Tågen trak sig sammen foran ham
Kollapsede til skarpt lys og blæst
Skadekløer i skulderen. Vinger for øjet
Mørket kølede ham ned. Lyset støjede
Majas stemme: "Du skal op nu"
Tågen lyste ham op ad bakken
Skadens vinger blafrede på hans skulder
"Nu kommer dagen. Nu kommer den"
Skaden slap grebet, Peter greb kløerne
Dens vinger dækkede hans øjne. Mørke
Lyset flaksede mellem fjerene. Blæsten vandt
Skaden forsvandt skrigende og lyset brændte
- varmede hans kinder, så tårerne trillede
Tågen ramte ham blødt, læberne brændte
Visnede tørre blade under tæerne. Øjne
Han åbnede sine og så hendes
Kapitel 15-30 - hele arkivet.
(ikke som planlagt, hverken måneden eller teksten - til gengæld blev Holgers virkelig god, så projektet havde sin egen værdi.)
Hvis nu vi kombinerer den statistik, der siger at 55% af de arbejdende briter ikke har en arbejdsgiver med det forhold at man notorisk ikke kan måle vidensarbejde (NB: At tage telefonen i et call center er også vidensarbejde i den forstand), så begynder man at ane at store organisationer simpelthen ikke tilbyder vidensarbejdere noget som helst de har brug for*. Her er et eksempel på hvordan en uhyre velmålt virksomhed bare øger koordineringsomkostningerne til det urentable ved at prøve at koordinere per organisation. Der står en hel masse utrolig fornuftige ting om hvornår en vare giver mening at producere i en organisation vs. bare i et netværk/på et marked i Yochai Benklers Wealth of Networks, så den må jeg hellere få læst færdigt.
*Burde sige: "Organisationer er et problem i udførelsen af vidensarbejde". Organisationer kan stadigvæk sælge og distribuere - og altså skaffe en indkomst, hvad der naturligvis er en vigtig del af ligningen.
Det store blog crossover ruller videre. Lisbeth Knudsen benytter sig af sin nyanskaffede personlige frihed til at oparbejde god nyhedskarme med en grundig medieblog, hvor hun siger de ting om medierne man ikke kan sige når man er chef i dem.
Nu er jeg godt klar over at det ikke var med Knudsens gode vilje at DR droppede bolden og afskaffede nyhederne*, men uanset det, så er "eneren der siger fra" næsten blevet yndlingsfiguren for identitetsopbygning i det politisk/mediale landskab. Man kan ikke vinde over strukturerne, men man kan sige fra. Og måske virker figuren faktisk lidt for godt, for når nu det er så forholdsvis indlysende at det her er rigtigt, hvorfor gjorde Knudsen så ikke noget ved det i sine ganske mange år som DR nyhedschef?
I den anden ende af blogskalaen så gør Jeppe Nybroe sit bedste for at komme i øjenhøjde med læserne. Han skriver basalt set en tøzeblog, bare om nyheder og Irak - den er fyldt med umotiveret tegnsætning !??!?! STORE BOGSTAVER og overforbrug af fed. Det er lidt svært at se om det er tillært folkelighed, eller om han bare synes at den form for sproglig slaphed er det fedeste.
*Gu' er det dyrt, og gu' har det en lang hale hvor prisen bare ikke fungerer mere, men selv om man også kan have succes med effektiv søndagsunderholdning, så er og bliver nyheder og aktualitet job nr 1 for en public service kanal. What a fumble.
Det er tydeligvis farligt for ham og os når han ta'r dem på. Som tidligere læser af Neutzky-Wulff (både af hans guide til Texas Instruments hjemmecomputere og i et svagt øjeblik hans misogyne sado-maso-filosofi-porno) tvivler jeg fantastisk meget på at der er nogen grund til at læse hans nye roman, men ihvertfald får jeg ingen grund til at gøre det af Henrik Palles absurde tegneserieanmeldelse, der ligeså godt kunne have stået i Tjeck. Det er simpelthen for dumt til at det skulle have været trykt. Som der næsten også står ovre på Luftskibet: Kan det ikke være helt ligemeget om der af og til er gode anmeldelser i Politiken hvis de står blandt så forvrøvlet vrøvl?
