Til sammenligning er her den amerikanske bruttotest - og en foreslået ny udgave af den.
Vi bemærker i den amerikanske test et fravær at smagsdømmende spørgsmål om PH-lamper og damehåndbold.
Der er flere faktaspørgsmål om nutid og hverdag så vidt jeg lige kan regne. "Hvem er borgmester i din by?" kunne været i den danske test.
Er de amerikanske historiespørgsmål på linje med de danske? Jeg synes ikke helt de er. Det er nemmere at påpege relevansen af flere af dem: Uafhængighedskrigen, borgerkrigen, Martin Luther King - det handler altsammen direkte om borgernes frihed. Og selve udvandringen bindes også an til frihed, den religiøse. På den måde er den amerikanske historie en mere aktiv del af den amerikanske mytologi der - også i det daglige - holder det amerikanske samfund sammen.

Gorm den Gamle spiller simpelthen ikke den samme rolle for os, og det er idiotisk at bilde sig selv eller os andre det ind.

[UPDATE: I kommentarsporet tror Søren at jeg er harm. Det er jeg egentlig kun en lille smule. Der er mange gode takter i prøven og helt rimelige spørgsmål om den indfødsretssøgende evne til at orientere sig i det danske samfund. Og avisernes historie om at spørgsmålene er supersvære er lidt noget fis. Nogen af dem er bare helt absurde at have med i registeret af ting man bare skal vide om Danmark].

Den der prøve, ikkoss? Selvfølgelig er det mest noget tilfældigt pis for at gøre de radikale rasende og dermed egne vælgere glade. Når det så er sagt så kan prøvens spørgsmål inddeles i 3 grupper: De gode, de grundløse og de decideret latterlige.

De gode: Det er helt fint med en orienteringsprøve om den danske nutid vi lever i. Hvad har man af rettigheder og hvad har man af pligter. Hvad betyder "statsminister", hvor ligger Sjælland, den slags ting.
De grundløse er de spørgsmål om fortiden der handler om ting man ikke kan se i nutiden. Eksempel: Hvorfor i alverden skal indvandrere vide hvem Jens Otto Krag var? Det er ikke lige Krag jeg sigter på, jeg synes bare den første kategori er vigtig og potentielt stor nok til kunne fylde det hele. Og jeg mener ikke "kun regler og pligter" - men hvorfor ikke binde spørgsmålene til den nutid man kan se og gå rundt i - det er jo trods alt den vi gerne vil have alle har et fornuftigt forhold til. Man kan sagtens indarbejde historien i det a la "Hvor ligger Rundetårn.? " og "Hvem har bygget det?".
De rent ud sagt latterlige spørgsmål er kategorien "Hvornår vandt det danske kvindelandshold VM i håndbold?". Nu må i fandeme holde. Det er fint nok at gå op i det, helt sikkert, men siden hvornår har det ligefrem været et adelsmærke? Hvad bliver det næste? At man skal kunne FCK's førstehold? At man sender en pakke med chokolader til Richard Ragnvald? Og ja, spørgsmålet om PH lamper er også i denne kategori. Det er da noget fjollet noget at skulle være står til regnskab for.

Uha. Shanghaibørsen er faldet 9% på en dag. Lige hvad vi manglede oven i opslidende krig og terror i Vest. Økonomisk nedtur i øst.

[UPDATE: Og bølgen ruller hele vejen til de amerikanske børser, der har deres værste dag siden 9/11 - dog kun nede med 4.3%

Og med mindre det går helt ad helvede til så stopper finansrapporteringen her]

Flickr-foto-lazyweb når det funker bedst. Jeg har også taget en masse billeder af brandalarmen på ITU idag, men de andre var hurtigere og nu gider jeg knapt nok uploade. Ekstrapoint for billedteksten Rektor i vand.

Bonuslink: Sascha Pohflepps Buttons Flickr-kamera.

Og lige for at være klar. Jeg kan sagtens forstå forundringen over at man ville bruge så mange penge på at bygge et sted der får folk til at tænke "Jeg har det. Vi bygger Hvidovrecentret derinde, mand!".

[UPDATE: Gunnar Langemark gør opmærksom på at han ikke er ude i et diss - men bare bliver brugt til et ovre hos Tveskov hvor jeg så hans citat]

...om Henrik Føhns og Gunnar Langemark der disser Second Life er ligesom dengang Søren Ryge Petersen fik en helside i Politiken til at have det skidt med København. Det fremgik ved læsning af artiklen at Søren Ryges research bestod i én tur til hovedstaden hvor det kun lige akkurat var lykkedes for ham at finde vej fra Hovedbanegården (hvor han var kommet ind med firetoget, forstås) over til Exalon (altså det nuværende Absalon) i den røvsyge ende af Strøget. Så tror da fanden han synes her var klamt.
Jeg har også vadet rundet derinde i massiv nedtur uden at finde noget fedt - men jeg tror jo ikke på det decideret er løgn hvad Hamlet Au kan diske op med at sjove locations og mennesker ovre på New World Notes. Men ja, jeg har også kun fundet Hvidovrecenteret indtil videre. Hvis der er nogen der ved hvor Dyrehaven, Louisiana, Literaturhaus, Boutique Lize, Bobi Bar, Perchs Thehandel, søerne, Mølleå-dalen, Grand, Gloria, Cinemateket, Radiohusets koncertsal, Umami og Vestre Kirkegård ligger, så giv mig et praj. Og lad lige være med at fortælle de andre newbies om det, ikke?

Komplekst men informativt billede af verdens energiproduktion og energiforbrug. Grafen ovenfor er et stykke fra forholdene i Danmark - hvor vind faktisk producerer langt højere procentdel af forbruget af strøm end angivet her. Særlig tankevækkende er de 50% af forbruget der går tabt uden anvendelse - hovedsagelig som varme spildt hvor vi ikke har nogen anvendelse for den (bilmotorer og el-ledninger).

(som man kan se, flere guldkorn fra de utallige videnskabsblogs jeg er begyndt at læse)

Wired News har en historie om en ny autonom undervandssonde, der kan dykke til 2700 m mens den måler kontinuert på havets fysik (temperator, saltindhold, etc.). Via et link i artiklen finder man en side med langt mere baggrundsinfo. Det viser sig at den slags undervandssonder har været i brug siden slutningen af 90'erne til at lave langdistance, langtidsmålinger af havets tilstand. Maskinerne minder lidt om satellitter. De er enkle, og har meget begrænsede drivmidler, til gengæld kan de klare sig selv i lang tid. Det eneste de mangler for at nå fuld autonomi er en energikilde ombord. Indtil videre kører de på batteri.

