Og lige en jeg hurtigt skal have af brystet som de siger på engelsk:
Det er totalt uinteressant ikke at "kunne se den"Det betyder konkret at når du (eller jeg) bliver præsenteret for en idé og du ikke kan få nogen elektrisk ophidselse i hjernen ud af den, så er der sket lige præcis ingenting.
God kreativitetsanekdote ovre hos Claus Buhl - om blæksprutter, flyvende biler og mikrofiberklude. Mine mest utilfredsstillende arbejdsoplevelser er kommet af at arbejde sammen med mennesker med en anden fornemmelse end jeg selv for hvornår man skal lukke ned og virkelighedstjekke og hvornår man skal holde den åben og bare finde på.
* Bemærk at der bare står en anden, ikke en bedre eller dårligere fornemmelse. Det har ikke noget med mere eller mindre sensibilitet at gøre (det behøver det ihvertfald ikke at have), men bare noget med forskellig sensibilitet at gøre. F.eks. kan jeg komme i tanke om både folk, der synes jeg er en kreativitetsdræbende stivstikker, selv om jeg bestemt ikke tænker på mig selv på den måde og også folk der synes jeg er et ufokuseret airhead, selv om jeg heller ikke tænker på mig selv på den måde. Hårdt presset kan jeg måske endda komme op med et par stykker, der synes begge dele, men det gør jeg jo også selv - bare på en anden måde.
What with Scoble flaming out on both engines: Accusing other people of not pitching his stuff, and then there's that Intel thing. Gapingvoid's recent consistent Apple dissing combined with that looks like a working relationship with Microsoft isn't too pretty either. To be fair it's hard to tell if he's getting paid or just liking the guys - which is part of the problem of course. Knocking the other guy's product for $ would certainly not meet my idea of "a new honest way to do marketing". Or maybe it's honest - but it's just not any cooler or more human than the old heavy handed marketing.
And on top of that we have the completely obvious despicability, the "you really don't have to tell them we're paying you" blog-for-$ advertising brokers that are popping up all over the place.
Whatever happened to the whole people making money with not from their blogs (or whatever the indirect vs. direct line was), and the whole religion of "just talk about what you like"?
I'm not saying I'm any good at joyful and happy, but I sure liked it a lot better.
And on another note, Is the new aggressivness a bubble metric? Seems to me the stakes are getting higher and the voices consequently a lot shriller.
Hvis det var gener og ikke memes, Krarups danskhedslov handlede om, så ville Godwins lov finde anvendelse - og vi ville være på forsiden af alle verdens aviser.
Alle de destruktive ideer i principperne - dansk navn på alt, der kommer i berøring med det offentlige - må skæres væk, som den statsundertrykkende censur det er. De positive tiltag, øget digitalisering af dansk kulturgods f.eks, kan man selvfølgelig kun støtte.
Men hvorfor dog stoppe ved sproget? Problemet er jo, at det sproget handler om ikke er særlig dansk mere. Jeg kan lige forestille mig mareridtet hvis man tog det næste skridt for alvor: Ideer fået af danskere skal have forrang i undervisningen, inden for alle fag. Danskere skal fremstilles i et særlig fordelagtigt lys i gennemgang af historie osv. Det sker naturligvis allerede, og det er helt legitimt forsåvidt det er vores og ikke andres identitet skolerne handler om, men det ville være et mareridt formuleret i den tunge, undertrykkende form, sprogforslaget er formuleret i, og inden for en lang række fag ville det være fuldstændig meningsløst.
Havde såmænd slet ikke selv tænkt over det, men som Tveskov siger - DoTheRightThing er lige præcis en konkurrent til Actics. TechCrunch har den gode post om emnet, hvis titel siger det hele: Do The Smug Thing:
One misguided user posted a not so popular rant suggesting that corporations should not be held accountable for all of the worlds ills. This posting has a very low rating right now.
I’m guessing people like that will be quickly beaten out of dotherightthing.com, leaving a smug nest of Toyota Pious driving do-gooders behind to fix all of our problems by complaining about them in unison.
Super old skool undervisningsfilm om elektronisk lyd, komplet med grafpapir i stedet for noder.
I den kedelige jagt på nogen skandaler, der er fremmede menneskers skyld, er forsiden af Berlingerens kultursektion idag helliget "problemet" med engelske låneord. Rubrikken til artiklen spørger om det er et problem at vi har "indoptaget" så mange fremmedord. Jeg har kun en ting at sige: Hvis jeg skal vælge mellem fremmedord som cool action power og rædsler som "indoptaget", så tager jeg låneordene, thank you very much.
Følg slagets gang blow by blow på Blogbogstaver, f.eks. via tagget sprogudvikling.
Ah, the sadness that is encyclopedia nerds listening to R&B.
Previously in this genre: Killing jokes and more jokes by explaining all life out of them.
Related story from The Onion: Freshman Term Paper Discovers Something Totally New About Silas Marner.
Herligt, en hyldestside til pi i anden divideret med seks. Der er for få transcendentale tal, der får den respekt de fortjener.
Bonusfact: Matematisk institut på Århus Universitet havde engang decimalekspansionen af e som telefonnummer: 27 18 28.
Anledning: Jeg modtog følgende SMS fra en sprogstærk ikke-matematiker:
Claus for helvede. Hvad hedder pi i anden på engelsk? Altså, pi er jeg med på, men 'i anden' gør mig sindssyg af nytteløse ordbogsopslag.Bonuskontekst: National sprogpolitik risikerer i denne sammenhæng at gøre det sværere for min korrespondent at udbrede kendskabet til dygtige danskere i den engelsksprogede verden.
Very good Terra Nova piece on the whole "How big is Second Life" thing by Edward Castronova. As far as I'm concerned you need only read this alongside the Shirky diss. For extra grounding, combine Shirky and Terra Nova in the comments here.
