From the always interesting Lambda the Ultimate programming languages weblog, an entry on RDF and databases - including some basic notes on possible basic applications of RDF.
Some things just don't work well enough. Tim Brays Cherry-Tomato Challenge revolves around finding just one example of a search engine that uses the img tag's title or alt attributes as search guides in image search. He's harped on this before, but this seems like a good one to watch. As a testament to how fantastic they seem, I'm a but surprised Google didn't fix this after the last time it got a mention on Bray's blog.
[UPDATE (as of 2006-02-11, but it has been fixed for a while) : Google does this right]
Inspirationen kommer før lysten til at skabe, ikke den anden vej rundt.En af grundene til at jeg tegner på visitkort er at jeg kan have dem med mig altid. Når man bor inde i byen bruger man en masse tid på at gå omkring fra sted til sted. Jeg ville have en kunstform skabt til det.
Så når jeg gk ned af gaden og fik lyst til at tegne noget, kunne jeg bare smutte over til den nærmeste bænk eller café, hive et blankt kort frem og gå igang. Umiddelbart. Uden besvær. Det kan jeg lide.
Før, da jeg lavede større ting, var jeg nødt til at droppe det jeg var igang med, og smutte tilbage til kontoret hvis inspirationen ramte mig. Ni ud af ti gange var det væk før jeg kom hjem, hvilket gjorde hele turen nytteløs. Jeg tegnede noget alligevel, men det var altid som om jeg tegnede efter hukommelsen, ikke som noget der skete lige nu.
Hvis du arrangerer dit liv sådan at du har en masse besvær fra du får lyst til at arbejde til du kan gå igang, så sætter du vognen foran hesten, ikke omvendt. Du skaber sikkert en masse "Jeg er Kunstner, og jeg må arbejde. Jeg må efterlade noget til Evigheden" melodrama. Uinteressant for dig selv og for andre.
Du bliver nødt til at finde en måde at arbejde på der gør det dødlet at udnytte de inspirerede øjeblikke fuldt ud. De rammer aldirg på et praktisk tidspunkt og de varer aldrig længe.
Omvendt skal du heller ikke bekymre dig for meget om angsten for det hvide papir eller det hvide lærred. Hvis du ser på et hvidt stykke papir og der ikke rigtig kommer noget til dig, så lav noget andet. Angsten for det hvide papir er bare følelsen af ikke rigtig at have noget at sige, kombineret med den mærkelige ide at man SKAL have noget at sige.
Hvorfor? Hvis du har noget at sige, så sig det. Hvis ikke så nyd stilheden så længe den varer. Støjen kommer snart nok tilbage. I mellemtiden har du bedre at at gå ud i den store verden, opleve noget og hælde energi på tanken. At prøve at skabe noget når du ikke har lyst til det er som at tale bare for at tale. Det er ikke egentlig at være sammen med nogen, det er bare tomgang.
(råd nr. 24 fra Om At Være Kreativ)
Ja jeg ved godt det kan lyde absurd - John Mogensen var vel næppe nogensinde et hoftesvingende sexsymbol, og hvad er det så lige for en rolle Otto Brandenburg spillede - men John Mogensen er Danmarks Elvis. Det skal forstås på denneher måde:
Ligesom Elvis' musik er det, er John Mogensens musik en bizar blanding af en ny rå stil (måske mere sangmæssigt og tekstligt end egentligt musikalsk) og så en stadig tilbagevenden til en gammel, folkelig sentimental klang af 50erne. Selv om Elvis hyldes som rockgrundlægger så synger han, når man checker efter meget, meget urocket. Han former sin stemme for meget og synger skønsang, istedet for at dyrke den fladere og mere energiprægede stil som den egentlige rockmusik fører med sig. Og repertoiremæssigt er Elvis' katalog en bizar blanding af rock'n'roll og gammel sentimental country og slagere.
Det er lidt det samme med Mogensen. Han synger også meget bedre end han har brug for til sit repertoire og en gang i mellem kan man høre det. Andre gange lyder han bare som en overordentlig træt drukmås. Og musikalsk går hans repertoire fra "Der er noget galt i Danmark" til "Nina kære Nina" via Mills Brothers og Paul Simon covers. Det hænger slet ikke sammen, og det hænger ikke sammen på præcis samme måde som Elvis' repertoire ikke hænger sammen.
Fra kataloget af andre ligheder: De er ikke helt jævnaldrende (Mogensen fra '28 - Elvis fra '35), men havde lignende karrierekurver med succes sidst i 50erne og først i 60erne men gled ud og gjorde comeback omkrint 70. Begge dør i 77.
Alt dette i anledning af den stærkt svingende (ikke swingende) genudgivelse af John Mogensens samlede værker som velmenende mennesker for nylig har foræret mig som gave.
Du kan diskutere "den amerikanske romans elendige tilstand" til solen bliver sort. De brokkede sig over det i 1950 og de vil stadig brokke sig i 2050.Det er en nedtrådt sti og ikke et sted man vil komme op med mange nye verdensforandrende indsigter.
Men en masse mennesker kan godt lide at diskutere det, fordi det holder dem fra at skulle rejse ind på ukendt land. Det er sikkert. Det tillader dig en masse stærke holdninger og meninger uden nogen egentlig risiko. Uden at du skal lave noget af alt det hårde arbejde der ligger i at lave og sælge noget du tror på.
For mig handler det ikke om hvorvidt Tom Clancy sælger pallevis af bøger eller en Nobelprisvinder kun sælger et par bøger. Det er bare tal, en distraktion. For mig handler om det om hvad DU har tænkt dig at gøre med en korte tid du har tilbage her på jorden. Det er en helt anden ting.
Ærlig talt, hvordan et menneske dyrker og udvikler sin egen kunstneriske integritet, med eller uden verdens hjælp, er for mig et meget mere spændende emne.
(råd nr. 23 fra Om At Være Kreativ)
Alle har for travlt med deres eget liv til at bekymre sig om din bog, dit maleri, dit manuskript osv., og da særlig hvis du aldrig har solgt noget endnu. De der ikke er ligeglade, er du ikke interesseret i alligevel.At gøre et stort nummer ud af din kreative ting er dødskysset. Det er alt jeg har at sige om den sag.
(råd nr. 22 fra Om At Være Kreativ)
I thought the ones I mentioned recently were good, but this lawsuit beats them all: Restaurant chain Benihana is being sued for their responsibility in the death of one Jerry Colaitis. He died because of an infection that contracted after surgery he had to correct previous surgery that he had to correct a dislocation of two of the vertebrae in his neck. He allegedly dislocated his neck, because a chef at a Benihana restaurant threw a piece of shrimp at him, so now the family is, obviously, suing the restaurant.
It's almost like a childrens rhyme:
This is the ambulance chaser,
who chased the ambulance,
that carried the man,
that carried the infection,
that was contracted during surgery,
that was to correct surgery,
that was to correct a dislocation of the neck,
that swerved to avoid the shrimp,
that was thrown by the chef,
that works at the restaurant,
that is owned by Benihana Inc.
(via boingboing)
Weiser's Principles of Inventing Socially Dangerous Technology:
1. Build it as safe as you can, and build into it all the safeguards to personal values that you can imagine.2. Tell the world at large that you are doing something dangerous.
from The Technologist's Responsibilities and Social Change, via Angermann2
While we're on the topic of European Union design, have a look at the entry page of the EU web portal. Notice how the politics of the EU get in the way of good, usable design? No? Here's how:
Why every politician who cares about getting reelected is busy saying that the EU is a union of independent nations, the EU machinery itself is busy promoting Europa as nation (Design evidence: The "one-star" Europa logo
on the portal site dominates the 12 star flag.
The 12 stars represents the nations of the EU, so by extension the "one-star" EU logo represents unity).
In the nation of Europa there might be room for all the national languages , but certainly not for the national flags, the quintessential national symbols. That's why the list of localised sites is a bland list of text-only references:
- instead of a much more scannable list of flags. It is really hard to find your language in the list. And more so if, like me, your language is one of many similar languages with identical looking entries. Everybody is able to recognize their own flag in an instant. Yes, I might be overthinking this.
