En flig var alt

Livet flød gennem hænderne

Sinatra fortæller om hvordan han kun overlevede en snetruet ferrovial danmarkspassage i kraft af en god bog at glemme tiden med. Det vil jeg lade være tilstrækkelige anledning til at mindes en kort oplevelse jeg kun havde i kraft af tæt bogdække i Rom i den forgangne sommer. Det er som om man simpelthen ophører med at eksistere for andre mennesker i byrummet, når man læser.

Camoufleret med en roman (måske "Zenos bekendelser") sad jeg i min sommerferie på Janiculumhøjen og kiggede ud over Rom og snagede fuldstændig uhæmmet på de samtaler der foregik omkring mig. Der var de to piger der under stort besvær hentede små kopper espresso fra udskænkningen lidt borte. Der var de fire hollændere der kedede sig ad helvede til og ikke kunne nyde udsigten, og den amerikanske familiefar der er i lyntempo gennede sin nydelige kone og to børn ned til udsigten, smilede fjoget da chaufføren tog et billede og skyndte sig videre, og i den modsatte ende af skalaen var der var fyren der ommøblerede parkudstyret så han kunne få det helt rigtige skud af sin elskede med Rom som romantisk baggrund.

Den længste forestilling blev opført af en italiensk mand og en engelsk kvinde, begge først eller midt i 40erne. De ankom lidt efter mig og lagde sig i skyggen en meter bag mig. Manden begyndte at forklare om udsigtens highlights. Selv om emnet var ufarligt, talte han i et halvt fortroligt stemmeleje. Efterhånden stak han små bemærkninger ind om de steder de havde været sammen aftenen i forvejen. Hun kvitterede med også at genfortælle aftnenen før, men kæmpede også imod tilnærmelserne ved hele tiden at forbinde udsigten med sin mand. "Min mand mener sådan og sådan" "Min mand holder af sådan og sådan" "Min mand ville aldrig sådan og sådan".
Hendes ledsager fortsatte ufortrødent. De talte om hendes rejse, og langsomt lukkede hun op for et nyt mere fortroligt lag i samtalen. Hun forklarede om hvordan hendes mand havde været meget kontrollerende og om hvor svært det havde været for hende at tage beslutningen om at forlade ham. Navnlig fordi hun også havde været nødt til at forlade sin søn. Hun havde jo ikke nogen penge, hun kunne ikke give ham en tryg opvækst på den måde faderen kunne - navnlig da faderen ikke ville betale den dyre skole hun ville have drengen på nu når han ved at gøre det ville miste både sin søn og sin kone. Hun på sin side var altså ikke bare på rejse, hun var løbet hjemmefra.
Set på afstand, og måske også fra en mands perspektiv var hendes historie i virkeligheden patetisk - hendes smerte bestod i at fralægge sig ethvert ansvar for sin egen skyld og ikke for nogen andens - men hendes oplevelse af historien var reelt pinefuld for hende. Det plagede hende, og nu delte hun smerten med sin nye italienske ven hun havde mødt dagen i forvejen.
Hun afsluttede ikke sin historie, den standsede bare midt i smerten og blev afløst af et lille uforpligtende intermezzo med flere betragninger om udsigten. Italieneren på sin side fornemmede tydeligt at han ikke kunne lade hendes åbenhjertige afsløringer hænge i luften alt for længe.
Han skyldte på nærhedskontoen. Hun havde vist ham en uhæmmet fortrolighed, og hvis han skulle have en chance måtte han nu kvittere med at vise hende det samme. Han vendte tilbage til hendes historie om skolen, med nogle spørgsmål om engelske skoler (de var elendige fremgik det (forfærdelig regering), man måtte ganske enkelt have sit barn i privatskole, men manden...). Italieneren brugte skolen som springbræt til sin gengældte fortrolighed og begyndet en historie om sin egen skolegang - en pinlig historie, hvor han havde dummet sig i offentlighed, eller var blevet stillet til skue på en pinlig måde.
Det er svært at sige præcis hvad det var, men man sad tilbage med den opfattelse at den fortrolighed han viste hende kostede ham betydeligt mindre end den han blev vist havde kostet hende. Den gjorde imidlertid sin effekt - hun fik den ønskede sympati for ham og spurgte ind til hans oplevelse i et fortroligt leje. Da emnet var udtømt kvitterede hun for det hun havde fået med nogle selvudstillende morsomheder om englænderes dårlige italienske udtale. Han roste hendes og fortalte lignende små vittigheder på egen bekostning, men i virkeligheden havde de ikke mere at fortælle hinanden. Det var som om at rummet på Janiculumhøjen var brugt op for dem. De havde fyldt det med en fortrolighed og nu kunne de ikke bare være overfladiske der mere. Udsigten ikke mere at byde på og de rejste sig og gik videre. Jeg så dem senere, længere nede ad højen. Han pegede stadig seværdigheder ud. Det er uklart for mig om han havde forpasset sin mulighed.