Using the "people who ever took an interest in Second Life" number used (which just passed 3 million btw.) as the official size of Second Life truly has backfired - and it's probably not done backfiring yet. Its a a pity, since there are interesting real numbers below, just not quite to the scale of the "people ever taking an interest". The only ones I personally find interesting are "maximum online concurrently in the last 24 hours" and "number of people economically active last month" which has been pretty consistenty at 4-5 times the max number of users concurrently online. It seems there's a about 150K users of Second Life these days. Furthermore it's in the nature of an accumulated number like the "people who ever took an interest in SL"-number to get further and further ahead of reality as time passes. Last september the ratio of max concurrent users to people who have ever tried was about 1 to 70. Now it's more like 1 to 100. So the hype will only become more insincere as time passes. Probably wiser to just stick to the real story and hope that's interesting enough.
Castronova compares Second Life to Mayberry and if we assume that virtual characters have only one tenth of the expenses of real people, that's probably not to far off.
På given foranlednig skal jeg oplyse at det ikke er mig der er Bjarke Guldand Andersen. Jeg ville ønske det var, men nej.
Mit eget, indtil videre standsede, forsøg ud i fakeblogging var den langt kedeligere og mere blåskjortede Rune Bakgaard (personlig profil her). Som man kan se af det website havde jeg slet ikke den fornødne staying power til fakeblogging.
Bumsen, der lå og sov ved Danske Bank på hjørnet Vesterbrogade/Trommesalen havde et papskilt liggende foran sig:
DET ER UHØFLIGT IKKE AT SVARE NÅR MAN BLIVER SPURGT OM NÅDE. DET ER DÅRLIG PLI.
(Bonussammenhæng: Taberære)
Lige dele Borgesiansk usandsynlighed og Pippi Langstrømpesk fantasi: På den mikronesiske atoll Pingelap er hele befolkningen farveblind, og går altså intetanende rundt og går glip af store dele af den tropiske skønhed de bor i.
Jeg er stadig lidt i tvivl om stedet eksisterer, faktisk. Tjek f.eks. den lovgivende forsamling, hvor det ærede medlem fra Pingelap stort set hedder Nihil Ernest.
I missed this story on how Google is actively fighting google bombs.
Nu hvor priserne regner ned over Knud Romer Jørgensen - Gyldne Laurbær forleden og Weekendavisens idag så er det værd at huske sig selv på et mindeværdigt TV indslag fra det underlige programRottweiler (tak, Carsten!) med Trine Gregorius hvor en hel masse mennesker stod i en cirkel i et tomt betonbyggeri og dissede hinanden (er der nogen der kan huske hvad det hed? Schäfer ligesom magasinet, måske? Synes det var noget med en hund). Det mindeværdige indslag er hurtigt beskrevet. I halvcirklen den aften var Pia Kjærsgaard og også Knud Romer Jørgensen, og undervejs blev der snakket om at "man da selvfølgelig skal tale dansk i Danmark", med vanlig selvtilfreds småtskårenhed af Pia Kjærsgaard. Det fik Knud Romer til simpelthen at skifte til at tale tysk og vedblive at tale tysk.
Dengang kunne man kun tænke "Alright, hård melding og godt kørt". Nu hvor man kan Romers personhistorie er scenen en del nemmere at forstå. Hvis man vil have den for fuld udblæsning kan man eventuelt lytte med et stykke inde i dette radioprogram hvor man får historien om Romers tyske mor og udstødelsen i lillebyen i fræsende sammendrag.
Bonuslink: Et lidt andet møde med tyskheden fra samme forfatter. Det er på grund af den tekst Romer selv siger at "alle fremtidige job i reklamebranchen er udelukket for ham".
Hvor gammel er Dennis Nørmark? Han lyder ret meget som en 90-årig, uanset at der er noget om snakken, og at man tit kan få mig med i koret.
Det lettere 90-årige er, at det er en smule ligemeget om begrebet modkultur er rationelt og intellektuelt fornuftigt skruet sammen. Det gør jo det det skal: Nemlig konstruere en forskel mellem Ungdomshusets beboere og resten af verden. Det får de unge en identifikation og en kamp ud af, og så er alle jo glade. I den forstand er Dennis Nørmarks synspunkt iøvrigt bare gefundenes fressen. Når "institutionerne" (Århus Universitet må have lov at række for nu) yder modstand er der jo noget at slås for.
Det var sjovere at spørge sig selv om "modkultur" virkelig bare er punkmusik - altså noget der er vores og ikke jeres. Simpelthen en måde at lave sin egen niche på. A room of one's own. Eller om der alligevel er et eller andet reelt fænomen som årsag nedenunder. Jeg tvivler iøvrigt voldsomt på at der er noget værdikompleks der kan tåle at få sin eksplicitte selvforståelse sat under skarpt projektørlys.
Historien er allerede kørt blogologisk ovre hos punditokraterne, hvor lyden af 90-årig vranten passer helt fint ind.
Når Putin insisterer på at ville have noget i gengæld for at udlevere manden, der myrdede Litvinenko, så må vi vel opfatte det som Putins indrømmelse af selv at have sat drabet i scene, eller hvad?
På Luftskibet, har Christian Monggaard af to omgange (i december og igen for to dage siden forsøgt at starte en debat om blogs/onlinedebat vs. bladkritik af film. Diskussionen går på om blogs og medier af den type har overflødiggjort filmanmeldere. Dvs. egentlig er det det forkerte spørgsmål som reaktion på noget helt andet, men svaret har under alle omstændigheder noget at gøre med min forundring over at blive kaldt dagbogsblogger, så det vil jeg snakke lidt om nu.
Anledningen til debatten er, at Kenneth Plummer, som svar på hvorfor DR ikke har et program som Bogart mere, kom for skade at mene, at der ikke var brug for filmanmeldelser - det var alligevel ikke sådan biografgængerne orienterede sig i udbuddet mere, de brugte forskellige online foromtaler af alle mulige og umulige slags.
