Brilliant research on this long bet by Kottke. Blogs are winning over media in news on the net. Apart from people's perceptions of blogs vs. news I think Nisenholtz was bound to lose just based on how search engines work and how established media has chosen to operate online.

Der er en herlig slamning af en ny Amerika-rejsebog af Bernard-Henri Lévy i New York Times - udført af Garrison Keillor. Keillor er forståeligt træt af europæeres "symbolske" gennemtrawlinger af Americana, når nu de samme europæere siger de rejser gennem Amerika.

I samme boldgade genudsender DR1 for tiden et af Troels Kløvedals togter med nordkaperen (incl Ib Michael - fra Panama over Stillehavet) I series første afsnit finder Kløvedal og TV-holdet frem til en dansk vietnamveteran, der har slået sig ned ombord på en båd sat i land ved Panamakanalen. I en gylden sekvens sidder Kløvedal og snakker med manden om krigen, men Kløvedal er så tabt i sin egen myte om den krig at han knapt nok kan høre efter hvad der bliver sagt. Først nogen generelle bemærkninger af typen "du var vel bare ung og ville på eventyr ligesom os andre?" og siden, efter at have snakket lidt om veteranens medalje (en bronze star) fra krigen, kommer højdepunktet. Kløvedal skal have en antikrigspointe ind. "Vi har jo allesammen set de film der. Om hvordan det var at komme hjem bagefter. Der er den der scene i Deer Hunter hvor han er kommer hjem, og jagten bare ikke er den samme mere". Veteranen nægter, han ved da godt at der er mange der har haft det svært bagefter, men selv har han det OK. Han sidder mutters alene på en båd sat i land ved Panamakanalen, så mange ville finde spørgsmålet helt rimeligt, men Kløvedals støjende påstand om indføling, men mangel på samme er tåkrummende. Det er skiftevis pinagtigt og latterligt at se en indsigt man kan leje for 30 kr i Blockbuster hældt ud over en mands liv.

Disse symbolske oplevelser, hule og udskiftelige som de er, skal vi så ovenikøbet have at vide er selve fremtiden. Og det kan bare ikke passe. Det er simpelthen ikke noget overhovedet, forstået på den måde at der ikke er noget i det der ikke kunne have været sagt eller fortalt fuldstændig anderledes uden nogen konsekvenser overhovedet. Der er intet af hverken det Lévy siger eller det Kløvedal siger der ikke kunne have været helt anderledes og produceret samme symbolske, fængslende historie.
Hvis historierne fortæller mig noget om fremtiden, så er det at en bestemt idé om hvordan man fylder verden med mening er fuldstændig bankerot.

The

email/ password, signup
1. box, 2. box, 3. box

Case in point, and I have absolutely nothing against this company, except the front page: Spongecell.

Reaktionerne på Googles beslutning om at acceptere censur mod at få lov til at åbne en kinesisk afdeling er forståelige og mange. Jeg er ikke sikker på om jeg selv tror mest på "åbenhed vil fjerne censuren med tiden"-argumentet eller "censur er censur er censur"-argumentet, men you gotta love ovenstående protest-remix (som er herfra). Meget end-of-the-century-ironisk-alvorligt-mediekyndigt.

Ideer er en virus. Cancer er en virus. Fedme er en virus.

Din hund bliver restruktureret af Sony - og derefter termineret.

Inden jeg lige tager mit skud på kanon-kommentarer skal jeg lige være færdig med at grine af at rockjournalisterne endnu engang given en pris til Jens Unmack/Loveshop. Steppeulven-prisen viser med al tænkelig tydelighed at rockmusik er alt for vigtigt til at det kan overlades til rockjournalister.
Skulle man være i tvivl kan man bare se på den totale falliterklæring der er Brians pop-kanon. Lad mig parefrasere Peter Peter: Det kan godt være at det lyder som om jeg bruger navnet Torben Bille som et skældsord, men jeg mener det fan'me også. Mage til uprofessionelt, uhæderligt, uoplyst, uoriginalt navlepilleri skal man lede på en weblog efter. Det er den slags der giver popkultur et dårligt navn, og helt ærligt - pop har fortjent bedre.

Og så syns jeg iøvrigt ellers at det her er for nemt. Selvfølgelig kommenterer folk da på kanonen, ellers var det jo helt spild af tid. Man burde faktisk lave sig en lille kanon web 2.0 mashup der opsamlede populære bud på ting der heller ikke skal glemmes. Og så iøvrigt at lister hører hjemme, ikke i statsapparatet, men i mere uformelle rammer, i dårlig journalistik (og altså på weblogs), at de er sjove, at de er endnu sjovere at lave, og at fremtiden - gud ske lov - vil bringe endnu flere lister. Jeg vil faktisk gøre det til en prioritet at lave mindst en liste om ugen her på classy. Og jeg lover at ikke så meget som én af listerne bliver i respons på et blog-meme. Til gengæld vil de være komplet irrelevante for andre end mig selv.

