterisering af dette samfund som et biografisamfund. Livet leves i bizar fremtidsdatid - det drejer sig ikke om at leve det, men om at have en selvbiografi man kan stå inde for bagefter. Derfor coacher man, karrieplanlægger man, selvforstår man og så videre. Det sker for individdet, der på den måde pensler sit indre udenpå - og det sker i organisationerne, virksomhederne, der, nu hvor det er blevet noget ydre, kan gøre det samme og menneskeliggøre sig og få værdier og etik og mål og missioner.
- Den svada var gefundenes fressen for mig i lyset af min afgrundsdybe væmmelse ved overfladiske værdisystemer, så jeg købte bogen ligeså snart jeg havde læst interviewet. Det er virkelig god læsning.

Det særligt gode ved Jørgen I. Jensens bog er hans klare sprog og hans sikre greb for at udpege sproglige eksempler på den rædsel han snakker om. Det er for begrebet biografisamfund og disse evner jeg har nydt og anbefaler bogen. Jørgen I. Jensen har så en teologisk ramme at sætte kritikken af dette samfund op i. Til en vis grad er det protestantismens ABC, den form for kritik Søren Ulrik Thomsen også nævner som omtalt her, og så er der nogen mere specifikke pointer, som jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med og ikke lige for nærværende har nogen brug for.
Jeg mener nu nok selv at Jørgen I. Jensen går glip af noget i sit forsøg på at karakterisere biografisamfundet, fordi han ikke har netværkssamfundet på nethinden.
Han beskriver udvendigheden som en tilbagevenden til et middelalderligt værdisystem, men jeg vil nu mene det er fordi han ikke, med den model han bruger, ser det der i virkeligheden foregår. Som kortfattet udskåret her, har Lars Qvortrup beskrevet en idé om et fundamentalt samfundsskift fra et individsamfund til et netværkssamfund. I den overgang oplever vi et tab af forklaring, fordi vi ikke længere per definition er legitimiteten, men må leve med at legitimiteten er blevet flygtig og fragmenteret. Stillet overfor den vanskelighed er den eksplicitte selvforklaring, biografien, et indlysende selvforsvar: Ved at karrieplanlægge og coache os selv indskriver vi os i forklaringerne rundt om os og får kontakt til meningen igen. Virksomhedernes værdiregnsskaber fungerer efter samme recept: I overgangen fra individsamfundet til netværkssamfundet har vi set mængder af etiske og holdningsmæssige karakteriseringer gå fra at være deskriptive til at være normative, altså fra beskrivelser til regelsæt. Den normdannelse giver nu virksomhederne adgang til værdisættene: De melder sig ind i forståelsesrammen ved at efterleve reglerne.
Qvortrup synes vist at det er helt fint - et nødvendigt svar på den stigende omverdenskompleksitet - selv stiller jeg mig tvivlende overfor lige præcis den rute fra deskriptiv til normativ, det slår mig som udvendig. Jeg er virkelig i tvivl om hvilken kompleksitet det er man faktisk besejrer her - om man ikke bare skaber den kompleksitet man så bagefter har en løsning på.

Der findes iøvrigt andre svar end biografien og normdannelsen.

For nogen år siden skrev filosoffen David Favrholdt en bog om kunst. Indholdet i den var et opgør med kunstinstitutionens selvopfattelse. Favrholdt forsøgte at få styr på det evigt unge spørgsmål "Skal det være kunst?" ved at angive nogen regler, et pointsystem, en norm, for hvad kunst, navnlig hvad god kunst er. Bogen blev jævnt hen grinet ud, og det blev den af en meget enkel grund: Kunstinstitutionen har valgt en helt anden måde at håndtere legitimitet på. I stedet for at lave en kunstnorm, så siger man som jeg nævner her at en kunstner er en der har modet til at kalde det han/hun laver for kunst - altså simpelthen en der lykkes med at melde sit værk ind i kunstinstitutionen. Hvordan gør man det? Ved at få det på galleri eller museum. Kunsten har valgt en rent social forståelsesramme. Det der er kunst er hvad som helst bare transmissionen af det ind i kunstinstitutionen lykkes. Hvis det lyder helt bizart som elastik i metermål, så kan man jo tænke nogle minutter på hvordan selve sproget virker.