Godt nok mener de fleste fornuftige mennesker at Pamuk sagen i Tyrkiet er en problem for Tyrkets ambitioner om optagelse i EU, men nu skal vi alligevel have lignende lovgivning herhjemme, mener Dansk Folkeparti. Man må håbe at Anders Fogh siger blankt nej til at bakke det op.

I forbindelse med Julen har Jes Stein Petersen i Deadline 2. sektion kørt en reprise af en samtale Domprovst v. Københavns Domkirke, Anders Gadegaard og DF mørkemand og præst Søren Krarup allerede har haft en gang i deadline om offentlig moral og kristendom. Gadegaard mener at man godt i kirkens navn kan opfordre folk til at opføre sig ordentligt. Krarup mener som hardcore lutheraner (aka tidehvervsmand) at det slet ikke er det kristendommen går ud på: Det Jesus skal vise os er at vi er syndere og fejlbarlige mennesker og afledt deraf at vi ikke skal sætte nogen principper, ideer vi kan få, op som perfekte idealer og deraf udleder Krarup så (tilsidesættende alle mulige praktiske eksempler på det modsatte) at verden fra oplysningstiden og frem er gået ad helvede til fordi vi har fået ideologier og menneskerettigheder og lavet alskens ulykker på den baggrund.
Krarups synspunkt er naturligvis informeret af "ideologiernes århundrede" - det 20ende - som også er de store folkemords århundrede. Men der er jo sket andet i mellemtiden også, såsom industrialiseringen, udviklingen af moderne videnskab og et velstandsløft uden sidestykke så påstanden om at de sidste 200 år er en stor ulykke holder ikke i byretten. Specielt da ikke når det også er den samme tidsalder der har givet os demokratiet og demokratiet har vist sig som et ganske effektivt bolværk mod krigenes ulykker, sålænge demokratiet holder forstås, ligesom videnskaben - og jeg er ikke i tvivl om at den kun kan laves af kulturer med en vis idé om frihed - har reddet fantastisk mange flere mennesker end den har dræbt.

Når det er sagt kan man, som tidligere nævne, sagtens have sympati med det anti-ideologiske budskab. Der hvor kæden hopper af hos Søren Krarup er slet ikke i hans præstegerning (bortset altså fra ovenstående modargument) men i en konservatisme der er så dogmatisk, og så egnet til at dunke andre oven i hovedet med, at den ligner de ideologier Krarup mener er nutidens ulykke. Krarup er helt ude af stand til at se at hans egen absolutisme er ligeså skadelig og destruktiv som ideologernes. Selv om Krarup er omhyggelig med at af-ideologisere sin præstegerning og holde den ude af det politiske, så bliver forskellen ens, når han bare sætter en anden absolut i stedet: Det er dunket i hovedet man husker, ikke farven på baseballbattet.

...eller det skulle man tro overskriften havde været på årets største WebTV succeser på berlingske.dk. Nøgen yoga, Sexet chokolade og en kvinde der ammer en tigerunge. World changing stuff, indeed.

Her er nogle udvalgte juleobservationer fra min overordentlig korte juleferie:

• Fra adskillige kirker i København og omegn rapporteres om rekordbesøg - om det er krigen mod terror eller (gud forbyde det) de mange kvindelige teologer i medierne (incl de frafaldnekatolske) der gør udslaget er svært at svare på.
  