Hvad angår anmeldelser som forbrugeroplysning, har Plummer utvivlsomt ret - og han har sikkert haft det meget, meget længe. Man kan undre sig over at det lige er filmanmeldelserne, der skal stå for skud og ikke de 80% af Plummers øvrige TV-udbud som tiden også er løbet fra, fordi vi burde få det leveret over nettet alligevel, men lad nu det være.
Det rigtig interessante, som diskussionen imidlertid går fuldstændig fejl af, er i virkeligheden noget helt andet. Filmanmelderne vil have en debat op at køre om hvorvidt amatørerne på internettet leverer en holdbar udgave af det de selv forsøger at lave, nemlig filmkritik. Problemet er bare, at det slet ikke er det, der er hensigten med det meste af det, der skrives online, f.eks. på blogs. Og det er her dagbogsdiskussionen, og iøvrigt kommentarsporet til denneher post ovre hos Claus Buhl er relevant.
Når folk skriver online, ihvertfald på blogs, skriver de muligvis om de samme ting som anmelderne, men stort set aldrig på den samme måde. På blogs er hensigten altid det personlige. En blogpost er forfejlet hvis ikke den er personlig og ideosynkratisk. Blogs om kultur har i den forstand meget mere at gøre med egentlig fankultur end med kulturkritik. Bloggeren investerer sig selv i den kultur han eller hun skriver om, og den personlige identifikation med kulturen er simpelthen bloggerens payoff - det er det man blogger for at gøre. Det er helt på samme måde som en fan udtrykker sig selv gennem sin idoldyrkelse.
Identifikationen kan sagtens, alt efter bloggertemperament, være sober og velbegrundet. Det behøver ikke være DEN FILM ER FOR VILD!!!!!!!. Men hensigten, vil jeg mene, er tættere på film-for-vild end amatøranmelderi, og det er lige præcis det, der er det befriende ved blogs meget af tiden. Resten af tiden er det lige præcis det, der er irriterende. Jeg kan i den sammenhæng rigtig godt lide Føhns' indlæg i debatten i en kommentar her:
Men det er da lidt sjovt, at Kim Skotte roser en sanger/sangskriver som Nikki Sudden i weekenden. En kultfigur, der faktisk ikke kunne synge og samtidig spillede middelmådig guitar, men når vi taler om musik, så er det bare autencitet. Hvorfor er det ikke ligeså charmerende med bloggernes do-it-yourself-kultur? Hvorfor må man ikke være punk på skrift og bare skrive for at blev set og hørt trods begrænset erfaring og talent, når det fx er mere end helt ok indenfor musikkens verden?Det er jo lige præcis den helt anden hensigt Føhns peger på. Når Nikki Sudden går på scenen er det hans personlige udtryk Skotte roser. Om Sudden ved vi lige præcis hvilke forgængere han har dyrket og identificerer sig med. Det er fankultur taget til den endelige konsekvens, nemlig selv at gå på scenen.
Vorherre bevares. Lolland-Falsters biskop mener at himlen er ved at falde ned om ørerne på os. Bogstavelig talt. Det er ganske vist en fiks journalist på Ritzau, der har lokket biskoppen i fælden ved at spørge om han mener den globale opvarmning og krigen i Irak i virkeligheden er opvarmning til noget helt andet, nemlig selveste Dommedag, men at biskoppen er gået i fælden er da usandsynligt dumt. Han burde gå af. Virkelig. Jeg gad nok vide hvor mange bispe journalisten var nødt til at ringe til før der var en der sagde noget så lårklaskende underholdende. Måske har de en manual hvor der står man bare skal ringe til ham fra Maribo hvis man vil høre noget dumt, ligesom de ringer til ham fra Århus hvis de vil høre noget om samfundet eller superligaen.
Det skal fedt hjælpe, hvis vi som et andet forslag lyder skal have mere biskoppeligt styr på hvad man må sige i præstekåbe.
Hello Nasty served as both a culmination of the New York trio's remarkable comeback and as a capper to the alt-rock boom of the '90s, the last album of the decade to capture what the '90s actually felt like.Remarkably good line about the 90s and the Beastie Boys. It's from the Allmusic review of, not Hello Nasty, but To the 5 Boroughs, the next album the Beasties made - in a very different environment. Apparently there's a new album coming some time later this year.
Den her er nem: Selvfølgelig må statsministeren ikke blande sin magthaver-rolle med sin politiker-rolle når han bliver udsat for kritik, som han gør i Afghanistan-fange-dokumentar-sagen. Det er i den sammenhæng fuldstændig ligemeget om DRs Afghanistan dokumentar er løgn fra ende til anden. Og endnu mere uacceptabelt fordi der virkelig ikke er særlig meget kød på DRs historie. En svag historie om et delvist cover up af noget der måske er foregået, men som selv om det var foregået kun ville være potentielt forkert til skade for nogen, som vi slet ikke ved om det har skadet. Der er vist ikke et Watergate gemt her.
Regeringsledere, der banker offentligt betalte medier på plads hører ikke hjemme nogen steder, men da ihvertfald ikke her. Vil Fogh gerne huskes som en dansk Berlusconi eller Putin?
Mens vi stadigvæk gør opmærksom på at DRs historie er meget tyndere end tordenbulderet ellers burde antyde, så uddeler vi lige lidt bonuspoint til Politikens Stig Ørskov for at minde om at det var den samme Fogh der ikke mente, under Muhammedkrisen, at det tilkom ham at kritisere mediernes frie udtryk. Modsat Ørskov, mener jeg nu at det var under Muhammedkrisen Fogh havde ret, ikke nu. OG forøvrigt er det naturligvis ikke noget galt i at Fogh tager til genmæle. Han kan bare ikke rasle med sin bestemmersabel, mens han gør det.
Fra The Onion: Martin Scorsese's Next Film To Be Three Hours Of Begging For Oscar.