Vi started med det samme med mine top 10 oplevelser med klassisk musik. Alle i radiohuset (ja, min ensidighed her røber mig som et trist offer for vore dages begivenhedskultur hvor det væsentlige, musikken, skydes til side til fordel for de rammer den foregår i. Samme begivenhedskultur glæder sig helt vildt meget til at gå til kanonfestival i kanonhallenOperaen. Begivenhedskultur aside så er bundniveaet i Radiohuset meget højt. Jeg er gået ind til koncerter helt fantastisk træt, men er aldrig gået ud andet end lysvågen (med 2 bemærkelsesværdige undtagelser, se nedenfor).

1. Sjostakovitj (symf nr 15 tror jeg) og Stravinsky (Sacre du Printemps) med Kurt Sanderling
2. Händel og Pergolesi med Lars Ulrik Mortensen, Andreas Scholl og Camilla Tilling
3. Gennemspilning af Carl Nielsens symfonier med Michael Schønvandt
4. Mere af det.
5. Mere af det. (eller var det kun over 2 aftener?)
6. Urpremiere på Per Nørgaards 6. symfoni
7. Og senere dansk premiere på Nørgaards Terrains Vagues.
8. Beethovens violinkoncert med en brilliant tysker (ikke Christian Tetzlaff)
9. Sibelius 2. symfoni (det er vist bare den romantiske power der løber af med mig, men jeg har aldrig set violinister smile så meget som de gjorde de gode steder den aften),
10. Chopins klaverkoncerter med Evgeny Kissin (samme)

Af disse vinder nr 6 og 7. på sejeste node-oplevelse, Nørgaards musik var knasende fed og overraskende og utrolig og det er den plade man kan få med netop disse to værker på også. Jeg sad under koncerten og tænkte at det må være næsten umuligt at lave noget der i højere grad på samme tid kan have et moderne sprog og være ultrafedt. I nogen genre eller kunstform.
Nr 2. vinder på overrumplende musikerskab. Lars Ulrik Mortensen i fuld action ved orglet er på samme tid den mest usandsynlige og mest overbevisende klassiske rock-star jeg har set.
Nr 1, 3, 4, 5, 8, 9, 10 var på hver deres måde lykkelige kombinationer af de tre ovenstående kvaliteter (modernitet, musikerskab og musik der bare er fed før de har spillet en node)

Vi kan lige få plads til de 2 største nedture i radiohuset inden vi lukker endeligt

1. Händel Judas Maccabæus - jeg har lykkeligt glemt hvem der optrædte. Den eneste gang jeg har overvejet at gå i pausen - og fortrudt bagefter at jeg ikke gjorde det.
   
2. Arvo Pärt - jeg har lykkeligt glemt hvem der optrædte. Det mest ligegyldige overhypede musik evah. Ligeså kedeligt som Safri Duo.
   

Det slog mig pludselig at afføringsrampe (for et toilet) ville være god shock-slang til at få en reaktion i pænt selskab. Jeg holder meget af lidt hurtig shock slang til at ændre forventningerne i en samtale. Intet er mere kedelige end en samtale uden nærvær og på ren automatpilot og shock-slang er et probat middel til at vække folk fra rutinen, også selv om man skal være forsigtig med at overdosere.
Den var næste for god til ikke at findes allerede på et bil- eller akvarie- eller modelflyve-forum på nettet et sted men Google finder kun få anvendelser. Den bedste er imidlertid virkelig god. Det er humorsiden i RYK! - RYK! er blad der udgives af RYK, som er dansk handicapforbunds specialkreds for folk med rygmarvsskader.
Ethvert fremmed mikrokosmos er sjovt at undersøge, også det her - selvom det er svært at se om det er reel levedygtighed eller bare halv-offentlig omsorg der driver værket. Men man lærer da at skelne mellem paraer og tetraer - hhv. paraplegikere (lammede ben) og tetraplegikere (også lammet overkrop). Og så finder man naturligvis ud af at ligeså upassende det er for os andre at grine af folk i kørestol, ligeså vigtigt er det for de handicappede at grine af sig selv. Der vitses kort sagt med alt indenfor lammelse, fra kontaktproblemer nede på bodegaen over manglende blærekontrol til sexuel dysfunktion.

Som tidligere nævnt er enhver musiker indenfor electronica optaget af at være sin helt egen subgenre. Det har nødvendiggjort fantastiske visuelle guides til genre-helvedet.

New Scientist har et andet godt råd end det jeg gav.

Urgh. Boo er tilbage. Som Dagen indtil videre mest et rygte. Som Tveskov siger mere ildvarslende end lovende.

Hvis boghandlerne gerne vil have at De Gyldne Laurbær skal blive ved med at være spændende så skulle de overveje at lade være med bare at give prisen til årets gennembrud hvert år. Den Lukkede Bog, Undtagelsen og nu Hundehoved. Blah.

Nej, ikke orkestret - de ansatte mener jeg. Det er uklart om det her er en meget kedelig udgave af salgsbloggen - eller bare en ægte og kedelig "i dag skal vi have mos" blog.

Bonusinfo: Tonsvis af slides om hvordan Sputnik virker (PDF)

(ja, den har man set mange gange før - men jeg ville lige huske mig selv på at den form for subversion der overholder form virkelig virker)

This must be the SLAPP of all times. And Trump must be nuts.

Det er om at være hurtig i vendingen når man skal finde på slang for den nye anti-fedt-optagelsespille som GlaxoSmithKline er ved at få godkendt. Jeg vil godt melde hurtigt ud og foreslår:

Feta blocker

Is it just me or isn't there a strange timing coincidence between Jakob Nielsen's Search Engines are Leeches posst and the Bellsouth's web blackmail story?

