[UPDATE: Det var meningen I allesammen skulle råbe mig, mig, mig! i comments til denneher post]
Og til de der holder øje, så er jeg nu tilbage i arbejdssuppen. Jeg kan varmt anbefale forlængede ferier som den jeg lige har haft hvis man synes man har lavet det samme lidt for længe.
Mens jeg har været væk er jeg blevet endnu mere overbevist om at det er blevet tid til at forsøge sig med en københavnsk Hackathon - det vil sige en weekend eller en dag sat af til ikke bare at begynde, men faktisk at gennemføre, et fælles kodeprojekt. Reglerne er enkle
- Det skal ikke være et projekt som nogen skulle have lavet på jobbet alligevel.
- Det skal kunne gennemføres indenfor det tidsrum der er aftalt til hackathonen (enten en dag eller en weekend).
- Produktet af enstrengelserne bliver open sourcet.
- Det er måske bare mig, men jeg forestiller mig at vi satser på et webbaseret projekt der forbedrer verden. Eventuelt i form af nogen remixes af services der kører allerede.
Jeg forestillede mig at mødes en lørdag morgen, gå i gang, arbejde til om aftenen, præsentere det vi har lavet for hinanden, og så gå ud og drikke nogen bajere bagefter (eller hacke videre på mark II hvis man er sådan). Teknologisk forestillede jeg mig noget webagtigt og allerede almindeligt, enten perl, python eller ruby + moderne clientside web smartness i en eller anden form. Jeg tvivler på at vi arbejder på Windows (incl .NET/mono), men jeg er ikke religiøs med den slags og er selv forholdsvis teknologisk altædende. Hvis der er nok der har lyst kan man jo evt lave mere end et projekt og så er der jo ingen der siger det skal være samme teknologi alt sammen.
Er der nogen hackere i classy bloggens omgangskreds der ville have lyst til at medvirke til sådan et projekt, måske om en måneds tid eller to?
Er der nogen "jeg er ikke lige præcis hacker, men..." der har lyst til at pitche ideer, interface designe, lave UI, farvelægge eller lignende?
Jeg overvejer at overtale min chef til at lade firmaet lægge lokaler, en dev server og gratis WiFi til.
There's probably a million spins on this, but to me, the LEGO Factory sounds like a LEGO bootstrapping exercise. Needless to say, it's hard for LEGO to come up with all the bright ideas for kits on their own - you can only hire so many designers. Why not let the fans design this stuff on their own - maybe some of their ideas are worth a look.
I blame myself for learning about danish conceptual art group N55 from a belgo-italiian art blog. But now that gizmodo is picking up the links to the N55 ROCKET SYSTEM manual, I better get in on the linkfest.
The HOME HYDROPONIC UNIT, N55 SPACEFRAME and LAND manuals also deserve mention.
The approach is reminiscent of that of SUPERFLEX in many ways - almost to the extent that one group could be considered a joking reference or an homage to the other group.
One has a fixation on a color scheme, the other on a particular spatial geometry, both groups produce conceptual mock commercial art with a political message of world improvement pinned on.
I guess the title says it all, but in case you haven't been following the obscenity and insanity of DRM legislation proposals, media companies now consider reality itself a piracy problem. It's called "the analog hole" in DRM. That's really grand. Actually, merely by remembering something about a record/book/film you're probably committing some act of piracy according to somebody.
Why are we paying these people any money at all? They are actively harming society. Why would we want to support that? Clearly they have completely lost touch with any kind of sensible reality. They can not be trusted to suggest any reasonable scheme for a how society should deal with culture.
So I'm done doing danish language posts about the Venice Biennale for now. Back to technology. The absence of good free text search in any web application is a bug. That's all there is to it. Having good personalized search in your application today is like having "internet enabled" applications in 1995 - completely obvious but surprisingly scarce (or poorly done when not outright missing).
In response to that users hack. Here's a bloglines hack for this feature. It exports your bloglines subscriptions to GMail. Which has search. Also, just as bloglines is, GMail is available off-terminal in contrast to doing the exact same thing but dropping the posts to the file system and letting desktop search provide the remainder.
I am unsure whether it is really true that this is a better interface though. I use bloglines in part because of the ability to scan large volumes of posts quickly (sadly, this breaks as soon as the number of posts grow above some hard to find but way to low limit - the browser DOM simply does not get built right).
Et af de få eksempler i de nationale pavillioner på gammeldags kunstfærdighed med teknisk sværhedsgrad var australieren Ricky Swallows stillebens udskåret i træ. Motivverdenen var hentet fra gamle stillebens også, med lidt ironiske pointer (e.g. en cykelhjelm), men mestendels var det bare fint skåret træ, en slags 3-dimensionelle, supernaturalistiske, monokrome malerier.
Jason Kottke takes offense that news.com is lifting his stories and making them their own. Give me a break. "Google wants to take over the world via loose integration" is hardly news and the News.com story does not follow Kottke's pitch at all. The news.com story seems independently reported.
Vi tager lige en hurtig biennalereflektion mere, mens det er weekend og her er færre læsere. De første fire nationale pavillioner man møder når man går ind i biennale haven og drejer til højre forløber sådan her:
- I den danske snakker kunstnerne alt, alt for meget
- I den schweiziske pavillion er kunsterne fascinerede af kontorer og depression
- I den venezuelanske pavillion er kunsten farverig som en papegøje - rød, gul, grøn, blå.
- I den russiske pavillion er farverne fascismens rødt, sort og hvidt og lyden er skarp, som geværer der lades - afbrudt indimellem af en eksplosion
Det fortsatte heldigivis ikke helt så stereotypt, men man nåede da lige at tænke "kors hvor forudsigeligt". Og så skylder jeg Peter Land en undskyldning for karakteriseringen af den danske pavillion.