• Det har været på mode i år at hjælpe de fattige: Adskillige organisationer der laver jul for de juleløse meddelte tidligere på måneden at de var overbookede med hjælpere. Muligvis er det bare mig der ikke har styr, men jeg var da også overrasket over at opdage af noget så langt fra et beboerhus i NV som Café Sommersko har holdt juleløses jul for 55 juleløse.
  
• Der er stadig teenagere der forbinder 1. juledag med at gå op og ned af strøget i regnvejr ved 18-tiden med en dåsebajer.
  
• Diskotek In (der hedder noget andet nu - Hacienda måske) havde den længste city 1. juledags brandert kø inde i city. Dørmandskorpset var i den anledning udvidet med et større politikorps der hold i beredskab på gammeltorv. Gad vide om restauratøren betaler for det, eller om det faktisk modsat er en god forretning, rent politimæssigt fordi alle problemerne så i det mindste er samlet på et enkelt gadehjørne.
  
• Begrebet "nok julegaver" findes fortsat ikke i 4-5 årige børnesind.
  

Her gik man og troede at Paolo Di Canio ville stikke noget under stolen som mediemennesker jo gør, og påstå at han bare tjekkede vindstyrken når han heiler til højreorienterede fodboldfans på sin hjemmebane - men nej. Han er helt klar på at han er fascist, indrømmer det gerne, men vil gerne have orden i begreberne: Det var nazisterne ikke fascisterne der var rascister. Det er der, sådan jeg lige husker min historieundervisning, noget om - men forskellen er vist ens hvis vi skal føre det 20ende århundredes politiske ulykker up to date.

Salesforce was down for a long time a couple of days ago - but nowhere near enough time to jeopardize the promise of 99% uptime. Actually 99% isn't that good - it's 3.65 24hr days of downtime every year (so 7 hours every month). 99.9% is still 9 hours a year and assuming scheduled nighttime downtime is not part of the guarantee Salesforce could still be within 99.9%. Real guarantees of "never down" et the experience level start at 99.99% uptime - which is 50 minute downtime and the legendary 5 nines is "unnoticable downtime" I doubt very much that any company with any kind of complexity in their offering offers this. Amazon doesn't. Google doesn't, probably banks would like to say they do - but mine certainly doesn't.
It's an unforgiving world where 2 nines is a news story.

(incidentally, salesforce.com is the only website I have ever seen where you had to sign up to access flash-based ads for the product)

"Nåh - jo, jeg har også to papsøskende, men dem bruger jeg ikke"

Paul Graham thinks you should only hire great hackers, Marc Andreesen thinks you should be very afraid of the law of crappy people, Joel Spolsky says only good programmers hit the high notes and while Jason Fried conservatively just want you to hire good writers Joe Krauss - like Marc Andreesen - worries more about avoiding false positives than hitting those high notes.

The best advice ever of course was given by Frank Zappa, whose band was, conveniently for this blogpost, called The Mothers of Invention. Frank Zappa knew just the right question to ask prospective band members: "What can you do that's fantastic?"

Det er sjovt at image-google meget almindelige ord og navne. prøv f.eks. Gitte Madsen.

Historien om Søren Ventegodts brug af fysisk vold i behandlingen er tab-tab for Ventegodt: Der er to påstande - enten har han slået med knytnæve flere gange og mindst en gang er den slåede gået i gulvet. Det er den slåedes påstand, med et appendix om at Ventegodt har fortrængt slagene. Den anden påstand, Ventegodts, er at han har foretaget et slag med flad hånd.
Hvis nu vi leger at en af de to historier nødvendigvis er sand, så er det enten den første - og så er Ventegodt jo fængselsklar - eller også den anden - og så virkede Ventegodts behandling vel ikke særlig godt på patienten, siden hun åbenbart har vrangforestillinger om selve behandlingen.

Rådyr sprængt i busskur

Tiger spiser tyv flygtet ind i bur

[UPDATE:

Haj angriber robåd

Hund genoplivet med mund-til-snude metoden

]

[UPDATE II:

Brite risikerer forvaring efter makabert kattedrab

]

[UPDATE III (!!!):

Hun-haj får pusterum fra over-sexed han-haj

Aggresiv baby-pingvin kidnappet fra zoo (WebTV)

(hvad fanden er det der sker med aviserne?)