In both cases Google's profitability is an issue. Bellsouth simply wants a cut, Nielsen thinks Google is gouging advertisers. In both cases the argument doesn't seem to go much deeper than "They have money, they should give more to others (me/my clients)". Sure, Nielsen runs through a toy example of what competition does to profitability (drives it to 0) but the argument is unconvincing, at least in the case of Google: The ads are sold on auction. They are sold to whomever is able to extract the highest value from them. If ads are routinely bought at unsound prices there will at some point be a correction. This is just basic economics. It's not even the case that Google is charging some absurd monopoly premium. It's just an auction. And yes price inflation does happen occasionally - but it gets corrected eventually. (If it's not in fact an auction I'd be interested in pointers)

In fact Nielsens article is not as bad as the title - Nielsen is not proposing stupid schemes to curb Google's "obscene profitability" - but he does call it obscene profitability - and I would just hate for Nielsen's title-meme to germinate into another front in the battle against the unified web in favor of a pay as you go web. Why is everyone so busy for the good days to be over?

To musikoplevelser fra den forgangne weekend:

1. Boris Berezovsky på Louisiana - Berezovsky spiller overhovedet ikke det der står i programmet - dvs. han spiller hovednummeret, Chopin etuder og Leopold Godowskys trasnkriptioner af samme. Resten er bare det han har lyst til. Han fortæller os selv hvad det er efterhånden som han når til det, og det i afslappet stil, med en lille personlig kommentar. I det hele taget er stemningen som i en dagligstue og ikke koncertandagtsfuld. Undervejs tænker man at hverken den afslappede stemning eller Berezovskys powerklaver lader sig oversætte til plade.
   
2. Min storebror har droppet LPen og derfor har jeg fået alle hans gamle plader. Jeg bladrer i kassen og genopdager cover-artens tabte kunst. Pladerne er fra slut-60erne og 70erne - gatefold coveret og specialindpakningens storhedstid. At stå med en John Lennon plade der samtidig er et cover-art puslespild er uendelig meget sjovere end at stå og lede efter en jewelcase i reolen. Den sidste er nem at erstatte med mp3-filer, den første knap så nem. Det ligger ligesom i historien (arv fordi bror ikke gad mere) at det ikke var nok, men alligevel - pladerne her er faktisk noget noget - ikke bare lyddata.
   

Begge oplevelser udmærker sig derudover ved at være lavet som bud på noget der kunne glæde og interessere publikum. I dag handler specialdesignede pladeudgivelser om at installere malware på din computer. Og så undrer selskaberne sig over at vi ikke gider være med mere....

Animation har aldrig været nemmere.

Lidt krydspromotion.

It's a shame the Long Bets website does not reflect the outcome of finalized bets.

Der er sprog hvor der er muligt at udtale 'fejl' og 'tanke' ens.

Se også Biblioteket i Babylon.

I Farvel til Berlin beskriver Cristopher Isherwood sin egen ageren i en samtale som 'voldelig'. Man forstår jo umiddelbart meningen, men jeg kan ikke huske at have set det andre steder. Er billedet gængst og er det et tilfælde at det er så sparsomt anvendt på Google?

Mange finder det svært at tale foran store forsamlinger.

Selv har jeg det ikke sådan, men det har jeg skam haft engang, jeg har bare lært mig selv ikke at have det sådan mere.
Med den erfaring i bagagen vil jeg derfor kaste mig ud i et hurtigt lynkursus i hvordan man taler afslappet og godt til en stor forsamling. Kurset er meget kort - det består af en serie gode råd:

1. Nyd ordene du siger

Nu er kurset sådan set slut, men jeg kan da godt lige, mens eleverne rejser sig fra stolene og går mod udgangen, forklare lidt mere til de særligt ihærdige.
Det handler altså om at nyde det man siger. Når du selv nyder det du siger, så nyder publikum at høre på dig. Nydelse smitter.
Den anden halvdel af teknikken er, at mens du står og nyder det du siger, så tænker du ikke på om du skuffer eller glæder publikum. Bare det at de ikke skal bære ansvaret for dit ubehag ved at tale gør tilhørerne meget glade. I taknemmelighed vil de holde dig oppe.

Så er Per Holm tilbage!

Tveskov så det først.

Så klikkede Classy's blog imperium over 2000 posts - på denne og hack-bloggen ganske vist, men alligevel. Rockerne fik æren af at være kunde nr 2000.
Vi er tæt på 4 års blogging så det er noget med 500 posts om året.

Ugens opdagelse

Rockerne har et forum, det hedder Rockerdebatten.

Rockerne. Har. Et. Forum.

Og til rockerne: Fuck jer, jeres forum, "vi er bare nogen der kan lide motorcykler"-løgnen og de nyttige idoter, der hjælper jer med denne legitimitetskampagne.

[UPDATE: De sande statistikker er lårklaskende morsomme. Rockerdebatten er noget stødt over at politiet overdriver rockernes kriminalitet. En hel 1/3 af full members har rene straffeattester! Skidt med at ligeså mange af dem har handlet med narko. Og ligeså mange har overtrådt våbenloven. Og åbenbart også med at stort set ALLE dømte er repeat offenders.]