Et tredie og et fjerde svar kan vi også lige tage med for komplethedens skyld.

Det tredie er det Jørgen I. Jensen mener at have set med biografisamfundet: Den udvendige totale forklaringsramme. Det er nyfundamentalismen, miljøfundamentalismen, enhver -isme der hældes på alt som forklaringsramme og dominant værdisystem

Og endelig er der den fjerde metode, som jeg i mangel af bedre beskrivelse vil kalde Peter Høeg metoden: Denne metode består i en trodsig insisteren på individet som forklaringsramme. For at det skal lykkes konstrueres en stærk indreverden der, som indreverden, unddrager sig observation og dermed kritik. Ud af denne indreverden hiver man så en uudgrundelig dybmening der trumfer alle de andre betydninger, hentet som den er i sjælens dyb. Som betydningsstrategi er den nem at forstå, men den er til gengæld helt umulig for os andre at mene noget om - og det er netop det særlig fine ved den. Andre potentielle eksempler på denne model er allehånde krystal-, aura- og andre healingmetoder (som jeg ihvertfald tangentielt har beskrevet her).

Jeg er sikker på der er flere endnu, og jeg er på jagt efter dem. Når jeg kigger på dem jeg har fundet eksempler på har jeg svært ved at lade være med at tegne et banalt kommunikationsdiagram som muligvis har noget med semiotik at gøre, men det ved jeg endnu for lidt om til at kunne sige med sikkerhed. Tegningen ser sådan her ud

Afsender => (kode) => Modtager

Det er sikkert mest piger hvis man kigger tallene efter, men amerikanske børn læser mere end i flere årtier. Ikke at der er noget galt med at piger læser - det var bare rart hvis drengene også gad (hvorfra skal vi ellers få undertrykkende mandeanmeldere, spørger jeg bare?).
Er der nogen forlagsconnectede bloglæsere, der har en idé om den samme tendens holder stik herhjemme ?

Måske mener du som Tina Mischa? - Det er et gammelt link - også her, droppet af CJ i en kommentartråd her for 2 måneder siden, men det er så godt det fortjente sin egen post.

Ungdomshusbrugernes parodi på en samfundopfattelse udvikler sig mere og mere absurd. Huset skal være en gave fra det offentlige - men uden offentlig indsigt i driften. Det skal altså drives som om det var et privat foretagende - men det må bare ikke være et privat foretagende. Pengene må ikke komme fra nogen, der gerne vil give dem. Det skal komme fra nogen, der ikke vil give dem. Hvis ikke man vidste at det bare var trodsig dumhed, etableret for at man kan være sikker på at tabe og dermed på at bevare retten til at slås, så ville man tro det var en sfinx-agtig prøvelse af alle andres tålmodighed.
Hvis vi lige skal perspektivere på tidens behov for et ungdomshus så vil jeg lige hive et citat frem fra en gallerist, jeg bragte for et par uger siden. Galleristen, Johan Ebbesen, forklarede hvorfor han flyttede ind i et helt umuligt kvarter lang pokker i vold langt ude på Amager (sådan fra en kunstsnobbet betragtning lang pokker i vold langt væk ihvertfald): "Jeg havde overvejet Valby, men jeg synes ikke, vi var modne nok til det. Det er jo meget professionelt derude." Altså: Det var vigtigt for Ebbesen at hans kunstnere var i opposition til det Valby der er i opposition til det Islands Brygge der er i opposition til det Vesterbro/Nørrebro der er i opposition til indre by. Den frihed han får af de mange oppositioner - og ved at ligge et billigt sted lang pokker i vold var det hele værd for ham.
Der er to informationer i de oplysninger: For det første: Der er allerede så helt ufatteligt mange positioner og så helt utrolig meget fokus alle steder fra på ikke at være en del af en etableret mainstream at Ungerens påstand om at den er det endegyldige standpunkt udenfor bliver helt idiotisk. For det andet: Real punks rykker sgu da væk for at energien ikke skal gå tabt i at gå i et med de andre.