En extra-cool ting ved sonderne er hvordan deres autonomi ikke skyldes specialdesignet infrastruktur, men enkle ting vi alle har adgang til: En GPS giver positionen. Sonden kommunikerer med kontrolstationen via Iridium-satelliterne. Det er container-/informations-tidsalderen når den er allerbedst.

Jeg har et par spørgsmål: I lyset af den nylige blækspruttehistorie: Hvorfor er der ikke noget kamera med? Og bare sådan i al almindelighed: Hvor kan jeg købe en til mig selv? Man burde kunne lave en mere low tech selv-drevet version med solceller, GPS og en mobiltelefon.

SSLR software minder om det Clay Shirky kalder situated software, så meget faktisk at det måske er det S'et står for. Det er software der er på simple data, socialt aktiv, let at lave, og bruger rand()-funktionen flittigt.
Eksempler er Date-maskinen, Dalagers barne-navngiver, stokastisk rapportgenerator (i overkanten for kategorien mht. sværhedsgrad) og også kioskbaskr og tidligere styrelizeren.

- hvis man gerne vil have mere internationalt indhold i forkortelsen så er det Single item, Situated, LAMP, Randomized - software.

[Update: I en kommentar gør Rasmus opmærksom på at blogbot har en (af ham selv vedligeholdt) samling af danske videnskabsblogs. ]

Jeg er begyndt at abonnere på en hel masse videnskabsblogs via ScienceBlogs og det holder ubetinget vand. Idag med en påmindelse om at det faktisk allerede er 10 år siden det klonede får, Dolly - og dog er der endnu ikke nogen der har klonet en masse supermodeller så verden kan blive lidt mere lækker. Om det er de tekniske vanskeligheder eller de konceptuelle (jeg tøver med at kalde dem etiske) vanskeligheder ved menneskelig kloning, der har stået mest i vejen er et godt spørgsmål. Det er givetvis en kombination: Risikoen for fejl af en eller anden art, kombineret med reaktionen hvis de skete, forhindrer den sædvanlige videnskabelige rute med at prøve og prøve og prøve ind til det lykkes.

Og for lige at svare igen på Justerens glimrende datingtjeneste, så er Kioskbaskr nu åben for generel anvendelse. Tag f.eks. et kig på denne udgave af Jyllands-Posten. I skrivende stund kan jeg oplyse at

• Bombetrussel mod jorden bliver ramt af månedens skole


• 29 dræbt af Nyhedsagenten samler nyheder, på JP i Odense under fodboldkamp


• Unge frådser i uheld


• Kong Harald fejrer 70 irakere mistet livet i Hårup


• (i sektionen Århus) Basketball: Forsmag på Vestbredden.
  

I tvivl om hvad du skal? Går du for meget de samme steder hen? Så tag dog og brug Justerens en-aften-i-byen-automat - den finder en restaurant, en film og en bar til dig - OG inviterer den du helst vil have med med det samme. Sådan.

...altså viljen til at være et stakkels bestsælgende, filmatiseret offe,r blev vist fint frem i Berlingske forleden af Hanne Vibeke Holst i en lang, men overfladisk, artikel, der handlede om hvor synd det var for kvindelige forfattere at de af og til bliver anmeldt af mænd.
Herefter udstillede Hanne Vibeke Holst hvorfor det ikke giver nogen mening at læse hendes bøger - de er jo politiske og samfundsdebatterende så det skal forfatteren jo helst selv kunne med en eller anden indsigt. Istedet for at demonstrere nogen indsigt skyder Holst mandlige anmeldere over en kam de mest absurde ting i skoene - og på ægte 70er-manér fik kvinder, der på trods af den påståede mandlige dominans er anerkendte, at vide at de kun er anerkendte fordi de har spillet fallit som kvinder. De er "Bukdahls piger" - altså sådan ca. en slags ordludere. Sikke en svada.
Senere i artiklen mindede Elisabeth Møller Jensen os om sin egen pinlige indsats under den store Jørgen Leth debat og bebrejdede resten af anmelderkorpset at de tillod sig at tage stilling til Leths bog i stedet for at diskutere hvor stort et svin han var og hvilken form for cancer han bedst døde af. Og så er hun ovenikøbet fuld af løgn. Politiken var da med på korstoget med en pinlig leder om "liderbassen Leth" - skrevet såvidt jeg er orienteret af en mand. Sørme om ikke også Jens Andersen i Berlingeren efterlyste etikeren Leth. Men mindre end ønsker om cancerdød kan måske ikke gøre det.

Den mere faglige nedrakning af Holsts og Møller Jensens absurde påstande foregår udemærket hos Tue Andersen Nexø, der med det samme lukker debatten ved at pege på den hær at absolut anerkendte velanmeldte kvindelige forfattere samtiden byder på. Hanne Vibeke Holst må ærlig talt være sur i fred over ikke at være en af dem.

I den seneste tråd her nedenfor diskuterer jeg undervisning i videnskaberne og kulturens holdning til videnskaberne med Claus Buhl. Andre steder går de mere praktisk til værks og omsætter al forskning til haikuform.

Nu hvor jeg sidder og tænker over det i forbindelse med Moby Dick, så må jeg indrømme at jeg ofte kommer til at savne mit gamle fag, matematikken. Faget hvor diskret ikke har noget at gøre med god tone, hvor abstrakt nonsens er en hædret (hvis også ugleset) disciplin og hvor man endelig helt uden anklager om at være en arrogant storbystøjsender kan kalde alle mulige ting totalt det ene og komplet det andet. Det eneste problem er at udsigten er bedst fra toppen, og at man kun kan komme derop til fods.