For nogen uger siden trykte Weekendavisen en lang artikel af Lone Frank om "Intelligent Design" bevægelsen, altså den forklædning moderne kristen anti-darwinisme optræder under. Man skulle tro at en sådan artikel primært optræder som en slags "se hvor galt det er gået i Amerika" historie, men gudhjælpemig om ikke de følgende uger har bragt en lang række harmdirrende svar fra danske kreationister i Weekendavisen. Der har dog ikke været nogen indlæg der på samme tid har været relevante og fornuftige.
Det mest overraskende for mig er at opdage at kreationisme endda trives på danske universiteter, og ikke bare på teologiske fakulteter. Der sidder såmænd en vaskeægte kreationist, Peter Øhrstrøm (også en af opponenterne i WA) i etisk råd, og jeg må sige at jeg ikke synes det er spor betryggende, taget i betragtning at etisk råd også beskæftiger sig med bioetik.
Et forum for dette nonsens er websitet skabelse.dk, også forbundet med udgivelsen af bladet Origo. Her kan man læse grotesk pseudovidenskab om livets og da navnlig menneskenes oprindelse. Man kan karakterisere indholdet som "balanceret fundamentalisme". De danske kreationister har givet køb på visse videnskaber og droppet visse dele af skabelsesberetningen. Jorden er ikke 6000 år gammel f.eks., men har faktisk den historie fysikken og kosmologien tilsiger. For at give det biologiske nonsens et skær af fornuft er der også en accept af videnskaben genetik og af at visse biologiske variationer opstår genetisk, det eneste man fortsat benægter, på overfladen, er artsdannelse. For at få denne delvise accept til at hænge sammen er man nødt til nu at postulere fantastiske helt ubegrundede ideer. En af dem jeg læste mig til er "grundforms hypotesen": Vorherre har skabt nogen grundformer (letforståelige dyretyper som katte og hunde - og så altså mennesker) og så har han installeret denneher forandringsmekanisme, genetisk udvikling, til at klare resten af jobbet. Det minder en del om de stadig mere komplicerede modeller for planetbanerne der blev opfundet før Newtons teorier kunne godtgøre hvordan solsystemet i virkeligheden er sat sammen.
Og igen: Der er folk med universitetsgrader i andet end teologi der kører disse ideer i stilling.
Bag ved det hele ligger forskellige former for videnskabsfilosofisk udenomssnak af typen "Men videnskaben kan jo ikke bevise at noget forholder sig på en bestemt måde, kun sandsynliggøre det", og så en stor vilje til at glemme almindelig videnskabelig reduktionisme.
Det eneste der er helt bizart er hvorfor kampen fortsætter efter så mange nederlag. I virkeligheden har jeg nemmere ved at forstår når folk siger at verden er 6000 år gammel. Hvis man først er gået igang med at acceptere at videnskab kan være objektiv; at fysik kan være rigtigt, at vi virkelig har DNA, at DNA virkelig bestemmer vores egenskaber, at DNA kan forandres og at vores egenskaber derfor kan forandres. At vore egenskaber spiller en rolle for vores evne til at overleve. At den genetiske algoritme, betragtet rent abstrakt, i matematiske simuleringer er i stand til at frembringe de drastiske forandringer evolutionen handler om, hvordan får man så sig selv til i ramme alvor at sætte hælene i så sent i kampen? Det er rent ud sagt meningsløst.
Der sad en edderkop i mit køkken, i vinduet over vasken. Den sad så højt at jeg ikke effektivt kunne baske den ned med en avis. Jeg fik ram på den, men den faldt ikke direkte ned. I stedet skete der det at den tråd som den nu døde edderkop netop havde fæstnet til vinduesnichen blev siddende og den døde edderkop begyndte at falde, mens den spolede tråd ud af sin livløse krop, sådan at faldet foregik i slow motion.
Det så fantastisk ud, lidt som om tiden gik for langsomt, eller luften pludselig var blevet tæt som vand. Det betragter jeg som en helt tilstrækkelig grund til at mindes Walt Whitman, der både forstod edderkopper og hypertext:
A NOISELESS patient spider,
I mark'd where on a little promontory it stood isolated,
Mark'd how to explore the vacant vast surrounding,
It launch'd forth filament, filament, filament out of itself,
Ever unreeling them, ever tirelessly speeding them.And you O my soul where you stand,
Surrounded, detached, in measureless oceans of space,
Ceaselessly musing, venturing, throwing, seeking the spheres to
connect them,
Till the bridge you will need be form'd, till the ductile anchor
hold,
Till the gossamer thread you fling catch somewhere, O my soul.
Før jeg tog til Venedig var jeg i Rom hvor jeg aldrig før har været. For en normaldansker kan det være svært at have en fornuftig holdning til kulturhistorien før oplysningstiden og personligt kan jeg ihvertfald sige at jeg aldrig rigtig har haft et forhold til barok. Det får man i Rom. Man kan se mange bygninger af et chokerende format, f.eks. Pantheon med det dristige oculus, den absurd store Laterankirke og den endnu større Peterskirke. Der hvor jeg virkelig connectede med barokken var imidlertid i Gesù-kirken.
De store romerske bykirker er fælles om deres første vellykkede chokeffekt. Fordi de ligger midt i bymassen kan man ikke rigtig se hvor store bygningerne egentlig er. Man går ind af en ganske almindelig dør og pludselig åbner der sig indendøre et enormt, forgyldt, indendørs rum af nogen dimensioner man slet ikke udefra kan forestille sig. Effekten er hver gang overvældende i sig selv. Når man er færdig med at måbe over størrelsen får man så tid til at opdage den overdådige udsmykning.