Tveskov nåede lige at gøre mig opmærksom på den tydeligt fiktive Nyhedsavisblogger Gus Jensen. En person der underskriver sig sådan er netop gået i krig med mit kommentarspor under anvendelse af webtrafikjargon og ordet 'nulsumspil'. Arbejdsteorien her fra (eller faktisk fra Tveskov) er derfor nødvendigvis at det er Peter Svarre, der er undercover blogger på Nyhedsavisen og på den måde tager sin egen medicin. NB: Jeg har ingen konkret info i hverken den ene eller anden retning om det virkelig kan passe eller ej.
Vorherre til hest, aviserne har simpelthen sagt nej tak til at få trafik genereret af Google. Google bad ikke en gang om 45 millioner. Det er så snotdumt at det trodser enhver beskrivelse. De danske aviser kan jo ikke have brugt bare 30 sekunder på at sætte sig ind i hvad Google News er - det er jo lige præcis ikke en kopi af nyhederne, men bare navigation til dem. Jeg har svært ved at forestille mig at gratisaviserne skulle være i mod det her. De skulle se at trække blank og sige ja tak på egne vegne. Hvis de så kunne overtale TV2 og DR til at være med på den, også, så begynder det at ligne noget.
(6 gratis ord uden for nummer - de andre skal nok komme)
Fuldstændig neutral stresstest herovre. Ved at krydse af i en liste med 28 letfattelige stresssymptomer kan man få målt sin stress. Det starter godt med den tilstand man er i helt uden symptomer på stress.
Enten lever du stort set uden stress. Eller også er du ikke god til at mærke dine stresssignaler. Hvis du lever uden stress, så behøver du ikke bekymre dig. Hvis du muligvis er stresset, men blot ikke kan mærke det, så bør du blive meget bedre til at mærke dine stresssignaler.Så bare fordi man har det godt er der ingen grund til at være ubekymret. Det kan jo være fordi man er dårlig til at være syg!
Herefter kan man more sig stikprøvevis med at krydse et enkelt stress-symptom af. Man ryger øjeblikkeligt op i det gule felt - med mindre det er en af de helt slemme, som f.eks. "jeg er mere distræt end jeg plejer at være". Med sådan en går man direkte i rødt. Man er også superstresset hvis man krydser "jeg kan klare alt" af. Det vil sige hvis man er fuldstændig afbalanceret, i god form, sover sundt, har tjek på det hele, oplever flow og ikke er til at skyde igennem, så er man faktisk virkelig, virkelig dårlig.
Det overrasker ikke så meget at man kan købe stressbehandling direkte online i menuen ude til venstre.
Robert Altman er død. Det mest tankevækkende for mig ved den nyhed er hvor gammel han var - 81 år! Vi har med en mand at gøre, der lavede flere af sine allerbedste film i 90erne (The Player og Short Cuts) da han var sidst i 60erne. Selv om han fik sit kommercielle gennembrud med M.A.S.H. i 1970, så er hans store personlige mesterværk fra det årti Nashville, som jeg desværre kun har set en gang for alt for mange år siden. At tænke sig at en af de personlige stemmer, der skabte Hollywods auteur-guldalder i 70erne faktisk var 50 år gammel på det tidspunkt. Det var de andre mildest talt ikke. Coppola var 33 da han lavede Godfather, Scorsese var 34 da han lavede Taxi Driver, Polanski var 35 da han lavede Rosemarys Baby, Spielberg var 29 da han lavede Jaws og så videre og så videre.
Det er interessant at man kan finde sin stil i så høj en alder. Måske var Altmans geni af den langsomme observatør slags, og ikke af den dramatiske ikonoklast slags, som beskrevet her. Det passer i hvert fald nogenlunde med den stil han endelig fandt frem til, kan man sige. Pånær form var ny også: Den lettere historieløse, eller historiemyldrende, ensemblefilm og hans væremærkestil med at filme skuespillerne på lang, lang afstand så de er helt alene i skuespillet, mens de arbejder.
Bonusfact: Det var Altmans dengang 14 årige søn Mike, der skrev teksten til M*A*S*H's titelmelodi Suicide is painless.
If you do, there's a decent risk your machine will decide not to work in the near future based on mistake or malice.