Jeg må se at komme i form til de ture igen. Min appetit på læsemateriale har imidlertid ændret sig en del siden jeg var 20. Matematik, sådan som undervisningen foregik på KU ihvertfald, var i høj grad sportsklatring, hvis vi skal blive i bjergmetaforen lidt for længe: Det drejede sig om at have det letteste, lækreste, nyeste udstyr til argumenterne og det handler om at komme op og ned igen så hurtigt som muligt. Jeg kan bedre lide, og det kunne jeg egentlig også dengang, at nyde udsigten - og allerbedst er turen hvis den går et sted hen og ikke bare er anstrengelse for anstrengelsens skyld. Den for for ræson i matematik forventedes det i høj grad at man selv kunne fylde på - undervisningen gjorde ikke så frygtelig meget ud af det. Der er ligefrem i matematik et stigma imod anvendelser - fordi anvendelserne installerer en kynisme, der går at man ikke fokuserer på det bedst mulige argument, men bare på et der virker. Æstetik i argumentationen er vigtigt for fagets udvikling - mange (måske alle?) matematiske discipliner er opstået og udviklet som værktøjsdiscipliner man skulle bruge andre steder og er så siden selv blevet aktive forskningsområder. Anvendelser er i strid med det ideal. Fordi matematiske beviser er eksakte størrelser så kan selv de grimme jo sådan set godt bruges hvis man virkelig skal. Og så kan anvendelser også sjældent nøjes med de idealiseringer man tillader sig i den rene matematik for at komme højt til vejrs.
De ting jeg selv har vidst en smule om for 10 år siden er som værktøjsfag udsprunget af fysikken, og for de aller dygtigste i faget hænger selv de hårdeste abstraktioner og anvendelsen stadig sammen, men forbindelsen er mere tåget længere nede i hierarkiet.
Nu er det gode spørgsmål hvilke dele af den rene matematik man lettest fastholder en interesse til con amore. Hvor man bedst kan komme i form igen til at finde på interessante svar og finde på gode spørgsmål. Man skal rimeligvis ikke gå for langt væk fra det der fængede dengang, og så skal man rimeligvis (så skal jeg rimeligvis) have bare et minimum af anvendelser på - ligesom faget rimeligvis skal udtrykkes i kode, og ikke bare på papir. Jeg må lede efter noget egnet genoptræningsmateriale. Genoptræning er noget andet end indlæring. Man skal både have tingene lidt mere ind med skeer end godt er, og så alligevel spares for en hel masse "sådan lærer du det" snak. Hvis der er matematisk begavede læsere i bloggens nabolag der har gode forslag til læsning, så hører jeg meget gerne efter.

Ren Kaptajn Nemo: Fiskere fanger 10 meter lang kæmpeblæksprutte. Den lever op til alle eventyrlige fantasier om hvordan sådan en skal være.

Velkommen til snevejret - jeg må tage mig sammen og lave den uofficielle DSB tilfredshedsmåler: På en dag som i dag er der 6-7 gange så mange hits på Fucking Lorte DSB som der plejer at være (omkring 100 mod normalt 10-15 stykker).

Boring - so you don't have to be

Yechh. Google is doing their own DRM. Pure evil. Won't do any good - except extend the current phony war between Google/Youtube and the copyright cartel*.

* (...bla bla ironic you would post a link to Google in a post about Google's bad moves bla bla bla ...)

Einsteins hjerne (ovenfor) var speciel, den har særligt mange glial-celler. Den er også speciel ved idag at være på glas, doneret til videnskaben.

Jeg har lavet en anmeldelse af Steve Wozniaks selvbiografi til Kommunikationsforum.

Vi giver lige ordet til Ole for dagens bemærkning:

Det er farligt, når man forveksler uetisk og uæstetisk - så er det altid de smukke, der får ret.

Tidligere, i samme genre.

I got this Bruce Sterling video link in an email from the host of the conversation shown. It was advertised as something of a Sterling diss of Wired - "Chris Anderson created a 'commercial regime' @ Wired, reason why he [Sterling, ed.] isn't writing on the magazine" - but I think Lele is missing what Sterling is saying - it's not a commercial/noncommercial argument, but just an argument about the long tail and citizen blogging. Blogging kills op-ed pieces first.

Sterling, as always, is interesting just to listen to. He has this song-like style he transports himself into as he himself is persuaded or fired up by the subject he talks about. He is being live translated to italian on the video. As I was watching, it struck me how the conversational style of Sterling being translated, reminds me of how blog writing works: You have to shoot off short highly comprehensible isolated bursts that capture and make sense individually. You can't rely on the context of your own flow to convince the audience, since you don't get to convey flow.
What the audience is getting are little mediated chunks of conversation. It's very similar to the chopped up rhetoric one has to employ in online writing.

On the Second Life blog Jim Purbrick riffs on a session we had at EuroFOO about mixing the real world and Second Life. What Jim has done - and what was the onset of the discussion - and what we've done a little bit of at Imity - is prototyping data-enriched physical worlds - augmented reality - in Second Life where everything works and you don't have to mess about with the physical shortcomings of Bluetooth or RFID scans. We talked a little bit about this in the context of CO2 accounting - modeling high fidelity CO2 accounting inside Second Life, giving you a perfect CO2 history of every simulated object in SL. The logical conclusion - all the more relevant since the recent interest in Second Life ecology, was to do actual CO2 accounting for Second Life inside the simulated world. But this probably is some ways off.

By no means have we given up on the idea of doing nice Imity/Second Life crossovers by the way. There's just the problem of time.

Also, note how this very nice idea is completely immune to the SL hype discussion.

Aaah, 90ernes falliterklæring for søgemaskiner, meta-søgemaskinen, er tilbage, nu med Google Love - og du kan selv lave helt din egen. Det svarer til at skrive site:etellerandet helt vildt mange gange i søgefeltet - men den kan virkelig tåle en hel del gange før det går galt. Jeg vil tro at vi i virkeligheden er ude i at den gør det omvendte: Kommer metasøgeren på som et label på alle de sites der skal med.
Anyway, et meget brugbart eksempel er søg i alle de sociale bookmarkingtjenester. Så mangler vi bare at man kunne definere per site hvordan man søger med tags...

Den rabiate organisation PETA, folk der synes det meste er synd for dyr, har lavet en absurd reklamekampagne med budskabet "det er lige så ubehageligt at tænke på hvordan brugsdyr bliver behandlet som at tænke på at dine forældre dyrker sex". Så det har altså ikke noget at gøre med etisk behandling af dyr - det er bare fordi det er "bvadr" at tænke på dyrene at vi skal lade være. Naturen er ret "bvadr" selv meget af tiden. I søndags var jeg i skoven f.eks. og hold da op en masse duer der havde fået en dybt uetisk død med hjælp fra skovens ræve.

Interesting interview on We Make Money Not Art about scientific art" - art set in the context of and using material from the sciences. "Experimental" - in the scientific sense - art has been going around for a while, but there's certainly a lot of it these days. To me it both represents a logical next step, art needs new subject matter all the time, a natural consequence of the age of hackery, but more precisely than just "hackery": The emergence of this kind of art perhaps indicates a certain overabundance of education: There is in fact now an audience of hypereducated young people skilled in multiple fields who this kind of thing would make sense and appeal to and some even more overeducated people with the ability to pull it off. While there are plenty of wannabe renaissance men*, there are also people like the interviewee here, Angelo Vermeulen, with a PhD in biology and photographic and other training from a couple of art schools who can convincingly do this kind of work - and not just as storytelling or pure scientific fiction.