The fact that the entry page exists is evidence why EU as nation is in trouble in the first place. There is no information that can be represented as the opening page that would make everybody feel they belong. I think somebody in the EU system needs to talk to Clotaire Rapaille. "Nation" is so off code for Europa and Europa is off code for Nation.
Although it looks that way, Identity Commons is not an official institution of The European Union. No European would have chosen to coopt the "yellow circle of roundish things on blue background" design for an organization promoting anything "bottom up" or grassrootsy in general and certainly not for an organization involved in establishing your personal integrity. The EU meme is more one of byzantine bureaucracy.
Greek lawyers are considering suing Colin Farrell for depicting Alexander The Great as bisexual. Have they found a guy in Alexanders direct bloodline who could legitimately claim to have any recourse to sue. Are they counting on nationalist sentiment to allow this obviously bogus lawsuit to go forward anyway?
A porn company sues Google for indexing websites pirating their material. A classic "They have money, we should sue" case. I can't wait for the defamation cases coming from Bill Gates. Oh wait. He has money too, so that lawsuit is unlikely.
At vande din idé ud for at gøre den mere salgbar vil bare få folk til at synes mindre om den.For mange år siden, lige efter uni, begyndte jeg at søge hos reklamebureauerne efter mit første job.
En dag var der endelig en kreativ direktør der gik med til at kigge på min mappe. Hurra!
Så jeg tog over til hans kontor og viste ham mine ting. Mine ting var rædselsfulde. Allesammen.
Forestil dig den værste, lammeste gang "Før vaskede jeg med Sudso, men NU bruger jeg Lemon-Fresh Rinso extreme"-husmoder lort. Bare endnu værre.
Direktøren var en flink fyr. Man kunne se han ikke havde høje tanker om mine ting, men han var alt for høflig til at sige det. Til sidst sagde han roligt at det ikke rigtig gjorde det for ham.
"Altså, markedet var almindelige husmødre", vrøvlede jeg. "De er ret konservative, så jeg dummede det lidt ned".
"Du kan dumme det ned når du har fået jobbet og klienten kommer over for at riste din røv over brændende trækul og siger du skal dumme det ned" grinte han. "Indtal da, så vis mig den funky udgave".
Historien gentager sig ikke bare i reklamebrancen. Det sker overalt.
(råd nr. 21 fra Om At Være Kreativ)
I just finished Jeff Hawkins' On Intelligence, and it was a great read, reinforcing some of my own beliefs on how one should build "smart" software. [Technical note to self: Among the things it did, without trying to, was to reinfoce my interest in the Sequitur algorithm and remind me of this strongly worded opinion on the purpuse of the visual cortex (from the son of D.M Mackay - one of Hawkins' sources as well).]
The book is, for it's genre, delightfully short and to Hawkins' great credit he does not claim that everybody else has been wrong all the time and he's the only one who gets it. This is the usual bane of popular science books purporting revolution (e.g. Wolframs horrible bloatfest New Kind of Science or Mandelbrots recent book on the stock market), and it is great to read a book that is just earnestly interested in breaking new ground instead of also doubling as a vanity project.
The least satisfying part of Hawkins' book is its philosophical underpinning. Hawkins spends a lot of time talking about Searle's Chinese Room argument, in my opinion a completely pointless piece of overthinking, and he's making a valid point while doing so even if Searle's argument is bogus. To Hawkins, Searle's argument applies to "old AI"; mechanistic, syllogistic, 'electron brain' AI, where we encode the rules of language in a machine in some deterministic way so we can do translation. Hawkins agrees in deriding this kind of simpleminded AI and therefore agrees with Searle. But the rest of his book is one long description of a mechanism for intelligence that I'm positive Searle would also dismiss as non-intelligent by the very same argument!
Hawkins is of the opinion that the model he describes - a sense/memory-based hierarchical prediction machine - captures the notion of understanding in ways the old-school AI does not. I think Hawkins' point is a lot more interesting than Searle's, but I'm sure Searle would disagree with Hawkins in thinking this alternate model any different. After all, it is not understanding anything, it's just playing the odds - predicting.
A must read open letter to the Devil Dogs of the 3.1 - by the reporter holding the camera in Falluja that taped a marine shooting, what seemed to be an unarmed non-aggresive wounded man. As usual the story is a lot more complicated than what gets reported on TV.
Ethvert medies største styrke er også dets største svaghed. Enhver form for medium består af en mængde kompromisser, og et er ikke "højere" end et andet. Et billede gør ikke så meget, det hænger bare på væggen. Det er det bedste og det værste ved det. Film kombinerer lyd, bevægelse, fotografi, musik og skuespil. Det er det bedste og det værste ved det. Prosa bruger kun ordenes arrangerede lineære form til at få en mening frem. Det er det bedste og det værste ved det. Osv.På universitetet læste jeg engelsk hovedfag. Jeg havde ingen planer om at undervise, skrive eller forske, det var bare noget jeg kunne få høje karakterer i. Og jeg kunne lide at læse bøger og skrive opgaver så det var fint for mig.
De fleste af mine venner havde kunsthistorie som hovedfag, men der hørte ligheden op. Vi gik aldrig til timer sammen. Jeg ved ikke hvorfor, vi mødtes om aftenerne og i weekenderne, men jeg hang aldrig rigtig ud med dem i mit eget fag.
Så det var altid besynderligt for mig at hænge ud med de andre. Kunstnerne, filmfolkene, dramafolkene, arkitekterne osv.
Det virkede som om de boede i hinandens lommer. De arbejdes, spiste, og sov sammen. Masser af venskaber. Masser af samarbejde. En masse fikumdik. Masser af taler om det sande i deres fag.
Nuvel, en tegneserie behøver kun en forfatter. Det samme med at skrive. Det kræver ikke nogen stor gruppefølelse. Så al den sex-drevne socialisme i kunstverdenen var fremmed for mig, også selvom den til dels var fascinerende.
På mit andet år begyndte jeg at få mine tegneserier udgivet, og ikke bare i skolebladet. Pludselig var det let at møde piger. Jeg var glad for det, kan du tro, men livet var nogenlunde det samme.
Jeg antager mine venner syntes tegnetingen var fed nok, men det var ikke noget der påvirkede vores venskab. Det var bare noget jeg gjorde ved siden af, ligesom andre mennesker restaurerer gamle biler eller har et mørkekammer til deres kamera.
Min måde at gøre tingene på var og er at have et normalt liv, at være en almindelig fyr, med en fed hobby. Det er ikke nogen videnskab.
Den holdning var fremmed for mine kunstvenner. Deres specielle fag var en religion for dem. Det var alvorligt. Det var vigtigt. Det var en stor del af deres identitet og det virkede næsten på dem som om menneskehedens hele eksistens afhang af deres even til at forfølge deres drøm som en velbetalt profession osv.
Misforstå mig ikke, jeg kendte nogen kunsttyper som var fantastiske. En eller to af dem er kendte nu. Og jeg kan godt se, hvis du har et særligt talent, hvordan behovet for at bruge det bliver vigtigt.
Men når jeg ser tilbage, ser jeg også en masse skøre unge som giftede sig med et selvvalgt medium af de forkerte grunde. Ikke fordi de havde noget specielt visionært at sige, men fordi det var sejt. Fordi det var sexet. Fordi det var hipt. Fordi det gav dem noget at tale om til fester. Fordi det var nemmer at forestille sig end at skulle finde et rigtigt job efter eksamen.
Jeg er splittet om det her. En del af mig synes det er sundt for unge at have vanvittigt høje ambitioner, og måske er der en eller to af dem der klarer det. En eller to af dem der overlever cuttet. Det er det det går ud på at være ung, og jeg synes det er vidunderligt.
En anden del af mig vil hellere advare de unge mod at vælge et vanskeligt fag af de forkerte grunde. Du kan snyde dig igennem mens du er ung, men det er ikke før din ungdom er væk at Djævelen kommer og vil have sin betaling. Og det er aldrig noget kønt syn. Jeg har set det ske, mere end en gang, for dejlige, rare mennesker og det er virkeligt ikke til at bære at kigge på.