]

[UPDATE IIII (!!!!):

Hare får ansigtstransplantation

]

A Pennsylvania judge has cut throught the intelligent design nonsense and identified creationism as religion that cannot be taught as science in schools.

Paramount permits Trek-related fan projects, as long as the creators don't profit from them.

The Udell Barrier An invisible condensation point when the attention around your web business idea condensates into a major capital event, i.e. an acquisition. The Udell barrier is so named because it occurs a fixed number of days after your idea is mentioned on Jon Udell's weblog.

Not that tons of webloggers couldn't claim similar pre-knowledge - and not that Jon Udell doesn't mention tons of companies that never cross the Udell Barrier, but still...

Man suffers unwitting Oedipal conflict by anonymously net-dating his mother. We have no news on whether or not he later blinded himself.

The most interesting thing about the Siegenthaler/Wikipedia scandal was that it took so long to happen. Wikipedia has had a good run of it with a no-rules approach, relying on social cleanup of inexcusable behaviour. Now apparently has come the era of by-laws and formal citizenship. The social setup of wikipedia still works.
And once again, it is not going to matter in the long run that there are thousands of similar inaccuracies, because as I have mentioned recently, while the editorial succes of Wikipedia is a social effect first and an economic effect second, the mindshare and readership success is an economic effect first and a social effect second. While there's no question that the new tighter editorial guidelines will slow the growth of the material, the economics of Wikipedia will continue to outperform the economics of commercial dictionaries in terms of readership.

1. I Vollsmose misforstår et menighedsråd fuldstændig hvad det er kirken skal udrette og udstyrer kirken med en fucking Amnesty International messehagel. Amnesty International har intet med kirken at gøre, og den form for fuldstændig misforstået udvanding og meningsløshed hjælper ingen.

2. På DR2 går man i den anden grøft og benytter søndag aften den søde julegrødtid til at beefe kirken op med et langt italiensk, og altså dybt katolsk, interview med den nye pave.

Ingen af alternativerne er attraktive som svar på de kulturelle udfordringer den danske folkekirke og protestantiske grundsjæl står overfor. Den lamme udvanding og bortskaffelse af alt kristen kulturgods har ingen fremtid. Omvendt er den overfladiske dans om den katolske guldkalv, som usikre mennesker, uden en egen idé om hvad det er der gør dem kristne, fører frem, ligeså rædselsfuld som Brian Mikkelsens kulturelle katekismer. Vi har ikke brug for facitlister, men for den personlige, engagerede, anti-ceremonielle, anti-dogmatiske, anti-ortodokse ide der er ren protestantisme. Og hvis så superprotestanterne ville være så rare at se i øjnene at de i den kamp har mere tilfælles med ægte kulturradikale (altså PH, ikke 70-sødsuppe varianter af samme navn) end de har i mod dem så ville det også være rart.

Det lader til at nogen synes at vi skal have Dagen tilbage. Jeg var en smule turned off af sidetitlen på dagen.dk:

Avis, Aviser, Dagblad, Internetavis, Lån -Dagen.dk

Hvis du sidder et sted og ikke kan komme med toget fordi der er strejke, så har jeg et par ord til dig.