The best part of the interview addresses the intersection between art and science directly, essentially a discussion of a viewpoint of Thomas Kuhn: "Unlike art, science destroys its own past". While there is clearly a lot of truth in this statement, Vermeulen notes but doesn't get to the key point about it: In science there is a shared foundation, a paradigm within which there is a process of destruction, replacement of new value with old. In culture as such, art specifically, there is no such shared foundation to rebel against which is liberating in a way - but conversely to become art the works must, because they cannot reference the shared foundation, inscribe themselves literally in the art institutions to "prove" their validity. Science doesn't have to do that. It does so by virtue of the shared foundation. Where science can "objectively" inscribe itself in the tradition through the shared base, art must gain social acceptance by being recognized, subjectively by the artistic institutions, as being in the tradition of fine art. So the freedom in the two disciplines is located at opposite ends of the spectrum.

The previous interview is of a similarly multi-skilled artist, but here the muli-skilling is given the less daring/pretentious label knowledge shopping, possibly because of a gender and continent change, since the interviewee is now an US-based (French) woman - Cati Vaucelle.

* telltale sign: They call themselves renaissance men.

Præ-Irak-Krig II slides fra den amerikanske militære ledelse anslog at der ville være ca 5000 amerikanske soldater i Irak ved udgangen af 2006. Planen var udviklet af en lille gruppe ledet af Forsvarsministeriet og Det Hvide Hus, ikke af militæret.
En tidligere planlægningsøvelse for en invasion lavet i 1999 i rent militært regi anslog at man skulle bruge 400.000 soldater for at etablere et sikkert Irak efter en invasion - iøvrigt det samme niveau tropper man anvendte under Irak-Krig I. Den plan blev forlangt reduceret fra Rumsfelds side.

Saddams afgang er de færreste vel kede af, men det nytter ikke noget at glemme det klima krigen blev startet under: Der blev virkelig vredet arm på de allierede - til trods for at der virkelig var rejst tvivl om Saddams reelle trussel. Og så gik man endda ind i krigen med et absurd naivt discountbudget - mod bedre vidende. Det var slemt nok, men det er ikke engang det værste. Hvis man skal klage over noget er det Bushs manglende kynisme. Han har brugt USAs krigsvilje op på at bekæmpe den forkerte fjende, mens Sudan fortsætter de etniske udrensninger og Iran er en ligeså stærk trussel som landet hele tiden har været.

Men en ting kan vi glæde os over: Dokumenterne er blevet deklassificeret ligeså snart de var operationelt ligegyldige, men mens de fuldt ud har været i stand til at sætte administrationen i et dårligt lys. Hurra for velfungerende offentlighedslovgivning i et frit samfund - og skal vi så ikke prøve at få PET til at klappe i med den historie om hvorvidt Bent Jensen har sagt noget hemmeligt om PETs syn på Jørgen Dragsdahls forhold til Leonid Bresnjev og efterfølgere.

Absurd anekdote om absurd udfald fra Christopher Hitchens til et et middagsselskab.

Vrede er så kraftig en motor at den ikke altid bliver siddende inde i bilen hvor den egentlig skal bruges.

Alle drømmer som bekendt om at skrive en roman, også jeg. Som jeg antydningvis har nævnt, så tror jeg ikke helt på NaNoWriMo til mig selv som skriveøvelse. Der er noget med lønkammeret, der ikke passer til mig. Her kommer en alt for lang smøre om det. Men før da det vigtigste først: Jeg starter nu. Vær med fra starten. Kommentarsporet er åbent. Kritik, forslag og tilråb modtages med største fornøjelse.

Paul Auster sagde engang om produktionen af Smoke at han følte et større slægtskab med skuespillerne end med instruktøren, selv om man kunne tro det var omvendt. Det var forsøget på at formidle en karakter, der drev ham. På samme måde er det en helt anderledes oplevelse at skrive for et publikum (også et der ikke møder op), end bare for sig selv. Jeg tror på at det giver processen noget andet og mere at det er en optræden, der muligvis er for nogen andre.

Jeg skal skynde mig at sige at det her egentlig ikke skal blive til en blogroman, den bliver bare produceret sådan. Teksten vil blive redigeret om, flyttet rundt og alt mulig andet før jeg synes jeg har skrevet noget. At blogge teksten passer bare både mig og emnet.

Hvad angår ideen til bogen, så er den efterhånden pænt gammel og kommer mindst 3 steder fra. En morgen for en del år siden slog det mig hvordan man kunne lave en 1-1 oversættelse mellem miljøet i Moby Dick og livet med at lave software. I de næste par dage morede jeg mig med at oversætte tekstbidder fra originalen til at handle om livet i et softwareselskab.

Jeg har aldrig læst en vellykket fiktionsbog om mit fag, hvor man både var underholdt og syntes faget blev behandlet plausibelt. Vi kender problemet fra Bryggeren og Krøniken: Det er bare ikke menneskeligt interessant om hvidtøllet kommer til at gære, eller om det er svært at stabilisere et radiorør. Jeg overvejede problemet på et tidspunkt og kom til den konklusion at man kun kan tage en helt anden spænding og så plante den i et softwaremiljø og håbe miljøet ikke tager livet af spændingen. Jeg kom igen til at tænke på Moby Dick: Den intense og vanvittige jagt på hvalen minder om den besættelse man selv kan sætte sig i for at lykkes med sit arbejde.

Nu manglede jeg kun et plot og en passende litterær grund til at skrive. De to ankommer samtidig. I novellen Pierre Menard, forfatteren til Don Quixote leger Jorge Luis Borges med hvad man skulle mene hvis en forfatter, helt autentisk, ikke som afskrift, gentog et allerede eksisterende værk ord for ord. Det er morsomt og skarpsindigt gjort af Borges - og da jeg kom i tanke om den novelle en dag jeg også overvejede Moby Dick og softwareromanen var planen klar: Jeg skriver Moby Dick igen, bare nu i softwareomgivelser. Så målet for min roman er enkelt: At genskabe Moby Dick, kapitel for kapitel, med præcis de samme personer - bare omplantet til et helt andet miljø. Jeg har udregnet nogen friheder jeg vil tage mig undervejs, men det er nogenlunde det, der er planen. Så persongalleriet ligger fast, ligesom antallet af kapitler - 125. Det ligger også fast hvordan historien ender.