(råd nr. 20 fra Om At Være Kreativ)
Når nu man har vedtaget at oversætte en hel masse gode råd, så kan det jo ikke undgås at nogen af dem ikke er ligeså gode som nogen af den andre. Jeg kan godt lide pointen i nr. 19, men eksemplerne er dårlige.
Picasso var en forfærdelig kolorist. Turner duede overhovedet ikke til at male mennesker. Saul Steinbergs formelle færdigheder som tegner var elendige. T.S. Eliot havde et fuldtidsjob ved siden af. Henry Miller var en vildt ujævn forfatter. Bob Dylan kan hverken synge eller spille guitar.
Men det stoppede dem ikke, vel?
Så det næste spørgsmål er, "Hvorfor ikke?"
Jeg aner det ikke. Hvorfor skulle det?
(råd nr. 19 fra Om At Være Kreativ)
I just finished reading Bob Dylans autobiography, a nice if not completely perfect, experience. The good: Dylan does not treat us to a longwinded biographical nightmare ("Then I moved to that place. I met that guy. He took me along to this place. Then I moved to this other place. I was writing this song"), but rather a few short, intense, impressions of very specific episodes in his past. Dylan is a good writer, his prose vibrates with scenic detail and the 60s scenery (as well as explicit mention by Dylan) automatically makes one think of first person fiction a la Kerouac. The stories really come to life in a way that is much more like present-tense fiction than like outlived memory.
Chapter 2 of the memoirs seem to hold the key to why Dylan wrote these memoirs in the first place. It's takes place in the late '60s and Dylan is on the run, trying to escape the moniker "Protest singer" as well as sperstardom. He just want's to live, know about life and sing about it, but everywhere he is being misunderstood, trapped inside his personal myth. Chronicles comes off as having the same ambition. Dylan just wants to tell us about being a young unformed artist in his teens in late '50s New York. He wants to tell us about being trapped in a myth and he wants to tell us about struggling to make music when you've run out of gas after 25 years of making music and writing songs.
Part of this debunking of the myth is a lot of time spent describing what it was like struggling to find your own thing, back before Dylan was a recording artist. It seems so odd to read about the artisitic struggle of a man who had released 6 masterpiece albums by the time he turned 25. How is it possible that could have never not known what to do and then go out and do so much so soon?
At times the writing is so good that it is hard to believe that it is really autobiographical and not just fiction. The notable example of this is a brilliant description of a motorcycle ride Dylan took with his wife while recording Oh Mercy. They meet this semi-mythical southern character called Sun Pie, an old man married to a young woman, who runs a little shop by the side of the road. Dylan takes a lot of time telling us about his conversations with Sun Pie, a story with no consequence - just pure experience.
For me personally, the more traditional biographical stuff, Dylan accounting for his musical roots and influences, works less well - and if the book has a flaw it is this odd mix of a few snapshots of experience combined with lengthy descriptions of other musicians Dylan has known or feels connected to. I liked the snapshots the best.
A rare sight - Amazon.com seems to be down at the moment.
[Update: It didn't take long - they're back up]
De mener det godt, men på et eller andet tidspunkt kommer de i vejen.Da jeg arbejdede som nybegynder i et stort reklamebureau, ærgrede det mig hvor meget "Kaffemaskineslænget" hele tiden brokkede sig. "Kaffemaskineslænget" var mit udtryk for det, der stadig var plads til i branchen dengang. Flokke af andenrangs-kreative, langt over deres udløbsdato. Af deres chefer blev de presset for de sidste dråber kreativ saft - lige indtil dagen kom og de kunne få deres oplagte fyreseddel. For mange ture til kaffemaskinen og for mange halvbranderter efter frokost. Sene aftener og weekender på alle de kedelige-men-rentable kunder. Presse, presse, presse…
Jeg husker de uger, hvor man uden problemer kunne bruge en halv time om dagen på at høre Ted brokke sig.
Ted havde engang et godt kontor, men har haft en afskærmet bås lige siden det ene katastrofale møde med Kunde X. Han kunne komme og besøge mig i min afskærmede bås, mindst en gang om dagen, og ride på sine kæpheste. Klage, klage, klage…om alt muligt…hvordan Josh-det-nye-håb var en skod-tekstforfatter og en svindler…eller hvordan de købte Lille-Frøken-Let-På-Tås annonce i stedet for hans, "selvom min var den bedste i lokalet, og ethvert dumt svin tilstede vidste det".
Som jeg sagde; hvad som helst.
Der sluttede aldrig. Bla. Bla. Bla… Hov, øjeblik! Ted, jeg er vild med dig, du er en fin fyr, men hold nu for pokker kæft.
I bakspejlet var det Ted der lærte mig en vigtig lektion - dengang, hvor jeg stadig var for ung og naiv til at have lært det på dén måde - at dit kontor kan være proppet med Clio- og One Show-priser mens din karriere er i bund.
Misforstå mig ikke - min karriere i det firma var en komplet katastrofe. Det her er ikke et af de tilfælde, hvor en af alfa'erne slår beta'erne. Det her er en gamma, der slår beta'erne.
Jeg spiser frokost med min kollega, John, som er på min alder. Billig og afslappet thai-mad, et stenkast fra bureauet.
"Jeg må se at komme væk fra det her firma", siger jeg.
"Jeg troede godt du kunne lide dit job", siger John.
"Det kan jeg også", siger jeg, "men den eneste grund til at de kan lide at have mig gående er at jeg stadig er ung og billig. Lige så snart jeg ikke er en af delene…er jeg færdig".
"Som Ted", siger John.
"Jep…ham og resten af Kaffemaskineslænget".
"Kaffemaskineriet", griner John.
Så vi klukkede lidt af vores stakkels, ulykkelige ældre kollegaer. Vi var ikke særlig medfølende, det indrømmer jeg. Deres liv var sikkert et helvede dengang, men de havde allerede toppet. De havde vundet deres priser, fløjet til Bahamas for at filme toiletrullereklamer med berømte filmstjerner og alt det. Modsat os knægte. John og jeg var næsten lige kommet ud af universitetet, havde udsigt til at sætte vores aftryk på branchen, med omtrent lige så meget entusiasme og håb som nogen anden.
Vi havde solgt et par avisannoncer her og der, nogle opslag i magasiner, men det med fjernsynet var stadig uden for vores rækkevidde. Indtil videre havde bureauet vi arbejdede for stadig ikke givet os lov til at blomstre. Var det vores skyld eller deres? Måske lidt af hvert, men dengang var det alt sammen "deres skyld, for fanden!". Selvfølgelig er alting "deres skyld, for fanden", når man er 24.
Jeg sagde op et års tid senere. John blev hos bureauet af en eller anden grund, og så, for omkring fem år siden, blev han gift, og fik kort tid efter sit første barn. Pludselig skulle han forsørge en familie og havde ikke råd til at blive fyret. Hans chef vidste det godt - og begyndte at presse.
"Du har ikke noget mod at arbejde i weekenden, vel John? Godt. Jeg tænkte det nok. Vi ved alle sammen hvor meget gruppen afhænger af at du leverer på målstregen - det er derfor vi sætter så høj pris på dig, John, tror du ikke?".
Sidst jeg så John arbejdede han for det her gyselige lille bureau for en brøkdel af hans tidligere løn. Det viste sig at det store bureau smed ham ud en uges tid efter hans barn fyldte to.
Vi sidder igen på thai-restauranten og spiser frokost for gamle dages skyld. Vi hygger os, og taler om det sædvanlige hovski-snovski vi altid taler om. Samtalen flyder, kun spoleret af at jeg ikke kan få ordet "kaffemaskine" ud af mit forbandede hoved.
(råd nr. 18 fra Om At Være Kreativ)
Jeg har været lidt bagefter i min læsning og har ikke fulgt ordentlig med i Holgers føljeton om politisk design. Senest, om Socialdemokraterne:
Hvis vi betragter denne kampagnes bestanddele lidt nærmere ser vi to ting: En klar formulering (der oven i købet er formuleret som et valg) og en mand med skæg. På begge disse fronter må vi konstatere at nutidens socialdemokrati bevæger sig væk fra fortidens forbillede.