- Scorsese er nomineret for den fuldstændig harmløse, men kommercielt succesrige og bestemt OK "The Departed".
[Update: På den anden side: Scorsese er oppe mod en dobbelt whammy: Clint Eastwood med en 2. verdenskrigsfilm. Scorsese tabte til krigen i 2002 (Gangs of New York til The Pianist) og til Eastwood i 2004 (The Aviator til Million Dollar Baby), så han er vel faktisk allerede chanceløs. Der er også en 9/11 film at græde over sammen.]
Der er til en kulsort satire i stil med Den Store Kul-Tur i sagaen om Ungdomshuset. Senest i Politiken uden synlig ironi:
Et nyt ungdomshus på Stevnsgade kan blive en fordel både for de unge og for de autister, som var lovet lokalerne, mener advokat Knud Foldschack.
Sørme om ikke der faldt en dansk Oscar-nominering af.
Halle Berry effekten?
Mere kontrapunkt til spørgsmålet om ære i velfærdssamfundet: Hvem anklager du?
- jeg ser for mig en hel TV-kanal og et utroligt succesrigt webforum hvor hele temaet er "Hvis fejl er det, når nu det ikke er din egen?"
Nu er specialet vistnok afleveret, men jeg er ikke helt færdig med at være fornærmet over at være kategoriseret som "dagbogsblogger". Man kan jo ikke bare sidde stille og være fornærmet, man er nødt til at komme op med en objektiv grund til at sige "det passer ikke". Og her er min: Det nye ved weblogs er da lige præcis at det er en stemme og ikke et emne der taler. - dvs. at hvis man lægger et filter indover blogging, der også kunne passe på de gamle medier (er det en avis? er det et fagblad? er det politisk?), altså et branche- eller emnefilter, så kommer alle stemmerne på blogs jo til at stå som "dagbøger". Meget ublogget karakterisering i virkeligheden.
Nu har jeg det fint med at de gamle medieformer også udkommer i RSS format og med lette publiceringsværktøjer a la blogging, men der går et eller andet galt med mediebeskrivelsen, hvis det filter der skal på bare er det samme man kunne bruge om ting der udkommer på papir, ikke at det ikke er en pointe i sig at kommunikation, og derfor også det man kan sige, er betydeligt ældre end blogging.
(Jeg har læst matematik. Vi har en særlig metaironisk licens til at kalde andre ting kedelige)
Interesting Tim O'Reilly piece on Radar: All culture is being driven to short formats, both because short is faster to consume and because short is simpler to collaboratively produce.
Clearly there's a personal bias here because I was trained on the long stuff - but I do think we still need full texts to genuinely immerse ourselves in a topic and deeply appreciate it. Depending on the subject matter, the immersion comes through reading or - and I suspect there's another culture change driver here - through doing the material. The modern mind simply isn't ready to be schooled in the old way. It wants to produce.
Der var en gang et firma ved navn Krak der i den almindelige bevidsthed var synonymt med begrebet "praktiske vejkort". Det er de snart ikke mere.
Råddent webdesign, rådnere forretningspraksis og alternativer, der ikke pisser på brugerne på hverken den ene eller den anden måde, har for længst brugt Kraks first mover advantage op.
Bemærk iøvrigt det særlige twist på Gandhis 4-punkts plan for irrelevans: Vi er nået til fase 3, "then they fight you". Men Krak har valgt, istedet for at bekæmpe konkurrencen, at bekæmpe sine egne brugere. Man taber også hurtigere på den måde.
Bonuslink: Techdirt historie om en lignende sag via Universal records.
Kontrapunktisk til den foregående post: Det lader til at behandlingssamfundet også kan lykkes med at trække magien ud af naturen ved at omklamre den med rædselsord som terapihave.
Bvadr. Jeg får stress bare af ordet.
En lynsammendrag af et populært liberalt synspunkt siger at velfærdssamfundet koster velstand, dels fordi det er dyrt, så de rige får mindre ud af at ville være rigere, og dels fordi de fattige ikke får nok ud af at arbejde i forhold til det de kan få ud af ikke at lave en skid.
I min storebror og Ole Thyssens nye bog fortsættes historien om den velstandspudrede taberrolle yderligere sådan at denne adgang til noget for ingenting skaber en særlig kræve- og tabermoral, hvor man simpelthen opelsker kræveriet som noget stort i os alle. Det er altsammen afledt af en længere historie om at mennesket ikke bare er et økonomisk dyr, men også et socialt dyr, der søger ære og anerkendelse fra sin omverden.
Det nærliggende spørgsmål er bare hvorfor det er så vigtigt at se sig selv som først og fremmest æremenneske, der så iøvrigt også økonomisk slår stærkt igennem, men mest fordi man dyrker sin ære, mens omvendt taberen er en magelig slapsvans først, der bagefter opelsker et forskruet æresbegreb for at begrunde sin egen slaphed?
Hvorfor siger tilføjelsen af begrebet ære os ikke bare at man sagtens kan lave et velfærdssamfund og alligevel få en masse ihærdige samfundsborgere til at ville yde deres bedste for at komme gennem livet med æren i behold?
Awesome video on "how to speak body language". For early highlights go to the 1 minute mark and the killer body language line: "My genitals are unavailable".
Meget spass fakeblog, som der er blevet arbejdet intenst på. Eneste downer er at guldanden ser ud til at være designet som K-Forum netværkets Gus Jensen, og der er vel lige knapt gået lang nok tid siden Gus til at man kan komme helt op at ringe over endnu en fake. Men skriveenergien er helt bestemt i top og den selvbevidste medieironi er klart godkendt. Nice try, Timme.