Tidligere denne aften så jeg Manhattan for første gang i en del år. Jeg så den rigtig mange gange dengang den gik i Klaptræet da det stadig var en biograf - og det er min favorit Woody Allen film. At se den igen havde nogle uventede indbyggede pointer

• Da jeg så den første gang var jeg nogenlunde jævnaldrende med Mariel Hemingways rolle i filmen. Nu er jeg tættere på Woody Allens alder i filmen (ok, der er nogen år til endnu). Dynamikken mellem Hemingway og Allen er en helt anden fra det ældre perspektiv.
• Historiens backdrop af litterært New Yorker miljø der taler om kunst og psykoanalyse var karikeret fra starten af, men vores forhold til realiteten bag er forandret. For det første var det miljø fremmed og eksotisk dengang og nå må man sige at terapi-kulturen - og for den sags skyld masse-kurator-kunsten - har gjort det mere dagligdags og endda en smule latterligt. Verden har forladt den humaniora Allen karikerer.
• Allens sort-hvide arkaisering af New York får næsten et lag mindre når det New York man ser faktisk er blevet gammelt tidsbillede og ikke mere er nutid. Den stilbevidste pointe i sort hvid bliver mere usynlig på afstand.

The Copyright Police finally come and take away all my records. All harddisks are seized as are PC sound cards. I'm allowed to keep 5 CD's. I'm only allowed to listen to them in the kitchen on the crummy little CD blaster I've got there. I can't buy new stuff ever again and I can only choose from my own collection. Which 5 albums stay?
These aren't "The world's greatest albums" or anything like that. They're just the last 5 I would burn to heat myself if burning CD's was what kept you warm.

1. Brahms Piano Concerts w. Emil Gilels (need at least one classical album and this one wins by a wide margin)
   
2. Mingus live at Antibes (need at least one jazz album and this one wins easily)
   
3. Rolling Stones Beggars Banquet (This is childhood to me)
   
4. Prince Sign O' The Times (This is adolescence to me)
   
5. A Guy called Gerald Automanikk (totally forgot about this one must be included) Pet Shop Boys Release (Need some bright brilliant pop. This is as good a choice as any)
   

[UPDATE: Gerald replaces Tennant. Now all albums on the list have the quality that they have, at one time or another, been the only thing I've listened too for what seems now like weeks. I know the microstructure of of all these recordings perfectly]

Here are two simple economic arguments for why all the innovation in hot new web technologies comes from user/consumer oriented web applications.

1. At the low end of the market, prices and market size often will not carry traditional advertising or other kinds of marketing to increase your user base. You can only market virally. Viral=>Attention=>Experience focus.

2. Getting paid at all for web services in retail is often difficult, so you need to rely on advertising income. Advertising=>Attention=>Experience focus

It might be obvious, but I hadn't seen it written down as simple as that anywhere.

Ka' du også mærke det bliver et ALL CAPS år ?

Er det Politiken eller BT?

Lidt hjælp til quizzen: Det er BT, der har forsøgt at distancere sig fra Ekstra Bladet med en anti-prostitutionslinie.

Sygdommen OFS (Old Fart Syndrome) breder sig med foruroligende hast i Danmark. Ikke alene bliver der flere og flere der bare ikke følger med tiden i hver aldersgruppe, det kritiske ved udviklingen er også at den sætter tidligere og tidligere ind. Tidligere skulle man op i 50erne for at finde alvirlige tilfælde af sygdommen, men nu om dage er det helt almindeligt også for mennesker først i 30erne af være grundigt bagude. Mange i 30erne, navnlig kvinder, har hverken Playstation, X-box eller abonnement i et af de dominerende 3D universer. Lægerne har også set grelle tilfælde med 30-årige, der funktionelt er ude af stand til at bruge SMS (Short Message Service), selv om deres telefon ofte er udstyret med teknologien og endda enkelte uden fast opkobling til internettet. Der har på det seneste været en del debat om hvorvidt Internetopkobling overhovedet bør indgå som kriterium. Det har vist sig at fastnet i visse tilfælde faktisk indikerer OFS.

Jeg har altid selv syntes jeg spændte vidt, men 13176 kilometer! Det var alligevel overvældende. Just, der fandt på dagens sport er f.eks. meget tættere på sig selv.

Jeg troede først det var et Magic-kort der lå ved siden af døren til min opgang. Det var det ikke. Nålen* så jeg først da jeg uploadede billedet.

* Der er mange. De tælles i antal per kvadratmeter.

Ved nærmere eftertanke så synes jeg diskussionen for og imod slowfood for tankerne siger en hel del om samfundet.