Det virker altid mest som en ting der er god i pressematerialet "vi brugte 15 måneder på de fire toner". Så ved man lissom det er blevet taget alvorligt (skidt med at næsten alt det store musik er lavet lynhurtigt, nærmest i realtid) - men her kan man altså se Robert Fripp finde på ting på sin guitar til Microsoft. Er der lignende Apple eller Linux historier jeg ikke kender til - eller er fraværet af historierne det interessante måske?

Bonuslink: Alan Kay hader den personlige computer.

Der er vist ikke mere at sige om den tyrkiske Youtube-blokade. EU er virkelig tæt på sin naturlige maximalstørrelse. Hverken forholdene i Putins Rusland eller det nationalistiske Tyrkiet har nogen forbindelse med det bløde fællesskab EU. Og det bløde fællesskab har omvendt slet ikke de evner til at præge sine store naboer som en egentlig stat har. De små naboer er en anden historie.
Det er et held, sådan geopolitisk, at det er tyrkisk nationalisme, og ikke islamisk sekterisme, der afgør historien. Det skylder vi dog Atatürk.

Det lyder som om det er Roskilde-år i år. Og der bliver god plads i de andre telte mens Red Hot Chili Peppers spiller så det er også perfekt.
- lige en advarsel til Who fans, der ikke følger med: Jeg så nogen TV-optagelser af Who i nutiden for nylig og det virkede som om Daltrey har misten den rå muskel-power i stemmen, så jeg er oprigtigt i tvivl om The Who kan blive en god oplevelse - hans power er lissom en central del af sounden.

Danskhedstest, journalist-diss, Ungeren i Sækken Leif - og den uforlignelige Goodiepal og hans mageløse mekaniske nattergal og planetfløjte-spil-performance, altsammen rullet ind i én halvtime.
Den 11. time er den bedste reklame for ikke-kommercielle TV-kanaler i mands minde. Det må være helt vildt billigt at lave ovenikøbet, så kan vi ikke bare få mere af den slags og mindre af alt det andet - så får vi også råd til den koncertsal.

Onsdagens program med David Lynch var også helt i top.

*Gosh, Baudrillard is dead. That's a loss. He was always my favorite among that crowd -- he was the one who thought most like a science fiction writer.

(The creator of) an expert system providing bankruptcy assistance has been found guilty of illegally practicing law - because a user of the system was unable to tell that this was just an expert system. Necessary Turing angle via one of the lovely Scienceblogs.

Det er nok verdens hidtil bedste animerede GIF.

Af 203, der blev fremstillet i grundlovsfohør, er 218 blevet varetægtsfængslet.

(de har haft en go' uge i det hele taget. Mandag gik en journalist på en absurd løgnehistorie involverende bl.a. Buster Larsen og Arveprins Knud, og så forleden sten-journalisten)

Bvadr. Næste Sonning musikpris går til Arvo Pärt. Indbegrebet af hvad der er galt med selvfed religiøsitet, overfladisk inderlighed og flad dybsindighed.

Hvis man vil betale kan man sørme få superfunky farverigt, customiserbart multi-touch display til sig selv allerede idag, med Lemur - ingen grund til at vente på de Mac-skærme (omvendt, en grund til at tro at de kommer). Lemur er en farverig multitouch-controller til at styre musikinstrumenter med. Man designer selv interfacet med Widgets - og hooker derefter selv inputs op til den software og hardware der skal kontrolleres. Meen, der er lidt dyrt endnu - sårn ca 20K i butikken - og man kan vist ikke helt selv tegne på skærmen. Gad vide hvad den selve skærmhardwaren med multi-touch sensing koster fra den taiwanesiske leverandør?