[UPDATE: Hmm, måske er det faktisk ikke Timme, selv om det ligner. CV'et er "senest gemt af" Jeanette Starup når jeg kigger i metadata. Et navn der på Google er forbundet med Brandtex koncernen og så med denne linkedin profil. Det foregår dog ret meget i Jylland altsammen, og guldanden er jo sådan Indre K-clever, ikke at det ikke kan fakes så nemt som så meget andet, selvfølgelig. Snedig misdirection eller dårlig forklædning? Nogen med info, der har lyst til at gætte videre?]
[UPDATE II: Infinite props for dagens indlæg: Synlighed er eksistens. Det er fan'me sjovt. Det kunne ellers godt være svært at lave en ordentlig vits ud af 'overfladisk brandingnar', men det nære touch med besøg ved en "grav høj" og så lige lidt lyrik i enden er smukt.]
The aide said that guys like me were "in what we call the reality-based community," which he defined as people who "believe that solutions emerge from your judicious study of discernible reality." ... "That's not the way the world really works anymore," he continued. "We're an empire now, and when we act, we create our own reality. And while you're studying that reality—judiciously, as you will—we'll act again, creating other new realities, which you can study too, and that's how things will sort out. We're history's actors . . . and you, all of you, will be left to just study what we do."
Rute til fund: Ligesom Tveskov læser jeg af og til 10 Zen Monkeys. Historien om Joe Quirk sendte mig på en kort linkjagt på amerikanske futurister, først Future Salon og via den ASF. Fandt i øvrigt et delvist arkiv af Future Salon webcastsene på archive.org her (flere events med samme navn - dem Quirk var del i hostes af Mark Finnern). Der er mange underholdende betragtninger om singulariteten som jeg snakkede lidt om forleden. Men det mest umiddelbart givende var nu et tilfældigt klik på et andet af R.U. Sirius' podcasts, nemlig det med Chris Nakashima-Brown (mp3) - endnu uhørt del 2 er her (også mp3), en forfatter af "near future" "speculative fiction", det snedige navn ambitiøse science fiction forfattere har givet deres genre. Et par bud er Welcome Back Qatar (titel sjov pga) og i nogenlunde samme univers Prisoners of Uqbaristan, som kaster lidt Borges ind i mikset bare for lige at markere.
Begge noveller er fuldt ud informeret af det kraftfulde (hvis en smule vanvittige i en politikers mund) citat ovenfor.
I podcastet når Chris Nakashima-Brown iøvrigt at anbefale den her blog og den ser også lovende ud.
Bonus link II: Nakashima-Browns interview med Bruce Sterling om J.G. Ballard. Jeg må give Ballard en chance mere. Den gang jeg læse meget sci-fi havde jeg det fint med den dårlige sci-fi og riffede ikke så meget med den dybe, pånær standouts som 1984 og Brave New World, som knap nok er i genre.
Udemærket formiddag.
Comments should be back up - as is my brother's weblog.
Er du en teknisk person og har du til dels den funktion at tale med ikke tekniske mennesker? Mangler du nogen gode eksempler på hvordan man ikke skal gøre det? Så læn dig trygt tilbage - jeg har fundet the mother lode. The Bastard Operator From Hell får kam til sit hår på GratisDNS' forum. Føl f.eks. med Svend i denne tråd. Jeg medgiver gerne at Svend nok er ude hvor han ikke kommer til at bunde, men stadigvæk. Hold da helt op.
Og for lige at få den slået helt fast så er Svend også offer her.
In december his latest company made the cover of Red Herring - and in january his first exit. It's busy days for Nikolaj Nyholm .
On a personal note, I sure hope the new owners of Ascio realize what a stellar team they now have developing domain registration software for them. Tons of experience and there's not one of the guys I'm not proud to have worked with. Good luck to you all, under new management. Kick pan-european, domain name management providing ass*.
* Hmm, doesn't really work, does it?
Of course there could be real trouble. You can never know. But personally I consider this video a theater of fear. If the guy staging the whole thing was an artist he should win awards.
A man does something strange, spilling a substance on a subway station. And not just any substance, a brilliant MacGuffin - mercury. The paranoia quickly kicks in and is very rich and complete.
"This could be a dry run for a terrorist attack" is the lead off, but we soon get truly paranoid responses like "There's no good reason to bring mercury onto a subway platform" (as if we need one to do anything). The man ("white or middle eastern", of course) is wanted for "questioning for an unexplained activity in connection with a possible act of terror". (I sure hope I'll never have to explain my activities. it would make sense to want him for scaring people and disturbing traffic first). The TV-heads agree that "it's a good thing we have those cameras in there so we can get an idea of what's going on" (nothing really happened) but still "all these security systems are really starting to pay off" and the conclusion: "Are we being too careful? Experts say there's no such thing" (of course there is).
There's something wrong with how society mimics our own neural danger response. Society doesn't have a good mechanism to get rid of the fear again. No dreams, or forgetful filter to keep us sane. On the contrary, there's all kinds of subsystems of the hive mind with a strong interest in keeping the fear going.
Var du Killerfog du håbede at finde? Tag det roligt. Holger er snart tilbage - jeg skal bare lige fixe et par ting mellem min domæneregistrering, min DNS hosting, min web hosting - og en mølædt gammel server hjemme i mit kosteskab der ikke længere er på internettet (serveren, ikke kosteskabet. Eller. Det er det heller ikke. Skabet på internettet, altså - men det har aldrig været det).
Jeg kom til at tænke på i morges, at
Situationen minder om midtfirsernes flygtningedebat på den måde at et næsten enigt folketing er helt uvillige til at føre en politik i overensstemmelse med det folk jævnt hen drømmer om. Skulle S komme til magten vil det blive mådeholdent højresocialdemokrati med det samme, ligesom det var under Nyrup i halvfemserne. Det ved vist de fleste, og derfor rykker dønninger som efterårets velfærdsdemonstartioner heller ikke rigtig ved noget. Men den manglende forbindelse mellem drømmene og politikken er der jo endnu. Der er altså muligvis et budskab ledigt, hvis et parti kunne finde ud af at formulere det.