Den offentlige mening om viden er i forandring. Regeringen mener helt oplagt at viden er noget der skal tjene nogen penge, og af der forstår man også at viden skal føre til noget handling og gerne noget handel. Men det er ikke bare regeringen der er kommet til det. Jeg tror universiteterne selv var gået den vej før eller siden simpelthen fordi de studerende eftersprøger det og vælger uddannelse efter om uddannelsen på et tidspunkt bliver til noget praktisk. Det er sådan man skal forstå de mange kommunikationsuddannelser i omegnen af socialvidenskaberne og humaniora og sådan man skal forstå nogen af de mere klassiske kundskabsfags krise. Det er ikke bare noget med søvnige universiteter og falllerede undervisnignsprogrammer sammensat af desillusionerede '68ere. En række fag kommer under særligt pres. Insidere vil givetvis kritisere min udlægning, men hvis nu man tager f.eks. præstegerningen som eksempel, så har den i høj grad fungeret som et hvidt tårn - en social struktur der handler om at fastholde en bestemt viden og placere den en masse steder rundt om i landskabet. På samme måde med det klassiske gymnasium - i ligeså høj grad keepers of the faith som læreanstalt. Hverken kirken, ihvertfald visse aktivistiske præster, eller skolen, ihvertfald elevomsætningshungrende rektorer, vil være sådan længere.

Kan I huske Karsten Madsen? Den politiske redaktør (og skærmtrold) på BT der via chefredaktørjobs på Fyns Amts Avis og JydskeVestkysten endelig nåede toppen af den borgelige kransekage som chefredaktør på Berlingske Tidende. Her sprang han ud som "Regeringens tro væbner"*, og gik ind i politik med et mislykket EU-parlamentsvalg og siden også et mislykket folketingsvalg. Under denne indviklede rejse forsvandt han også fra TV - for nu var han jo politiker og ikke kommentator.
Nu er han tilbage, i den lave ende af TV-mediet ihvertfald. Tuner man ind på dancom TV på Kanal København ser man sørme Karsten Madsen igen - nu i færd med at sælge papvin et interview for netvinhandlen Toppvine med Danmarks "En infomercial er skam ikke en reklame"-førstemand Skjold.

* Ja, jeg ved godt han har været medlem af Venstre fra før væbneriet.

For en bestemt type menneske (eller en bestemt måde at være på) er det her råd mere giftigt end en dioxincocktail indtaget i en lukket garage med motoren kørende...

Hvis man selv er et nogenlunde kreativt menneske (altså en der er i stand til at holde en god del ideer åbne som muligheder i et godt stykke tid ind til der dukker en rigtig appetitlig kombination af ideer op), så ved man jo udemærket at Tveskovs råd kan være vældig godt. Der er f.eks. derfor altign bør laves 5 minutter i deadline. Hvis man bare stille og roligt trasker derudaf mod en løsning fra dag 1 efter opgaven er stillet, så har man jo fuldstændig minimeret sin indrebrainstormingtid og det kommer der sjældent noget godt ud af. Og der er næppe noget mere frustrerende oplevelse end at forsøge at få en brainstorm igang med nogen givetvis forkerte, men dog åbne og søgende ideer - bare for at se dem skudt ned eller adopteret alt for bogstaveligt.

Men, men, men: Hvis det altid var godt at holde den åben, også stillet overfor komplekse opgaver, så havde Licentiaten i en dansk students eventyr jo ikke været en morsom figur. Hjernen skal producere for at få ideer og derfor kan det virkelig tit bedre betale sig at gøre noget helt forkert i en fart end at vente med at gøre det rigtige. Bare det at gøre noget stopfodrer en med nye ideer.

I gamle dage var det noget man kun kunne sige til sig selv, sin elskede eller vorherre. Nu siger alle det til hvem som helst - men de mener selvfølgelig heller ikke det samme med det mere.

Jeg har - i den gamle betydning - sagt det til mig selv i et stykke tid og fornylig bestemt mig for, halvvejs, at trodse et godt råd. I løbet af de næste par måneder faser jeg mit dejlige job ned til halv tid, så jeg kan få mere tid og energi til andre projekter. Mottoet er: Højere op, dybere ned, længere ind og bredere ud.

Første punkt på dagsordenen er at rette op på en af de store ærgrelser fra efteråret 2005, nemlig det aflyste Hackathon. Det vil nu blive afholdt. Jeg forestiller mig en dato i midt/slut februar, og stadig en lørdag. Hvis I der meldte en interesse i efteråret stadig er på er det for fedt. Hvis der er flere og nye er det endnu federe. Jeg tror det er enklest at vi kondenserer lidt på forventningerne:

• Det skal stadig være et projekt der er alvorligt ment, men ikke nogens job
  
• Det skal stadig shippes den dag
  
• Det bliver stadig open source bagefter
  
• Det er stadig web.
  
• Who are we kidding? Vi laver det i Ruby on Rails for enten at gå tilbage til vores gamle yndlingsteknologi fordi den var federe, eller overgive os til det mest hypede sprog i dette årtusind.
  

Der er stadig brug både for hackere og for folk der færdes i omegnen af hacking i retningen UI, html hacking, CSS hacking og den slags. Ascio vil stadig gerne lægge kontor, kaffe og dev server til og måske kan vi også snige os op på en pizza og en lunken tuborg.

Bonus link: Tools til min nye tilværelse.

Ift. er sådan noget folk siger når de simpelthen er for dovne til at forestille sig hvad det er de ønsker at sige. Alle der nogensinde har haft et job på et kedeligt kontor (og det vil, pånær statistiske anomalier, sige "alle der arbejder på kontor") kender oppe-fra-og-ned projekledelsessamtalen:

Hvor står vi ift. Projekt X?

Det er meget velkomment at Cory Doctorow tæsker Andrew Orlowski The Registers vanvittigt overratede basher af alt mellem himmel og jord.