"Indiscriminate urination - you come across it in just about every city, town and village these days" - hvordan kan man lade være med at nyde denne reklamefilm for det smart undergrunds urinalsystem, Urilift , der automatisk løftes op i gadeplan om aftenen, når øllerne er mange og toiletterne få.
Firmaet har uundgåelige problemer med at formulere forretningsideen på en ukomisk måde. Sloganet på hjemmesiden er det usandsynlige "Den bedste løsning til en urin-fri nattelivsøkonomi".
YouTube er ligeså fedt som Napster, endnu. Myspace er lige blevet sagsøgt, men ifølge en konspiratorisk post hos Mark Cuban har Google købt 6 måneders våbenhvile til YouTube hos mediemonopolerne.
I mellemtiden er det jo bare at nyde James Brown da han var allerbedst, med det mest funly, band der nogensinde har eksisteret, i baggrunden. Bootsy Collins var 20 år da de blev fyret af James Brown. Så som 20-årig var han allerede pensioneret som den mest funky person man overhovedet kan være. Hvad gør man så bagefter? Tager vanvittigt tøj på selvfølgelig, og spiller p-funk med George Clinton, mens man venter på at 90erne får brug for en igen.
Dagens replik faldt ikke, som man kunne tro, på Vesterbro, men i Thorshavnsgade på Islands Brygge på min spadseretur hjem fra kontoret ved halv otte tiden. En mand havde netop parkeret sin bil op ad det store nybyggeri, der er på vej op på grunden ud mod Amager Boulevard. Oppe fra 3. sal på den modsatte side af gaden hørte man pludselig en lettere skinger kvindestemme råbe ned på gaden. Hun råbte om hjælp. Da manden endelig opdagede det var ham hun talte til og gik over mod hendes bygning, fik vi alle at vide hvilken nødsituation hun var i: "Vil du ikke nok sige til ham på hjørnet at jeg skal bruge 10 Tuborg.", "Henne i kiosken", spurgte manden og pegede de 20 meter hen ad gaden til kiosken. Ja, sig til ham at jeg skal bruge 10 Tuborg. Jeg har ikke mere tid på mit taletidskort, men jeg skal have 10 Tuborg Jeg hedder ...", hun sagde sit navn. Det lød ikke som om der var fest deroppe, og, jeg ved ikke man egentlig bør hjælpe alkoholikere med deres misbrug, men jeg tror nu nok han gjorde som hun sagde.
Til både sæsonens første og sidste torsdags torsdagskoncert var Radiosymfoniorkestret for sig selv, efter pausen og uden solist, tæt på at være aftenens højdepunkt, med utrolig sammenhængende og livskraftige udgaver af henholdsvis Carl Nielsens 4. symfoni og Brahms' 3. ditto. Det siger ikke ubetinget noget pænt om hverken orkestret eller Thomas Dausgaard at de får mere ud af at spille alene end af de indkaldte stjernesolister, men i torsdags var det i hvert fald nogenlunde klart at Jean-Yves Thibaudets mageløse, højtempo klavermanipulation var svær for orkestret at følge med i. Der var nok mere tempo og akrobatik end musik i det når det kommer til stykket. Og man tænkte faktisk det samme under Thibaudets ekstranummer, meget nøgternt og skarpt, men måske lidt for nøgternt.
Under alle omstændigheder kan man glæde sig over at kunne få begge højdepunkter ned som mp3 lige her ovre, komplet med den i Radiohuset helt uundværlige hosten, som er sådan en særlig gestus publikum viser musikerne her i København. Hosten, højt, ugenert og uden forsøg på undertrykkelse, reserveres til musikkens mest nøgne og ensomme steder, hvor man virkelig kan hjælpe musikerne på vej med en magtfuldt anerkendende harken.
Test dig selv: Jeg skal bestemt ikke gøre mig til nogen musikhistorisk autoritet, men efter min mening er der indbygget i podcastet er en lille klassisk musik kompatibilitetstest: Spol 22 minutter og 10 sekunder ind i Brahmssymfonien og hør 3. sats - det er nogenlunde så tilgængelig og schmaltzigt svulmende smuk musik som koncertsalen overhovedet kan byde på. Hvis man er ligeglad med det, så kan man få det svært ved at finde noget i koncertsalen, der er tilgængeligt*. Hvis man omvendt synes det er alt, alt for meget, nærmest for tilgængeligt og gammeldaws og klamt, så er der et helt register mellem denne ultra-schmalz, som, ifølge programteksten, med tiden blev selv komponisten for meget, og både den gamle mere stringente musik, og den helt moderne og svært tilgængelige musik. Et eller andet sted på den skala venter store oplevelser.