Billedet ovenfor viser freskoen i loftet i Gesú, naturligvis ikke i sin fulde majestæt (30-40 meter oppe, 30-40 meter bredt) og i fuld 3D hvad ellers netop dette loft fortjener. Som man kan ane er der en nogenlunde traditionel plan for loftet - vinduer, et smukt forgyldt loft, og så en ramme til den store fresko i midten.
Som man også kan se er én ting plan, noget andet udførelse.
Læg mærke til hvordan rammen simpelthen blev for lille til den store fresko, og hvordan kunstneren har taget konsekvensen og fortsat freskoen ud over det gyldne loft. Det er svært at se hvor dramatisk det tager sig ud i virkeligheden, så jeg gentager lige for eftertryk: Udenfor rammen er der simpelthen klattet lidt mere bund at male på op, og så er billedet bare vokset ud over rammen for at få fuld effekt (det er lidt tydeligere på dette billede).
Fra den anden side er vinduerne, i ægte barokånd, plastret til med enorme figurgrupper i sten. Figurerne fra vinduerne har også bredt sig op over loftet og faktisk til sidst indover den vildvoksende fresko.
Slutresultatet er en fuldstændig overrumplende totaloplevelse. Et hæmningsløst og gigantisk stykke tværmedialt, gyldent, grænseoverskridende katolsk propagandaarbejde.
En af min italiensrejse store oplevelser var den første ankomst til Markuspladsen i Venedig og kigget ned på den eventyrlige kirke. Det allerførste jeg tænkte da jeg stod der, og endnu mere da jeg bagefter gik ned ad pladsen, om hjørnet til det usandsynligt lyserøde dogepalads og kigget ud over vandet var "Nå, det er her Linda og Valentin tegneserierne foregår". Der er noget ved vandbyen Venedig og navnlig Markuskirkens blanding af noget byzantinsk og alt muligt andet der bare præcis ligner mange af rumbyerne i Linda og Valentin.
Der er arkitektoniske lån fra alle mulige steder i tegneserierne, men som jeg husker det særligt meget af netop denneher blanding.
Og her er så til et meget lille publikum, I ved hvem I er, en anskuelighedsundervisning fra biennalen i hvorledes alt det man kan sige om et kunstværk og dets betydning stadig er uendelig langt fra selve værket.
Vores allesammens islandske kunstsuperhelt, Olafur Eliasson, er med i Arsenaleudstillingen, endda med særlig star-treatment. Istedet for at stå blandt de andre værker er Eliassons Your Black Horizon realiseret som en pavillion for sig på øen St. Lazzaro. Man skal med færge derud og færgen sejler kun hver anden time, så det kræver med andre ord et vist engagement at komme frem. Men det dansk/islandske flag skal jo kippes, så afsted går det.
Pavillionen er hurtigt beskrevet - i et helt mørkt rum er en tynd linie lys langs væggen i halvanden meters højde det eneste lys. I løbet af få minutter skifter linien farve og intensitet så man lysmæssigt gennemlever et døgn i Venedig. Det var det. (billede)
Det sjove er at man kan se ideen "et døgns lys accelereret ned på få minutter" samtidig et andet sted i byen, nemlig som det slovenske bidrag til biennalen. Med et fuldstændig andet resultat. Var det ikke for ordene om det realiserede døgns dagslys ville man knapt nok forbinde Eliasson og den slovenske kunstner.
Man får næsten lyst til at udfordre 3 kunstnere med en bunden opgave. De får et katalog, allerede skrevet, stukket i hånden. Opgaven er nu at realisere den udstilling der har kataloget som katalog. Bagefter kan man så smide kataloget væk og få lavet 3 nye kataloger, uafhængigt af hinanden. Mit gæt ville til en hver tid være at de 3 kataloger der kom ud af det ville være meget forskellige.
Den utrolige mængde af værker på biennalen der fungerer i kraft af humor og den tilsvarende mængde af værker der i en eller anden forstand er samfundsorienterede eller politiske får en til at give en, synes jeg lidt skuffende, slutmelding om alvor og humor i den kunst man ser på biennalen.
Alvoren er politisk
Humoren er personlig
Det skuffende ved det er ikke at ordene politisk og personlig ikke er byttet rundt ovenfor. Det havde været lige så skuffende.
Det jeg derimod bilder mig ind er at både alvor og humor er ret billige og overfladiske erstatninger for det langt vanskeligere intensitet, forstået på den måde at hvis man som kunstner kommer lidt alvor eller lidt humor i gryden, så slipper man for at tænke så meget over om man havde noget intensitet at komme i.
Og bagefter, hvis vi så siger at vi kan leve med alvor og humor i vores i forvejen gennemironiserede tidsalder, så burde både alvoren og humoren kunne finde langt flere strenge end det politiske og det personlige at spille på.
Sidst jeg så et værk af Pipilotti Rist var det den få kvadratcentimeter store videoinstallation lavabad under et gennembrudt sildeben i parketgulvet i lokalerne hos Sammlung Hoffmann. Til biennalen er Rist formatmæssigt skiftet til den anden ekstrem. I St. Stae kirken fyldes loftet af installationen Homo Sapiens Sapiens og resten af rummet fyldes dels af den ledsagende musik, dels af en række madrasser der er lagt ud på gulvet så man bedre kan se hele den 20 minutter lange videocyklus.
Bonus info: Gry Bay - hende fra "All about Anna", den bløde pigepornofilm, er den ene af værkets to kvinder.
Meet trofaste læsere vil huske Mylos reklame street art. Nu er titelnummeret fra Mylos debutplade blevet til et anti-sladder rant.