Nyhedsavisen har bortvist en journalist, der deltog aktivt i gadekampene og fik en historie om det i avisen.

[UPDATE: Artiklen er der endnu, og journalisten er fra den moderne handlings-journalistik skole og var bl.a. med til at lave Den Halve Sandhed, konsekvensjournalistik på DR2 - dem med den godt ramte aktion med selvbyg på Christiania. Synes ikke helt artiklen står mål med forargelsen, faktisk. Selvfølgelig må Trads gribe ind overfor den ligegyldighed over for grænsen mellem at være med i nyhederne og at rapportere om dem, men Fredensborg vandrer af nedtrådte stier ved at gå hele vejen med og sætte sig selv ind i begivenheden.]

Efterhånden som volden bliver hårdere må man tro at flere og flere "bløde tilhængere" at gadefascismen falder fra - proportionsforvrængingen "Det hus kunne vi så ikke være i" vs. "Vi er i vores gode ret til at smadre hele København" bliver tydeligere og tydeligere.
Viljen til helt at se bort fra gadevolden i linjen ", men det er også bare fordi borgerrepræsentationen har lavet en svinestreg og bare hader anderledeshed" er enorm. Og så passer den ikke engang. Det er en dolkestødslegende og ikke andet. Jeg diskuterede det absurde lighedstegn, der sættes mellem accept af anderledeshed og "ungeren blir" ovre hos jdreng, og citerer lige lidt (med et par rettede typos)

Nu er ungdomshusets brugere heldigvis ikke de eneste der ikke er staten. Det er heller ikke hele det øvrige civile samfund.
Man skal vist have været ude at rejse for ikke at opdage at der var masser af civil hjælp at få, når nu kommunen og faderhuset ikke vil.
I morges [fredag morgen] var der en mor til en fra ungeren i TV2 med det karakteristiske udsagn “det kan simpelthen ikke passe at man skal have en rig onkel for at få sig et sted at være”. Det bliver en politisk og principiel diskussion, uden indhold for DER ER en rig onkel, han hedder Knud Foldschack. Men hans hjælp blev afvist. Den SKULLE gives over skattebilleten. Et absurd synspunkt.
Vi er ude i et halvreligiøst forhold til staten her og man fristes til at aflire den gamle anekdote om manden i nød, der afviser al hjælp fordi “gud nok skal redde ham”. På samme måde her - er der demonstrerbart et rummeligt samfund med plads til ungdomshusets brugere, men hjælpen skal komme fra Gud/Ritt ellers er den åbenbart ikke god nok.
Ungdomshusets brugere forlanger altså ikke bare at vi skal give plads til dem, de forlanget at vi skal være ENIGE med dem, politisk. Stanken af åndelig normalisering kan vist ikke blive stærkere.

Ikke kun på grund af hoste-koncerter i det nye operahus, men også fordi det er topirriterende når reklamefolk kalder film "virale" bare fordi de håber de bliver det.

...jeg kunne godt tænke mig hvis en begavet kommunikationsuddannet i min blogologiske nærhed kunne redegøre for hvad det er der sker når et samtaleemne pludselig bliver en polarisering, der udsletter alt egentligt indhold og ender i for eller imod. De retoriske finter i stilen "slår de stadig deres kone?" er jo nemme nok at pege ud, men der må næsten være en teori for den polariserede samtale, hvordan den funker - og måske endda hvorden den opstår og hvordan man kommer ud af den - uden bare at vælge et andet emne.