* Hvis man alligevel virkelig vil, skulle man nok gå efter noget med sang på, måske endda fremført på scenen, f.eks. i operaen.
Nej, ikke erotisk litteratur, men i denne bogforum weekend er det på sin plads at linke til denne fejring af bogen som nydelse (og alt mulig andet lækkert printdesign).
Ligeså højt som Rådhustårnet, og lige midt i byen? Iih hvor jeg glæder mig til Politikens læserbrevspalter i de næste par måneder.
- Normalt lægger kommunen sig jo pænt på ryggen for at blive kløet lidt på maven, når bare det er Tivoli, der spørger - men man kan da kun undre sig hvis den her går hjem, når man ser på de mange ting der ikke har kunnet lade sig gøre.
Min blogs tosprogspolitik er under genovervejelse. Mens jeg gør det blander jeg lige nogen tråde på flere sprog
Gårsdagens historie om hvordan Second Lifes ejensdomsret er overgået fra systemfeature til social rettighed, og hvordan staten (altså firmaet der driver Second Life) har vist sig ikke at være klar til pludselig at skulle håndhæve loven manuelt i stedet for ved systemdesign, er smukt dækket her i Second Lifes bedste blogavis.
De potentielle science fiction romaner omkring dette her spørgsmål bliver flere og flere, og snart sagt alle elementer fra Neal Stephensons og William Gibsons cyberpunk kan findes i historien et eller andet sted. Det er kort sagt awesome.
For lige at pege et perspektiv ud så kan man f.eks. lave futuristiske videoer som denneher pga. denne nye rift i The Matrix:
An ad hoc movement inside Second Life that we can only call Citizens against abundance is protesting the new wild west inside Second Life where a clever client hack has made all intellectual property copyable which has transformed property rights in Second Life from a system feature (uniquely possible in a single server authority virtual world) into a social contract (the norm in the real world). Imagine a matrix you can't get out of and this story is simply a brilliant setup for all kinds of science fiction.
(The computer science geeks are hard at work debating how to provide hard guarantees against this kind of thing. The geek fashion for how to model this kind of thing revolves around capabilities and the very interesting E language)
- eller i virkeligheden har jeg mere brug for at alle andre ser sådan ud så jeg kan blive bedre til at huske det.
(via Blackbeltjones)
Og lige en sidebemærkning her om forholdet mellem Tankens Magt og Brians kulturkanon. Hvilken forskel! Tankens Magt har udsyn og schwung og er velproduceret og velskrevet. Kanonbogen er til sammenligning et tarveligt, nærmest pinligt, billigt forsøg på at bilde os selv ind præcis hvor store vi er. Det lykkes ikke.
At det ene projekt er gennemført mod alle odds på privat initativ og det andet plumpet ned i hovedet på os ved ministeriel beslutning bidrager yderligere til kontrasten, men tænk engang hvor meget bedre Brian ville se ud hvis han havde besluttet sig for at Tankens Magt skulle være folkebog til 300 kr istedet for at hælde penge i den tamme, misforståede kanon.
2500 sider. Ca lige så mange års tænkning, fra det antikke Grækenland til i dag. Ca. en side per år. Det er mere et tilfælde end en plan, for hovedvægten i bogen ligger i den store idérevolution fra 1600 til aftenlandets undergang i 1914. Bogen er rigtig lækker at sidde med, ordentlig indbundet og rigtig pænt sat op og virker overordentlig grundig og pæn og læselig og omfattende. Fra min egen verden har jeg både fundet lidt kategoriteori, differentialsymboler og variationsregning. Prisværdigt, men muligvis overkill.