Når nu man laver software, udgiver elektronisk (indtil videre), og det hele handler om software, så kan den lige så godt få fuld skrue. Hele teksten lægges i subversion, og jeg har store planer om at more mig med versioneringer hen ad vejen.

En grundig undersøgelse.

An experiment in communal, not collaborative, writing of science fiction. Buzzword for the proces is OpenLit. Sounds much more sane to me than either NaNoWriMo or mass collaborative writing. I would love for NaNoWriMo to work for me, but I think I'm too invested in the age of fragments to make it stick.

Flere aviscitater:

Jeg havde overvejet Valby, men jeg synes ikke, vi var modne nok til det. Det er jo meget professionelt derude.

Det må snart være de rigtige forstæders tur. Ikke bare Nordvest. Albertslund og Brøndby Strand, men det bliver nok først når de er færdige med vejarbedet på Ring III så køberne kan komme hurtigt derud.

Det er supersvært at lave avis:

Risikoen for en konflikt er blevet større efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne, vurderer en forsker.

Udemærket artikel (ikke ny eller noget) om de sidste 10 års skæve hollywoodfilm og dens virkemidler. Dette efter netop at have set Art School Confidential, der slet ikke var god nok, desværre. For lidt risiko i historien og for tæt på et klassisk Woody Allen sceneri af komiske, prætentiøse wannabes til for alvor at overraske.

Contextual advertising?

Jeg får radioamatører ind på mine PC-højtalere på hjemmekontoret. Jeg har ingen radio tændt, og ingen radioantenne. Ledningen til mine højttalere er ikke sluttet til nogen lydgiver. Faktisk forsvinder signalet når jeg sætter jackstikket på højttalerne i computeren. Det er højttaleren (og ledningen til den) de påvirker direkte og fysikken i det skal jeg ikke kunne redegøre for. Af samme grund kan jeg ikke skrue op eller ned for stemmerne. De er der bare, så uklare de nu er og med det volumen de har.

Det er kort sagt lidt ligesom at have fået en birolle i Riget. Det eneste jeg er glad for er, at det er en afslappet mand på bredt københavnsk, jeg hører, og ikke en lille pige, der siger "Hvorfor skal jeg slås ihjel?".

Her kommer lige en trådkrydspollinering: Jeg skal ikke forsøge at skjule min skuffelse over den lave responsrate på blogtjek fra classy.dk's læsere. Jeg har en snigende mistanke om at blogtjek er biased mod høj-samtale blogs. Det virker også mest Back in the Box-agtigt: Hvis man allerede har en høj kommunikation med sine brugere, så kan man bedre få fat i dem når man har brug for dem.
In other threads så er jeg kommet i absurd mindretal i en tråd ovre hos Emme om hvorvidt man tager skoene af når man kommer indenfor. Folk går helt amok - og de tager allesammen skoene af.

Og så var det det gik op for mig at det er to sider af samme sag: Emmes blog er socialblog i strømpesokker. Classy.dk er en "behold skoene på"-blog.

Mordet for nylig på en armensk journalist har fået den netop nobelprisbelønnede forfatter Orhan Pamuk til at flygte fra Tyrkiet til the land of the free and the home of the brave.

Begge skribenter, den levende og den døde, er tidligere blevet amklaget, under absurd nationalistisk lovgivning, for at "krænke den tyrkiske identitet". Den myrdede blev dømt, Pamuk frikendt - givetvis på grund af internationalt pres. Med gadens parlament i baghånden var anklagen altså åbenbart også nok.

Jeg skal lige have et par referencer til de seneste par udgiver af Weekendavisen ud af hovedet. I den kurante udgave af avisen kan man dels, apropos en nylig meningsudveksling, nyde Bent Jensens rasende modangreb på spredte anklager i mod ham i historien om PETs materiale om Jørgen Dragsdahl. I sagens materie er man nødt til at holde med Jensen. Det virker bizart med dansk hemmelighedskræmmeri når nu modstanderen er forsvundet og arkiverne åbnet i øst. Hvad angår meningsudvekslingen (i bogsektionen) er det simpelthen umuligt at ankomme midt i et skænderi. Mest hjerteskærende er Jensens modangreb mod en kritik fra Niels Barfoed. Det bekommer ikke Jensen at kritikken mod ham kommmer fra borgerligt hold også - og han går ind i en bagudskuende motivjagt hvor Barfoed hævner sig på en lidt forbeholden anmeldelse Jensen i sin tid lavede af en af Barfoeds bøger. Det er personligt og hjerteskærende - og umuligt som udenforstående at mene noget om.
Næste punkt er det overraskende, som jeg imidlertid tror skal tages så meget for pålydende som man nu kan med Lars Bukdahl, hvor han dyrker Thomas Helmigs seneste dansksprogede LP som lyrik. Det står på den humoristiske plads på bagsiden, så det er næppe en opfordring til bogudgivelse, men jeg tror da at Bukdahl faktisk synes Støvregn funkede. Og han har ret i at linjen "Farvel mit livs..." er et særligt godt touch.

Så var der ugen før et godt interview med Anders Fogh-Jensen om "Projektsamfundet". Det er lidt svært at se om Fogh-Jensen muligvis sidder lidt fast i en universitær kulturpessimisme, men emnet er interessant og forbundet med mit hobbyprojekt om at blive ved med at drømme det hyperkomplekse samfund ind alle mulige steder. Jeg er meget glad for en nye term jeg er begyndt at bruge for det, nemlig fragmenternes tidsalder. Jeg kan bedre lide det end "projektsamfundet" fordi det peger på den kultur der kommer ud af det, mere end på nogen værdidomme over den måde vi agerer på. Det betyder dels at man snakker om noget meget synligt, og dels at man lader folk have deres egen lykke i fred - begge dele afgjorte kvaliteter i mit verdensbillede.

Jeg gentager:Politik = Bikeshedding

- hvorfor jeg ikke har tænkt over det før fortaber sig.

Så'r det nu du kan sige din uforblommede mening om at læse weblogs - hvis du gør det - og også lidt om classy.dk og søde dyr. Gør det her - det er lige præcis ét minut og lige præcis 2 sider og den anden side (den om søde dyr og classy.dk) er ikke engang obligatorisk. Gå amok og gør nogen blogkonsulenter rigere (På sigt. Det her koster ikke noget.)
- har du svaret anderswo, så svar trygt igen. Du slipper for de generelle spørgsmål (forudfyldes) og det tæller ikke dobbelt. Jeg vil så gerne vide om der er for få søde dyr på classy.dk.