I går var det Martin Hall, i dagens avis (stadig Berlingeren) er det istedet socialdemokraten Ole Hyltoft der har riven ude i en serie ret dårligt gennemførte karaktermord på Ole Wivel og Knud W. Jensen i sammenhæng med en "demaskering" af Gyldendal. Og bare så vi kan være helt sikre på at det er en god kronik så får Hyltoft også insinueret at modernisme er en slags fascisme.
Vi kan jo lave os et kulturelt scoreboard Knud W. Jensen vs. Ole Hyltoft
| Navn | Knud W. Jensen | Ole Hyltoft |
| Indflydelse på | Gyldendal | Aktuelt |
| Skaber af | Louisiana | Arken |
| Har ansat | Ole Wivel | Anna Castberg |
Man kan selfølgelig altid diskutere om det er mest problematisk at ansatte en digter med en kritisabel fortid eller en fuldstændig inkompetent livssvindler og tidligere blokvognssangerinde, og man kan også diskutere om Louisisana nogen sinde har udstillet et kunstværk der er mere moderne end værket "Arken/Søren Robert Lund/Anna Castberg", betragtet som mediekunst og stedspecifik installation i ét, men hvis jeg var Knud W. Jensen stillede jeg til enhver tid op på den bagrund til en boksekamp på de positive værdier integritet og kunstnerisk dømmekraft og imod de negative indspisthed og åndelig sclerose.
[UPDATE: En lidt mere interessant kommentar til Gyldendals position i dansk litteratur får man fra et af de andre hjørner i dansk kulturs bermudatrekant, Politiken]
Martin Hall har skrevet en 700 sider lang (!) nøgleroman om punkårene. Sjældent har det været klarere for mig at en bog ikke er værd at læse (altså siden "Michael Laudrups tænder" mener jeg).
I nogle uddrag i dagens Berlinger gør Martin Hall op med et par andre koryfæer fra punkårene, Poul Borum og Michael Strunge. Han gør blandt andet et stort nummer ud af at rakke ned på Michael Strunge, og når blandt andet at karakterisere Strunges selvmord som et rent publicitystunt. Det var bare Strunges måde at sikre sin plads i litteraturhistorien.
For det første kan vi skynde os at slå fast at stillet ved siden af Strunges talent og gennemslagskraft så er Halls ditto så ubetydelig at den er decideret usynlig. Når han ikke længere er iblandt os til at lave et af sine mange, mange comebacks vil han blive glemt ligeså hurtigt som han bliver det imellem disse comebacks. Det er fint med mig hvis nogen indvender at det er fordi Hall er meget mere avantgarde og at det er meget finere ikke at have et publikum. Det er fuldstændig ligemeget, og jeg mistænker i øvrigt at det ikke rigtig har noget på sig.
For det andet er featuren i Berlingeren et fænomænalt selvmål af Hall - tænk engang at bruge energi på at kritisere en anden for at ville være Dansk Punks Førstemand, samtidig med at man skriver en 700 siders roman hvis eneste synlige formål er i stedet at råbe "DET ER MIG DER ER DANSK PUNK! MIG! MIG! MIG!". Det ville være ækelt hvis ikke det var så larmende patetisk.
It annoys the heck out of me that "works when you're offline" for most companies, including Google it seems, means "Without a connection to the internet". There's another kind of offline that is adversely affected by the first kind of offline, namely offline in the sense that I'm currently not at my own terminal. That means I'm offline in the sense that I have no context instead of having no conduit.
As data moves to the edges this does not get easier. The mass storage of GMail and similar modern webmail could be easily augmented to deal with this kind of offline as well, but that's not a focal point for any of the companies I can think of.
I think it's strange that it isn't for Google. Here's the one thing they have that Microsoft does not have more of. Servers. Microsoft is tied to devices I own. Google isn't - except that they are tieing themselves to these devices with e.g. the new Google Desktop.
So please Web 3.0 and 4.0 companies repeat after me:
I am not my terminal. I am not my terminal. I am not my terminal. I am not my terminal...
Institutet for fremtidsforskning arrangerer grupperejser til Burning Man. Jeg savner ord for hvor utroligt ringe det passer til Burning Man at komme anstigende fra Danmark som kursusdeltager i en bus fra John Papuga.
Samtidig med biennalen, men formelt uden sammenhæng med den, er der en stor Lucian Freud udstilling på Markuspladsen (i Museo Correr). Den var omtalt for nogen uger siden i weekendavisen, og da nu Louisiana for nylig har annonceret at der kommer en Freud udstilling til Humlebæk om et år eller to, så kan man jo gætte på at det er disseher billeder der skal på turne.
Det er en god udstilling, omkring 90 billeder med hovedvægten på en masse hvilende nøgne kroppe og en masse portrætter. De slidte, umage, hvilende kroppe er vist signaturmotivet for Freud, men selv kunne jeg bedst lide portrætterne. De havde et helt bestemt og gennemgående liv. I hvert eneste billede har Freud fanget et privat blik i sit motiv, en indadvendt intensitet, en optagethed af noget andet end maleren der betragter dem. De poserer ikke for Freud, og det er fantastisk at se det liv der fylder dem i stedet.
Det eneste der er en lille smule ærgeligt ved billederne er at de stort set alle er af briter. De deler en bestemt fysiognomi, et særligt tungt drag om kæben. Det havde været spændende at se en større bredde.
Freuds selvportrætter er en smule anderledes. Han er hård ved sig selv og skruer op for rynker furer og assymetri. I et enkelt, fra siden har han udstyret sig selv med et langt ansigt og et glubsk ulvesmil, som man slet ikke kan genfinde i hans ansigt på et fotografi. En serie af billeder af hans gamle mor er ærlige, hun er en gammel rynket dame, men også rørende og meget næsomt lavet.
Den israelske pavillion er symbolsk placeret mellem den ungarske og den amerikanske og markerer altså meget præcist skellet mellem det Østeuropa jøderne i stor udstrækning kaldte deres hjem før ulykkernes store århundrede og det Amerika der har beskyttet dem siden.