Det eneste der gør mig en smule nervøs er at en hurtig skimning røber at historie ofte mere handler om den tid historien er skrevet i end om den tid historien siger den handler om. Det indledende essay af Uffe Østergaard handler, sjovt nok i disse muhammedtider, meget om forholdet mellem vesten og østen - og minsandten om ideen "oriental despoti" ikke fylder en del. Altså den idé at vestens dominans over ikke-Europa ikke er et problem fordi de styrer man erstatter er korrumperede og despotiske alligevel. Endnu mere påfaldende var det for mig at de allerførste sider i bogen om den industrielle revolution handler om global opvarming. Man behøver ikke være Lomborgist* for at synes at det var lige lovlig skeptisk at starte der i stedet for med alle de omvæltninger den industrielle revolution faktisk forårsagede dengang den endnu var ved sin begyndelse.
Men det er, såvidt jeg kan se, underordnede indvendinger. Se Deadline 2. sektion, læs redaktør Stjernfelts mening om bogen i den for tiden kurante Weekendavis, eller f.eks. en anmeldelse i Berlingeren.
Endnu et brilliant Wikipedia opslag. Scarface kommer ind på en sølle 34. plads, men pånær Eddie Murphys talkshow Raw er den den eneste film fra 80erne i top 40, hvilket forklarer hvorfor det lige præcis er den der er udkommet i en oprenset version.
Youtuberen 60otaku kan godt lide at lave film af klassisk 50er og 60er pop med egne landskabsbilleder på. Som f.eks. denne dejlige Blue Velvet film - eller lidt Perry Como hvis man kan klare det.
Nanoroman, kapitel 9
[Update: Jeg backtracker lige en gang til et andet handlingsspor]
Den klassiske musik har det problem at være autoritær i en antiautoritær tid. Derfor svigter publikum (måske?). For forklaring og baggrund - læs videre.
For nogen uger siden skrev jeg om det kommende publikumsproblem den klassiske musik meget let kan få om 10 år, når det grå guld, der fylder salene nu, falder fra. Siden har jeg dels diskuteret det med en masse mennesker, og dels kom der nogen interessante kommentarer på den oprindelige post.
Det første er det underlige i, at klassisk musik partout skal være sådan noget vanskeligt noget man skal kunne vurdere, som ekkoet i Trine-Marias kommentar: "Jeg vil simpelthen så gerne ind i den verden".
Det kunne ingen finde på at sige om nogen form for rytmisk musik (med jazz som en mulig undtagelse), og det er synd for den klassiske musik at folk har det sådan med den. Der mangler i den grad et sted hvor man kan være uhøjtideligt og inkompetent glad for klassisk musik. Musikanmeldelser i aviserne skrives i høj grad for de indviede. Og imens er folk rask væk glade for pop og rock og hip hop og R&B og funk og alt mulig andet, og gerne uden nogen kvalifikationer - og det er godt sådan.
Det ville være fantastisk at have den samme uhøjtidelige tilgang til den klassiske musik også.
De jeg har snakket med, der selv har noget med musik at gøre, er helt klare på problemet og gud ske lov er der også en masse steder hvor små initiativer arbejder imod (og jeg skal prøve på at udpege sådan nogen begivenheder her på bloggen i fremtiden).
Det næste spørgsmål er hvordan det er blevet sådan.