Måske er det et akut tilfælde af hypernostalgi, men jeg synes ikke nyhederne plejer at have lige så mange personskandaler som de har haft i år. Senest med Søren Ventegodt og alle faglige ledere i lærerstanden i centrum.
Muligvis er det en naturlig konsekvens af at politik er blevet stendødt fordi Anders Fogh dels ikke løber nogen politiske risici og socialdemokraterne omvendt for tiden er en vanvittig svag modstander til regeringen. Det er fint med de radikale, men så er der heller ikke flere der stemmer på dem, og der tager trods alt en del bid ud af kritikken.
At personfnidderet står højt kan man også aflæse af at hele 2 af årets bogudgivelser udkommer som direkte reaktion på personsager. Først Henriette Kjærs politiske selvmordsbog og lige for tiden Poul Pilgaard Johnsens angreb på Jørgen Leth debatten.
Det får mig til at tænke på situationen i slutfirserne/starthalvfemserne. Dengang, før det store opsving i 90erne, før web-gennembruddet og før murens fald sådan rigtig var sunket ind, virkede det en kort overgang som om finkulturen var slut. Det var dengang Søren Ulrik Thomsen i et foredrag på Regensen kunne tale om at samtiden var præget af en tømthed. Der var ikke rigtig noget at snakke om mere. Samtiden havde brugt sit stof op, 80ernes opgør med 70erne var gennemført. Fortidens spøgelser, muren og så videre, var væk, så ikke engang det traume kunne man hæfte sig ved mere. Resultatet var i et stort omfang en gold, reflekterende, usanset, formbesat kultur - eller det var ihvertfald konklusionen om kulturen i dens tid.
At 90erne skulle vise sig at være en velfærds- og kultureksplosion var kort sagt ikke til at se, ligesom man ikke kunne se i 90erne at der ville komme nogle sammenpressede neo-70ere bagefter, med økonomisk krise og politisk vold, men året i år oplever jeg lidt derhen at vi allerede er nået til samme afslutning som vi nåede for 80erne i starten af 90erne. De seneste 5 års spøgelse er bare ikke tømtheden, men råddenskaben. Virksomhederne var i virkeligheden sminkede lig, freden var i virkeligheden ulmende krig, krigen var i virkeligheden genoptaget imperialisme, osv. osv. temaet, skudt af fra begge sider af det politiske landskab, er råddenskab og skjulte hensigter. Personfnidderet er slutpunktet for historien om råddenskabet. Det er ikke engang systemet der er råddent, det er bare de mennesker der er i det der allesammen er pilrådne. Så er fjenden alting og ingenting og så er kampen mod råddenskaben løbet ud i sandet.
Spørgsmålet er bare hvilken udvikling det er vi overser denne gang.

Rødt og sort alene
er ikke fascisme.
Der skal hvidt til.

Renheden
forgifter
blodet og jorden.

(Inspireret af pavillion farver på årets Venedig Biennale)

Var det forkert af mig ikke at trykke når nu der står man skal? Døm selv.

• Det var sent om aftenen
  
• Jeg skulle sådan set ikke bruge dagvagten (og heller ikke aftenvagten) til noget
  

Det lykkedes for mange, men ikke for mig pga. førnævnte problematik. Deadlines er imidlertid godt for arbejdet så jeg fortsætter december ud og håber at nå nanowri2mo.

Medierne skriver ikke om andet, men det er også helt rimeligt. Når nu regeringen har skudt alle strukturændringer i skat- og velfærd og efterløn ned med replikken "Nu venter vi på Velfærdskommisionen" og man så blankt afviser det man har ventet på, som i øvrigt var fuldstændig forudsigeligt (f.eks. har vismændene sagt det samme i et stykke tid), så er der da tale om en idemæssig fallit der er helt oppe at ringe med den manglende fornyelse hos Socialdemokratiet. Hvis Helle Thorning Schmidt overhovedet var smart så tog hun fat igen hvor hun begyndte med en massiv kritik af regeringens vankelmod og en egen vilje til at gå bredt ind i en velfærdsreform langs de linier Velfærdkommissionen foreslår. Men siden hun nu har ladet adskillige newscycles gå, som det så smart hedder i The West Wing, uden at reagere sådan, så kommer vi vist til at vente på det.
Heldigvis ser det ikke ud til at regeringen får lov at dø i synden. I dag er berlingerens kronik af vismændene med budskabet "Gør nu noget" og i Politiken er det Velfærdskommisionen selv der siger det samme.

LCD Soundsystem lyder præcis som New York anno ca. 1980. En mellemting mellem Talking Heads og The Plastics. Kantet, punkinspireret elektronisk støttet funky rockmusik. Det er fremragende underholdning og så har bandet vistnok også en slags førertrøje i at holde styr på førnævnte meta-ironiske tidsalder.