De eneste folk der forandrer verden er folk der vil. Og der er ikke alle der vil.Mennesker har den her ting jeg kalder "Træt af pis"-genet. Den er den del af vores psyke der gør os utilfredse med vores lod i verden, lige meget hvor meget lykken smiler på os.
Det har et formal. I vores tidlige hulemandsdage øgede utilfredsheden chancen for at vi lettede røven, skred ud af hulen og ud på tundraen for at fange den uldne mammut vi sku' spise til aften. Det er en overlevesesmekanisme. Forbandet nyttig dengang, forbandet nyttig nu.
Det er det samme utilfredshedsgen der giver os lyst til at lave ting overhovedet. Tegninger, violinsonater, kødengrosvirksomheder, websider. Det samme gen fik os til at opdage ilden, hjulet, bue og pil, VVS, PCen - listen er endeløs.
En del af forståelsen af den kreative trang er at forstå at den er instinktiv. At ville ændre verden er ikke et ædelt kald, det er et urinstinkt.
Vi tror vi leverer "et enestående integreret logistik system" eller "gode smagsoplevelser med råvarer af højeste kvalitet". I virkeligheden er vi pisse utilfredse og vil bare ud af den fandens hule og dræbe mammutter.
Dit arbejde tillader dig enten at jage mammutter eller også gør det ikke. Selvfølgelig, som i så mange kontorjobs nu om dage, kan du sagtens blive tilbudt en masse penge for at sidde i et hjørnekontor inde i hulen og lade som om du jager. Det er trist. Det er endnu mere trist hvis du siger ja og tager pengene.
(råd nr. 17 fra Om At Være Kreativ)
Nogen kan se det, andre ikke. Hvis du vil have råd til at købe ind om 5 år, så vil jeg råde dig til at lytte nøje til dem der kan og undgå dem der ikke kan. Det er bare et råd.Dit job er måske 50% værd af det det var værd, inflationsjusteret, for 10 år siden. Og hvem ved? Måske eksisterer det slet ikke om 5-10 år.
I min branche, reklameverdenen, begyndte den traditionelle forretningsmodel at gå i stykker for 10 år siden eller sådan noget. Vores umiddelbare reaktion var "Arbejd mere".
Det virkede ikke. Folk blev fyret i tusindvis. Det er en kold tid vi lever i.
Vi troede talent ville redde os. Vi troede overarbejde ville redde os. Men nej.
Vi troede Internettet og Den Nye Økonomi, nye medier, ny teknologi, ville redde os. Vi troede den ville fylde hullerne i de konceptuelt stadig mere forældede løsninger vi tilbød klienterne. Nej.
Uanset hvordan verden forandrer sig, uanset hvilke nye teknologier, forretningsmodeller eller sociale arkitekturer der kommer imod os, så er det eneste Den Nye Virkelighed ikke kan tage fra dig tillid.
Folk du stoler på, og folk der stoler på dig, er det der skal give dig mad på bordet og betale dine børns skolegang. Ikke andet.
Det er sandt uanset om du er kunstner, forfatter, læge, tekniker, advokat, bankmand eller bartender.
Dvs: Lad være med at bekymre dig om teknologi. Tænk hellere på de mennesker der stoler på dig.
For at kunne navigere i Den Nye Virkelighed er du nødt til at være kreativ, ikke bare indenfor dit fag, men i ALT DU GØR. Den måde du anskuer verden på er nødt til hele tiden at blive mere frugtbar og original. Og det er ikke kun sandt for kunstnere, forfattere, teknikere, reklamefolk og direktører; det er sandt for ALLE. Også pedeller, receptionister og buschauffører. Kampen er lige blevet en tand hårdere.
Den gamle livsstil er død. Og du har brug for mennesker omkring dig der ved det.
Det betyder at du skal hænge mere ud med de kreative, de vilde, de visionære, end du allerede gør. Tænk mere på hvordan de fungerer og reagerer på det. Det er ligemeget indenfor hvilken industri vi tænker os - arkitektur, reklame, oliebranchen - så er de der, og de er lette nok at finde hvis du prøver, og hvis du har noget værdifuldt at give af. Undgå de tavse, de der spiller på det sikre. De kan ikke hjælpe dig længere. Deres stabile model er ikke stabil længere. De er dømt til at uddø. De er udryddelse.
(råd nr. 16 fra Om At Være Kreativ)
I am unsure whether this is just good news, or if it's a case of British scientists trying to vindicate the drinking of beer through dubious science (much like the hindus and their cow dung studies), but apparently drinking makes you smarter.
(link: Martin)
Sveriges Radio har lavet en fremragende webtjeneste hvor man kan få en vilkårlig tekst sunget af lydcitater. Desværre kan man ikke lave permalinks direkte med tekst i, men måske virker den her endnu.
Det er sådan lidt i retning af en automat til at lave dictionaraoke med.
Kunst lider skade ligeså snart andre betaler for det. Jo mere du har brug for pengene, jo mere vil folk få indflydelse på hvad du gør. Jo mindre kontrol har du. Jo mere pis skal du finde dig i. Jo mindre glæde vil du have af det. Vær klar over det og planlæg efter det.Fornylig hørte jeg Chris Ware, en af verdens top 3 tegneserietegnere, beskrive sit fag som utaknemmeligt.
Når den øverste på den stige du vil opad beskriver udsigten som utaknemmelig så bør du være bekymret.
Jeg kende Chris i college, på University of Texas. Senere i de tidlige 90ere kendte jeg ham som en i kunstnermiljøet Wicker Park i Chicago, hvor han tog en Masters på skolen på The Art Institute og hvor jeg arbejdede som junior tekstforfatter hos Leo Burnett. Vi kendte ikke hinanden så godt, men vi havde fælles bekendte. Han er en flink fyr og fandens dygtig.
Så jeg har haft et øje på ham som han gennem årene er steget i graderne fra talentfuld førstedelsstuderende til berømt rockstar tegneseriefyr. Godt at se, helt sikkert - det er opmuntrende når folk du kender for velfortjent opmærksomhed. Men det har også hjulpet mig at lære, fra hestens egen mund, realiteterne i livet som professionel tegner; både godt og skidt. Det er rart at få et glimt af virkeligheden.
Hans eksempel afklarede en masse for mig for en 5-10 år siden da jeg kom til det punkt hvor mine tegninger var gode nok til at jeg seriøst kunne overveje at tegne fuldtids. Jeg undersøgte branchen og så det liv Chris og folk som ham levede. Så hvem der bestemte, og så den bizarre verden de fleste tegneserieforlæggere lever i og tænkte "Njaaah."
Ved nærmere eftertanke tror jeg en af de væsentligste grunde til at jeg blev i reklamebrancen simpelthen er at det pisser mig mindre af at høre ordene "den reklame skal laves om" end at høre ordene "den tegning skal laves om". Selv om man skal give køb på enormt meget når man laver reklamer, så er der ikke så meget af det man er nødt til at opfatte personligt. Det er deres produkt og deres penge, så det er nemmere at holde en sund afstand. Det har jeg altid fundet umuligt med tegningerne.
Det vigtigste et kreativt menneske kan lære er hvor han tegner den streg i sandet der adskiller hvad han er indstillet på at gøre og hvad han ikke er. Det er den streg der afgrænser din integritet, din personlige kreativitet. Adskiller det pis du vil finde dig i fra det pis du ikke vil finde dig i. Det du er villig til at afgive kontrollen med og det du ikke vil afgive. Den pris du er klar til at betale og den du ikke vil betale. Alle er vi forskellige, vi har alle vores egen streg i sandet. Alle følger deres egen Sex og Penge teori.
Når jeg ser nogen "lide for kunsten", så er det som regel fordi de ikke ved hvor stregen er, ikke ved hvor deres integritet ligger.
Måske troede han at den lurvede producent ikke ville tvinge ham til at slagte filmen med idiotiske manuskriptændringer, men Nej! Måske troede han at galleriejeren også var en god forretningsmand, men Nej!