Der var allerede en antydning af en forklaring i kommentarsporet med Michaels lidt spydige kommentar om at "I takt med at vi unge bliver ældre, får vi også trang til at vise, at vi er gode, borgerlige individer, der konsumerer og reproducerer vores samfunds finkultur." Det gik jeg og tænkte over da jeg kom i tanke om en passage fra Stefan Zweigs fremragende erindringsbog 'Verden af i går'. Zweig var wiener og jødisk kulturel spidsborger. I Zweigs tid, omkring år 1900, var borgerskabet garant for Wiens kulturelle forrang i Europa, men sådan har det ikke altid været. Hør bare her, i dette uddrag der er så længelsfuldt at jeg citerer det hele:
I løbet af det sidste århundrede havde omsorgen for kunsten i Østrig mistet de gamle traditionelle vogtere og mæcener: Kejserhuset og aristokratiet. I det 18. århundrede havde Maria Theresia ladet sine døtre undervise af Gluck i musik. Joseph II havde som kender diskuteret Mozarts operaer med mesteren selv, og Leopold II havde selv komponeret; - men de senere kejsere, Franz II og Ferdinand havde ingen som helst interesse for det kunstneriske, og vor egen kejser, Franz Joseph, der i sine firs leveår aldrig havde læst eller så meget som taget en bog i hånden med undtagelse af hær-ranglisten, afslørede sågar udtalt antipati mod musik. Også højadelen havde opgivet sin fordums protektorstilling. De glorværdige tider var forbi, da Esterhazy'erne så en Haydn som gæst i deres hjem og da familierne Lobkowitz og Kinsky og Waldstein kappedes om at foranstalte førsteopførelser af Beethoven i deres palæer og da en Grevinde Thun kastede sig på knæ for det store geni med bøn om, at han dog ikke ville trække sin "Fidelio" tilbage fra Operaen. Allerede Wagner, Brahms, Johann Strauss og Hugo Wolf fandt ikke den ringeste støtte hos højadelens folk; borgerskabet måtte gå i brechen for at holde de philharmoniske koncerter oppe på den gamle højde og for at muliggøre en eksistens for malerne og billedhuggerne, og det var netop det jødiske borgerskabs stolthed og ærgerrighed, at det her kunne virke med i første række til at opretholde Wienerkulturens gamle strålende ry. Jøderne havde altid elsket denne by og havde af deres inderste sjæl fundet sig til rette i denn; men først gennem deres kærlighed til Wienerkunsten følte de, at de var blevet helt ud hjemstavsberettigede og sande WienereDet giver en plausibel forklaring på den måde den klassiske musik bliver modtaget på: Kompositionsmusikken er autoritetens musik, og fordi modtagelsen af den har handlet om at trænge ind i den autoritet musikken repræsenterede, så har det ikke været et problem det vanskeligt - at "det kostede noget" at lytte med. Tværtimod. Ved at kunne tale med viser man sit kulturelle overskud og får adgang til at træde ind i eliten.
Kontrasten til rytmisk musik er slående. Den rytmiske musiks rødder er folkemusik. Det er fællesskabsmusik fra barnsben af.
Så problemet for den klassiske musik er måske at det borgerskab, og den aspiration, viljen til at trænge ind i borgerskabet, kan være lidt svær at få øje på (og gud ske tak og lov for det!). Og så virker den gamle kvalifikationsmekanisme, selve musikkens vanskelighed, simpelthen ikke særlig fremmende for publikumstilstrømningen.
Ovre hos Føhns, i dette kommentarspor, er der en utrolig vedholdende kommentator, der tror at jeg er ham, der er inde i Gordon Inc. Og altså, kan man deraf forstå, at de sidste 4-5 års blogaktiviteter bare er en omhyggeligt opbygget front, en øvelse i retroaktiv kontinuitet, at mit hår er rødt og ikke tabt, at jeg er fra Hillerød og ikke Skærbæk. Han er så sikker i sin sag at jeg kommer helt i tvivl. Jeg kan ikke huske at have siddet i en glaskasse i Øksnehallen, men det kan jo være noget jeg har drømt (at jeg ikke har altså). Hvad siger I kære læsere? Er jeg i virkeligheden Gordon Inc.?
Jeg har lige bestilt dette leksikon over fiktive steder, mennesker, ideer og andre ting og sager fra eventyrromanernes guldalder, 1800-tallet. 1200 sider, mere end 2 kg. Og alt fra Jules Verne til Victor Frankenstein. Det er en bogudgave af denne online ressource, men den slags guld fortjener at blive læst, uden elektronikstøj, op af en bog. Dagene indtil den ankommer er nu en pine jeg gerne vil have overstået.
I samme omgang kan jeg lige hilse og oplyse at Candida Höfers biblioteksfotografier i bogform holder hele vejen.
Den endelige vinder af undersættelskonkurrencen blev Christian Dalager for den perle hvis andet vers er:
A buying spree she launched for white and blue
she bought away of beauty and of hue
Behold the weather bright! The sun is shining!
Around me fairy thoughts that I'll go mining
and bottle up for my beloved one
En fortjent sejr, men det var umådelig svært. Dommeren kom stort set galt afsted under vejs, - sangaftenen ved at det næsten var for svært. Der var umådelig mange gode linjer - her kommer lige nogen personlige favoritter plukket fra flere bidrag:
Usyngeligt: "He mourned for his son, yellow Uffe"
Godt fundet: "Now is the time of narcissi"
Usandsynligt, men sandt: "- christomania for whopperwhippersnap, ceremonial"
Teoretisk: "Watch your watch:
The songs are flying,
stay awake, friend
our little life
is ending inside a sleep."