(Inden de bliver fornærmede må jeg hellere gøre opmærksom på at initiativtagerne siger de ingen skumle bagtanker har (og at jeg tror på dem). Men mere opmærksomhed om blogging => flere blogs => flere blogkonsuletjobs. Og det er helt OK.)

Forfattere der skriver nøgne. Ikke "nøgent". Uden tøj på.

Nogen gange har man brug for en passende mængde adspredelse og støj for at koncentrere sig, og andre gange for at få elimineret forstyrrelserne. Et af de steder, der er på den sidste måde, er Radiohusets Koncertsal. Jeg har sammen med en god ven abonnement på torsdagskoncerterne. Det har den fordel at man får faste pladser. Det lyder som ligegyldig kundepleje designet til at tilfredsstille det gråhårede segment, der ikke kan lide forandringer, men det gør en helt konkret forskel på lytteoplevelsen. Jeg kan ikke redegøre for om vi er ude i overtroen her, eller ej, men her er hvordan jeg oplever det: For en eller to sæsoner siden skiftede vi fast plads fra højre side af salen til nogenlunde samme plads, bare i venstre side. Klangen bliver lige lidt anderledes, i venstre side hører man flere violiner fordi man sidder tættere på dem simpelthen. Det forandrede lydbillede gør det lige en smule sværere at orientere sig i musikken. Man forveksler let kunstenerisk hensigt og rummets klang - var det nu dirigentens idé om den rigtige klang man hørte, eller bare afstanden i meter til den nærmeste kontrabas?
Fidusen ved at høre det samme orkester i samme sal på samme sted er at alle de tilfældigheder, der er i hvordan man lige er tilstede med musikken, glider i baggrunden fordi de bliver en vane. På den måde kan kan koncentrere sig om det, der er specifikt til den musik man skal høre netop den aften.
Jeg kan huske en forvirrende koncert for et par sæsoner siden, hvor orkestret og optageteknikerne (i meget god tid, skulle det senere vise sig) øvede sig på den anderledes akustik, der vil komme i den nye koncertsal i DR Byen, ved at placere orkestret som var de publikum i et amfi-teater. Det fuckede fuldstændig mine forventninger om hvordan lyden kommer frem op og gjorde det virkelig uklart hvordan de egentlig spillede lige den aften.

Kreative ritualer man selv laver har vel til dels også den funktion. Det er både noget med at teleportere sig selv ind i en kreativ tilstand, men også om at fjerne rummet omkring en som en faktor, så man kun har den hensigt man leder efter at holde øje med. Hvilket også forklarer hvorfor kreative ritualer ikke er løsningen på alle slags opgaver. Nogen gange er tingen jo ikke at opdage en hensigt i en selv, men i stedet at finde rytmen i noget andet.

Awesome post on Rubdy Rucker's weblog that seamlessly blends the real and the fictional.

(bd: I hate when that happens)

[Dansk: Bonusforbindelse med Knud Romers roman]

Apropos nylig meningsudveksling. Kampus.nu drengene har en anden stil. Og Penol-tusser.

Tror ikke jeg fik nogen banebrydede ny information, men LibraryThings UnSuggester viser dig de bøger folk har, der minder mindst om eb bestemt anden bog - baseret på hvilke bøger folk har sagt til LibraryThing at de har. Og derfor ved jeg nu at der er vandtætte skotter mellem Moby Dick og strikning.

Den manglende sammenhæng mellem Paul Grahams "ANSI Common Lisp" og "Wuthering Heights" er også morsom, ligesom jeg er helt sikker på at blogosfærens kvindehadere vil få meget ud af den diametrale modsætning mellem Hayeks "Road to Serfdom" og "The Devil Wears Prada".

(via nowuseit.com's del.icio.us links)

Der foregår livsvigtig memetisk grundforskning hos Killerfog.

Hvad sker der for Føhns? Det sidste jeg hører fra ham er "spørgsmålet er om jeg tør citere jer", og det næste jeg hører - fra en tidligere kollega i publikum, der genkender min kolerik - er "Nå, du var nok på CIO forum". Altsammen fordi Føhns har læst følgende tekst højt til sit publikum (på spørgsmålet: Hvorfor dropper de unge IT?)::

Fordi der er nogen - pædagoger, forældre, medier, teknologien, tidsånden - der har overbevist en generation om at der ER et spøgelse inde i maskinen og at den historie spøgelset fortæller er vigtigere/sjovere/mere anerkendelsesgenererende end det til fodnoterne relegerede faktum at det er os selv, der skal lave spøgelset og at det faktisk er det, der er det sjoveste.

Det hjælper ikke at lige præcis dansk IT er noget så fucking røvkedeligt, 95% whipped af Microshaft, og at succeshistorierne i dansk IT allesammen handler om bogholderi og regnskabsføring.
Come to think of it. “Jeg er i IT” er så lamt og lavstatus at jeg selv synes det er helt pinligt at indrømme det. Kan verden blive mindre sexet end IT? Jeg spørger bare.

Det er OK, Føhns. Jeg kan tage det. Jeg er i IT.

- og hvis man simpelthen er for træt til min stil, så kan man jo læse Trine Marias mere konstruktive udsagn i samme retning, som vist også var med på det blåskjortede forum.

På bloggen Budstikken er Arild Hald Kierkegaard i sin mission som selvbestaltet dansk sprogvogter så venlig at psykoanalysere min sprogholdning som "selvhad". Jeg ved ikke hvad han egentlig bilder sig ind, så jeg efterlod en farverig kommentar han ikke ville lade passere. Det havde jeg såmænd nok heller ikke gjort, men så kan jeg jo trykke den her.

Om mit påståede selvhad

Jeg ville egentlig have sagt “fuck dog af”, for det hedder det der hvor jeg kommer fra - og det er dejlig kort - men lad mig da endelig fordanske og uddybe: Mage til selvtilfredst vrøvl skal man lede længe efter. Mage til idiotisk motivgranskning ligeså. E-post er slet og ret grimt. E-mail er det også. Derfor foreslår jeg “mail”, for det hedder den slags i gængs tale i mine omgivelser.
Det er fuldstændig grebet ud af luften, “Arild” (går udfra at forfatteren her er den person der figurerer som Arild i Lines kommentarspor. Og hvad fanden bilder du dig iøvrigt ind med de apostroffer, din aggressive tabernar. Du skal kraftstejlemig ikke holde mig op i pincet på den måde).
Nu har du jo ingen som helst adkomst til at vide noget som helst om de personer du bedriver motivforskning mod. Sådan fungerer motivforskning som regel. Hvis du vidste noget som helst om mig og min holdning til sprog, ville du vide at jeg både fornyr ved indlån OG fordansker med stor lyst. Således også i denne afskedsssalut:
Bliv mig fra livet med dine letkøbte meninger om min sprogholdning du tidligt visnede, moderfuskende* intellektuelle lavvækst.