Måske troede han at forlæggeren ville markedsføre hans bog ordentligt, men Nej!
Måske troede han at investoren ville være knapt så stort et røvhul med startuppens finanser, men Nej!
Måske troede han at direktøren ville støtte hans nye marketingplan, men Nej!
At vide hvor man trækker grænsen er at kende sig selv, ligesom at vide hvem dine rigtige venner er. Nogen er bedre til det end andre. Livet er uretfærdigt.
(råd nr. 15 fra Om At Være Kreativ)
An alternative perspective on the fight against creationism: In India hindu fundamentalists sponsors "science" to validate the hindu beliefs in the sacred status of cows. Among the claims: Cow dung protects you from nuclear radiation.
I think this is a perfect match for creationist science. The hindu science is every bit as sound as creationism. If you throw out the basic principles of western, rational, scientific discovery - and start letting the storytelling, that all human endavour is based on, run unchecked - you're left with nothing. Critical reexamination of facts as bare as we can make them is the only thing (we know of) that works for the long haul. Reductionism works. For all the philosophical problems with it, it's still basically true that reductionism wins in the end.
Forleden morgen i Absalonsgade kunne man se denne smukke udgave af nedenstående Radio 100 poster.
Der var ikke malet på selve skabet. Plakaten var pænt taget ud, bemalet (og påskrevet teksten WE'LL FUCK YOU UP), og sat i igen. Eneste dekoration på skabet var den nye undertitel visualpollution.
Det var om morgenen en dag i sidste uge. Da jeg kom hjem samme aften var plakaten skiftet. Idag er også visualpollution væk.
Jeg ved absolut ingenting om plakaten og dens forandring, men gad vide om det har noget at gøre med den Reclaim the streets-agtige fernisering på det nærliggende Galleri V1 forleden fredag.
When Google News happens to bad(ok, non-google) people.
Jeg har set massevis af unge mennesker der tog "druk og piller" ruten gennem årene. Et valg der ikke var klogt, originalt, nyttigt, sundt eller endte godt.Det er en almindelig historie: En eller anden ung mand læser om Charlie Parker, Jimi Hendrix eller Charles Bukowski og bestemmer sig for at disse poetiske, men problematiske, eksempler giver ham ret til eller tilgivelse for at bruge de næste ti år på at drukne i sit eget metaforiske bræk.
Jo ældre du bliver, jo flere ofre for denne fejltagelse møder du. Jo mere tid har de haft til at ødelægge deres liv. Jo mere patetiske virker de. Og jo mindre fantastisk arbejde får de ud af det, af alle deres "fantastiske oplevelser" og "særlige erkendelser".
Jo klogere og mere talentfuld kunsteren er, jo mindre sandsynligt er det at han vælger denne rute. Jo, han fjoller sikkert en smule rundt mens han stadig er ung og dum, men han bevæger sig videre hurtigere end de fleste.
Men den unge mand tror det hele er talent. Han tror det handler om "potentiale". Han undervurderer i hvor høj grad tid, disciplin og stamina også spiller en rolle. Der findes undtagelser, som f.eks. Bukowski og venner. Men det er netop derfor vi kan lide deres historer. De er usædvanlige historier. Og ethvert barn med en guitar eller en pen eller en pensel vil gerne være usædvanlig. Ethvert barn undervurderer konkurrenterne og overvurderer sin egen chance. Enhver dreng tror blindt på ideen at man kan lykkes uden alt det hårde arbejde.
Så barerne i West Hollywood og New York er fyldt med mennesker travlt igang med at smide deres liv væk i et desparat forsøg på at finde en genvej. Hvilken som helst genvej. Deres plan B er vasket bort i Vodka Tonics for mange år siden.
Og imens er konkurrenterne derhjemme, og arbejder røven ud af bukserne.
(råd nr. 14 fra Om At Være Kreativ)
Excellent National Geographic cover. In huge type, it asks all the religious medievalists inside by asking "Was Darwin wrong?" only to answer on the first page of the article in even bigger type.
NO
The evidence for evolution is overwhelming.
He wasn't wrong. There is evidence. All your counterarguments are phony and easily attributable to some religious or pseudo-religious compulsion.
Recently here in Denmark, an otherwise forward looking and well balanced modern society, where all the universities are government run and we even have a "state church", promoting a fairly open minded version of lutheranism, we have university theologians questioning evolution on "theoretical grounds". All of these theories of course come back to legalistic arguments completely orthogonal to any kind of sound scientific reasoning. It is shocking and a bit disturbing that the identity-creating force of religion is so powerful that people are willing to turn a blind eye to the coherent body of evidence for the rational understanding of the world that all modern science is part of. It boggles the mind that people are still suggesting that there might be a fundamental problem with the scientific method when society is so full of practical, not theoretical, proof that the method works.
Jo bedre du bliver til dit fag, jo mindre vil du forveksle ydre gevinster med åndelige gevinster og omvendt. Selv om det ikke gør dig rig eller fremmer din karriere er det alligvel en HEL masse værd.Da jeg var 16 eller 17 i Edinburgh kendte jeg svagt denne her fyr der havde en butik ved navn "Cinders" på St. Stephens Street. Han havde specialiseret sig i at istandsætte antikke ildsteder.
Cinders' forretningsidé var enkel. De købte originale georgianske eller victorianske ildsteder fra gamle nedrivsningsklare huse for småpenge. Gav dem en dygtig, men hurtig, reparation i eget værksted og solgte dem med enorm fortjeneste til yuppier.
Dengang havde jeg en umættelig nysgerrighed for hvordan folk tjente deres penge (det har jeg stadig). Så en dag, siddende foran hans forretning, snakkede jeg med ildstedsmanden om det.
Fyren virkede ganske stolt af sit arbejde. Fra hans beskrivelse virkede det som om han kunne lide sit fag og tjente godt på det. Skotland var på vej gennem en krise på det tidspunkt; arbejdsløsheden var høj, og folk havde ikke så mange penge. Af en bedaget hippie at være, kunne han have klaret sig ringere.
Der er ikke mange børn der vokser op mens de tænker "Jeg vil være ildstedsmand!". Det er ikke en særlig indlysende beskæftigelse, så jeg spurgte ham hvordan han var kommet i gang med det.
"Jeg var antikvitetshandler før", sagde han. "Folk som bruger mange penge på antikviteter bruger også en masse penge på at istandsætte deres huse, så jeg fik en fært af ideen ved at snakke med kunderne i antikvitetsbutikken. Der var også alt for mange antikvitetshandlere i Edinburgh, så jeg ledte efter noget andet at lave".
Ligesom alle de bedste jobs i verden, så var det bare noget der skete.
"Nogen af ildstederne er virkelig smukke", sagde jeg. "Det må være svært at skille sig af med dem."
"Nej det er ikke sagde han" (og nu kommer det jeg husker bedst) "Jeg kan godt lide dem, men de fylder så meget så det er egentlig en lettelse at komme af med dem når de er solgt. Jeg vil bare have dem ud af butikken MED DET SAMME og have betalingen i lommen. At sælge dem falder mig nemt. I modsætning til antikviteterne. Jeg elsker antikviteter og jeg forelskede mig altid i de varer jeg havde i butikken dengang. Jeg ville aldrig af med de bedste stykker. Ubevidst gav jeg dem en alt for høj pris, så jeg kunne undgå at de forlod butikken"
Ung og idealistisk som jeg var, fortalte jeg ham at jeg syntes det var ret trist. Hvorfor vælge at sælge en kedelig vare (altså ildstederne) når man kan leve af at sælge noget man virkelig holder af (altså antikviteter)? Det burde da være den foretrukne måde at leve på?
"Den første regel i forretninger", sagde han, og grinede af min naivitet, "er ikke at sælge noget man holder af. Ellers kunne du ligeså godt sælge dine børn".
15 år senere sidder jeg i en bar i New York. En ven's ven kigger på mine visitkorttegninger. Han spørger mig om jeg udgiver dem. Jeg svarer nej. Fortæller det er en hobby. Fortæller ham om mit reklamejob.