Godt ord: Stodder = blighter
Smukt mislykket idiom: "and the nest is so cosy"
Abstrakt, dog lummert: "Im sure that no other location has got
a softer, more delicate, marvelous spot"
Direkte og katastrofalt: "for she is so lovely and looks fantastic out"
Godt ord II: Candle-kitten = Kyndelmisse
Opløbet stod mellem Holger for flere bidrag, Dalager for den vellykkede "Det er i dag et vejr" og Martin for den guddommelige "My heart is always wanking. Det var tæt. Christian og Martin skilte sig ud. Det blev tættere. Vi sang begge to. De holder hele vejen. Men den endelige vinder er Dalager. Levende bevis på at det aldrig er ovre før det sidste vers er sunget. Vinderindslag og runner up ankom i konkurrencens sidste 4 timer.
På et tidspunkt vil man et eller andet sted ude i den digitale undergrund, på darknettet, kunne finde et podcast hvor jeg synger vinderen og the runners up. I mellemtiden kan du jo gøre det selv derhjemme.
Tak til alle for deltagelsen, tak til de der kom og sang med her til aften. Jeg lavede en halv aftale med min eks-kollega Simon om at gentage fællessangen på et tidspunkt, vi har bare ikke aftalt hvornår - men det er usandsynligt at det bliver i år.
Tusind tak for de 30 over- og undersættelser mellem dansk og engelsk fra alle 20 bidragydere i konkurrencen. Der skal fraregnes en 4-5 oversættelser uden for kategori, men det er stadig et meget smukt resultat. Og faktisk synes jeg at oversættelserne uden for kategori er nogen af de bedste der er blevet lavet. Tænk engang hvad I har gjort for den danske sangskat - det er ikke småting.
Dommeren har tænkt sig at votere, trække pinen ud og annoncere vinderbidraget til den sangaften man kan deltage i tirsdag aften i studentermenighedens lokaler (tag det roligt, der vil ikke blive missioneret) og bagefter her på bloggen.
Sådan efterrationaliserende er jeg lidt i tvivl om præmien egentlig har gjort en forskel, eller om det kunne have været nogen en æske honningsnitter fra Christiansfeld og stadig have udløst den grænseoverskridende digtaktivitet*. Måske man kunne få nogen af deltagerne til at give deres mening til kende om det spørgsmål?
Når jeg spørger der det bl.a. fordi det her var så sjovt, så jeg næsten er nødt til at finde på nogen andre kulturelle konkurrencer - men det blir mindre tit hvis man skal ned i butikken efter en Shuffle hver gang.
*(Nej, jeg er ikke ved at springe i målet. Shufflen afsendes så snart jeg har fundet en vinder og en dertil hørende adresse).
Ja, konkurrencen lukker ved midnat, men du kan stadig nå at lave det brilliante indlæg der gør alt hvad vi andre har kunnet finde på til skamme i sin mislykkede genialitet. Mandage har altid være virkelig gode til ikke at være genial på, så måske er idag faktisk den allerbedste dag nogensinde at lave konkurrencebidrag.
[UPDATE: I skrivende stund er der kommet mere end 20 bidrag fra 14 deltagere, Og så forskellige tekster, som er lidt skævt på konkurrencen med komplette danske tekster til 'Tears in Heaven' og amazing Grace' som højdepunkterne uden for nummer. Jeg drømmer stadig om en fordobling af antallet, men er ellers glad for entusiasmen.]
Gmail Sorteper er en ny digital selskabsleg.
Det handler om at sende emails til hinanden og undgå at være den, der sender en email, der udløser kontekstannoncer for slankepulver, poker eller viagra*.
Regler
- Der kræves en GMail konto for at være med (uden GMail kan man kun få minuspoint, så hvis man godt kan lide at tabe kan man faktisk godt være med uden)
- Der kan deltage lige så mange man har lyst til, men mere end 7-10 er nok usmart. Man er i slag for sjældent.