Nu vi er ved det, så syns jeg faktisk Jørn Hjortings støvsugerrobot siger en hel del om samfundet.
Som Andy Warhol så fint karakteriserede industrisamfundet så kan selv den rigeste mand i verden ikke købe en bedre Coca Cola end du og jeg - industrialisering demokratiserer. Verden bliver en helt anden når vi kommer til software. Ikke fordi software er dyrt - men fordi det er dårligt. Det er svært at bruge - og derfor har man en fordel hvis man er specialist og en dygtig bruger. Muligvis er det derfor Jørn Hjorting ikke har en weblog (selv om weblogs selv er webpublicerings svar på en Coca Cola). En støvsugerrobot er derimod en coke i den sammenhæng. Der er ingen fordel ved at være rig eller ved at være cutting edge i forbindelse med køb af støvsugerrobotter.
Den megen snak om web remixes og mashups og hacks understreger også at der er et gigantisk gab mellem de ressourcer nettet præsenterer for den dygtige bruger og de ressourcer nettet præsenterer for den gennemsnitlige bruger.
Spørgsmålet er om der på et eller andet tidspunkt kommer en revolution der demokratiserer også software og innovation i almindelighed sådan at man simpelthen ikke kan være cutting edge som teknolog mere.

Hvis man kigger efter på forsiden af dagens berlinger, så fremgår det at Jørn Hjorting er så hip at han har en støvsugerrobot. Jeg har altid haft problemer med min early adoption af ny teknologi, men ligefrem at være bagefter Hjorting er næsten mere end man kan klare.

Vernor Vinge got it it right sooner than he imagined. Here in early 2006 the rate at which Apple introduces new products has officially become too fast to comprehend.

Classy.dk byder velkommen til Simon, Ascio Technologies' eminente sysadmin, som er blevet co-blogger på min hacke-blog. Simons debut post handler om det utrolig fede ved at vmware har lavet en gratis version, og det ligeså fede ved at alle mulige mennesker og deres bedstemor er begyndt at lave pakker til den.

For de utekniske: vmware player bygger simulerede maskiner op i software på din egen maskine - så nu kan man prøve alle mulige sindssyge operativsystemer uden ærgrelser med installation og boot loaders og uden at miste nogen som helst opsætninger på sit eget system. Lige nu er jeg f.eks. godt igang med at acquainte mig selv med Ubuntu Linux og et friskinstalleret rails udviklingsmiljø på maskinen. Software er magisk - når det engang i mellem ikke stinker.

Get your self an NYT byline. This will trick google into showing images of people in all the productions you've reviewed and your own image will be safe.

The Sunday Times has been having a laugh at the expense of publishers and literary agents by sending in chapters from highly acclaimed, published novels by recognized authors - and having them rejected by everybody. It's brutal but totally unsurprising given that publishing is still an economic system. The reasons are simple. Just as is the case on the jobmarket, the cost of false positives is high whereas the cost of false negatives is 0. If you want to stay alive you therefore try to skew your judgment to avoid the false positives. And apparently some publishers have reached the same conclusion and no longer handle manuscripts from first time authors except through agents. The numbers in the article explain quite clearly why novels get lost given those market terms: Up to 50 manuscripts per day received - 6 accepted every year. It's obvious many good texts are not even considered.

Man må give Henrik Palle ret: Konflikten mellem arbejderkvinden Karen med hjertet af guld og og hendes datters småborgersvigermor kammer fuldstændig over i en næsten 70er-agtig tyk karikatur af "stærk og vedkommende" dramatik. Det bliver endnu værre af at så mange af os faktisk kender historien fra egen familie. Man har ikke brug for en smør-på-linsen karikatur af sin egen fortid for at kende den. De andres fortid giver det mere mening med.

Islamisk Trossamfund afvisning af at have bidraget til opskruede fejlagtige historier om dansk stats-anti-islamisme i arabiske medier er den dårligste bortforklaring siden Bjarne Riis sagde "Jeg er aldrig testet positiv og jeg går ind for ren sport".
Vi er vant til at høre danske muslimer sige at de ikke vil sige fra over for terrorisme fordi det ikke har noget med dem at gøre, og det argument kan man måske købe, selvom også det klinger hult, men her er sagen jo noget enklere - det her er virkelig talsmænd for danske muslimer der helt uden blusel melder sig ud af samfundet og satser på udenlandsk pression mod Danmark.
Der lader til at være en modreaktion men vi må da håbe den kommer længere end til Naser Khader.

Med Flemming Rose som den første og Kasem Ahmad som en af de seneste har idioterne virkelig stået i kø for at komme til orde i denneher historie, og det fine ved Flemming Roses idioti er at den ender med at legitimere sig selv, selv om den sådan set var skudt langt over målet da Rose startede kampen.