"Mand, hvorfor fanden er du i reklamebranchen?" siger han med øjnene på mine tegninger. "Du skulle lave det her hele tiden. Gallerier og det hele"
"Reklame er bare ildsteder", siger jeg, og stirrer på mit glas.
"Hvad fanden?"
"Det er lige meget."
(råd nr. 13 fra Om At Være Kreativ)
About three weeks ago I reopened comments here, after a lengthy spam induced hiatus. It took only 5 days before someone did the first manual spam entry to fight my new anti-spam solution, and now two weeks after that the first automated attack against my static checkcipher was implemented as I got hit by roughly 1000 hits of auto-spam, complete with correct checkcipher.
I've now changed the checkcipher. Next benchmark will be how soon before someone catches on to that. If that is less than three weeks I'll have to do actual captchas.
[UPDATE Nov. 14 : It lasted one day. Does the guy keeping up not realize that his comments are not getting published on my weblog, because I audit everything? Now I've changed it again. I wouldn't call this exercise fun, but interesting at least. It seems I'll be going full on turing test in only a few days]
Smerten ved at bringe de nødvendige ofre er altid større end du tror den vil være. Det stinker. Når det er sagt, så er alvorligt kreativt arbejde en af de mest fantastiske oplevelser man kan have i dette eller et andet liv. Hvis du kan klare det er det det værd. Selv hvis du ikke klarer det vil du lære mange utrolige, magiske, værdifulde ting. Det IKKE at gøre det når du VED du havde chancen gør meget mere ondt end nogen fiasko.Ærlig talt, jeg tror det er bedre at lave noget under den antagelse at der IKKE er nogen belønning for det, at det IKKE vil blive anerkendt af andre, at det IKKE vil være tiden og besværet værd.
Den indlysende fordel ved det syn på det er at alt godt der måtte komme ud af det bare er en bonus.
Den anden mere subtile fordel er denne: Ved at se bort fra alle ideer om den velstand og status du vil få fra din kreativitet så kan du nøjes med at koncentrere dig om at finde svaret på et eneste spørgsmål:
Gør jeg det eller ej?
Og når du kan svare oprigtigt på det spørgsmål er resten nemt.
(råd nr. 12 fra Om At Være Kreativ)
Din plan for at få dit værk ud til andre er nødt til at være ligeså original som arbejdet selv, måske endda mere. Dit værk skal skabe et helt nyt marked. Der er ingen ide i at prøve det samme som 250000 andre unge håbefulde, der alle venter på et mirakel. Alle eksisterende forretningsideer er forkerte. Find en ny.Jeg har set det utallige gange. Lad os kalde ham Jens. En ung fyr i en stor by, der lige er stået af fire toget og gerne vil være en berømt ellerandet. Kunstner, forfatter, musiker, filminstruktør, hvad som helst. Han er fuld af ild og passion. Fuld af ideer. Og du møder Jens igen fem ti år senere, og han er stadig bartender på den samme restaurant. Han er ikke en dreng mere. Men han er ikke tættere på sit drømmemål.
Hans stemme er lige så trodsig som nogensinde, helt sikkert. Men der er en tomhed i hans ord der ikke var der før.
Jens har sikkert valgt den nedtrådt sti: Skrive bog, blive opdaget, udgive bestseller, sælge filmrettigheder, gå på pension som 30-årig. Hvad ved jeg.
OK, der er måske 3 millioner andre forfattere/skuespillere/musikere/malere/osv med den samme plan. Men selvfølgelig: Jens er noget særligt. Selvfølgelig vil hans skæbne være bedre end de andres til sidst. Selvfølgelig. Det fortæller han dig mens han serverer den næste drink.
Er din plan af samme slags? Hvis den er, ville jeg være bekymret.
Da jeg startede visitkort tegneserierne var jeg heldig. På det tidspunkt havde jeg et nogenlunde velbetalt job i New York som jeg kunne lide. Ideen om at sige det op for at leve som boheme faldt mig ikke ind. Hvabehar? Flytte fra Manhattan til Brooklyn? Ha. Over mit lig. Jeg tegnede for at more mig selv om aftenen, for at have noget at lave ved baren mens jeg ventede på at min date dukkede op eller hvad ved jeg.
Der var ikke noget kommercielt mål eller en større plan der styrede mig. Hvis jeg havde lyst til at tegne bag på visitkort istedet for på "rigtigt papir", så kunne jeg. Hvis jeg havde lyst til at bande, så kunne jeg. Hvis jeg havde lyst til at droppe det almindelige figurative format og tegne psykotiske abstraktioner istedet, så kunne jeg. Der var ikke nogen smarte medie- eller forlagstyper at glæde. Endnu bedre; der var ikke nogen kunstner livsstil at leve op til.
Det gav mig en masse frihed. Den frihed har betalt sig mange gange siden.
Sæt spørgsmålstegn ved hvormeget frihed dine valg har givet dig. Vær hudløst ærlig med det.
Det er din frihed der vil føre dig derhen du vil. Blind tillid til alt for almindelige, forfængelige myter vil kun stå i vejen.
Er din plan enestående? Er der ingen der gør det allerede? Så ville jeg være tændt. Skræmt måske, men tændt.
(råd nr. 11 fra Om At Være Kreativ)
A lo-res colorful pixelation effect for your television is available with Groovetube.
Hvis jeg mødte en person, som havde skrevet et mesterværk på bagsiden af en bon fra supermarkedet, ville jeg ikke være overrasket. Hvis jeg mødte en person, som havde skrevet et mesterværk med en Cartier-pen af sølv på et antikt skrivebord i et luftigt loftrum i SoHo, ville det VIRKELIG overraske mig.Abraham Lincoln skrev sin Gettysberg-tale på et almindeligt stykke brevpapir, som han havde lånt af den ven, han besøgte.
James Joyce skrev med en simpel blyant på en notesblok. Andre skrev det rent, men først langt senere.
Van Gogh malede sjældent med mere end seks farver i paletten.
Der er intet forhold mellem kreativitet og det at eje udstyr. Intet. Nul. Nada.
I virkeligheden er det sådan, at når kunstneren kommer ind i sit stof og kommer frem, bliver antallet af værktøjer mindre. Han ved hvad han skal bruge. At ofre mental energi på ting er spild af tid. Han er på en mission. Han har en deadline. Han har en rig kunde, der ånder ham i nakken. Det sidste han har lyst til er, at bruge tre timer på at lære hvordan man bruger et slagbor, hvis han ikke har brug for det.
Et smart værktøj giver bare den utrænede endnu en søjle at gemme sig bag.
Derfor er der så mange andenrangs-designere med topmoderne Macintosh-computere.
Derfor er der så mange dårlige forfattere med topmoderne laptops.
Derfor er der så mange skod-fotografer med topmoderne kameraer.
Derfor er der så mange ligegyldige malere med dyre atelierer i smarte kvarterer.
Gemmer sig bag søjler, det er hvad de alle sammen gør.
Søjler hjælper ikke; de forhindrer. Jo mægtigere søjlen er, des mere psykologisk afhængig bliver du, des mere kommer den i vejen.
Og det gælder også i erhvervslivet.
Derfor er der så mange mislykkede firmaer med smarte kontorer.
Derfor er der så mange mislykkede forretningsmænd, der bruger en formue på smarte jakkesæt og dyre medlemskaber til golfklubber.
Igen; de gemmer sig bag søjler.
Succesfulde mennesker, kunstnere eller ej, er dygtige til at få øje på søjler. De er dygtige til at undvære dem. Endnu vigtigere er det, at når først de har fået øje på en søjle, er de dygtige til hurtigt at komme af med den.
At have godt styr på sine søjler er en af de mest værdifulde talenter du kan have her i verden. Hvis du har, misunder jeg dig. Hvis du ikke har, har jeg ondt af dig.
Klart nok, ingen er perfekt. Vi har alle vore egne søjler. Vi har åbenbart brug for dem. Du kommer ikke til at leve et liv uden søjler. Det gælder også mig.