(Og jeg ville ikke have sagt hele sandheden hvis ikke jeg nævnte at jeg først nu, 23 år for sent, på ægte metaironisk manér, catcher up til den brilliante Losing My Edge)

(Og, og, og alle musikvideoerne holder mængder af vand, bl.a. den til hittet Daft Punk is Playing at my House der ovenikøbet spoofer Michel Gondrys berømte videoer for Daft Punk ("Around the World", den med mumier, badepiger og robotter) og White Stripes ("The hardest button to button", den med de mange forstærkere og trommesæt animeret i stop motion))

Jeg har samlet på paranoide gadeposters i en del år efterhånden. Paranoia er fascinerende og der er ofte en særlig fantasi og en særlig sprogkraft i de hjemmelavede fotokopierede opslag på lygtepæle og discountsupermarkedsopslagstavler. I dag fandt jeg ovenstående smukke eksemplar. Hvem ville ikke gerne være fri for frimurerbørnemishandling?
Det er betegnende for vores meta-ironiske tidsalder at man ikke længere klart kan sige om sådan en poster om det er ægte paranoia, om det er gadekunst, eller om det er snedig viral marketing for en eller anden vare. Ligner billedet måske ikke lidt et billede af en skurk fra Hitman? Hvis ikke ham selv så gør bilkort sammendraget af hans forbrydelser under billedet ihvertfald. Og uanset om det lignede marketing eller paranoia kunne det sagtens være gadekunst.

I det konkrete tilfælde virker det som ægte paranoia der imidlertid er faldet for andres snedige marketing - for URLen i bunden af billedet peger på en af nettets utallige indholdstomme sider. En side der ganske vist handler om børnemishandling, men som kun lister links fra et paid search network (i dette tilfælde dotzup, ejet af topdotz, "del af AdOn netværket", drevet af nogen der kalder sig myGeek. Talk about trickle-down economics).

Er at risikere næse det samme som at stikke snuden frem? Er janteloven relevant for den paradoksale modsætning mellem de to begreber?

Nå, men det jo ikke blive ved med at gå det her. Jeg skal igang igen og det må blive med et hurtigt link round up a la Tveskov, hvor vi også finder en opfølger på hvordan det indre vækkeur fungerer.
Og hvis man ikke kan sove in the first place er det måske fordi man bor overfor dem her. Eller også er man bange fordi man har læst om The Google AI.
Fra browserfronten må man sige at Firefox 1.5 er really nice, bedre styring af den meget hadede vi slår lige tabbed browsing fra igen feature i hver upgrade. Og selv om man da kan være ked af at Firefox validerer "udbyder specifikke extensions" strategien for HTML med canvas tagget så er rocker det rigtig meget. Vi glæder os til 3D profilen og også over at de nye "lækrere UI" features i den næste windows vil være old news fra dag 1 de udkommer.
Jeg var ikke klar over at Dalagers bedsteforældre havde været på dansuenza-landsholdet, og missede i øvrigt Poul Nesgaards korte retur til TV skærmen ligesom jeg næsten har misset gensynet med Riget, som imidlertid på bare et halvt afsnit sparkede benene væk under alle DRs made-to-order søndag-aften-fiktions-serier. Der er simpelthen ingen af de nye serie-producerede serier (Ørnen, Nikolaj og Julie, Krøniken, Rejseholdet, Taxa) der når von Triers tegneseriegys til sokkeholderne.

Jeg mistænker at det er et problem med Etisk Råd at der ofte arbejdes mere med pathos end med ethos. Måske skulle rådet omdøbes.

Det er en tendens nu. Igen i går var en undskyldning for den fejlslagne opringning. Det var en anden denne her gang. Ham her havde drukket. Nok til at ringe forkert. Nok til ikke sådan rigtig at kunne finde ud af at lægge røret tilbage på telefonen. Til sidst hjalp min telefonsvarers 45 sekunders beskedgrænse ham ud af forlegenheden.

Til dig der havde ringet forkert, men blev hængende til efter tonen bare for at sige undskyld: Ingen årsag, det var virkelig alt for meget.

(Ja, der lå faktisk en "undskyld så har jeg ringet forkert" på min telefonsvarer da jeg kom hjem tirsdag aften. Den lå efter en anden lydtom besked. Så muligvis har den grundige undskylder faktisk trykket redial og ringet forkert igen bare for at sige undskyld.)