Sådan er det med høge og duer, så længe der er en eneste høg i luftrummet så har duerne ikke en chance. Jeg husker at have læst en historie om at det der til sidst knækkede Sovjetunionen var den økonomiske skadevirkning af en enorm oprustning der fulgte i kølvandet på amerikanernes massive oprustning i 80erne. Reagans høgepolitik havde sin effekt og legitimerede sig selv fordi den udløste præcis det politiske klima den trives i. Jeg er ikke nogen apologet for Sovjetstaten og er ovenud tilfreds med at det gigantiske diktatur, der bar undergangen i sig sammen med ondskaben, gik i opløsning, men derfor behøver man jo ikke være glad for at magtpolitik fungerer så godt.
Og så meget destoe mere kan man glæde sig over at Anders Fogh ikke deltager i benzintilførslen til bålet, men bare holder sig ude af historien. Man kan bruge meget energi på at spørge sig selv "Hvad havde Nyrup gjort?" Han havde utvivlsomt ikke været så kategorisk som Fogh, men havde sikkert holdt det ønskede møde med de arabiske ambassadører, og havde så holdt et pressemøde bagefter med en besked om han med interesse har hørt på det arabiske sysnpunkt, men at han naturligvis ikke kan blande sig i hvad aviserne skriver. Det havde med garanti udløst en hel masse fråde om munden på de højreorienterede bloggere. Det er usikkert om det havde tørret fråden af munden på islamisterne. Gad vide om det havde stoppet den rullende galskab eller bare forstærket den?

[Update: Surprise, surprise - Pia vil også være med]

Hvor mange flødeboller har man brug for hver dag.

Se også: Web-tv.

Hvis man er gammel nok kan man huske mælk i plastikposer fra 70erne. Ideen blev droppet igen fordi det bare var for upraktisk - men nu er posemælk tilbage i butikkerne i form af en økovenlig hi-tech pose øko-mælk fra Osted mejeri. Produktet er blevet list smartere - posen har et oppustet håndtag man kan holde i selv om den kon er halvfyldt, og er iøvrigt lavet af ecolean, et svensk kalk/plastik blandingsprodukt med som markedsføres på at være energibilligt at producere og nedbrydningsvenligt på en hel masse måder.
Desværre er ergonomien ikke særlig god i produktet selv om der virkelig er arbejdet med det. Mælken i posen er uhomogeniseret, så man skal lige vende posen for at få fedtet fordelt før man hælder, men det er ikke ligeså let at holde posen lukket som det er at holde en almindelig karton lukket. Den står heller ikke ligeså godt i køleskabsdøren (lidt unfair, givet at døren et tilpasset kartonen) og jeg kan også have min tvivl om 6 af poserne står ligeså godt i bunden af en indkøbspose med varer ovenpå sig som mælkekartoner gør - men hi-tech, det er det.

På Long Tail bloggen (bog-prep blog for Wireds Chris Anderson) kan man læse at Legos nye Mindstorms-kit der kommer til sensommeren bliver Wireds hovedhistorie i februar. Historien er online nu og handler om bruger-drevet innovation i det næste Mindstorms-kit. Hvis det ikke var fordi varen stod i en æske nede i butikken så var det totally Web 2.0.

Det er også helt utroligt imponerende hvad nogen af Mindstormshackerne har lavet ved at hacke software i Mindstorms og ved at udvide udbuddet af sensorer med hjemmebyggede tilføjelser. Jeg troede den gode gamle kopimaskine var sej, indtil jeg så LegWay - en Mindstorms robot der kan balancere på 2 hjul lissom den her. Se bare selv på denne totally awesome demofilm (AVI 2 MB).

Bonuslink: Lego kirke for The Flying Spaghetti Monster.

Slogans og signaler står i kø hos Hetland VVS.

Nej, de gode skibe Merete Chris (!), Aase Madsen (!) og Margrethe Fighter fra rederiet Peter Madsen ser bare sådan ud når de er fyldt.

(Og nej, jeg ved ikke om MS Aase Madsen er opkaldt efter den Aase Madsen - altså hende med spørgsmålet

Og med hensyn til, hvem der kommer på bibliotekerne, og hvem der ikke kommer, er der en tabel 18 med en gruppe delt ind efter alder, og dér står, at 39 pct. af den mandlige del af befolkningen aldrig kommer på bibliotekerne, og at 30 pct. af den kvindelige del af befolkningen, altså fordelt gennemsnitligt over alder, aldrig kommer der. Og når jeg lægger mænd og kvinder sammen - det skal man være lidt forsigtig med, men på det her område tør jeg godt - så giver
39 pct. af mændene og 30 pct. af kvinderne befolkningen tilsammen, og det må være 69 pct. Tager jeg fejl?

(Ja, det gjorde du Aase))

I Hertha Berlin gav Dieter Hoeness spillerne en stil for som skriftlig opgave henover julen. Temaet var ikke "Hvad jeg lavede i min juleferie" men istedet "Hvordan bliver vi bedre?". Man må tro der er blevet bandet en del over opgaven efter træneren var gået.

Glimrende liste over årets store kommunikative fiaskoer og succeser. Listen er god, pånær et par slemme udeladelsessynder: Eva Kjer Hansens tilbagetrækning over mange etaper og Louise Freverts webmaster-skandale.

Douglas Rushkoff's "Get back in the box" says right in the introduction that you should forget about all the megatrends and all the good sounding storytelling/business crap around your product and just make a good product. I like it already. Sits well with cluetrain, with branding is dead, with marketing is dead, with "DRM is nog going to bring you more customers", and with everything I believe in to boot. In other "Just make something people actually want goddammit" news, here's Guy Kawasaki's also likeable idea about what you should aim for in your product.