Noget med at omformulere velfærdsprojektet så det ikke bare er perspektivløse udbetalinger til de svage. En ny, mere ærlig måde at henvende sig til de forslugne på, uden at kalde dem tabere.
Hi, I'm almost done building up this server - but there's still some configuration to go before killerfog and other sites hosted by me return to their expected location. Another day or two of patience and we'll be there.
Dig this bizarre TV recording of The Piano has been Drinking from mock TV show Fernwood 2Nite. The hosts are really actors (Martin Mull and Fred Willard) and the action takes place in the imaginary town of Fernwood, Ohio. Waits pulls off a good deal of vintage hobo-esque one liners: "I'd rather have a bottle in front of me than a frontal lobotomy" and later, about his meal at a dodgy greasy spoon "I didn't know whether to eat mine or give it a ride home".
Like Holger complained about over here (in danish), the play order on the new Tom Waits triple is suboptimal. First ugly, then beautiful, then trashy/strange. What you want is that magical blend between trashy, ugly and beautiful that Waits uniquely knows how to do. Random play is an option, but I'm having good luck so far with playing the tracks by number, i.e. collating the three discs so the three track 1's go first, then the three track 2's and so on. Seems to achieve the desired magical effect.
Hvad var ens fortid uden NapsterYoutube?
Tag nu bare 1992:
Ahh, EM i fodbold. Lang varm sommer. Regensen. Brand i Christiansborg Slotskirke*. Og brand i guitarsounden fra England: Item 1: Curve. Item 2: Ride. Item 1 kan jeg huske engang at have præsenteret for Holger som "den fede popplade", hvad der overraskede ham noget - men jeg holder nu næsten fast ved bedømmelsen. Det er effektiv musik, hvis ikke ligefrem dansabel. Og var der nogen der sagde Garbage?
Item 2 lånte jeg på LP af Mich Tvede, på det tidspunkt på Institut for Nationaløkonomi på Handelshøjskolen hvor jeg var studentermedhjælp. Han var iøvrigt overbevist om at al musiks egentlige begyndelse var The Jesus and Mary Chain. Det var et virkelig fint institut at låne plader på. Det var fra Søren Bo Nielsen, der var på samme institut, jeg lånte både Thelonius Monk "Live at the It Club", vistnok Mingus "Live at Antibes" og ihvertfald en hel masse dejlige John Coltrane plader, sådan at jeg kunne høre en af de fuldstændig fan-fucking-tastiske liveindspilninger af My Favourite Things for første gang.
* det var morgenen efter den brand en selvfed regensianer udbrød over morgenkaffen nede i gården: "Jeg er bare så træt af socialgruppe 5. Det er bare så typisk." - kirken var iøvrigt blevet antændt af en overrislet direktør, der havde sejlet rundt i kanalen og fyret nødblus af.
OK, her er en lille skarp til jer at tænke over i weekenden. Hvorfor er vores samtidskultur plastret til med konspirationsteorier både i fiktionen og i den historiefortælling, der omgiver den politiske virkelighed (e.g. Michael Moore)?
Fordi konspirationsteorier er eventyr om netværkssamfundet.
Der har næppe nogen sinde før i menneskehedens historie været et tidspunkt hvor vi har været så optagede af motivberegninger som nu. Alle har altid en eller anden mening om andres bagvedliggende ræsonnement og hvem der i virkeligheden trækker i trådene. Det er måske ikke så mærkeligt. Vi lever i en kompleks verden, endda en hyperkompleks en, hvor et enormt antal forskellige værdisystemer hele tiden brydes med hinanden i kamp om indflydelse.
I Qvortrups bog om det hyperkomplekse samfund gøres der en del ud af at redegøre for hvordan samfundet har forandret sig på den måde at det ikke længere er os individer der er garanterne for, eller ejerne af, samtalerne. I stedet melder vi os ind og ud af samtaler der foregår alle mulige steder og så at sige garanterer deres egen logik*. Qvortrup sætter den europæiske kulturhistorie op i et stort perspektiv med en tidlig deocentrisk fase med én gud i centrum, efterfulgt af en antropocentrisk fase, humanismen, med mennesket i centrum indtil det vi lever i nu et polycentrisk samfund hvor den enkelte ikke længere er herre over sin verdensforståelse, men istedet konsulterer et utal af netværk med forskellige forklaringer og værdisystemer.
Jeg har imidlertid længe været fascineret specifikt af de vildtvoksende konspirationsteorier vi bader os i. Både fiktionen og den semi-realistiske, politiske halvfiktion er konspirationer standard udstyr. Konspirationer er ikke bare endnu en motivberegning. De har, som fortælling, en bestemt form. Der er elementet af skjult betydning som er selve setuppet, og så er der ret systematisk, ikke én skurk, men en eller anden ubekendt upersonligt magt, der står bag. Den faktiske skurk er altid kun en håndlanger, og ikke selve årsagen til fiktionens konflikt.
Jeg sad og tænkte over det en dag, da jeg åbenbart også havde tænkt på Qvortrups setup af netværkssamfundet og kom i tanke om det: Det traditionelle europæiske eventyr fra den humanistiske æra iscenesætter individets kamp med den drivende kraft i det samfund eventyret blev skrevet i: Et andet individ. Helten skal ud, udfordres, opdage det onde der styrer historien, overvinde det, og hjem igen.
Eventyret giver bare ikke mening mere, nu hvor der ikke er nogen der har magten. Det eneste vores helt kan opdage, når han bliver udfordret, er det betydningssystem der styrer historien. Og hans opgør bliver, istedet for med det onde selv, med en medhjælper, en anden aktør der er gået ind på betydningen. Det er også helt standard at betydningssystemet overlever, selv om det lykkes for helten at trække sig selv ud af det.