Det eneste vi kan gøre er at blive ved med at spørge, "er det her en søjle" til alle vinkler af det vi gør, vores håndværk, vores grund til at være i live og så videre, og tage den derfra. Jo mere vi spørger, des bedre bliver vi til at få øje på søjlerne, des hurtigere forsvinder søjlerne.
Spørg. Bliv ved. Og spørg så igen. Hold op med det, og du dør ud.
(råd nr. 10 fra Om At Være Kreativ)
Jon Udell reviews MSH - Microsoft Shell which had adapted the old unix "little tools" philosophy to an object oriented world. Tools emit object, and all kinds of adapters are ready to massage those objects in a style similar to the old unix way. Default adapters turn objects into columned output apparently...
Sådan stod der på et skilt midt i TV-avisen. Jeg troede slet ikke de KUNNE stave forkert på TV-Avisen....
(opdateres med billede, ligeså snart avisen er kommet online)
[UPDATE: Jeg kan ikke lie få et dump - men det stod der]
Clueless browser review:
But the bottom line is that at the moment there isn't a browser that is:1/ Free
2/ Has tabbed Browsing
3/ Offers the extensibility of Firefox, but without the 'clunky' geeky feel and problems.
4/ Is stable, loads pages correctly and isn't a hackers dream.
What problems? Firefox just works. (incidentally, my site stats give a Firefox market share above 20% at the moment - it's 20% cumulated over 2 years and growing fast)
Since the reviewer is looking to Google to recitfy that problem it seems this is a no-cash version of The Money Illusion which in this case goes like this "It can only be good if it is made by someone with a lot of money" - The Google brand is seen as inherently good. The free Firefox, since it's just made by people, can't be good.
Du når måske ikke toppen. For det er der tilgivelse. Men hvis du ikke prøver alvorligt mindst en gang i det mindste at komme op til trægrænsen, så vil du år senere ligge på dit dødsleje og det eneste du vil føle er tomhed.Dette her metaforiske Mount Everest behøver ikke have noget med kunst at gøre. For nogen mennesker er det det, en roman eller et maleri. Men kunst er kun en af vejene op ad bjerget - en af mange. For andre er vejen måske mere prosaisk. At tjene en million, at få en familie, at eje flest Burger Kings på Sjælland, at bygge et kæmpe modelfly. Listen er endeløs.
Nok om det, lad os tale om dig nu. Dit bjerg. Det private Mount Everest. Ja, det der. Nemlig.
Lad os sige du aldrig klatrer op på det. Er det et problem for dig? Kan du sige til dig selv "Det er lige meget, så vigtigt var det heller ikke for mig" og begynde at samle på frimærker i stedet?
Du kunne prøve ihvertfald. Men jeg tror ikke på dig. Jeg tror ikke på at du bliver tilfreds med at du ikke forsøgte. Og jeg tror du er enig med mig. Ellers havde du ikke læste så langt som hertil.
Så det ser ud som om du skal op af det bjerg. Væn dig til det.
Mit råd? Du behøver ikke mit råd. Virkelig. Det bedste råd jeg kan give nogen om det her er:
"Indrøm for dig selv at dit private Mount Everest eksisterer. Så er slaget næsten vundet"Og det har du allerede gjort. Det har du virkelig. For ellers, som jeg sagde, ville du ikke have læst så langt.
Rock on.
(råd nr. 9 fra Om At Være Kreativ)
Jon Udell points to an excellent infographic from The New York Times (I can't find it there though)
It combines margin of victory (width of columns), electoral collage vote results (each block a state, height indicates number of votes), and shifts in victory (darker colours) for American presidential elections from 1940 to 2000. Blue means democrat and red republican as usual. Udell combined the different images into a Flash movie. Living history.
Og du kan ikke tvinge en underordnet til at være et geni.Siden den moderne, videnskabeligt drevne virksomhed blev opfundet i den første halvdel af det 20ende århundrede er kreativiteten blevet ofret til fordel for Holdspilleren.
OK. Der var flere penge i at gøre det på den måde. Det var derfor de gjorde det.
Der er bare et problem. Holdspillere er ikke særlig gode til at skabe værdi på egen hånd. De er ikke selvstændige. De skal have et hold for at fungere.
Så nu er virksomhederne fyldt med uselvstændige holdmennesker.
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
Og så videre.
Skaber man et økonomisk miljø hvor mangel på originale ideer belønnes, skaber man samtidig et miljø hvor parasitter trives. Og det er det der er sket. Så nu er der millioner af menneskelige bændelorm i den vestlige verden, som elsker deres Powerpoints og lever af andre menneskers kreativitet.
Hvad sker der i et miljø hvor parasitterne når kritisk masse?
Miljøet dør.
Hvis du er kreativ, hvis du kan tænke selvstændigt, hvis du kan udtrykke din passion, hvis du kan overvinde frygten for at tage fejl, så har din virksomhed mere brug for dig end nogensinde før. Og din virksomhed har ikke råd til at lade som om den ikke har brug for dig.
Så skru op for lyset istedet for at sætte det under en skæppe.
Omvendt, hvis du ikke er kreativ så er du i problemer. Og der er ikke nogen smarte ord eller et nyt paradigme der kan redde dig. De sagde det måske ikke på handelsskolen, men folk elsker at se dinosaurer dø.
(råd nr. 8 fra Om At Være Kreativ)
Kerry is behind Bush in Ohio but the numbers are improving. From 89% counted to 93& counted, Kerry outscored Bush by 1.8 to 1. If that keeps up for the remainder of the vote count Kerry wins Ohio.
Fox almost called it, Drudge called it, but it could still change if Kerry can maintain this kind of margin.
[UPDATE: Those are no longer the last 3% - Bush rebuilding lead now]
A Green vote of 6%? That sounds absolutely strange. Let's hope this is just a fluke and not a case of badly designed ballots and/or left wing idiocy.
[UPDATE: At 6% the votes for David Keith Cobb are gone again]
DR sender USA's P1, NPR, live som digitalradio for tiden. Det er en slags stærtk udvidet valgdækning. Men ligenu er det jo guld værd.
Also on boingboing, a disturbing image of a voting-machine error screen.
This reported by concerned geeks who also reported other voting problems. More voting news here. (Best comment: "Long time bitcher, first time voter.")
I can't wait to get my hands on this book. With a title like that what could possibly go wrong. BoingBoing has a short interview on the book.
Polling provides many stories and much second guessing. Bush has had the lead in most polls for some time, by a narrow margin, but still a lead. I've taken comfort in the fact that Bush led Gore by more in 2000 than he's been leading Kerry by, which would indicate that there's hope (unless of course pollsters incorporated their inability to call the last election in their model for this election...). Conversely, now the first exit polls are here - and they favour Kerry. But they do so by a thinner margin than the early exits favoured Gore in 2000. Which would indicate etc. etc. It's going to be a long night.
The brain is a magical apparatus, but easily fooled. Take these low-tech 3D images from Burning Man. By shooting stereoimages (i.e. two images taken simultaneously through lenses next to each other at a distance similar to eye distance) and displaying them, shifting rapidly between left and right image you get a much better experience of depth than you would expect from such a simple minded approach. I would love to see this applied to film. You could do that intelligently, using simultaneous panning and left/right shifts to get the 3D effect without quite so much of a wiggling sensation.
[UPDATE: Credit where it's due: It seems the fears reported below have not been realized.]
There will be republicans at all Ohio polling places to challenge voters (i.e. intimidate them) after all.
If Ohio goes to Bush and if that determines the election then we now have the 'hanging chad' of 2004 - and it was discovered before the election, but still allowed to go forward.
Turns out electoral-vote.com is the brain child of Andrew Tanenbaum, of Minix and textbook fame and "Linux vs. Minix"-flame notoriety. I'm sure this information has been in plain sight all the time, but I didn't notice until I saw the fact on Tim Bray's weblog.