Installationen her, Guy Ben-Ners "Treehouse Kit" får topkarakter for humoristisk opfindsomhed. Den består af et byg selv samlesæt og en instruktionsvideo der demonstrerer brugen af kittet. Videon er optaget i pavillionen og er en mellemting mellem en lille historie og en instruktionsvideo med rigelige nærbilleder af skruer der skrues i og hængsler der klappes fast.
Videoen handler om en mand, Ben-Ner som Crusoe med langt kunstigt skæg, der vågner på en tømmerflåde under et træ på en øde ø. Det eneste han har med sig er et billede af sin familie. (Tømmerflåden er i virkeligheden en madras med plankemønstret betræk og træet er i virkeligheden fremstillet af forskellige opsavede møbler, skilt ad og samlet igen så de illuderer et træ.)
Robinson går igang med at undersøge træet, kigger på de forskellige grene og finder sågar en lille værktøjsskufffe bygget ind i stammen. Langsomt går han igang med at tage dele af træet og samle dem til ting han skal bruge på øen. Først tager han en stor tværgående gren ned og laver en stige (altså: Grenen var en stige), så han kan kravle i sikkerhed oppe i træet. Så bliver andre grene til en parasol og en gyngestol (gulvtæppet i pavillionen ofres som solskygge). Så et bord og en stol. Tilsidst skiller han selve stammen ad og samler den til en køjeseng.
Han lægger tømmerflådemadrassen op i sengen og vil kravle op. Sengen rokker. Han tager det sidste han har tilbage - familiebilledet - kigger længe på det, men ofrer det til sidst under et sengens ben. Nu står den fast. Han kravler op i sengen og falder i søvn. Han sover, og drømmer at han vågner...
...drevet i land på en tømmerflåde, på en øde ø, under et træ, alene - pånær et billede af sin familie.
Excellent! Beastie Boys have started releasing their vocals in remix friendly vocals only versions on their website. That's just perfect. Now we can create the really cool old school sample heavy sound that was legally impossible for the Beastie Boys to accomplish on their latest album. (I admit that I'm guessing here, but the latest album sounds a lot like it's missing all the samples that should have been there).
Mixed results are coming in.
Nå, men vi skal jo til det - her en øjenvidneberetning fra Venedigs Arsenale område, hvor den ene af de to store udstillinger på biennalen blev afholdt:
Jeg nåede ned til Arsenaleudstillingen ud på eftermiddagen efter at have brugt det meste af dagen i Giardini di Biennale, det område hvor de nationale pavillioner og den egentlige udstillingsbygning ligger. Der havde da været nogen sjove ting at kigge på dernede (mere om dem senere), men selve hovedudstillingen var mere eller mindre rent retrospektiv, den havde mere pædagogisk sigte, desværre. Det mest interessante var en behjertet indsats for at vise en masse kunstnere der ikke er fra Europa eller USA, men jeg fandt hurtigt ud af, da jeg var kommet ned til Arsenale at jeg havde gjort tingene i den forkerte rækkefølge.
Udstillingsstedet, Arsenaleområdets gamle industribygninger var besøget værd i sig selv. Et fantastisk sted simpelthen. Udstillingen befinder sig i en lang bygning af røde mursten, som står helt rå. Det eneste inventar er de store stensøjler der bærer tagkonstruktionen og så en gamme jernkonstruktion med en slags overetage i byggeriet. Udover at bygningen er rå og flot er den også enormt stor. Rummene man går i er 20 meter brede, måske 10 meter høje og igennem dem skærer en lang bred gang, centralt i rummet, som fortsætter 300 meter i lige linie igennem 8 rum. Kunsten enten står langs midtergangen, eller er sat direkte op på de rå murstensvægge. Der er ikke nogen belysning udover den lys kunstværkerne afgiver - mange af værkerne er videoværker - så man befinder sig halvvejs i tusmørke.
Man ville kunne se direkte ned gennem alle 300 meter, hvis ikke kunsten stod i vejen, og synet ind gennem billedindtrykkene fra de mange forskellige værker giver en mindelse om en bazar af en art. Det indtryk forstærkes af at virkelig mange af værkene også har en lydside, og de mange lyde konkurrerer konstant med hinanden. Fra alle sider skråler videoerne om opmærksomhed i en lidt bizar blanding af humoristisk nonsens, almindelig mærkværdighed og politiske eller dokumentariske gadebilleder.
Objekter lavet af alt, bare det ikke er den marmor, kobber og jern der signalerer gammel kunst, står blandet med videoerne. Der er fotos, men ingen malerier. Enkelte af objekterne bevæger sig, og iøvrigt har animatroniske værker også været brugt i flere af de nationale pavillioner.
Cirka halvvejs nede ad gangen overdøves man et øjeblikaf den idiotiske latter der kommer ud af 8 store papkasser. Nede i kasserne er små mennesker, udført i video, i færd med alskens fjollede julelege. De springer buk og vælter hinanden som kegler.
Der er kun et enkelt sted i rummet hvor der er stille. I en af salene er den ene halvdel af rummet efterladt tomt, pånær en videorulletekst der forklarer at værket der skulle have stået her ikke kom med fordi biennaleledelsen nedlagde forbud mod at det kom med og mod at det blev nævnt i programmet. Ideen var at lave et rekonstruktion af Ka'baen i Mekka på Markuspladsen. Et computermanipuleret foto af en stor sort stofklædt kube på Markuspladsen viser hvor velegnet den havde været til formålet, men i disse terrortider var det åbenbart for meget for ledelsen.