* bemærk i øvrigt også hvordan det usandsynliggør det totale blog overherredømme. Det er simpelthen ikke alt det der er værd at sige, der kommer rigtigt ud på en blog. Videre snak om det emne her.
I thought Dyke demanded BBC job back was a bit crass until I realized it was somebodys last name.
Jeg kan ikke helt regne ud præcis hvordan, men det virker på mig som et vigtigt besøg fra fremtiden, når Carlsberg vil sponsere den offentlige trafik. Det er selvfølgelig let at se at værdien af Carlsbergs enorme grund i Valby bliver meget større hvis der er en metrostation lige til døren, men med mindre de får lov at slippe med småslanter så skal der trods alt en del penge op af lommen når man begynder at betale tunnelbanen selv.
Det med fremtiden kom jeg til at tænke på fordi Carlsbergs tilbud kun er et af flere store private tilbud om at løfte opgaver, der tidligere bare ville have været offentlige. Modellen hvor private står for byens monumenter, kan man kalde den amerikanske model: New Yorks monumenter er kun i meget ringe grad offentlige arbejder ligesom vanvittigt rige amerikaneres enorme privatformuer længe har stået for al mulig velgørenhed og også bygget mange af landets bedste universiteter. Herhjemme har vi, efter europæisk mønster, altid haft staten som bygherre når der skulle ske noget. Nu står vi så overfor en situation hvor vi får den amerikanske model ovenpå et af verdens højeste skattetryk og en meget byggende stat. Velfærd oven på velfærd. Den totale rigdom, hvor alle sådan set har råd* til at betale gildet, både private fonde og det offentlige kan jeg ikke helt regne ud. Det må betyde et eller andet. Det må give en anden slags samfund end det vi har, men hvilket?
* og til kommentarsporet vil jeg straks understrege at jeg snakker de facto her. Jeg er ikke interesseret hverken i ideologiske eller økonomisk modellerede fremskrivninger der redegør for hvorfor vi faktisk ikke er rige lige på denne blogpost.
Fra The Onion: New Fox Reality Show To Determine Ruler Of Iraq
Tidligere omtale af projektet.
Ikke for noget, men jeg ville altså mene at kollektiv på dansk har en lidt anden valør end collective har på engelsk. Sådan at kollektiv intelligens betyder "den intelligens vi er fælles om", mens "collective intelligence" betyder "den intelligens vi har når du lægges os alle sammen sammen." Wisdom of crowds handler om det sidste. Det første er det man kalder den laveste fællesnævner.
Det kan godt være at det i virkeligheden er privatsprog herovre på classy.dk, men det får ihvertfald projektet til at skurre i ørerne. På en meget, meget metaironisk måde, iøvrigt.
Processen vist her i glorious fast motion.
...var starten af Isaac Asimovs Foundation trilogi. Der er en scene hvor videnskabshelten Hari Seldon står med et lille apparat og beregner hvordan fremtiden bliver ud fra den fiktive videnskab psykohistorie (bogen er fra dengang folk troede på 5-års planer). Beskrivelsen af apparatet er, såvidt jeg husker, noget med en lille flad dims man kan røre ved med en masse symboler der hele tiden skiftes ud og skifter farver.
Gab, en kedelig mediestorm. Nogen er fornærmede over at Flemming Steen Munch har kaldt en spade for en spade ved at sammenligne Ungdomshusbeboernes adfærd med fascisters. Godwins lov finder anvendelse selvfølgelig, men det er da indiskutabelt at de unge udnytter retssystemet ved på den ene side at kræve sin ret indenfor systemet, og på den anden side at afvise systemet fuldstændig når det er de andres ret det handler om. Og det er da en teknik man har set før, f.eks. i Europa i 20erne og 30erne. Alle politikere har indtaget de forventelige positioner.
I Webmercials del.icio.us strøm fandt jeg den indlysende oplysning at strippere også har deres eget sociale netværk online. Mere specifikt fandt jeg den gyldne tråd om hvordan strippere hævner sig på klamme kunder, der gramser: De fiser på dem.
Den lammede tilstand man kommer i, når man er for træt/tømmermandsplaget/dum/blind/døv til at trænge igennem en Captcha.
Ref: CAPTCHA.
Jeg kan ikke helt blive færdig med Dilemma, det absurde udvikling-som-Robinson-ekspedition projekt sat i søen af Ulla Tørnæs' ministerium. Overskriften til denneher post var den mest absurde jeg lige kunne komme i tanke om, men der er andre muligheder: Jeg kom umiddelbart på Master Fatman overskriften
Nødhjælp: So good, Baby.
Hvis I ikke har læst om den fantastiske New York subway superhelt, der sprang ud foran et kørende tog for at redde en mand der var faldet ned på sporet, så kan I jo gøre det nu. Den utrolige 50-årige mand lykkedes med at presse sig selv og den faldne ned i en grøft under sporet så de to ikke blev mast af toget da det kørte hen over dem.
Vi venter på TV-filmen.
Bonus sob-story: Om den autistiske dreng, der hjalp til på bænken på high school basketballholdet og fik lov at gå på banen i årets sidste kamp for at prøve det. Han missede sine første to skud, men så scorede han på de næste 6 3 points chancer han fik til publikums udelte jubel.
Bizart - det lykkedes faktisk at finde 5 kendte uden smag til Ulla Tørnæs' "almisser fra kendte" projekt. Projektet bliver ikke mindre smagsløst af den info jeg fik ad omveje, at konsulentfirmaet bag projektet får et beløb i samme størrelsesorden som det der faktisk ender i hjælpeprojekterne for at sætte denneher bizarre idé i verden. Smagløst og mestendels spild. En slags udviklingsbranchens svar på Tuborgs hjemmefadølsanlæg.
Bruce Sterlings årlige gennemgang af verdens tilstand er igang på The Well. Jeg omtalte sidste års udgave for et stykke tid siden.
...at se at tre ud af top 5 heavy users af Imity ikke har været med til at lave softwaren, men er heavy users alligevel.