Den fabelagtige sæson Radiosymfoniorkestret er i gang med tog en runde mere i går aftes. Før koncerten kunne man i det fjerne se mandskabsvogn efter mandsskabsvogn rulle via Åboulevarden op i Blågårdsgade, ligesom man kunne høre nogen gevaldige kanonslag blive skudt af.
Indenfor var lyden anderledes. Hvis man man gerne vil hurtigt rundt i det klassiske repertoire så kan jeg på det varmeste anbefale at tune ind på P2 på søndag til reprisen. Vi fik fint udspændt de sidste 130 års repertoire eller noget i den stil: Først moderne og raffineret i Correspondances af Dutilleux - musik uropført for kun 4 år siden, skrevet af en på det tidspunkt 86 årig franskmand med fuld kontrol over moderne klangvirkninger (som ofte, også her, er noget med masser af vekselvirkninger mellem forskellige sektioner i orkestret, mere nøgent end i gamle dage og med masser af træblæs og percussion - vi havde også fornøjelsen af både harpe, klokkespil og harmonika). Dernæst let, klassisk og elegant Saint Saens cellokoncert nr 1, med 24 årigt koreansk wunderkind. Det lød legende let, og det skal det vist også. En særlig fornøjelse var det at se solisten orientere sig, ikke mod dirigenten som man plejer, men mod koncertmesteren og dennes partiturmakker i violinerne som om de spillede kammermusik. Normalt tager musikerne i orkestret ikke del i applausen. Hvis solisten er god klapper violerne med buen på partituret, sådan ved 2-3 fremkaldelse - her sad de simpelthen og klappede med, ligeså snart de var færdige med at spille.
Det ekstra-fine ved koncerten var at man fik alle temperamenter med. Før pausen havde vi haft det moderne, undersøgende og det elegant, klassik delikate - begge dele fransk. Efter pausen skiftede stemningen fuldstændig, til tysk selvbetydelighed for fuldt udtræk i Richard Strauss' Ein Heldenleben. Orkestret var her udvidet til det maksimalt muligt med dobbelt op af alle blæsere, fuld percussiongruppe med alt tænkeligt isenkram og to harper som den sidste orkestrale overgas. Og så gik den ellers over stok og sten i alle mulige tyske temperamenter, herunder total, blank orkestersuppe. Fabelhaft.
Der er masser af andre temperamenter derude, men som en slags katalog over mulighederne i de sidste 130 års musik så er det nu ret godt klaret, pakket ned i én koncert, så stil ind på P2 på søndag kl 10 hvis du er til den slags.

Det er bare så "stærkt" at holde en lovlig demo som et sørgeoptog med mål direkte mod volden, blande den godt op med rigtige kamptropper, og så kort efter de er gået i aktion at stille sig foran nyhedskameraerne og på samme tid fraskrive sig sit medansvar og erklære sig enig med kæmperne og synes det er fedt det de laver. I samme genre: "Det er ikke os". Det er det flotteste ved denne runde selvgod vold - at den kombineres med total ansvarsfraskrivelse.

Otto Brandenburg er død.

Wikipedia-bashing is much to common. The potential problems with a site like Wikipedia are glaringly obvious. The concrete benefit of having Wikipedia is equally obvious. When faced with a choice between potential problems and concrete benefits I go with the benefits. But of course that only works as long as the process works, and the recent story of repeated lies and no consequences for the liar - with the lies uses explicitly in promoting Wikipedias trustworthiness seems to me to be the first case of something truly broken. "I don't have a problem with that" wasn't really the answer we were looking for.
Seth Finkelsteins pull out quote from a letter intended to specifically but an academic at ease about Wikipedias trustworthiness is particularly grotesque.