En anelse udmattet af den blandede støj og de blandede billeder, kommer man til enden af de 300 meter gang. Man drejer om hjørnet. Og opdager 200 meter mere, gennem 8 rum mere. I denne næste akse er indtrykket ikke ligeså kaotisk og blandet - de enkelte rum står i højere grad for sig selv, med færre værker i hvert rum og klar adskillelse mellem rummene.
Ude i lyset igen i den anden ende står man ved det tomme havnebassin i det gamle venetianske skibsværft. En anelse paf. Det er lidt svært at sige om det var totalangrebet i sig selv, eller de enkelt ting man har set der har gjort indtryk, men billedrusen var ikke til at tage fejl af.
Berlingeren rapporterer idag at Heinz (dem med ketchuppen) har røde tal på bundlinien. Hvad farve skulle de ellers have?
Der var brand i COFOCOs køkken i eftermiddags, og jeg tog vedlagte action shot. Ingen kom noget til, men politiet fik en forklaring.
Bonusfeature: Indlejret guldaldermotiv af serveringspige.
I Venedig, hvor jeg lige har været, er der Biennale, et af verdens helt store kunstshows, og vist i særdeleshed det ældste internationale kunstarrangement på sin skala. Det var på biennalen i sin tid at de amerikanske efterkrigsmalere blev stjerner også i Europa, f.eks.
Jeg vil have mere at sige om nogen af indslagene lidt senere, men vil begynde med slutningen. Tilfældigvis var en større mafia af danske kunstkendere med den samme flyver som mig ud af Venedig. Denne weekend var åbenbart en stor weekend for biennalebesøg. Ombord i flyveren kan man overhøre følgende korte samtale
Kender 1: "Hvad synes du om det?!
Kender 2, ryster på hovedet med kendermine: "Der var ikke noget."
- Det kan godt være at der for en insider ikke rigtig var noget at komme efter, og selv for en tilfældig, omend halvflittig, museumsgæst var det tydeligt at der var lige lovlig meget gammel vin på mange af flaskerne, men selve begivenheden, dens skala og dens omgivelser er nu alligevel i særklasse. Muligvis blander man let de begivenheden sammen med kunsten når man ser biennalen for første gang. Jeg havde ihvertfald en kraftig billedrus efter 2 biennaledage i sidste uge. Om den senere.
Netop hjemkommet fra Venedig står jeg på 20.04 kystbanen ude i lufthavnen og streetoplevelserne starter med det samme. Sammen med mig stiger to rygsækturister ind i toget - de har ikke noget med hinanden at gøre udover at de begge indgår i følgende samtaleuddrag:
1. rygsæk: "Does this train go the central station?"
Claus: "Yes it does."
1. rygsæk. "OK. great, thanks."
2. rygsæk, en lidt genert pige der nu tør spørge fordi man ser ud til at kunne få svar: "Does the train go to wetback?"
Claus: "Excuse me?"
2. rygsæk: "Wetback."
Claus: "EXCUSE me ?!?"
2. rygsæk. "The train, does it stop at wetback"
...jeg tænker mig om....
Claus: "Oh, Vedbæk - yes I think it does...".
Fra VM i atletik kan jeg meddele at den kenyanske nationalmelodi lyder godt. Med etnocentriske undskyldninger vil jeg gerne g?re g?ldende at det er virkelig sj?ldent i den tredie verden. Det plejer at v?re noget kolonialt, milit?risk marchagtigt makv?rk.
Jeg elsker vesterbroanekdoter p? bloggen, og s? er jeg bortrejst den dag Copenhagen Gay Center f?r en ny sending k?kkenruller. Typisk.
Jeg havde en fin naturoplevelse i g?r, inde midt i Rom. Jeg var i klostergangen ved Johanneskirken, ud p? eftermiddagen. Mellem klostergangens marmors?jler kunne man se det lille stykke himmel over klosterhaven, og midt p? himlen stod m?nen tydeligt i dagslyset, tiltagende, n?sten pr?cis en halvm?ne. Jeg stod i skygge, og solvinklen ned i klosterhaven var s?dan at lige pr?cis en af klosterhavens fire mure var solbeskinnet.
De to sold?kkede objekter, m?nen og muren, kom i en s?rlig forbindelse med hinanden, fordi de var de eneste solbeskinnede objekter overhovedet. Pludselig virkede m?nen ikke fjern og abstrakt som den plejer, men helt n?r, som om den hang bare 10 meter over klosterhaven. Solvinklen p? m?nen og muren var jo den samme, og normalt n?r man ser to objekter med den samme skygge, s? er de n?r ved hinanden, i samme forhold til lyset. M?nens halvhvide flade var ikke, som man synes om natten, bare et f?nomen ved m?nen, men direkte en oplysning med det samme dagslys som d?kkede haven.
S?dan kan naturen, m?nen, komme t?t p? en ogs? midt inde i en storby. Nogen vil m?ske indvende at m?nen ikke er rigtig natur at den er uden for naturen. Men det var netop det fine ved synet i klosterhaven, at det var den ikke den dag.
Miin mistro til at man i udlandet skulle v?re i stand til at g? kritisk til Joakim Garffs Kierkegaard-succes SAK, der f?rst var forskning, men siden (da bogen viste sig ikke fagligt at kunne b?re) blev til en personlig biografi, er blevet gjort til skamme.
Det lugtede ellers f?lt at utilstr?kkelige bortforklaringer da Garff og Kierkegaard Godfather nr. 1, Niels J?rgen Cappel?rn trak i land uden rigtigt at g?re det, efter Peter Tudvads kritik at SAK.
N?, hotellet har b?de aircon og WiFi, s? jeg kan sagtens ferieblogge.
Jeg er sikkert den eneste der var i tvivl men Sterling stinker - ikke bare er der nulservice, det er jo standard, men man skal ogs? se og h?re reklamefilm for Sterlings opsalgsprodukter (incl. fucking skrabelodder) under turen.