En velkommen benhård tackling af den seneste Cavlingpris-tildeling, fra en konkurrent og alt muligt andet som efter de gamle regler underkender indlægget - men sådan er verden jo ikke mere, heldigvis. Og egentlig en interessant total falliterklæring for den kritiske journalistik at Cavling-prisen gik til ren anti-journalistik, avisartikler, der bevidst er beskrivende, indfølende reportage fra en og kun en vinkel. Det er muligvis det eneste, der er tilbage at leve i det hyperkomplekse samfund - men det gør jo ikke ligefrem Politiken til et offentligt rum hvor vi kan mødes og samtale. Folk der tror på andre ting end Tøger Seidenfaden må gerne grine og slå sig på lårene af grin over den påstand at det nogensinde har været anderledes, men det er interessant hvis man end ikke principielt forsøger at være en garant for en offentlighed, men kun en part - hvis de gamle medier ændrer selvopfattelse fra at skulle være steder til istedet blot at være stemmer så er samtalemedierne jo virkelig trængt igennem med en reel fornyelse.
Bonusnote: Sørme om ikke Politikens avis CMS endelig har fået evnen, eller redaktionen viljen, til at linke offworld i selve brødteksten. Se selv. Den nyhed er muligvis mere interessant end Cavling-prisen, sådan rent kommunikationsmæssigt ihvertfald.
[UPDATE: Og et lille P.S.: Flemming Rose, der helt sikkert har stået for årets historie 2006 i medierne, falder iøvrigt fuldstændig for den samme kritik som Hergel, så det er svært at forstå Simon Andersens asynspunkt at Rose skulle have haft prisen istedet for Hergel. ]
Stenaldermanden, havde han været magpolitiker, ville have været en høg, ifølge denne artikel - jeg er ikke helt overbevist af artiklen, nogen af konklusionerne virker overfladiske (f.eks. den om at ubegrundet optimisme er et høgekaraktertræk. Det kan da lige så let sættes op som et duekaraktertræk), og det må betragtes som decideret billigt at hive single play prisoners dilemma ind i argumentationen. Flere indvendinger i en tilhørende debat.
Bonus: Har vi en fri vilje?. Også et lidt hurtigt sammendrag af diskussionen, med vink til også de eksperimenter Tor Nørretranders populærvidenskabsbankede i smadder i Mærk Verden.
Tilsyneladende har TV2 News så travlt med at få nyheder nok til kanalen at de simpelthen er begyndt selv at lave historierne.
Hvis du er frisk på en udfordring eller nysgerrig eller bare gerne vil være cutting edge, så kan du faktisk signe up ovre på Imity nu.
Det fantastisk dejlige orkester Pet Shop Boys, undervurderet af snart sagt alle mennesker, der synes musik er noget man skal tage alvorligt, udmærker sig ikke mindst ved fuldstændig ubestikkelig stilsans. En guldpointe er den, at Pet Shop Boys var tidligt ude med design der specifikt virkede på CD, istedet for at være svagt, nedkopieret LP design.
Når jeg ser Stetsasonic optræde i 80erne hos Dr Ruth - og lige er blevet færdig af at grine af slutsekunderne hvor den aldrende Ruth går på scenen og jiver med de cool hip-hoppere* - så kommer jeg sådan til at tænke på avisernes uptake af blogging i '06. Det føles lidt på samme måde.
Og så er Talkin' all that jazz iøvrigt også et dejligt anti-copyright-mafia og anti "DER ER IKKE NOGET NYT I DET HER"-nummer. Bedre optagelse her.
* ja, hun siger virkelig :"ooooh, hit me!" til dem. Hun er 60 år gammel da showet bliver optaget. Hendes forældre døde i Holocaust. Hun er veteran (som snigskytte!) fra den israelske befrielseskrig i 1948. Og TV-sexolog. Det kan ikke blive mere corny.
Den eneste rimelige forklaring på det urimeligt lave niveau af det sidste Krøniken-afsnit er at de simpelthen må have hadet at lave det, allesammen. Mest af alt, forfatter Stig Thorsboe. Det var næsten lige så slemt som en episode af Mor er Major eller den der lamme humorserie med Peter Schrøder som postbud og far. En 9. klasse ku have lavet det bedre. Slatne setups: "Jeg må påpege faren ved at bruge burn-in salen, fyldt med kørende apparater, til lagerlokale". Femten minutter senere: "Det brænder", total mangel på egentlig handling eller spænding eller udvikling og så kronen på værket: Den absurde forløsning af den forlængst afgassede kærlighedshistorie med Palle og Ida.
Oven i det, desværre lidt vel rigeligt af den slemme skæbne serien undgik i ganske mange afsnit: Troen på at seerne i ramme alvor finder produktionsoptimering på en TV-fabrik spændende og menneskelig engagerende. I Heimat havde en af personerne en optisk fabrik, men betyder det at afsnit efter afsnit handlede om glasslibning? Nej, vel.
I've been unhappy with the weblog for a while. Recently (last year or so) I've been blogging mainly in danish and mainly as ongoing commentary to other stuff. What blogs are made for, some might say. However, what has gone away is something I feel is actually missing, even if it doesn't fit into the current stream of stuff. I used to post longer posts, and used to comment a lot on digital stuff, and more on books and stuff that, frankly, I mostly wrote down for myself. Even so - some of the posts found an audience. Martin Fowler calls what I'm looking for a bliki - but I actually think I just need a blog and a wiki. Therefore I now also have a wiki with its own incomplete mission statement. Along side that wiki is actually a topic specific Wiki about the future.
I have no clue if I'll have time to update these, but lets give it a go.
But what about the feeds? - I hear the questions already. There are individual feeds for these new resources - but I'm also going to publish a triple super whammy feed for the kitchen blog, the hacks blog and the new wikis for those who don't want to manage the feeds on their own.