* Moderfusker: Fordanskning af det nyttige engelske ord “Motherfucker”

Nå, men lad os da komme til sagens kerne. I den næste post sammesteds udpeges at danske ord for udenlandske ikke er suspekt (hvem har sagt det?) De dannes hele tiden.Kilden til den konklusion er en artikel af Pia Jarvad. Også her fik jeg bortcensureret en kommentar:

…og den indlysende konklusion på Jarvads arbejde er naturligvis ikke jeres sproglige endlösung men den mere nærliggende: “Hvor i alverden er ildebranden? Ord bliver jo fordansket af sig selv hele tiden, uden statslig sprogkontrol”. Med reference til den foregående post. Hvem er det lige der står for selvhadet her? Der er vel åbenlyst at de eneste der hader noget er jer selv, og at det I hader er de danskere, der taler det sprog I gerne vil have ejerskab på.

Mere uddybende om det meget omtalte domænetab. Når jeg ikke tror på en sprogpolitik inden for en hel masse fag er det ikke bare fordi vi importerer viden hurtigere end vi kan finde på sprog for den. Det er fordi den samtale man vil fordanske slet ikke føres med danskere. Det er ikke et tilfælde at alle mulige firmaer og også offentligt ansatte forskere vænner sig til at formulere alt de ved på engelsk. Det er fordi de primært kommunikerer med folk, der ikke taler dansk. man kan lege med tanken "så må de jo bare lave det hele på to sprog", men det ville svare til at vedtage ved lov at det skal være dobbelt så dyrt at forske i Danmark, og det tjener næppe vort fædreland.

Bille angriber nordsjællandske nåletræer.

Bjarke Guldand Andersen anmelder Karen Jespersen, så der ikke er et øje tørt.

Guldand: Fald ikke for fristelsen. Bliv undercover. Det er sjovere mens det ruller end når du er glemt dagen efter hemmeligheden er ude.

I once had a cellmate in federal lockup who was convinced the government, with the help of university scientists, had planted a microchip in his brain.

»Hvis de ikke kan det, så er de ude af stand til at Google noget som helst«.

Jeg går helt ind for færdighedsfag. Mere for matematik end stavning. Det er trods alt en absolut og ikke en konvention, man træner der. Men der er da det umiddelbare problem med Raahauges udsagn, at det er mere sandsynligt at hans elever har skrevet materiale, der kan findes med Google, end at hans kolleger har. Dels pga. forældede ideer om rettigheder, og dels bare på grund af generationsteknologikløften.

Bonuslinks: Frokkerst, føgelse, fåget.

Gå ikke glip af 10 Zen Monkeys Superbowl-reklame dækning. Uundværlig snart glemt Americana.

Hvis nu man skulle være i tvivl om hvorfor nationalkonservatisme er lige så suspekt en absolut som alle de andre absolutter, så kan man græmme sig lidt over kommentarerne herovre. Vi er kommet fra "islamkritisk" til sprogbrugen "slip lænkehunden løs og kom rotterne til livs" i kommentarsporet, hvilket tilsyneladende ikke generer nogen andre i kommentarsporet (ej heller blogejeren), på nær en enkelt. Som så, i et noget overstyret blogindlæg, på sin ofte noget overstyrede blog, går i rette med det. Hvilket på lavkomisk vis straffes som "en krænkelse af ytringsfriheden" af kvinde- og islamhaderen Kimporator - og derfor bortcensureres. Man tager sig til hovedet.
Jeg har vist nok sagt det før, men ellers gør jeg det nu:

De højredogmatiske dumheder i disse kriseår er helt på niveau med de venstre-ditto fra 70erne. På samme måde som i 70ernes idioti, er der tale om en enøjet, ideologisk betinget filtrering af virkeligheden indtil den passer med den dogmatiske forudsætning. Det er ligeså usandsynligt at der bliver sagt noget substantielt rigtigt nu, som det var i 70erne.

This story, chronicling the Second Life adventures of one Bizarre Berry is, to me, much better Second Life PR than exaggerated traffic numbers and stories of Reuters, IBM, Sun, GM et al jumping on the bandwagon. Bizarre negotiates an interesting fractal boundary between the reality based community and Bizarre's own personal reality distortion field.

Whether there's a genuine mass market for this kind of fantasy or it will remain mainly relevant in works of fiction is another question, but suspending disbelief for half an hour can't hurt.

Fandt lige på BBC en overflod af værkintroduktioner til klassikere fra det klassiske repertoire. Det er typisk 1 times radioprogrammer med forklarende speak og orkestereksempler, som desværre er i Realplayer format, men man kan ikke være heldig med det hele. Programmerne er optaget live med vært og orkester i koncertsalen, sådan som musik skal opleves.

Listen af komponister og værker er virkelig omfattende, så der skulle være en chance for at finde en periode og en komponist man kan lide - hvis man prøver sig lidt frem. Hvis man virkelig føler sig på glatis, så kan man jo starte med det program, der belejligt hedder What is classical music?.
Hvis man gerne vil tages mere i skole end det er der sørme 4 programmer om hhv. rytme, melodi, harmoni og klang.

Lo go zo a n [fr. Gk logos word + zoia animals] (2005) 1 : word animals : textual organisms 2 : a phylum or subkingdom of linguistic entities that are represented in almost every kind of habitat and include aphorisms, anti-aphorisms, maxims, minims, neokoans, sayings, left-unsaids, shameless proverbialisms, epigrammatological disquisitions, poemlets, microtales, instant fables, and other varieties of conceptual riffs

Logozoa er et system af ord-dyr som man kan anvende alle mulige og mulige steder. F.eks. på sin weblog.

Jeg havde i weekenden en samtale om hvorvidt argumenter bliver bedre af at lyde godt. Vi kunne ikke helt blive enige. Jeg mener "ofte ja". Videoen ovenfor er f.eks. en bedre formidling af de teknologiske og idemæssige kamppladser i den nære fremtid end den samme tekst som 8 minutter i TV-avisen.
Jeg er bestemt følsom overfor indvendinger af typen "come on - det er da ikke rigtigt at teknologien i den grad det påstås skaber reglerne", og det kan også sagtens være rigtigt. Men hvis man sårn rent sansemæssigt gerne vil have folk til at forstå hvor sammenfiltret teknologi og kultur og idekamppladsen egentlig er, så er det lige en strøm af web, som i videon, man har brug for.