En tidlig introduktion til fordomsfuldhedens sydeurop?iske ineffektivitet f?r man i Ciampino lufthavn som er slidt og beskidt, og hvor man skal betale en bus for at k?re en rundt om lufthavnen fordi togstation og ankomsthal belejligt er p? hver sin side af af lufthavnen.
Omvendt er der nul gas med mit hotel og gratis WiFi, s? jeg stikker fordomsfuldheden i baglommen og ser mig lidt omkring i stedet.
Classy.dk holder forsinket sommerferie - tilbage om et par uger.
Just in NYC. Looks like left out footage from the video for Daft Punk's "Burnin'".
I've written before about the bogosity of the currently accepted practise of computing loss to piracy as "total store price of total number of downloaded songs/films". Kottke sums up the bogosity in a brilliant footnote:
[1] Well, [Sony's loss is] $10.50 if you live in Manhattan. If you live in rural Wisconsin, you're only cheating Sony out of $8.00 or so. Well, until the movie comes out on pay-per-view and it costs $3.95. But then when the DVD comes out, Sony's loss will shoot back to $26.99. Twelve months after the DVD release, when Bewitched is available in a value two-pack with Anchorman, Sony will only be losing $6. Whew, must be hard to keep all those losses straight.
Jeg går fra stationen ned på hovedgaden og finder stikvejen op ad bakken. Jeg når op på toppen og kigger mig omkring. Der er middelalderspil og jeg står midt i en kulisse af en middealderby, men den er ikke i brug lige nu. Jeg ser stengærdet rundt om kirkegården på den anden side af bakken. Jeg krydser vejen og finder en jernlåge ind på pladsen. Jeg går igen opad og prøver på at genkende stedet. Helt ovre i den anden side ligger det gule hus med det flade tag som jeg husker det. Jeg går gennem gangene, med ryggen til huset mens jeg prøver at huske hvordan vi stod da vi satte urnen ned. Huset var bag ved os. Tæt på os. Over den venstre skulder. Jeg kigger kun på den side af gangen der stemmer med min erindring. Gravstenene er meget forskellige. Dels er der mode, også i gravsten, og dels er stenene sat med forskellig hensigt. Nogen som mindesmærker for lokale store mænd, andre som de efterladtes forsøg på et sidste portræt af en kær savnet. Jeg prøver på at huske fars sten: Ikke så stor, natursten, helt enkel, med sort skrift. Jeg kan ikke huske om teksten er i Helvetica eller Times.
Jeg er kommet længere væk end kroppen syntes den stod dengang, men jeg har ikke fundet stenen og jeg fortsætter lidt endnu, før jeg går tilbage gennem gangene og ser alle gravene igen fra den anden side. Jeg går kun igennem hver anden række for jeg kan overskue to rækker af gangen, når jeg kun skal se til den ene side. Jeg er lidt skamfuld over ikke at kunne huske hvor stenen står, men jeg finder den ikke og til sidst når jeg tilbage til det gule hus. Jeg går ind på kontoret. Pigen slår navnet op, men finder ikke noget. Jeg når at komme i tvivl om jeg er det rigtige sted, men navnet er bare stavet forkert i systemet. Jeg beder hende rette navnet, og får et nummer. A-07-12. Jeg går tilbage. Tæller mig frem. Finder pladsen.
Den er mindre end jeg huskede den, halvt så bred som graven ved siden af. Stenen er helt gemt bag de stedsegrønne planter og den sorte skrift er næsten vasket bort. Navnet står tilbage i ren grå relief. Jeg kigger op og orienterer mig, mærker det gule hus bag venstre skulder. Stenen ligger præcis der hvor kroppen huskede den, men den er helt usynlig når man går forbi. Jeg er nødt til at stille mig ind på graven ved siden af for at kunne læse skriften. Jeg står der lidt, smager på navnet og på årstallene, mens folk går forbi ude på grusstien, inden jeg selv går tilbage over bakken og ned til torvet for at møde de andre.
Maciej Ceglowski, he of the audioblogging manifesto and the hackers are painters debunking, has done it again - this time he tears the space shuttle program, and the strange circular logic that keeps it running, apart.
I am unsure whether any space program could tolerate the scrutiny Ceglowski applias to the shuttle. Clearly there is a huge public investment in any space program that is never recouped even if commercial satellite launches are viable later on.
Secondly; if it weren't for circular logic a lot of stuff would never have been built in the first place. We call it bootstrapping for a reason. The world needs Münchhausens.
Det store vindue peger mod vest over mod skovbrynet. Jeg sidder og kigger ud i blæsten på den store himmel. De gigantiske cumulusformationer der vælter ind over os er det lokale modstykke til det drama man ellers finder i Alperne. Ligesom bjergmassiverne hele tiden skifter når man går rundt i dem, skifter skybilledet konstant og bringer nye oplevelser med sig. I modsætning til Alperne, og måske i forlængelse af vores nationale egenart, så kan man ikke rigtig besejre skymassiverne. Man kan ikke gå op ad dem eller henover dem. Man er bundet til altid at blive nede i bunden af dalen.
Brilliant metafilter thread on what is the best inaccessible, grand, virtuoso literary performances once you've done Pynchon.
(via Kottke)
På vej ud i et ikke syntetisk sommerland overhørte jeg ombord på et af DSB's antikverede tog en fantastisk samtale. En gruppe på 5-6 knap så raffinerede Holbækborgere var stået ombord på toget til Kalundborg og de havde klippet for få klip. De brokkede sig indtil DSB kontrolløren til sidste gav op og lod dem køre.
Da hun var gået begyndte de en lang snak om at brokke sig.