Det næste nummer af Wired handler også om fragment-tidsalderen, men her under metaforen Snack Culture. (hat tip: Tveskov). Wired har lige redesignet sig selv for at separere de store lunser tydeligere fra ephemera, som ellers er det bladet har dyrket mest i de senere år, hvor det har handlet om at tjene penge på en forbruger-/gadget-kultur. Men qua også Sterling-samtale tidligere har man nu set Long Tail lyset i den forstand at ephemera flyttes online i et blog-netværk hvor de kan blive mere ephemeriske. Bladet skal nu dyrke det man kan der: Nemilg få adgang til lækre fotografer og lækre forfattere til mere solide lunser. Iøvrigt har bladet fået nyt design også, og blandt de små ændringer nævnes en omtegning af logoet, som nu overholder nogen lækre proportionalitets-principper på en ny måde (som jegh har glemt navnet på i skrivende stund). Det er simpelthen blevet lidt mere grafiker-pænt. Man har åbenbart glemt/set bort fra WIRED-logoets oprindelige funktion: At støje.

De er ikke på Flickr eller 23, men de bedste billeder er stadigvæk folks egne og ikke dem de professionelle medier laver. F.eks. er det amatørerne der har helikoptere på vej lavt over Jagtvej.

BT fører vist indtil videre med "Nabo til Ungdomshuset: Jeg var bange", EB lagde ellers godt ud med "Se politiet køre en aktivist ned". Politiken forsøger med den hjerteskærende "Kom hjem, Ritt". Berlingske med "Lene Espersen opfordrer til ro i gaderne" og Jyllands-Posten laver et bekvemt lille fokusskift med "Frygt for indvandreroptøjer" (hvis det er noget skidt så må det have noget at gøre med "de fremmede".
På Nyhedsavisen skriver de action-thriller: "Autonome fra Europa mødes klokken 17". Urbans tophistorie online er "Thomas Helveg stadig skadet". 24Timer har simpelthen ikke en webside med nyheder - det samme gælder Dato.
Temamæssig opsummering:

• "FARE!": BT og Politiken


• "DRAMA!": Nyhedsavisen og Ekstra-Bladet


• "SUCCES!": Berlingske Tidende


• "Nyhed": Fyens Stifstidende, JydskeVestkysten - DR og TV2 ligger mest her - og ellers på drama-vinklen.


• "Vi tager den bare imorgen": Dato, 24Timer.


• "Det er lidt uden for vores område": Århus og Nordjudske Stiftstidender, Frederiksborg Amts Avis

Er der noget der har skærmbilledet fra TV2 News helikopteren af forsvarshelikopteren der sætter PIS ned på taget af Ungdomshuset?

[UPDATE: Som Ole nævnte var der flyveforbud]

Billedet der ledsager denne kommentar siger lissom det hele: 20 aktivister. 30 pressefolk. En hel masse tilskuere, der lige skal se om det er danmarkshistorien der sker her, eller hvad det er. - og det er taget efter rydningen egentlig har fundet sted. Ekstra Bladet har et web-TV klip der også siger det hele: "Se politiet kører(sic) en aktivist ned" (og nej, der skete faktisk ikke noget. Politibilen kører - kangsomt - ind i en vred stenkaster der ikke vil flytte sig. Den retfærdige harme da bilen standser uden at have skadet manden er stærk alligevel). Og så har presseovervågningen ikke engang været skarp nok. Hvor er det funky billede af Politiets Indsats Styrke på vej ned af kablerne til taget af Ungdomshuset?

I Politiken er "Jan", fra Ungdomshuset i gang med at etablere løgnehistorien om spontan frustration der "desværre" katalyseres som vold. Det ville virke bedre hvis ikke Ungdomshuset i årevis havde haft travlt med at forklare om og true med de enorme mængder af unge man kan mobilisere til at slås, og nanvlig i de sidste måneder meget aktivt har demonstreret hvordan man vil mobilisere. Det minder en del om den gang en hætteklædt aktivist var nødt til at bruge en megafon på Nørrebrogade for at forklare - om den systematisk smadring af franchisebutikker fra multinationale kæder - at "dette er en spontan politisk handling".