I wonder if the Goowy anti-meme will outpace the sucky goowy recommendations? I'm personally 4 anti vs 0 sucky so based on a sample of 1 the answer is yes. It struck me that what is going on here is that since blogging is - in certain circles - the most efficient meme-wessel there is, it can actually combat other meme-distrubution channels very efficently.

Er folk virkelig så dumme at en journalist er nødt til at skrive det sydøstlige Tyskland istedet for at skrive Bayern. Stats-identitet betyder givetvis mindre for tyskere end for amerikanere - men ligeså meget i Bayern som i Texas såvidt jeg forstår.

Dagens nye outdoor-sport er sneboldssmut: Man laver en snebold og stiller sig ned ved havnen og slår smut. Fordele ved sporten: Man kan selv forme sin smutsnebold så formen er ideel. Ulemper: Det er overordentlig vanskeligt at få en ligeså kompakt senbold som en god smutsten.

Claus

Her kommer så den post jeg snakkede om før. Den forestående premiere på en ny filmatisering af Jane Austens "Pride and Prejudice" giver mig nemlig anledning til lige at redegøre for nogle underholdende matematiske observationer om bogens meget fine og omhyggeligt symmetriske opbygning som en slags fortællemæssigt palindrom. Hvis man ønsker fortsat ikke at kende historien må man hellere holde op med at læse nu.

Romanens første nydelige symmetri består i at den handlingsmæssigt er delt i to stort set lige store halvdele - en første halvdel hvor Elisabeth Bennett og Darcy er fjender og en anden halvdel, efter en dramatisk omvending, hvor Elisabeth indser at hun i virkeligheden er forelsket i Darcy.
Den udvikling er meget nydeligt etableret også rent geografisk i bogen. Bogen er i 3 dele. Gennem de 3 dele flytter handlingen sig fra county til county, fra Elisabeths hjem til Darcy. Hver del foregår (pånær enkelte 3. hånds gengivne afstikkere) i ét bestemt county, og i hver del (og på hver egn) bølger handlingen mellem 2 locations - Enten er Darcy på visit på hendes territorium eller hun er på besøg på Darcys.
I første del er vi i Hertfordshire, hendes hjemegn, og de to steder er henholdsvis det Bennettske hjem og den herregård Darcys ven Bingley har lejet. I anden del er vi i Kent, på neutral grund, spændt ud mellem Elisabeths gode veninde Charlottes præstebolig og Darcys slægtning Lady Catherines gods. Endelig i 3. del har vi bevæget os helt overpå Darcys territorium i Derbyshire og handling er spændt ud mellem den kro hvor Elisabeth bor i 3. del og Darcys gods.

Elisabeths rejse er kort sagt en slags selskabsdans med Darcy fra den ene ende af balsalen til den anden, vekslende mellem damesiden og herresiden.

Udover at bogen geografisk er så nydeligt disponeret, så er den også volumenmæssigt balanceret - de 3 dele er nogenlunde lige store. Men det aller fineste touch er nu selve omvendingen i handlingen midtvejs. Som man måske vil huske foregår omvendingen ved at Darcy giver Elisabeth et afgørende brev der vender plottet og hendes opfattelse af ham helt på hovedet. Den hændelse har Austen virkelig sat delikat op. Ikke alene foregår overdragelsen af brevet i bogens midterste del, det er faktisk præcis midt i teksten (romanens midterste ord forekommer simpelthen i bogens gengivelse af brevet) - og den tekstmæssige balance modsvares af en geografisk. Darcy giver Elisabeth brevet igennem den gitterport der adskiller hans tantes gods fra Elisabeths verden.
Darcy og Elisabeth befinder sig simpelthen på alle måder lige i centrum af historien da vendingen forekommer - og udviklingen før og efter er nærmest spejlsymmetrisk. I første halvdel tiltrækkes han af hende, i anden halvdel hun af ham. Og geografisk bytter de to præcis side fra Elisabeths hjemmebane til Darcys. Meget nydeligt lavet.

Da jeg opdagede den store præcision historien var sat op med gik jeg på jagt efter lignende klarhed i andre af Austens romaner - men jeg har ikke haft held med at identificere ligeså elegant opsat geografi eller tekstkorpus i de andre af Austens romaner jeg har læst.

Nå vi skal videre, igang, fremad, ud i sporet og op på hesten igen. Et hjerteligt velkommen til 2006. Året i primtal kan kort ridses op sådan her: 2*17*59 - altså dobbelt så godt for syv sytten! Jeg har 59 sider jeg mangler at skrive I min nanowri2mo som ser ud til at blive en nanowriq istedet. Det er også OK.
Hvis du ikke har tjekket hvordan Holger tjekkede sit flow i november, så skulle du gøre det. Her på classy.dk skal jeg have drøn på hackingen igen og som en indledning skal jeg have drøn på min hacke-blog. Det vil jeg prøve på. I den retning starter vi med kedelig systemadministration - fordi software er sådan en branche hvor det virkelig kan betale sig at købe rengøringsmidlerne før man flytter ind i huset. Blandt de projekter der trænger sig på et er alt for tidligt afdødt backupautomatiseringsprojekt som jeg fandt på sammen med Simon for et år siden.
På kulturfronten vil jeg lægge ud med at blære mig (og kede resten af verden) i den næste blogpost.