"Jeg kan altså ikke lide det dér", sagde drengen, som de ikke havde klippet for - han var ikke glad for at skulle være ham de havde glemt.
"Man skal brokke sig. Ellers får man jo en bøde", sagde den ældste, en kvinde.
"Jeg brokker mig skam også" forsøgte drengen.
"Det koster jo 500 kr hvis man ikke brokker sig",
"Når jeg kører til Roskilde og til bage så husker jeg altid at brokke mig - begge veje", sagde han.
"Ja, men nu er det mig der er den voksne og så er det altså mig der brokker mig", var svaret der afsluttede samtalen.
Brok var simpelthen deres livsstil. Og ikke noget med at pakke det ind med en eller anden pseudobegrundelse der retfærdiggjorde brokkeriet for dem selv. Nej, brok var selve sagen. De vidste det var brok. Og de var stolte af det.
Jeg kan stadig huske overraskelsen for et år eller tre siden over at se i øjnene hvor kort vej der er fra bussen op til sommerhuset. Der er måske 10 minutters gang hvis man ikke skynder sig. Jeg husker det som dreng som om der var langt ned til Arrild by, en hel ekspedition man ville gøre meget for at undgå.
Det er ikke så underligt. Jeg var 7 da vi købte sommerhuset, og 13 da vi flyttede til Ribe, og holdt op med at tage ud i huset på egentlige ferier. Jeg er først begyndt på det igen som voksen. Landskabet er skrumpet i mellemtiden. Turen over på heden, en gang et rigtigt udflugtsmål, tager måske 15-20 minutter til fods. Turen henover hedestykket tager under 10, selv om heden virkede ganske stor da vi var små. På samme måde forstår jeg nu bedre hvorfor den sø vi altid tog over at besøge, kun hed en dam på kortet.
Det er mærkeligt at gå rundt i et landskab som på den måde er blevet miniaturiseret. Jeg er her sjældent nok til at man bemærker den nye og mindre skala som noget der er anderledes end man husker det. De bakker man ser er nu kun små vejbump, lange strabadserende vandreture tager 10 minutter. Og alligevel så har man jo oplevelserne med sig. Jeg gad nok vide hvordan disse små afstande til mange meget små udflugtsmål egentlig opleves hvis man ikke har haft den ide, at det er et lille hus i en stor skov, nogensinde?
The disinformation in calling your latest DRM handicapping of content PlaysForSure.
MP3's also play for sure - without the handicap.
Co-opting good language to do bad is right at the top of the list of the reasons to hate big brands.
(The rape of public space with uniform, heavy handed corporate identity advertising is a close second)
Kommunikationsforum, websitet der har transmitteret Om At Være Kreativ som en føljeton, med underholdende og fuldstændig misforstående kommentarer til følge, er blevet helt halvmoderne og har nu også RSS feeds. Sør'me om ikke også der næsten er del.icio.us tags og sørme og ikke også redaktøren har lovet at der snart kommer trackback støtte. Now we're talking. Helt bogstaveligt.
Betydningen af decentraliseringsrevolutionen kan ikke overdrives.
More often than not the easiest way into an organization or computer system is getting physical access or social hacking.New York Times carries this story on Mark Seiden, who gave a very interesting talk on the subject at last years Chaos Computer Conference.
Det er jo dejligt at være på landet. Mennesker man går forbi hilser bare fordi man også er der.
Jeg husker en varm, varm sommerdag at være på cykeludflugt. Jeg kørte ud ad bagvejen og ned på heden. På vej over mødte jeg en lille gammel mand i tweedjakke og hat, der selv var ved at cykle over heden den modsatte vej på en gammel herrecykel. Vi hilste med et nik og et Dauw. Jeg kørte videre ad Rødeledsvej, over i Lindet skov, og videre over til langdyssen, og dammen. Jeg spiste madpakke. En time eller to senere kom jeg på tilbagevejen igen til heden. Næsten samme sted, men nu med retningerne byttet om, mødtes den gamle mand og jeg igen. Dauw.
Jeg husker at stå nede ved busstoppestedet på en varm aften og vente på bussen til Kolding efter besøget var afsluttet. Det var dejligt varmt og der var et liv i luften. Man kunne høre lyden af aften omkring sig. Traktorer på vej hjem, børn cyklende omkring inden de skulle ind at spise. Mens jeg stod der, det var vel 10 minutter, kom en bestemt mand cyklende forbi et utal af gange. Det var ham, der i en historie af Blicher ville have heddet landsbytossen – en lidt sær snegl, som i storbyen ville have haft et skidt liv, men folk som ham har bedre vilkår i en lille by hvor alle ved hvem du er. Folk er mere opmærksomme på at passe på en som ham, og det gjorde de også den aften. Hver gang han mødte nogen, standsede han på sin cykel og de i deres bil og hilste på hinanden. “Goddaw, Arne. Hvordan går det så. Jo, jeg kører lige et par ærinder. Nå men det er å' godt nok. Ka du har det Arne. Ja hils di' mand da. Jo Arne det skal jeg gøre”. Og så kørte de igen. Arne havde mange små ærinder.
Som trofaste læsere vil have bemærket er det ikke lykkedes for mig at komme på landet her til sommer, i vante omgivelser i sommervarmen. Derfor kan jeg desværre ikke berige classy.dk med friske minder fra landet, og da slet ikke nogen selvironiske nordsjællandske nogen som dem Føhns disker op med her, her, her og her.
Heldigvis har jeg nogen gamle minder på lager og dem vil jeg nu sammenstikke, som en EU-overskudslagret billig rødvin, til en syntetisk sommeroplevelse der aldrig har fundet sted.
Afsnit 1 får lov at være historen om rejsen. Afsnit 2 kommer ovenfor.