Via web 2.0-skov.

(Radar-post med mere kontekst. Via et link kan man f.eks. finde ud af at skaberen, Michael Wesch, er fra Manhattan. Manhattan, Kansas altså)

Well made film, well acted, beautiful, almost tactile, imagery. Seems to me that verisimilitude is the key to the Oscars these years, just as (preferably mental) illness was back in the late 80s and early 90s. Catherine Keener is almost as good as Philip Seymour Hoffman. The only thing that is annoying the shit out of me is the "this is a quality film" signifiers on the music and title side. The slow careful lettering in not-too-big print overlaid with sparse single touches of the piano is just too "intelligent, powerful and sensitive" to me. And really, the story and material could do without the intelligent and sensitive. It's better than this kind of obvious self importance. It would be such a pleasure with short, bold, careless titles.
It's such a widespread problem. And it's probably less of a problem in the theater than it is at home on DVD. They should redo titles for the DVD in the same way paperbacks aren't sold with the same selfimportance as the original hardbacks are.

Caring about math is not a required emotion around here, but just in case you do, this is a remarkably readable and self contained exposition of some of the best and most confounding magic tricks (read: Proofs from mathematical logic) in mathematics.

I've talked a little about diagonalization before.

Dejligt selvreferende medieselvspind: Ekstra Bladet bringer et Ritzau telegram om et muligt jobskifte for Ulrik Wilbek. Ritzaus kilde er ... Ekstra Bladet. Hvis de gør det nok gange i træk så behøver man slet ingen kilder til sidst.

The way Flickr is handling the unhappiness with the switchover to Yahoo accounts - a Flickr employee will be personally discounting unhappy pro users who would rather quit than switch, because the legal implications of the corporate entity Flickr giving money to customers are too expensive to figure out* - reminds me of this story on a Sun hardware donation remarkable because of the sound bite: "No offense, but the legal cost of any more 'terms' than above exceeds our cost of the hardware." and, if only slightly, of the recent proceed and permit letter from Linden Labs to spoof site get a first life. Distrust (and the papertrail that follows in its wake) is just waaaay to expensive to work in the long run. Even further away but still related, the recent spate of completely ridiculous paranoia. Distrust is very expensive.

At the personal level, can I get a show of hands: How many of you at one time or another purchased stuff your company needed to procure so you could do the job and never asked for money back? Simply because the bitching with procurement just wasn't worth your time? I know I have many, many times.

* Note: I realize there's a distrust angle to this too, if you're a well trained cynic: It's just a sinister to ploy to limit the refund, because people will respond kindly and not ask for their money back when it comes out of the pocket of a nice personal person - but I'm going with trust on this one, personally.

Bonus link: Photo uploaded by the flickr outrage discount person while all the hating is going on.

Bonus link II: Witness the psychological mechanisms that spin into action because there's a person in the process.

Super. Et helt nyt meme at følge: Fjendtlige sletninger af Wikipediaartikler. Ved at etablere det som kampplads er der fundet en ny måde at kæmpe for verdensfreden på - som ovenikøbet er arbejds- og friktionsløs på et hidtil ukendt plan.

Godt grin fra en pinlig historie. To betjente er blevet taget i nedladende, hverdagsracistisk sprogbrug om en tyrkisk mand og nu går debatten om hvad det skal koste. Der er en diskussion om hvorvidt de sagde det "forsætligt". Jeg kunne forstå det hvis det handlede om at de var fanget i en tilspidset situation og vreden løb af med dem, men debatten er et lidt andet sted:

Skal de dømmes efter racismeparagraffen skulle bemærkningerne være sagt forsætligt. Og det mener han [chefpolitiinspektøren] ikke, at de er, da betjenten ikke vidste, at deres samtale blev optaget på Tuncan Turans telefonsvarer

Som køber og lejlighedsvis samler af bøger, er det rart at vide at der er nogen der tænker over hvad en bog er ude i fremtiden.

I forgrunden: Dumglad reklame for dansk lorteradiostation
I baggrunden: Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Samme scene med lidt mere kontekst.

(beklager linsebumsen. Den er here to stay)

Jeg vil lige kaste lidt link kærlighed på min brors tankevækkende svar på Timmes design-provokation, som i ca. en uge har kunnet findes på Kommunikationsforum. Dræberafsnittet hos storebror er her:

Meget sigende er et af de mest søgte ord på kforum konsekvent ordet ”branding” – og det er jo fordi alle kommunikatørerne er på vej ind på et område, der i de flestes bevidsthed er defineret og ejet af designere. Men hør nu efter: Branding udføres ikke af bogholdere og revisorer, der nidkært vogter over marginale afvigelser i logofarven. Branding udføres ikke af prædikanter der messer tomt generiske ”mission statements”. Branding udføres ikke af sortklædte kunstnere med Macintosh computere. Branding udføres af alle organisationens interessenter i fællesskab. Der er her ikke tale om et centralt styret fællesskab, idealet er mere en fri og åben samtale styret af en visionær ramme. Rammen og det visuelle sprog, der gør det muligt at kommunikere på tværs af alle områder, det er det vi beskæftiger os med – det er design.

Overfladen er en vigtig og meget synlig del af den virkelighed.

Det er uhyre sjældent at man ikke faktisk kan gøre stor vold på ideerne indeni og stadig glæde folk ganske overordentlig meget. Det er meget sjældent at man kan ændre overfladen uden at ændre folks oplevelse af det man laver. Google er et fremragende eksempel. Det er jo ikke fordi de andre søgemaskiner ikke har lært lektion og laver stort set relevante links på alle søgninger (den samme wikipedia side er link nr 1 f.eks.). Men de kan ikke bortkonkurrere Googles anti-design fordi det snedige ved det antidesign er, at man ikke kan lave ingenting på to måder. Det er ikke fordi Yahoo ikke prøver på at lave ingenting, men det mislykkes bare, som man kan overbevise sig om ved selvsyn. På den måde er det svært at bortkonkurrere Google, netop på grund af Google's overflade, der nu fuldstændig definerer den almindelige forventning til "søgning". Det er svært, netop fordi designet er spartansk, og på trods af at Googles resultater egentlig ikke er bedre idag på nogen grænseoverskridende måde.