- Første spiller starter med at sende en email til de andre spillere.
- Modtagerrækkefølgen på den første mail bestemmer spillernes rækkefølge.
- Efter tur svarer de andre på den første email.
- Modtager man en mail, ud for hvilken der vises annoncer for enten slankepulver, poker eller viagra, tager man et hurtigt screendump og svarer på mailen med screendumpet og teksten "VIAGRA!" i mailbody.
- Afsenderen af den mail, der havde klamme annoncer får 2 minuspoint.
- Første spiller, der dokumenter annoncerne, får et pluspoint.
- Man spiller af ti omgange. Vinderen er den med flest point efter disse ti omgange.
* kategorierne kan udskiftes så de passer til deltagerne
Der er droppet et råd ind jeg ikke havde dækket. Vi tager det lige med for komplethedens skyld. Jeg er ikke sikker på det helt holder standarden, faktisk
Jo færre penge du bruger, jo større er chancen for at din idé vil lykkes. Det er også rigtigt selv om du er slået igennem.I 1997 fik jeg drømmejobbet. Godt betalt reklametekstforfatter. Stort kontor. Stor lejlighed i New York. Glamourøse fester og glamourøse omgivelser. Næring til historien om den sofistikerede storby. Det var fint.
Problemet var, at selv om jeg blev betalt virkelig godt så var jeg stadig flad ved slutningen af hver måned. Det er dyrt at bo i New York og jeg var fast besluttet på at opleve byen til fulde.
Uddannelse er dyrt, som de siger. Jeg betalte toppris for min.
Fordi, selvfølgelig kom nedturen til sidst, jobbet stoppede og jeg endte næsten på gaden. Havde jeg levet lidt mere beskedent ville jeg have kunnet klare stormvejret bedre.
Der var masser af mennesker derude der tjente en masse penge, ligesom mig, og brugte dem lige så hurtigt. Jo ældre du bliver, jo mindre misundelig bliver du på dem. De går godt nok på de fede restauranter fem dage om ugen, men de betaler dyrt for privilegiet. De har ikke råd til at fortælle chefen at han kan hoppe i havnen. De har ikke råd til ikke at gå i panik når forretningen går i stå i en måned eller to.
Din kreativitet handler også om at passe på din frihed. At være fri af grådighed er en del af det.
(råd nr. 31 fra Om At Være Kreativ)
Khader/CD-historiens karakter af underholdning får endnu en spand havre med denne baggrundshistorie fra Informeren. Kampagnen var foranstaltet af én nyhedsbevidst politisk aktiv person uden nogen egentlig tilknytning til CD. Det koster simpelthen kun 11.000kr at få Gallup til at stille den slags meningsløse spørgsmål til 1000 mennesker. No wonder vi ser så mange meningsmålinger. Gad vide hvor mange af de historier der når avisernes forsider der er fuldstændig konstruerede på denne her måde?
Et spørgsmål i den anledning, og i sammenhæng med diskussionen herovre: Har blogosfæren eller brugermedier
- En chance overfor den slags historier?
- Måske ligefrem et bedre perspektiv på den slags historier end Berlingeren kan have?
- Er det kort sagt nemmere eller sværere at fabrikere pseudohistorier i tovejsmedier end i etvejsmedier?
The day that we signed with joy we see
From having it is upcoming
It lights up the sky for all to see
For all into faith becoming
It feels good to be a child of light
and night she is no more nothing
Jeg ved ikke hvorfor I er holdt op med at bidrage til konkurrencen, for man kan stadig nå at vinde og intet er afgjort. Virkelig ikke. Til gengæld ligner højskolesang på tirsdag mere og mere en aflysning. Nej, det gør det faktisk ikke alligevel. Se originalt opslag
Og til jer der har sagt I er på vej med konkurrenceindlæg, men som jeg ikke har set noget fra: Far er ikke vred, men far er en lille smule skuffet. Kom så med smulerne.
Nanoroman, kapitel 2.
Nanoroman kap. 1.
Jep, så er det nu. En gang om dagen, 30 dage i træk. 6 ord i titlen, og så har jeg gjort hvad jeg kunne for at deltage i NaNoWriMo. Føhns sprang fra. Emme er tvivlsom. Holger er også gået igang.