Det er ikke bare noget jeg siger at de sædvanlige grunde, fordi jeg ikke tror på din idé. Jeg siger det fordi det altid er i strid med Sex og Penge teorien sådan at sige sit job op med stort drama og under afbrænding af broer.Sex og Penge teorien: "Det kreative menneske har to slags opgaver: Den ene slags er den sexede kreative slags. Den anden slags er den slags der betaler regningerne. Nogen gange laver man noget der gør begge dele, men det er sjældent. Denne spændte dualitet er altid i centrum. Den kan aldrig overstås"
Et godt eksempel er Phil, en fotograf fra New York og en ven af mig. Han laver vilde ting til undergrundsmagasiner - det tjener han ikke noget på, men han opbygger sin mappe på den måde. Så laver han nogen kataloger i et stykke tid bagefter. Ikke spændende, men det betaler regningerne.
Et andet godt eksempel er en forfatter som Martin Amis. Han skriver "alvorlige" romaner, men han er nødt til at supplere sin indtægt ved at skrive i en Londonavis engang imellem (romanindtægter er fandens latterlige - selv bestsellerforfattere er i knibe)
Eller skuespillere. Et år er Travolta med i en ultra-hip film som Pulp Fiktion ("Sex"), det næste år i en dum spionthriller ("Penge").
Eller malere. Du bruger en måned på at male blå malerier fordi det er det samlerne køber nu ("Penge"), den næste måned maler du rødt fordi du hader blå og elsker rød ("Sex")
Eller geeks. Du bruger din hverdag på at lave kode for en ansigtsløs virksomhed ("Penge"), og så bruger du aftener og weekender på at skrive anarkistiske, bizarre computerspil for at imponere dine geekvenner ("Sex").
Det handler om at balancere behovet for at have noget at leve AF med behovet for at have noget at leve FOR. Min måde er gapingvoid ("Sex"), kombineret med mit rigtige arbejde ("Penge").
Jeg tænker på den unge forfatter, der arbejder som tjener for at betale regningerne, til trods for at hun skriver i alle de cool magasiner...hun drømmer om en dag ikke at skulle dele sit liv så brutalt i to dele.
Det brutale kan måske blive mildere, men de to dele vil blive ved med at være der.
"Denne spændte dualitet er altid i centrum. Den kan aldrig overstås"
Ligeså snart du accepterer dette faktum, virkelig accepterer det, så begynder din karriere at bevæge sig. Jeg ved ikke hvorfor. Og de mennesker der nægter at dele deres liv på den måde, der bare vil starte den allerførste dag med at sige deres lortejob op og skifte med det samme til et liv som bestsellerforfatter... De klarer det bare aldrig.
Det hedder "Sex og Penge Teorien". Gem den under hovedpuden.
(råd nr. 7 fra Om At Være Kreativ)
Bob Dylan er den største. Ingen tvivl om det. Og mens jeg venter på at min kopi af Bob Dylans selvbiografi (som Amazon afsendte i tirsdags for 6(!) dage siden) ankommer, så vil jeg fejre udgivelsen med at viderebringe en samtale jeg havde med Just i sensommeren. Scenen: Morten, helt alene, står praktisk taget med den ene fod i en Boeing 747 på vej mod New York.
Morten Dansk Politi udsteder nød-pas på et par timer, ikke?
Claus Ikke et du kan bruge til at komme ud på tror jeg
Morten Hvorfor skulle de så lave det? .. hmm
Claus Du kan da prøve - normalt tager den slags minimum en uge
Claus Jeg tror kun det virker i udlandet når man skal hjem
Morten Ringer lige
Claus Hvis du ikke har std. papirer har du lige forlænget din tur gennem paskontrollen med en kø bag kineserne og afrikanerne
Morten Skrankepaven på Frederiksberg siger
"ja, hej (situation)"
"så har du et stort problem"
"okay?"
"Ja, det har du."
"Man laver ikke emergency passports længere?"
"Det tager ti dage. Vi laver dem jo ikke selv længere."
"Okay. Så man kan ikke få udstedt et midlertidigt pas?"
"Nej."
"Så der er slet ikke noget at gøre?"
"Jo, du kan tage ud i lufthavnen, de kan lave et for 600 kroner."
- så sig dog dét i stedet, kvindepavemenneske!
Claus Et flunkende nyt pas, samme dag for 600 ?
Morten Enten et helt nyt, eller et midlertidigt.
Morten Det er dog ikke sikkert at mit pas er blevet væk. Men heller ikke gyldigt. Næste problem er at jeg ikke kan tjekke det fordi jeg af endnu mere bizarre grunde ikke har nøglen til min lejlighed. Wow.
Claus Du er on a roll
Claus Alene, lukket ude, uden papirer
Claus "How does it FEEEEEEEL"
Claus "To be on your own"
Claus "With no direction home"
Morten ha
Claus "Like a complete unknown"
Claus "Like a rolling stone"
Claus Det er du jo nu simpelthen
Claus sender:
Overførsel af "10. Like A Rolling Stone.mp3" er gennemført.
Morten Sååådan
Claus Men jeg har sgu ikke kendte nogen der kunne svare på Dylans spørgsmål før
Claus Hvordan føles det så?
Morten Det er ikke endegyldigt. Kastrup Pas har åbent et par timer i morgen, låsesmeden kan være ved Enghavevej 17 på 15 minutter, jeg har over 16 timer på hænderne til at trylle dokumenter frem.
Morten Der er mere sådan .. tv-serie over det
Claus Ja
Claus Ellers turde jeg jo heller ikke joke med det
Claus Jeg syns nu du burde skifte signatur
Claus Og så skal vi have lavet realityshowet
Når du så når puberteten tager de kridtet fra dig og erstatter det med matematikbøger og den slags. At blive fanget senere af kreativiteten består bare i en lille stemme der siger "Jeg vil gerne have mine farvekridt igen, tak".Du brænder efter at gøre noget. Skrive et manuskript, begynde på et maleri, skrive en bog, lave en forretning ud af din opskrift på chokoladekage, hvad ved jeg. Du ved ikke hvor trangen kom fra, det er som om den ankom uden invitation. Indtil nu har du været fint tilfreds med bare at passe dit arbejde som et almindeligt menneske.
Indtil nu.
Du ved ikke om du er dygtig eller ej, men du tror du kunne blive det. Og ideen skræmmer dig. Problemet er, at selv hvis du er god ved du ikke noget om den slags. Du kender ingen forlæggere, agenter eller den slags city-smarte mennesker. Du har en ven, der her en fætter på Zentropa, som laver den slags, men du har ikke snakket med din ven i to år.
Og hvad nu hvis, når du skriver din bog, at du ikke kan finde en forlægger? Når du skriver dit manuskript og du ikke kan finde en filmproducent? Eller hvad hvis producenten viser sig at være en fupmager? Du har arbejdet hårdt hele livet. Pokker tage dig, hvis alt det arbejde skal være forgæves, hvis ikke du får noget ud af det til sidst.
Ha. Det er ikke din lille stemme der beder om farvekridtet. Det er din voksne stemme, din kedelige og trættende stemme, der prøver at finde en måde at få den lille kridtstemme til at holde kæft.
Din lille stemme vil ikke sælge dig noget. Din lille stemme vil have dig til at lave noget. Der er en stor forskel. Din lille stemme er ligeglad med forlæggere og filmproducenter.
Lav noget. Lav noget helt specielt. Lav noget fantastisk der virkelig blæser ørerne af alle der ser det.
Hvis du prøver at få noget til at passe til dit uvidende billede af et eller andet hypotetisk marked, vil du fejle. Hvis du laver noget specielt og fantastisk og ærligt og sandt vil du lykkes.
Den lille stemme er ikke kommet fordi den har besluttet at du har brug for penge eller for at hænge ud med filmstjerner. Din lille stemme er kommet tilbage fordi din sjæl på en eller anden måde er afhængig af den. Der er noget du ikke har sagt, noget du ikke har gjort, et lys der skal tændes, og det skal tændes nu.
Så du er nødt til at høre på den lille stemme - ellers dør den, og den tager en stor del af dig med sig.
Det er bare farvekridt. Du var ikke bange for dem i børnehaven, så hvorfor være bange for dem nu?
(råd nr. 6 fra Om At Være Kreativ)