Bøger jeg har læst for nylig

For et par uger siden fik jeg en kæmpe sommerferie-gave fra Stripe Press  via flinke Kenneth Auchenberg. Et godt pluk af deres udgivelser i gloriøs hardcover. Bøgerne er tydeligvis lavet med stor kærlighed til mediet bog. Flotte covers; og Stripe Press' flotte logo som effektivt mønster, der emmer af teknisk forlag fra 1960erne, som indersiden på omslaget. Det er bare flot - og skønt at nogen gider. Det er ikke alle bøgerne, der kan følge helt med på indholdssiden - mindst et par stykker af dem er startet som blog posts, og burde være blevet der - de kan simpelthen ikke matche bogens flotte udstyr, så gennemtænkt er det ikke. 

Prince of Persia

Men der er helt afgjort perler i samlingen. Den første jeg kaster mig over var Jordan Mechners dagbøger fra de år, hvor han programmerede Prince Of Persia; det er skudsikkert nostalgi-trip for os der var der selv i den æra. Jeg har aldrig spillet mange computerspil - og heller ikke Prince of Persia; men bogen emmer af hjemmecomputernostalgi - og den er gloriøst dejligt produceret. Ingen e-bog vil kunne matche det flotte bogarbejde. På forsiden ser man spillets hovedperson, smuk videocaptured pixelart, som nu er realiseret som relief i bogens hårde omslag. 

Det er besynderligt disconnect - men sådan var spillets tilblivelse også. Det er barn af 80erne - lavet først på Apple II i 6502-assembler af enmands-hæren Mechner - det var sådan man rullede dengang i spilbranchen. Men arbejdet med spillet var trods alt formidabelt for én mand - så det blev først færdigt da Apple II var fortid, og man skulle diskutere PC og Mac udgaver med det samme. Baggrunden for bogen er derfor heller ikke min hjemmecomputer-barndoms-æra i 80erne - men murens fald, og Clintons præsidentperiode. 

Det er uanset en lille perle af en bog - hurtigt læst - men hvis du endelig skal så snyd ikke dig selv for den fysiske bog, det er mindst halvdelen af fornøjelsen. 

Nu glæder jeg mig til at læse Richard Hamming - og bogen om JCR Licklider - i min sommerferie. 

I Jordan Mechners bog støder man også på hans far, Francis, som lavede musikken til spillet - og det er interessant i sig selv. Francis Mechner er psykolog - født i psykologiens hjemby, Wien - før 2. verdenskrig, flygter derfra under krigen; og har så slået sig ned i USA. Det er jo allerede en biografi; men udover psykologi og musik har faren mange andre talenter. Han finansierer sin forskning selv - ved at starte virksomheder, nogle med baggrund i hans psykologiske fagkundskab, men også mere kuriøst virksomheden Chyron Corporation, der laver udstyr til TV-grafik. Hvis du læser amerikanske nyheder om nyheder, så ved du at den strøm af titler med info der flyder under de talende hoveder i amerikanske nyhedsudsendelser simpelthen hedder 'en Chyron' i dag. Nu ved du hvorfor. Det er komponisten til musikken i Prince of Persia's skyld. 

Historien om Francis Mechner er an fin overgang til at fortælle om en anden af forårets bøger - Taking Risks. 

Taking Risks

Det er den usandsynlige historie om den jødiske slagters søn fra Polen, der ser hele sin familie udryddet af nazisterne, selv overlever som russisk partisan i de polske og ukrainske skove, finder sin vej til Amerika og nu lever som pensioneret ejendomsspekulant og rigmand i Californien. 

Rejsen fra en landsby uden rindende vand, gennem krigens skærsild, til Californien er velfortalt. Der er ingen som helst tvivl om at det er et forfængelighedsprojekt for en velhavene mand, at bogen findes - men historien er helt ubestikkelig - lige indtil vi kommer til de sidste kedelige kapitler om Pells liv med ejendomme i Californien. 

William Gibson's Agency var en stor skuffelse. Man kan virkelig mærke at den har været svær for Gibson at få frem; plottet vakler frem og det hele løber ud i sandet. Gibsons særlige varemærke den fabulerende observation af det knapt nok eksisterende, som har gjort bøgerne fra Pattern Recognition frem til The Peripheral så fantastiske, er der simpelthen ikke dennegang. Det er universet fra The Peripheral der genbruges - men der er bare ikke rigtig noget nyt og vibrerende der fængsler mens man læser. Det ender som en lidt ordinær Road Movie af en slags. 

Da jeg nu ikke rigtig har blogget et par år, så er der også nogle titler fra sidste år jeg kan hive frem - men det må blive næste post....